Svampe 31 (1-30)

Ege-Sprækkeskive (Colpoma quercinum)
Denne gang er sæsonens art meget almindelig,
og den er både let at finde og let at kende.
Alligevel er det de færreste, der kender Ege-
Sprækkeskive (Colpoma quercinum) og ved,
hvordan man finder den.
Arten kommer frem i det tidlige forår på
døde kviste af Eg, som regel på levende træer.
Fra begyndelsen ses frugtlegemerne som knap 1
cm lange, hvidlige striber, der bryder ud
gennem barken af de døde kviste. Oftest er der
talrige frugtlegemer på hver kvist. Hen mod
april-maj åbner de sig, så deres grålige til
grågullige sporedannende lag kommer til syne.
Typisk er modne frugtlegemer uregelmæssigt
bådformede i fugtigt vejr, men efter tørke
lukker de sammen og bliver smalle og
uanselige. I løbet af sommeren tørrer
frugtlegemerne ud og dør, men resterne eller
arrene efter dem kan ses året rundt.
Typisk starter sprækkeskiven med at angribe
de yderste og smalleste dele af kvisten. I de efterfølgende
år kan der dannes frugtlegemer
længere inde, og derfor ser man ofte, at der er ar
efter døde frugtlegmer yderst på kvisten og friske
frugtlegemer længere inde. Min egen
erfaring med arten er, at den findes i øjenhøjde
på mere end halvdelen af de ege, hvor den eftersøges.
Nærtstående arter
Systematisk er Ege-Sprækkeskive placeret i
Rhytismataceae, som har fået det danske navn
Rynkepletfamilien. Arterne i denne familie er
kendetegnet ved, at frugtlegemerne fra begyndelsen
er lukkede og indesluttet i værtens væv.
Først ved modenhed åbner de sig og viser det
sporebærende lag. Næsten alle arter i familien
er specifikke for en enkelt vært eller værtsslægt.
I slægten Rynkeplet (Rhytisma), der har
givet familien navn, ses frugtlegemerne længe
som sorte skorper på levende eller døde blade.
Især Ahorn-Rynkeplet (Rhytisma acerinum) er
meget almindelig, hvor der ligger døde blade af
Ahorn (Acer pseudoplatanus), mens den er
sjældnere på andre arter af Løn. Når
frugtlegemerne modnes om foråret, krakelerer
8
Sæsonens art af Jan Vesterholt
den sorte overflade i et uregelmæssigt mønster,
så det grålige, sporebærende lag kommer til
syne, og sporerne kan spredes.
Bølle-Sprækkeskive (Sporomega
degenerans), der er knyttet til Mose-Bølle
(Vaccinium uliginosum) ligner meget en lille
udgave af Ege-Sprækkeskive. Den er kendt fra
Danmark men er næppe almindelig. En
lignende art på kviste af Ene, der hedder Coccomyces
juniperi, er ikke kendt fra Danmark.
Af et lidt andet udseende – men stadig i
samme familie – er en række arter med små
sorte frugtlegemer, der på samme måde som
sprækkeskiverne vokser inde i værtens væv og
åbner sig langs en længdefure. De har i den
danske navneliste (Petersen & Vesterholt 1993)
fået slægtsnavnet Fureplet, som er fælles for de
videnskabelige slægter Hypoderma, Lirula, Lophodermium
og Lophodermella. Fureplet-arter
findes der talrige af, og de er knyttet til en lang
række forskellige værter, hvor de f.eks. ses på
stængler, nåle og kogler. På døde fyrrenåle er
det altid let at finde frugtlegemer af Fyrre-
Fureplet (Lophodermium pinastri), der kendes
fra andre Fureplet-arter på nåle, ved at den
laver smalle, sorte tværstriber på nålene. Langs
længdefuren er den ofte rødlig (lup!), hvilket
også er en god feltkarakter.
Tilknyttede arter
Studiet af Ege-Sprækkeskive har i 1994 ført til
observationer af både bark- og bævresvampe,
der synes at være knyttet til den.
Mest karakteristisk og iøjnefaldende er en
laksefarvet barksvampeart, der hedder
Laeticortium quercinum – eller Corticium
quercicola, hvis man vælger at acceptere
slægtsnavnet Corticium (den kan ikke hedde
Corticium quercinum, for det navn har tidligere
været anvendt om en anden art). Laeticorticium
quercinum blev for første gang påvist i
Danmark den 1. april 1994 i Høstemark Skov i
Østhimmerland. Jeg fortsatte selv
eftersøgningen af den og gjorde ved samme
lejlighed Betty Klug-Andersen og Benny Steen
Olsen opmærksom på dens eksistens, og dette
førte til en række yderligere fund: ved Ringive