Apr 06 - 1 - VIA University College

are håndtaget i bund, mens nedkørslerne
kræver pumpebremsning for ikke
at miste styringen. Nedkørslen fra fjeldet
er hårdt for bremserne. Når jeg først
er på vej ned er der ingen fortrydelsesret,
og jeg var ikke speciel stolt, da jeg
mærkede lugten af brændt gummi. Det
hjalp lidt at møde en lokal, der sagde, at
det kendte han godt til. Nedkørslen til
Diskofjorden blev mit svendestykke på
køretøjet, og jeg var glad for det gode
føre den dag, så maskinen kunne holde
sig næsten til sporet. På isen huggede
vi hul og forsøgte med isfiskeri. Det var
ikke dagen til den store fangst. Andre
metoder på andre dage har imidlertid
givet både store torsk og hajer.
Grønlandshvalens kald
Det er hverdag, men ikke en tilfældig
hverdag. Bølgerne slår under kølen,
og der er god fart på den åbne jolle.
En finsk hvalforskeraspirant, en grønlandsk
fanger og undertegnede på vej
ud på åbent hav. Og en følgejolle. Det
er vinter, meget smukt og næsten vindstille.
Jollen er lastet med grej til at optage
Grønlandshvalernes lyde under
vand samt en armbrøst til at tage en
biopsi (vævsprøve) . Det er en god dag
– der er en hval i farvandet, og jollen
accelererer, så jeg må hænge fast i rælingen
for ikke at fl yve overbord. Tæt,
tæt på, og så dykker den. Dette enormt
store dyr, der lever sit liv i de arktiske
have, og som kan blive op til 200 år,
det efterlader kun ringe i vandet. En
kender kan se på ringdannelsen, hvor
dybt hvalen går – og dermed vide, hvor
længe det varer før den kommer op, og
hvor langt væk den så er svømmet. Der
er bare det ved det, at hvaler kan vende
under vandet. Det går op for mig, hvor
vanskelig en opgave det er at få hvaler
til at indfinde sig til prøvetagning. I
timevis jagter vi rundt mellem isskosser
og isfjelde for at komme på skudhold.
Det lykkes omsider for fangeren
i den anden båd. Så er det tid til lydoptagelser
med slukket motor. Der er ikke
tale om det stille liv under havet, der
er knagen, skurren og piben og der…
langt borte den dybe fyldige lyd af en
grønlandshval. Fornemmelsen af den
store lyd, det store hav og det store dyr
får verden til at udvide sig momentant.
Samme dag får jeg muligheden for at
gå i land på en isflage og sætte tænderne
i endnu lun sællever. Det er virkelig
delikat. Min hjemtur foregår i følgejollen,
jeg må hjem og hente børn i institution.
Jollen er godt brugt, men fangeren
der styrer er til gengæld fortrolig
med forholdene. Og det er en stor oplevelse
at bane sig vej igennem isskosserne.
Kaffemik
Jeg følger et eller to børn i skole hver
morgen. Og på vejen hilser jeg på alle.
Allerede de første dage hilste alle på
os. Det er en meget imødekommende
gestus, som nok er undervurderet herhjemme.
Næsten alle vores private gæster
og andre turister, jeg talte med, har
lagt mærke til det samme. En stor gæstfrihed.
Allerede den første uge var vi
til kaffemik hos en dansk familie, der
holdt konfirmation. Det var ikke dem
selv, der havde inviteret, hvilket forekommer
ganske fremmed. Senere er
det blevet klart, at du sådan set selv
vælger, om du kommer som gæst. Der
er kaffemik ved næsten alle fødselsdage,
konfirmation og andre mærkedag
og i forbindelse med første skoledag.
Muligvis et levn fra en tid, hvor mange
børn ikke nåede skolealderen. Selv
efter halvandet år skal jeg minde mig
selv om, at man bare kan komme. Som
den dag, min datter sagde vi skulle til
kaffemik hos nogle børn, hun kendte
perifert, og jeg stort set ikke kendte
moren. Vi gjorde det, og det var fi nt og
helt i orden. Måske var det endda derfor,
jeg siden hen lærte dem bedre at
kende. Ikke alle steder er danskere lige
velkomne, men det er forholdsvis lidt,
jeg har mærket til det skel. Midt i byen
står en opslagssøjle. Her kan du skrive,
at din datter har fødselsdag, og at der er
kaffemik. Det er en vigtig måde at vise
folk betydning på at komme til kaffemik.
Og så skal man ikke blive for længe,
hvilket er overraskende svært uden
at føle sig uhøflig. Men her er det omvendt,
det er uhøfligt at blive for længe.
Jeg husker en af de sidste kaffemikker,
jeg var til. Vi kom seks personer sammen,
og der var vel omkring 10 i for­
vejen. I det lille køkken var der disket
op med tørret torsk, røget ørred, tørrede
ammassatter, mattak, rensdyrkølle, rå
sællever og moskusoksesteg. Her var
det så muligt at forsyne sig, skære lidt
til og fra og få rigtig fedtede fingre. På
det tidspunkt havde jeg lært at gå til de
forskellige ting, men jeg husker første
gang, jeg blev præsenteret for en klods
mattak på 7x7x7 cm – hvordan er det
nu lige man spiser sådan en? Efter denne
første fortæring kunne vi sætte os i
sofaen eller stå langs væggene i stuen.
Der var plads til seks personer ved kaffebordet.
Når du først sidder ved bordet,
kan du bare nyde det, drikke kaffe
og spise kage. Og så kan du rejse dig,
tage kop og tallerken med i køkkenet
og sige tak for i dag. I mellemtiden var
der kommet 10 nye gæster til.
Ulo og Magnetisk
Observatorium
Allerede inden jeg kom til Grønland
blev jeg kontaktet af DMI. De ville
gerne ansætte mig som observatør på
Magnetisk Observatorium, der som en
af tre observatorier i Grønland registrerer
jordens magnetfelt. Det kan observatoriet
nu klare uden min hjælp, men
der skal en person til at checke alting
deroppe og foretage en referencemåling.
Observatoriet ligger lidt hævet
over byen, og der er ingen sti derop, så
i perioder med blød sne har det været
glimrende med snesko. En enkelt gang
har jeg skullet lave målinger, mens der
ikke var varme på. Der var minus 12
grader og til sidst var jeg så kold, at jeg
næsten ikke kunne tænke eller skrue
på fi njusteringen, trods trøje og vanter.
Men det var heldigvis ikke normalt..
I det første efterår brugte jeg desuden
mindst en dag om ugen på det lokale
husflidsværksted. Flere havde fortalt
om det, men jeg kendte ingen, der
brugte det, og derfor måtte jeg selv opsøge
muligheden. Mod handler om at
udfordre det man ikke tør – uanset om
det er at klatre i bjerge, gå på indlandsisen
eller tale med sin mor. Noget i
den retning var der en fra eventyrernes
klub, der engang sagde i et interview,
og manden har jo ret.
Fortsættes på næste side
Side 6 Vinduet April 2006