Frederikskirken - Den danske Kirke i Paris

Godt improteater,
ej blot til lyst
For de fleste virker improteater måske
umiddelbart mest som en omgang sjov
og ballade. Det er det også. Det er sjov.
Og der er ballade. Underholdningen er
levende. Den lever sit eget liv.
I hvert fald i de øjeblikke når vi lever op til
vores fulde potentiale hvad enten det er på
scenen eller i øvelokalet.
Jeg opdagede improteater for tolv år siden
her i Paris. En ven ringede en aften og spurgte,
om jeg ikke ville komme ned på en café, hvor
han sad med sine improklassekammerater.
Jeg anede overhovedet ikke, hvad impro var
dengang. Kort tid efter så jeg deres afslutningsforestilling
og havde svært ved at tro mine øjne.
Hvordan er det muligt? At stille sig op foran et
publikum uden en anelse om hvad der vil ske
og skabe noget der giver mening.
Er det overhovedet tilladt? Det ville jeg ikke
turde, det ville jeg aldrig kunne finde ud af.
Troede jeg, tror de fleste ... Af en eller anden
årsag prøvede jeg det alligevel. Det var sjovt og
det var spændende.
øvelokalet var ikke kun en legeplads, men
også et laboratorium, et sted at eksperimentere.
For mit vedkommende handlede
improteater lige fra starten af om at afprøve
mig selv, at udforske min identitet. Det centrale
spørgsmål var – og er stadig: hvem er jeg? Eller
mere praktisk: hvem eller hvad kan jeg ellers
være? Hvor meget kan jeg være? Hvor meget
af mig selv? Hvor meget af alle andre? Hvor
meget menneske tør jeg være? Hvor meget
menneskelighed findes der i mig?
I improteater kommer al indhold grundlæggende
fra os selv. Vi er personligt ansvarlige
for det vi siger og gør foran publikum. Der er
ikke nogen der har skrevet vores replikker. Ikke
28
nogle, der har bestemt vore handlinger. Vi er
frie til at gøre lige præcis det vi vil.
Frygten for det ukendte
Og det er selvfølgelig dér, skoen klemmer. Hvad
vil vi når vi har frihed til at gøre stort set hvad
som helst? Ikke ret meget, næsten ingenting –
er det sørgelige svar.
Vi bliver grebet af frygt for det ukendte,
det vil sige fremtiden. Frygt for, hvad der kan
ske, og især: frygt for hvad andre mennesker
skulle mene om os. Frygt for at gøre noget
forkert, noget forkasteligt, noget der ikke
passer indenfor de gængse rammer. Hvad nu
hvis de tror at jeg personligt mener, har lyst til
eller drømmer om det jeg siger og gør her på
scenen?
„Hele verden er en scene, mænd og
kvinder på den blot aktører”, bliver der sagt i
Shakespeare. Det er sandhed. For mig handler
improteater grundlæggende om at skabe glæde
og lyst til mere liv – på egen hånd, i mødet med
andre mennesker, foran et publikum – på alle
sociale scener. I skolen, på arbejdspladsen, i
byen, sågar i kirken. Til fest og til begravelse.
Det handler om liv og død. Det uforudsigelige
og det absolut forudsigelige. De fleste af os
prøver at undgå ballade, og vi er gode til det.
Vi er født og opvokset i civiliserede samfund,
hvor vi normalt stræber efter kontrol. Vi
vil gerne have styr på os selv og på vores
omgivelser.
Vi vil have styr på hinanden. Derved kvæler
vi selve muligheden for ballade. Som voksne
er vi ikke længere vant til at lege. Derfor er
hverdagen som regel hverken særlig sjov eller
spændende. Når der så bliver ballade er vi
ikke nødvendigvis særlig gode til at håndtere