Omslag CS.indd - Angstforeningen

Angst-Avisen 8. 25
Dødsangst kan bekæmpes
Af Kamma Kaspersen
Som 12-årig mistede jeg min far. Det skete pludseligt. En
banal operation for en ufarlig lidelse endte tragisk. Hele
familien var i chok. Det eneste jeg husker fra begravelsen
var, at min onkel lo så ufatteligt højt under det efterfølgende
kaffeselskab, og jeg måtte væk derfra, da hans latter skar
som knive i brystet.
Jeg blev holdt hjemme fra skole i nogle dage, hvorefter
jeg kom i skole iklædt sort tøj i en uge. Ingen talte om min
fars død, og jeg var lettet, da jeg igen kunne gå med farvet
tøj. ”Sorgperioden” var heldigvis ovre og mine kammerater
talte til mig igen.
Vi boede i embedsbolig og havde tre mdr. til at flytte ud
af huset, før de nye flyttede ind. Pga. tidsnød og kaos endte
vi i en anden landsdel for at starte på en frisk.
Jeg fik travlt med at få nye venner og trak mig fra min
mors ønske om at holde fast i billedet af min far og græde
sammen. Jeg skulle videre. Egentlig savnede jeg ikke min
far, for jeg undlod at tænke på ham. Jeg husker ikke, om jeg
havde skyldfølelse over tidligere konfrontationer med ham,
for han kunne blive meget vred på mig til tider, og jeg havde
ikke let ved at give ham en undskyldning. Kun når jeg i
skolen læste ordet ”far” i en tekst, blev mit syn sløret af tårer,
som jeg hurtigt tørrede væk, og som jeg forsøgte at skjule
for klassen.
Min mor og jeg gled fra hinanden. Jeg så fremad, og
hun levede i minderne om sin tabte, elskede mand.
Som 17-årig flyttede jeg hjemmefra og til udlandet og
forlod definitivt fortiden. På det tidspunkt kunne jeg næsten
intet huske om min far og om mit livs første 12 år.
Da jeg som 21-årig kom tilbage til Danmark og
måtte sige farvel til min dejlige kæreste, fordi jeg skulle i
gang med en uddannelse, fik jeg mit første angstanfald. Det
var panikangst, men blev ret hurtigt til socialangst, som jeg
fik Stesolid til at holde nede. Min livskvalitet dalede stødt og
roligt måned for måned, og da angsten var ligeså
tabubelagt, som døden havde været for mig 9 år tidligere,
gik jeg også stille med dørene denne gang. Jeg ”tog mig
sammen” og skammede mig over, hvor trist jeg var, og hvor
dårligt jeg fungerede blandt andre.
Jeg begyndte i mine ensomme stunder at spekulere på
døden. Havde jeg en influenza i optræk, følte jeg mine dage
var talte. Det måtte være en tumor. Jeg blev opmærksom på
min hjerterytme og var sikker på, at det slog ekstraslag. Jeg
gik ofte til lægen og bemærkede, hvordan jeg ikke blev taget
alvorligt. Det var pinligt, for jeg var sund og rask, og i det
øjeblik jeg sad foran lægen og fortalte om mine mærkelige
symptomer, var jeg også godt klar over det.
Nogle uger senere kunne jeg igen få en frygtelig
fornemmelse af, at jeg nok ikke blev særlig gammel, at jeg
ikke ville opnå at stifte familie, eller at jeg ville få en dødelig
sygdom inden længe. Disse fantasier føltes reelle.
En hypokonder var en latterlig person, som ingen kunne
tage alvorligt. Ja, jeg havde selv alle fordommene og
skammede mig. Ingen steder kunne der findes sympati for
denne lidelse, ikke engang hos mig selv.
Samtidig var jeg fascineret af døden og det dramatiske
element. Jeg havde en periode, hvor jeg hørte alle de store
klassiske rekviem’er (dødsmesser) og læste Goethe: Den
unge Werthers lidelser samtidig. Det gav mig fred i sindet at
”gå ind i døden” i stedet for at fornægte den. Ubevidst
fornemmede jeg, at hvis jeg stirrede døden direkte i øjnene og
anerkendte den, så ville angsten forsvinde.
Jeg stødte på Irvin Yalom: Eksistentiel psykoterapi og her
fik jeg god hjælp til selvhjælp, bl.a. i sætningen: ”Rust dig til
døden, hvis du vil kunne udholde livet.” (Freud). Det gik jeg
så i gang med, nu da min sociale fobi alligevel havde spærret
mig inde i hjemmet. Så litteratur og film blev mine bedste
venner.
Stræben efter viden og kompetence er også et forsøg på
at få magt og kontrol over tilværelsens uforudsigelighed, der
igen dæmper angsten for døden. Dødsangst er nemlig selv en
”delvis død”, da angstramte begrænser evnen til at leve
spontant og kreativt med det ofte ”ubrugte” liv.
At konfrontationen med døden kan gøre livet mere værd,
er skildret i Dickens’ Et juleeventyr hvor Scrooge’s forvandles
fra en iskold gnier til et venligt og gavmildt menneske.
Scrooge får en eksistentiel chokbehandling, da han i en
drømmesekvens overværer sin egen død og begravelse og
bliver et lykkeligere og venligere menneske herefter.
Det siges, at hvis man får en dødbringende sygdom, får
man samtidig et større engagement i livet, der giver en
betydelig bedre livskvalitet. Det er ofte mennesker, der ikke
lever i nuet, men i fortiden eller fremtiden, der lider af
dødsangst.
Terapeutisk kan man derfor skærpe angstramtes
bevidsthed om døden, ligesom de gamle ægyptere lod
fremvise et billede af døden til fester, for at minde gæsterne
om, at de skulle glæde sig over nuet. Den rolle har kunstnere i
århundreder påtaget sig lige fra Dantes Den guddommelige
komedie (år 1300) til udstillingen Skandaler på Århus
Kunstmuseum i 1994, hvor Christian Lemmerz udstillede
svinekroppe i forrådnelse, med lugtgener.
Uden forklaring på sådanne udstillinger tager man
automatisk afstand. Døden er tabu, ulækker og skal helst
gemmes væk på kirkegården hurtigst muligt.
Kunstnerens rolle er at konfrontere os med tabu og
forfaldet. Men vi er tydeligvis mindre parate til at tage imod
udfordringen i dag, end man var i barokken i 1600-tallet, hvor
malerkunsten raskt væk skildrede livets forgængelighed med
nedbrændte lys, kraniet, visne blomster, madvarer i fordærv
og lyset, der brænder ud som symbol på vores eget liv. Vi
spilder vores liv, hvis vi ikke tør se døden i øjnene:
C.N. Gijsbrechts 1668
Livets store mestre
er altid parate til at dø
Emir Kusturica.