Business Danmark

Tilbage til fordybelsen, tak
Klumme: Bo Østlund
Illustration: Niels Poulsen
Kald mig blot en gammel dinosaurus.
For det er sikkert, hvad jeg er. Hvad andet kan man kalde
en mand, som stadig begræder opfindelsen af mobiltelefonen,
fordi han synes, at den både har skabt en masse støj i det
offentlige rum og gjort folk i dag meget mindre nærværende.
Over alt sidder gode medborgere i alle aldre med øjnene
stift rettet på den lille firkantede skærm og glemmer alt omkring
dem. Og er man så endelig midt i en spændende og givende
samtale med et medmenneske – ja, så har det lille dyr i
åbenbaringen altid retten til at afbryde. Og det uanset, om
folk jo blot kan lægge en besked.
Hvornår blev mobilen lige årsag til, at vi behandler hinanden
på den uforskammede måde?
Nå – nu er jeg vist ikke bare en gammel dinosaurus, men
også en ronkedor. Det er i øvrigt en gammel ofte aggressiv
hanelefant, der lever adskilt fra flokken, men ordet kan også
anvendes om en ældre, vrissen mand. Det lever jeg dog også
med – for vrisseriet er i en god sags tjeneste.
Jeg mener nemlig, at vi risikerer at ende som en dybt stresset
menneskehed. Med uoverskuelige konsekvenser for både
den enkelte og for samfundet.
Det er ikke raketvidenskab, at det næppe kan være sundt
at ’være på’ alle døgnets 24 timer. Og hvem har lyst til at være
en del af en nation af indbyggere, som kun evner at læse i
overskrifter eller nyheds-opsummeringer på maksimalt 100
karakterer på de højt elskede og helt uundværlige Smartphones
og iPads?
For resultatet er jo, at vi en skønne dag risikerer at miste
evnen til at fordybe os i god litteratur af mere end Pixibogslængde.
Og hvad med skuespillet? Hvad med musikkens fantastiske
verden?
Overfladiskheden lurer om hjørnet. Overtager den først
scenen, er vi alle også godt på vej til at miste evnen til at tilegne
os dybere viden om samfundsforhold – og evnen til at reflektere.
For 100 karakterer er jo blot, hvad der står skrevet i denne
sætning, som startede med ordet ’for’ …
Jeg hørte en dag et morsomt og klogt radioforedrag med
musikeren Peter Bastian. Det handlede om narcissismen,
som på et tidspunkt ramte ham selv i en grad, så han måtte
flygte. En dag kørte han ud til havet, for dér vidste han i hvert
fald, at han kunne finde ro og ikke behøvede nogen til at bekræfte
ham i, hvor fantastisk han var. Men da han stod der og
så ud over havet, fik han tanken ”Peter Bastian står og ser ud
over havet”.
Pludselig vidste han, at det var helt galt. Han så ikke ud
over havet. Han så sig selv se ud over havet…
Så mens vi venter på den næste revolution, som skal afløse
Facebook-statusopdateringer og Smartphones, bør vi måske
lige tage en timeout, tælle til 10 og få sjælen med. Ak, denne
sætning var på lidt over 200 tegn.
Blev den modtaget? Roger?
Roger?
Houston – we have a problem …
INBUSINESS // 03 // 2012
mente
81