Svampe 31 (1-30)

Er Gyldenhat giftig?
Efter at den første tidlige frost – allerede i
starten af november – havde vist sit kolde
ansigt, var det kun med ringe forhåbninger jeg
begav mig ind i Skrald Skov. Med mig havde jeg
en ikke specielt svampekyndig ven. Vi havde
kun fundet forskellige, ikke interessante småtterier,
da min ven kaldte på mig. Ved bredden af
en lille å – midt i en flok brændenælder – stod to
store hekseringe med de flotteste Gyldenhat
(Phaeolepiota aurea). Jeg selv havde aldrig
fundet den før, og var meget imponeret over
synet. Da jeg kendte den som spiselig fra flere
bøger, tog vi nogle kilo med i kurven.
Da vi kom hjem, tilberedte vi omkring 3-400
gram til hver af os. Min vens kæreste spiste en
lignende portion. Dertil drak vi hver en øl.
Senere tog jeg hjem og spiste ikke flere svampe.
Min ven og hans kæreste spiste yderligere en
SVAMPE 31, 1995
portion. Den samme aften gav jeg en anden ven
en mindre portion af gyldenhattene, som han
godt gennemvarmede spiste med velbehag.
Den følgende morgen reagerede de tre
nogenlunde ens. Omkring tolv timer efter
indtagelsen meldte den første ubehag sig. Kort
efter kom så opkast, svedeture og afmatning.
Alle tre følte sig rehabiliterede den samme
aften. Billedet af forgiftningerne var altså en
latensperiode på cirka 12 timer efterfulgt af en
sygdomsperiode ligeledes på 12 timer. At jeg
ikke reagerede på indtagelsen af gyldenhattene
kan skyldes mange ting, blandt andet at jeg ikke
indtog helt så meget svamp som mine venner.
Svampen smager i øvrigt ganske udmærket,
med en lidt speciel egensmag, som jeg
forestiller mig ville passe godt til kylling – hvis
man da tør.
Thomas Laursen
Gyldenhat (Phaeolepiota aurea) er – med sin mægtige, strømpeagtige ring – et smukt syn i danske skove. Den
vokser oftest på dyb, sort muld under Stor Nælde. Foto Jens H. Petersen.
37