1. At være hørende barn med døve forældre - Helseetaten

1. At være hørende barn med døve forældre
1.1. Et liv med to sprog
og to kulturer
Hørende børn med døve forældre udgør en lille
gruppe i Danmark. Der er ca. 500 familier, hvor
en eller begge forældre er døve eller svært hørehæmmede
tegnsprogsbrugere. I disse familier er der
550–600 børn. 90–95% af børnene er hørende
(se artikel 2.4 Døve forældre – lidt statistik).
Hørende børn med døve forældre er lige så forskellige
som andre børn. Men børn i døve familier
har det særlige livsvilkår, at de lever både i den
døve og den hørende verden. Når børnene er
sammen med døve, tilpasser de sig som regel situationen,
uden at de nødvendigvis er bevidste
om det selv. Det betyder, at de taler tegnsprog og
følger de sociale samspilsregler og kontaktformer,
som bruges af døve (f.eks. at kontakte fysisk i
form af en let berøring og se på hinanden, når
man taler). Når børnene er sammen med hørende,
taler de dansk og søger at tilpasse sig de
sociale regler og kontaktformer, som hørende
bruger. Men det tager tid at lære, at der er forskel
på såvel sprog som omgangsformer. Barnet vil i
perioder blande sprogene og f.eks. bruge døves
kontaktform blandt hørende.
Et barn, som ikke bruger den rette »kode«, vil
let blive misforstået eller mødt med negative reaktioner
fra andre. Barnet har brug for voksne, som
ser, forstår og støtter det i denne proces.
(Se artikel 1.5 Hørende børn med døve forældre er
visuelle børn).
Barnet kan let føle sig alene og være i tvivl om, hvem det egentlig er.
Side 1 • At være hørende barn med døve forældre

Barnet møder kun få, som har tilsvarende livsbetingelser,
og kan derfor let føle sig alene og være i
tvivl om, hvem det egentlig er.
Det er vigtigt for hørende børn med døve forældre,
at de kan føle, at de er accepteret og hører
til i begge verdener, og at de desuden er del af den
unikke gruppe, som består af hørende med døve
forældre.
Døve forældre og hørende fagfolk har en fælles
opgave og et fælles ansvar overfor børnene:
De voksne kan gøre det til en positiv oplevelse at
vokse op med to sprog og to kulturer.
Voksne som brobyggere
Udover at give barnet kærlighed, tryghed og fysisk
omsorg, kan døve forældre give barnet et rigt og
nuanceret tegnsprog og forståelse for døves kultur
og historie. Er forældrene stolte af deres sprog og
kultur, kan barnet også være stolt af at være deres
barn.
Hørende voksne (både familie og fagpersoner)
kan give barnet dansk og forståelse for hørendes
sociale spilleregler og kultur.
De voksne, som omgås barnet, kan bygge bro
mellem barnets to verdener. Det kan gøres ved at
være interesseret og positivt nysgerrig overfor de
forskellige livsbetingelser og sprog.
I mødet mellem hørende og døve kan der opstå
frustrationer og irritation på grund af kommunikationsproblemer,
og fordi begge parter mangler
viden om hinanden. Negative bemærkninger og
holdninger om døve eller hørende som gruppe
rammer barnet, som jo er del af begge grupper.
Barnet har ret til at udvikles som et unikt menneske
med sin specielle kompetence og erfaring
fra begge verdener. Det handler om at blive set,
læst og forstået, som den man er.
Hørende børn med døve forældre skal ikke
være formidlere mellem døve og hørende. De skal
hverken bruges som tolke eller kulturformidlere.
De voksne, som er tæt på barnet i hverdagen,
må bruge hinanden, når de vil have konkrete oplysninger
om, hvad det vil sige at være døv eller
hørende.
Når hørende fagfolk har tilstrækkelig generel
viden og information om døve familiers vilkår,
kan de se og møde barnet som et unikt individ
med specielle livsbetingelser i stedet for at se barnet
og forældrene som et problem.
Det er ikke altid let
Selvom et hørende barn med døve forældre er
omgivet af fornuftige voksne med god indlevelsesevne,
så vil livet ind imellem være besværligt.
At udvikle en positiv identitet som tosproget og
tokulturel er en lang proces.
Barnet hører ind imellem negative bemærkninger
om deres døve forældre fra ubetænksomme
voksne i forretninger, i bussen eller fra kammerater.
Børn er loyale overfor deres forældre og vil
ikke gøre dem vrede eller kede af det. Derfor fortæller
de ikke altid forældrene, hvad de har hørt.
Men barnet påvirkes af, hvad det hører:
Det rører ved barnets idealbillede af forældrene,
hvis døve og tegnsprog omtales negativt.
I perioder vil barnet hellere være som alle andre.
Barnet vil måske drømme om at have hørende
forældre eller nægte at bruge tegnsprog offentligt.
Det kan give barnet en følelse af skam og
skyld. Følelser kan ikke være forkerte. Det er vigtigt,
at barnet dels får lov til at have de følelser,
det har, dels får mulighed for at tale med voksne
om følelser.
Børn er ekstra sårbare overfor det at være anderledes
i 8–9 års alderen, men især i pubertetstiden.
Erfaringen viser, at løsrivelsesprocessen fra forældrene
ofte kan forløbe mere stormfuldt for hørende
børn med døve forældre end for andre
unge. Mange unge identificerer sig i en periode
helt med hørende og vender såvel forældrene som
deres sprog ryggen. Det er derfor ofte en vanskelig
tid for både den unge og forældrene.
Hverken forældre eller fagfolk kan fjerne alle
sten på barnets vej. Barnet må gøre sine egne erfaringer.
Men de voksne – både forældre og andre –
kan være opmærksomme på barnets særlige livsvilkår,
og de kan være åbne for at lytte til barnet
og dele oplevelserne med det.
Side 2 At være hørende barn med døve forældre

1.2. Brug ikke barnet som tolk
Hørende børn med døve forældre er gennem tiderne
blevet brugt som tolke. Det kan mange
voksne hørende med døve forældre fortælle om.
De var med forældrene til lægen; de var med, når
der var brug for tolkning i banken; de tolkede
ved møder på forældrenes arbejdsplads og ved
møder i skolen. For hvem skulle ellers tolke for de
døve forældre? Der var ingen professionelle
tegnsprogstolke dengang. Det er der i dag.
Alligevel sker det stadigvæk, at børnene af og
til bliver brugt som tolk. Det er oftest det ældste
barn, som havner i denne rolle. Det kan være fristende
for både forældre og hørende fagfolk, men
det er yderst uhensigtsmæssigt!
Eksempel:
Per er 10 år. Der er forældrekonsultation på skolen.
Alle forældre har fået 20 minutter til samtale.
Læreren og Pers forældre synes, det går meget godt
med en blanding af mundaflæsning og blyant og papir
– så der er ikke bestilt tolk. Det er jo også så kort
tid, og der er ingen specielle problemer med Per.
Det påvirker barnet at blive brugt som tolk.
Per er lidt nervøs for samtalen. Han har flere
gange tidligere oplevet, at læreren og forældrene misforstår
hinanden. Så han er forberedt på, at han nok
er nødt til at hjælpe til.
Læreren: »Kan du ikke lige sige til dine forældre,
at du er for passiv i dansktimerne. Du skal mere op
på mærkerne og være med i diskussionerne.«
Per forstår ikke rigtigt, hvad »op på mærkerne«
betyder og kæmper med at finde de rigtige tegn. Han
tolker i stedet til forældrene: »Hun siger, at jeg skal
mere op at stå i timerne.«
Forældrene ser forbavset på Per og læreren.
Per bliver ked af det. Han får slet ikke sagt noget
om, at han ind imellem synes, det er svært at følge
med i diskussionerne i dansktimerne, når alle snakker
i munden på hinanden, og ingen kigger på hinanden,
når de taler! Og han synes, at han har været
en dårlig hjælp for sine forældre.
Hvordan påvirker det barnet
at blive brugt som tolk?
Både hørende fagfolk og døve forældre bør være
opmærksomme på, at det påvirker barnet at blive
brugt som tolk. Børn skal have lov til at være børn.
Side 3 At være hørende barn med døve forældre

De skal ikke påtage sig ansvaret for, at kommunikationen
mellem de voksne fungerer. Det må de
voksne selv tage ansvar for.
Børn vil gerne hjælpe deres forældre. Men børnenes
opgaver i familien skal afpasses efter deres
alder og udvikling. At være tolk for de voksne er
en alt for stor opgave for barnet. De voksne skal
være forbilleder for barnet, og barnet skal kunne
føle sig tryg ved, at de voksne klarer problemerne
selv.
Børn bliver utrygge og usikre af at få for stort
ansvar. Det kan også føre til, at de får for megen
magt i familien.
De voksne skal ikke gøre sig afhængige af barnet.
Det er barnet, som skal kunne søge støtte og
tryghed hos de voksne.
Mange døve forældre er i dag bevidste om ikke
at bruge barnet som tolk. Hørende fagfolk kan
støtte forældrene i dette ved at klare situationen
selv uden barnets hjælp.
Per – i eksemplet – har ret til at deltage i forældrekonsultationen
som sig selv. Han har ret til
at komme med egne tanker og bidrag til samtalen.
Men i stedet bliver han en formidler mellem
de voksne. Han skammer sig måske over forældrene,
som misforstår læreren. Og han har dårlig
samvittighed over, at han ikke kan tolke rigtigt.
Per er ved at udvikle to sprog samtidig. Han kan
mangle tegn for et dansk ord eller udtryk; og han
kan være i tvivl om indholdet i danske vendinger
med overført betydning.
Det er en urimelig situation for Per. Dertil
kommer, at de voksne ikke kan være sikre på,
om Per tolker korrekt.
Må børn aldrig tolke?
Alle børn med døve forældre tolker af og til. Det
kan ikke helt undgås. Barnet tager ikke skade af at
tolke, hvad æblerne koster eller gøre opmærksom
på, at kassedamen i Brugsen beder om en tokrone.
Det er ikke altid så let at bedømme, om barnet
tolker eller deltager i samtalen på lige fod med de
voksne.
Eksempel:
Mette er 5 år. Mor henter hende i børnehaven. Stuepædagogen
forsøger selv at fortælle Mettes mor, at de
ikke kan finde Mettes vanter. Mor ser spørgende på
pædagogen. Mette blander sig ivrigt og siger på tegnsprog:
»Det er de blå vanter med bamserne på!«
Her er Mette ikke direkte tolk. Det er en spontan
situation, hvor Mette slet ikke kan lade være med
at blande sig. Hun elsker de blå vanter med bamserne
og vil finde dem.
Gode råd til de voksne:
✓ Tag selv ansvar for kommunikationen.
L Brug aldrig barnet som tolk ved møder.
✓ Bestil istedet en professionel tegnsprogstolk.
L Brug ikke barnet som tolk ved vigtige beskeder.
✓ Brug papir og blyant, kropssprog, mimik og
naturlige tegn.
L Brug ikke barnet som tolk ved telefonsamtaler.
✓ Brug SMS på mobiltelefonen, fax, e-mail eller
skrivetolk via Formidlingscentralen (Telefon:
7011 4411).
Se også artiklerne: 2.2 Samarbejde mellem døve forældre
og hørende fagfolk, 3.1 Bestilling og brug
af tolk og 3.4 Tekniske hjælpemidler.
Side 4 At være hørende barn med døve forældre

1.3. Tegnsprog
som fælles sprog i familien
Tegnsprog er døve forældres modersmål. Det er
det sprog, de taler indbyrdes og også det sprog, de
i forskelligt omfang taler til deres børn. Taler forældrene
tegnsprog til barnet fra fødslen og fortsætter
med at have det som fælles sprog i familien,
så vil deres børn få tegnsprog som første sprog.
Børnene lærer tegnsprog af deres forældre på
samme måde, som andre børn lærer dansk af deres
hørende forældre.
Børnene skal ikke undervises af forældrene; de
lærer og udvikler sproget i det nære samvær i dagligdagen.
Modersmålet (eller det første sprog) er tæt
knyttet til individuelle erfaringer og følelser. Det
vil altid have en særlig følelsesmæssig betydning
for den enkelte, og dermed blive en vigtig del af
identiteten.
Det betyder ikke, at modersmålet i længden
bliver det stærkeste sprog. For de fleste hørende
børn med døve forældre vil dansk med tiden blive
det stærkeste sprog.
Hvad bør fagfolk være opmærksomme på?
• Tegnsproglig udvikling
Tegnsprog er et sprog, som udføres bl.a. med
hænderne og opfattes gennem øjnene.
Børn, hvis forældre bruger tegnsprog til det fra
fødslen, vil derfor udvikle en stærk visuel opmærksomhed.
Forældrene reagerer på barnets
brug af hænder og ansigt, så barnet naturligt lærer
at udtrykke sig visuelt.
Tegnsprogsudviklingen følger samme stadier,
som danskudviklingen (pludren, enkelte tegn,
sætninger). Hvis forældrene taler tegnsprog til
barnet fra fødslen, kan de første tegn komme tidligt,
allerede i 6–7 måneders alderen. Forældrene
støtter og opmuntrer barnets forsøg på at bruge
tegn på samme måde, som hørende forældre støtter
og opmuntrer småbørns lege med lyde og ord.
Det, som kan siges på dansk, kan også siges på
tegnsprog. Døve forældre kan stimulere barnet
sprogligt ved at lave vrøvlehistorier, rim og remser
og fortælle historier på tegnsprog.
Fælles sprog i familien
Døve forældre er ekstra vigtige sproggivere for
deres børn på tegnsprog. Børnene ser og taler
næsten kun tegnsprog i samvær med forældrene
og disses døve venner. Alle andre i barnets omgivelser
er hørende og taler dansk: bedsteforældre,
søskende, kammerater, voksne i børnehave og
skole.
Hvis barnet skal få et rigt og nuanceret tegnsprog,
er det derfor nødvendigt, at forældrene taler
tegnsprog til barnet, når de er sammen.
Det er vigtigt, at alle i familien kan kommunikere
og forstå, hvad der bliver sagt.
Det er vigtigt, at alle i familien kan kommunikere med hinanden.
Side 5 At være hørende barn med døve forældre

Forældrene er nødt til at være bevidste om,
hvordan barnet skal lære både tegnsprog, som er
nødvendigt i familien, og dansk, som er nødvendigt
udenfor familien.
Forældrene er også nødt til at have en fælles
holdning til, at der skal tales tegnsprog, når forældrene
selv er til stede. Hvis der er flere hørende
børn i familien, er det ikke altid så enkelt at gennemføre
i hverdagen. Det bliver dog lettere, hvis
børnene har fået tegnsprog fra fødslen, og hvis
forældrene har tydelige regler for, hvornår der
skal tales tegnsprog.
Erfaringen viser, at en del døve forældre er usikre
på, hvilket sprog, de skal tale til deres hørende
børn. Nogle døve har talesprog, men er afhængige
af at få svar på tegnsprog.
Disse forældre kan i den bedste mening tale
mest dansk til børnene.
Når forældrene mest taler dansk til barnet, vil
barnet ofte også svare på dansk, som forældrene
har svært ved at aflæse. Kommunikationen i familien
vil da let kunne blive begrænset og præget af
misforståelser.
I familier, hvor den ene forælder har tegnsprog
som modersmål og den anden har dansk (hørende
eller hørehæmmet), vil det være naturligt, at der
tales tegnsprog, når den døve forældre er tilstede,
da det giver alle familiemedlemmer samme mulighed
for at deltage i en ligeværdig kommunikation.
Modersmålsundervisning/tegnsprogskurser
Hørende børn med døve forældre tilhører ikke
den gruppe tosprogede børn, som får tilbudt modersmålsundervisning,
da forældrene ikke kommer
fra et andet land (jf. Bekendtgørelse nr. 536,
12. juni 2001, Lov om Folkeskolens modersmålsundervisning).
Børnene har imidlertid brug for undervisning
i tegnsprog for at lære sprogets historie og grammatik.
Tegnsprogskurser giver desuden mulighed
for samvær med andre børn med samme livsvilkår,
hvilket styrker identiteten og selvværdet.
Udbuddet af kurser for hørende børn med
døve forældre er begrænset.
Familier med flere sprog
Ca. 10% af alle døve familier i Danmark har anden
etnisk baggrund end dansk. I disse familier
kan der være to tegnsprog og to talesprog. Det
gør valg af fælles sprog i familien meget kompliceret.
Forældrene i disse familier vil ofte have behov
for undervisning i såvel dansk som dansk tegnsprog.
Der bør vises særlig opmærksomhed overfor
børnene i disse familier.
Holdninger er vigtige
Det er positivt, hvis pædagoger/lærere deltager
i et tegnsprogskursus. Kommunikationen med
døve forældre bliver lettere, og barnet bliver forstået,
når det mangler ord for et tegn. Det er dog
ikke nødvendigt at kunne tegnsprog for at støtte
barnet eller få et positivt samarbejde med forældrene.
Holdningen til barnet og interessen for familiens
sprog og baggrund er vigtigere, end at kunne
tegnsprog.
En positiv holdning hos de voksne vil have afsmittende
effekt på både det hørende barn med
døve forældre og på de andre børn, hvilket kan
forebygge drillerier.
Hvad kan fagfolk gøre?
Støt forældrene i at bruge tegnsprog til barnet.
Vis interesse for tegnsprog. Det kan gøres ved
at lære enkelte tegn, f. eks. barnets tegnnavn
(dvs, det kaldenavn, som forældrene har givet
barnet på tegnsprog) og de tegnnavne, barnet
har givet pædagoger/lærere og børn.
Gør tegnsprog synligt i daginstitution/skole.
Døve forældre kan (alene eller med hjælp fra
professionelle) vise lege på tegnsprog. Plakater
med tegn og håndalfabet kan hænges op i
børnehave og klasseværelse, og bøger med
enkle tegn kan ligge fremme. (Se artikel 4.2
Relevante institutioner)
Giv barnet fri fra skole, når det skal deltage i
tegnsprogskurser, kurser for døve familier og
arrangementer for hørende børn med døve
forældre. (Se artikel 2.2 Samarbejde mellem
døve forældre og hørende fagfolk).
Side 6 At være hørende barn med døve forældre

1.4. Dansk er barnets sprog
udenfor familien
Hørende børn med døve forældre har ikke kun
været omgivet af tegnsprog eller levet i en helt stille
verden, når de starter i daginstitution. Et hjem,
hvor forældrene er døve, er ikke et stille hjem.
Barnet har været omgivet af lyde og har hørt dansk
fra bedsteforældre, søskende og anden familie.
Men døve forældre kan kun i begrænset omfang
stimulere barnets danskudvikling, og de kan af
gode grunde ikke bedømme barnets danske sprog.
Hørende fagfolk har derfor en særlig opgave og
ansvar, hvad angår at stimulere og bedømme barnets
danske sprog.
Det kan se ud, som om barnets dansksproglige
udvikling er forsinket, fordi barnet f.eks. kan
have et mindre ordforråd. Det er imidlertid vigtigt
at huske, at barnets samlede sproglige kompetence
består af såvel tegnsprog som dansk. Barnet
kan have tegn, som det ikke kan det danske ord
for og omvendt. Det drejer sig således om en anderledes
sprogudvikling og ikke en forsinket sprogudvikling.
I daginstitutionen kan barnets dansksproglige
udvikling stimuleres, så barnet får danske ord for
de tegn, som det allerede kan.
Det er vigtigt for barnets læseindlæring (og
dermed videre skoleforløb) og selvværd, at det ved
skolestart ligger på samme dansksproglige niveau,
som kammeraterne.
Hvad skal fagfolk være opmærksomme på ?
Hvis forældrene har talt tegnsprog til barnet
hjemme, så vil dansk være barnets andet sprog.
Barnet møder mere dansk end tegnsprog i
hverdagen. Dansk vil for de fleste derfor efterhånden
blive det stærkeste sprog.
Barnet er ved at udvikle to sprog samtidig.
Et veludviklet tegnsprog er en støtte, ikke
en hindring, for udviklingen af dansk.
Barnet har udviklet stor visuel opmærksomhed.
Den auditive opmærksomhed er blevet
stimuleret mindre. Barnet skal derfor også
styrkes i at bruge ørerne til at opfatte sprog.
Hvad kan fagfolk gøre?
Barnet har ikke nødvendigvis en dårlig sproglig
kompetence, men en anderledes sproglig kompetence.
Barnets stærke side (det visuelle) kan anvendes
positivt til at stimulere den svagere (det auditive).
Sundhedsplejersker
Sundhedsplejersken kan opfordre forældrene til at
stimulere det lille barn med musik og dansk fra
bånd, CD’er og TV/radio. Selvom forældrene er
døve, kan de fange barnets opmærksomhed med
lyde og også i et vist omfang sætte tegn på lyde
(f.eks. torden og ambulance).
At opfordre forældrene til at lydstimulere barnet
er ikke i modstrid med at støtte forældrene i
at tale tegnsprog til barnet.
Pædagoger i daginstitutioner
1. Et sprogstimulerende miljø
En god daginstitution for et hørende barn med
døve forældre er en daginstitution, hvor man bevidst
og systematisk arbejder med at fremme alle
børnenes sprogudvikling. Børnene kan i en sådan
daginstitution udvikle sproget på en legende måde
sammen med de andre børn i gruppen.
Side 7 At være hørende barn med døve forældre
Det betyder:
At man gør meget ud af samtalen, både i
gruppen og med det enkelte barn.
At man gør meget ud af at læse eventyr og historier
højt og spille teater.
At man gør meget ud af, at børnene fortæller
deres egne historier og illustrerer dem.
At man leger meget med rim, remser, vrøvlevers,
sanglege og lignende.
At man leger lyd-, lytte- og hviskelege, og sætter
navn på lyde.
At man giver gode muligheder for rollelege.
At de voksne bruger sproget nuanceret (andet
ord for samme ting/begreb, samme ord i anden
sammenhæng og lignende).
At de voksne er meget opmærksomme på, at
de er sproglige rollemodeller for børnene. Det
indebærer, at de voksne bruger sproget korrekt.
2. Billeder letter forståelsen
Et lille barn, som har tegnsprog som første sprog
tænker mere i billeder end i ord og mere i bevægelse
end i lyd. Barnet er mere interesseret i, hvordan
tingen ser ud, hvordan den gør, og hvad den
bruges til end i, hvad den hedder, og hvordan den
lyder.
Det letter forståelsen for barnet, hvis eventyr
og historier illustreres af billeder eller dukker.

3. At være bevidst om forskelle
Det lille barn, som starter i dagpleje eller vuggestue,
kan blive forvirret over, at de voksne ikke
reagerer, når barnet bruger tegn. Det giver barnet
større tryghed, hvis pædagogerne kan nogle af de
tegn, barnet bruger.
Når barnet er 2–3 år, vil det begynde at bruge det
sprog, som fungerer bedst til forskellige personer.
Men barnet er ikke selv bevidst om, at det bruger
forskellige sprog. Pædagogen kan sætte ord på
forskellene, så det hørende barn med døve forældre
og de øvrige børn så småt begynder at forstå
forskellen.
Først når barnet er 4–5 år, kan det helt forstå
begreber som »døv« og »hørende«. Barnet begynder
at forstå, at dets familie er speciel og vil derfor
også begynde at stille spørgsmål om forskellen
mellem dets egen familie og de andre børns.
Børn i børnehavealderen vil blande sprogene i perioder.
Mangler barnet et ord, bruger det et tegn i
stedet for. Barnet bruger, hvad det har. Pædagogen
kan støtte barnet og give de rette ord.
At barnet blander sprogene er et tegn på, at
sprogene udvikles. Det er vigtigt, at barnet støttes
positivt, når det eksperimenterer med sprogene, så
det får lyst til at fortsætte.
Mangler barnet et ord, bruger det et tegn i stedet for.
Eksempel:
Mia er 4 år. Hun har været i Zoologisk Have med
sine forældre om søndagen. Mandag morgen er hun
ivrig efter at fortælle, hvad hun har oplevet:
»Og i går var vi i…?…hvad hedder det nu...«
(Mia viser tegnet for Zoologisk Have, som er det
samme tegn som for elefant). Pædagogen forsøger at
hjælpe ved at komme med forslag. Mia afbryder:
»Ja, !… den der have med alle dyrene!«
Pædagogen og de andre børn begynder at spørge,
hvilke tegn de forskellige dyr har. Mia viser stolt.
Lærere
Mange hørende børn med døve forældre vil have
behov for en fortsat bevidst dansksproglig stimulering,
når de begynder i skolen. De har brug for
et trygt miljø, hvor der lægges vægt på samtale og
anvendes meget visuelt materiale i undervisningen.
Børnene begynder at blive bevidste om deres
stærke og svage sider. Der er en risiko for, at børnene
bliver tavse børn, fordi de er bange for at
blive drillet, hvis de bruger sproget forkert.
1. Bevar den sproglige nysgerrighed
Børn med to sprog vil tidligt reflektere over ligheder
og forskelle mellem sprog. Denne nysgerrighed
overfor sprog er et godt pædagogisk grundlag for
at videreudvikle børnenes opmærksomhed på sprog.
Side 8 At være hørende barn med døve forældre

Det er vigtigt at vedligeholde den positive nysgerrighed.
2. Hvad er svært for børnene på dansk?
Læreren kan støtte barnet på de områder, hvor
det typisk kan have vanskeligheder.
På grund af forskellene mellem tegnsprog og
dansk kan børnene have vanskeligheder med følgende:
Danske vendinger, vendinger med overført
betydning
Ordforråd, nuancer, synonymer
Verbernes tid
Ordstilling (bruger omvendt ordstilling)
En/et, den/det, han/hun, bestemt/ubestemt
Forholdsord
3. Læsning og lektier
Tegnsprog har ikke et skriftsprog. Men tegnsprog
har et alfabet: Håndalfabetet. Dette kan være en
hjælp ved læseindlæring. Plancher med Håndalfabetet
kan hænges op i klassen.
På grund af barnets svagere auditive opmærk-
somhed, kan barnet have brug for ekstra støtte til
at koncentrere sig om bogstavernes lyd.
Døve forældre kan ikke høre, når barnet læser
højt. Nogle døve forældre har selv problemer med
læsning. Lektiehjælp kan derfor være nødvendig
for nogle børn i kortere eller længere perioder.
Talepædagogen
Hvis pædagoger, lærere eller forældre er i tvivl om
barnets dansksproglige udvikling, bør talepædagogen
kontaktes. Det er vigtigt, at talepædagogen
ved noget om forskellen mellem tegnsprog og
dansk for at kunne bedømme barnet.
Talepædagogen kan give forslag til, hvilken
støtte barnet har behov for, og kan også bedømme,
om barnet har sproglige eller udtalemæssige
problemer, som ikke har noget at gøre med, at
barnet udvikler to sprog samtidig. Det er vigtigt,
at eventuelle problemer opdages tidligt, så den
rette støtte kan sættes ind.
(Se også artiklerne: 2.2. Samarbejde mellem døve
forældre og hørende fagfolk, 3.3 Tegnsprog, 4.1
»Forældrevejledning til Døve«).
Side 9 At være hørende barn med døve forældre

1.5. Hørende børn med døve
forældre er visuelle børn
Hørende børn, som har døve forældre, og derfor
kommunikerer med forældrene på tegnsprog, bliver
visuelle mennesker. Børnene lærer at opfatte
sproget gennem øjnene og udtrykke sig synligt.
At kommunikere med hinanden på tegnsprog
adskiller sig på nogle væsentlige områder fra at
kommunikere på dansk. Man er nødt til at se på
hinanden, når man snakker sammen, hvilket indebærer,
at man ikke kan gøre noget andet samtidig.
Børnene kan ikke kalde på forældrene, men
må tage kontakt på andre måder. De lærer at
følge de regler og bruge den kontaktform, som er
nødvendig og almindelig blandt døve. Man kan
sige, at de lærer samme adfærd som et døvt barn,
for at livet i hjemmet skal fungere godt.
Hørende børn med døve forældre
vil hjemmefra være vant til:
At man ser på hinanden, når man snakker
sammen.
At andre skal se på en, når man siger noget.
At man ikke kan gøre noget andet (f.eks. lege
med Lego eller spille computerspil) samtidig
med, at man snakker.
Eksempel:
Anders og far laver mad. De skræller kartofler og
skærer grøntsager. Anders vil fortælle om en spændende
fodboldkamp. Far og Anders lægger kartoffelskræller
og kniv fra sig, mens de ivrigt snakker om
kampen.
At man bliver afbrudt i sin leg, når forældrene
vil sige noget til en.
At man viser, at man vil sige noget eller have
kontakt ved at vifte med hænderne, stampe i
gulvet eller banke i bordet, hvis afstanden er
for stor til blot at prikke på skulderen.
At man ikke kan kalde på forældrene med
stemmen eller med gråd. Man er nødt til at
påkalde sig opmærksomhed ved at kontakte
fysisk.
Eksempel:
Ole på 4 år er faldet og har slået hovedet mod bordkanten.
Mor laver mad i køkkenet. Døren til stuen
står åben. Ole rejser og snøfter lidt.
Han løber ud til mor og griber fat i hende. Mor skal
først have øjenkontakt med Ole. Så kommer tårerne,
og Ole fortæller, hvad der er sket. Mor trøster.
At man kan snakke med hinanden på tegnsprog
f.eks. gennem et vindue eller på steder
med megen støj.
At man kan smække med dørene, smaske,
prutte eller råbe højt, uden at forældrene griber
ind. De kan jo ikke høre det.
At man kan spille høj musik og bruge frække
ord til andre, uden at forældrene griber ind.
At barnet kan opfatte andres viften med hænderne,
hoppen omkring og lignende som et
kontaktforsøg. Det bliver en slags „visuel støj”
for barnet.
At forældrene er meget visuelt opmærksomme.
Barnet vil forvente, at andre voksne også er det.
Hjemme følger barnet de sociale spilleregler, som
er normale og nødvendige dér. De passer imidlertid
ikke rigtigt ind i børnehave og skole, hvor reglerne
og kontaktformen er anderledes.
Visuel adfærd og kontaktform
i børnehave og skole:
Barnet vender og drejer sig måske for at se på
den, der taler.
Barnet kan forvente og kræve, at andre ser på
det, når det taler.
Barnet reagerer måske ikke, når man kalder
på det.
Barnet kan have svært ved at opfatte en kollektiv
besked, som gælder alle, hvis den
voksne ikke har haft øjenkontakt med barnet,
mens beskeden gives.
Barnet kan have svært ved at lave noget andet,
samtidig med at der tales (f.eks. tegne, når der
bliver fortalt en historie).
Barnet kontakter andre ved at stampe i gulvet,
banke i bordet eller løbe hen og gribe fat i
børn eller voksne.
Barnet bruger ofte mere kropssprog end andre
børn. At pege på personer eller ting er
f.eks. vigtigt i tegnsprog.
Barnet kan være larmende: smække med døren,
råbe og tale højt.
Barnet kan tabe koncentrationen eller vise irritation,
når mange bevæger sig rundt i rummet
(»visuel støj«).
Side 10 At være hørende barn med døve forældre

Barnet kan have svært ved at lytte til en historie og tegne samtidig.
Andre børn vil kunne opfatte barnet som dominerende
eller voldsomt. De voksne kan også misforstå
barnets adfærd. De tror måske, at barnet hører dårligt,
har problemer med opmærksomhed og koncentration
eller er dårligt opdraget.
Hørende børn med døve forældre kan på
grund af disse misforståelser let blive mødt med
irritation og afvisning. Det er vigtigt, at fagfolk
tolker barnets adfærd på den rette måde.
Hørende børn af døve er ligeså forskellige som
andre børn. Mens nogle børn, som nævnt, kan
blive opfattet som dominerende og voldsomme,
så kan andre reagere med at blive stille og tilbageholdende,
fordi de bliver forskrækkede over det
høje lydniveau i daginstitutionen.
At blive set og forstået som den, man er
Alle hørende børn med døve forældre skal lære at
tilpasse sig livet, kommunikationen og de sociale
spilleregler i både den døve og den hørende verden.
Når barnet har en visuel adfærd i daginstitution
og skole, viser det, at det godt kan tilpasse sig
sociale spilleregler. Det er bare ikke de regler, som
man har i den hørende verden! Forældrene har
lært dem, hvad de har brug for hjemme. Men barnet
mangler at få lært de regler, som gælder i den
hørende verden. Barnet har brug for at lære, hvad
lyde betyder for hørende: hvilke lyde er socialt acceptable
og hvilke er ikke? Da barnet skal leve en
stor del af sit liv i den hørende verden, skal det
også lære de regler for kontakt og kommunikation,
som gælder her.
Det er vigtigt for barnets selvværd, at det ikke
lærer hørendes regler og kontaktform ved først at
blive afvist og irettesat mange gange. Det opleves
som en afvisning af hele barnet og dets forældre.
Hørendes sociale spilleregler og kontaktform er
dog ikke helt ukendte for barnet. Barnet har som
oftest hørende bedsteforældre, og døve forældre
vil i forskelligt omfang også have gjort barnet opmærksom
på forskellene mellem døves og hørendes
kontaktform og sociale regler.
Hvad kan fagfolk gøre?
Fagfolk kan støtte barnet ved at tage udgangspunkt
i, at barnet er visuelt. Det er barnets stærke
side. Den auditive opmærksomhed (»at bruge sine
ører«) skal derimod trænes. Målet er, at barnet
kan tale med og lytte til en anden, også når barnet
ikke kan se personen. Det tager tid. F.eks. er
mange børn 10–11 år eller ældre, før de selv føler,
at de får det hele med i en telefonsamtale.
Hørende børn med døve forældre
vil ofte have brug for:
1. At gruppen er overskuelig i størrelse.
2. At barnet sidder, så det kan se kammeraterne
og den voksne.
3. At den voksne har fået øjenkontakt med barnet
(eventuelt givet en let berøring), når der
gives en kollektiv besked.
4. At barnet får lov til at tage kontakt fysisk
uden at blive skældt ud.
5. At barnet får vist, at det er praktisk at kalde på
andre, i stedet for at løbe hen til dem.
6. At barnet får positive reaktioner, når det det
opdager, at de voksne faktisk reagerer, når
man kalder på dem.
7. At den voksne er opmærksom på, at barnet
har svært ved f.eks. at tegne, når der bliver
læst en historie.
Side 11 At være hørende barn med døve forældre

8. At de voksne taler åbent med barnet om forskellen
mellem at være døv og hørende.
9. At de voksne også taler med børnegruppen
om forskellen mellem at være døv og hørende
(f.eks. forklarer, hvorfor barnet løber hen og
griber fat i andre, når det vil have kontakt).
10. At de voksne påpeger fordelene ved begge måder
at kontakte og kommunikere.
11. At de voksne på en positiv måde stopper barnet,
når det larmer og smækker med dørene.
12. At daginstitution og skole stimulerer barnets
hørelse og danskudvikling (læse højt, sang,
musik og lignende). (Se også artiklen 1.4
Dansk er barnets sprog udenfor familien).
Det er ikke kun børn med døve forældre, som vil
have glæde af en del af disse forholdsregler.
Et overskueligt miljø, hvor man kan se den,
der taler, og hvor man taler en ad gangen, er positivt
for alle børn.
Hvad kan fagfolk gøre, hvis de er i tvivl ?
Et visuelt hørende barn kan som nævnt blive opfattet
som et barn, der ikke er skolemodent
eller har koncentrations- og opmærksomhedsproblemer.
For de fleste af børnene er det dog
ikke det, som det drejer sig om.
Hørende børn med døve forældre kan imidlertid
have opmærksomheds- og koncentrationsproblemer.
Er pædagoger eller lærere i tvivl, bør
barnet undersøges grundigt, så den rette støtte
kan sættes ind.
Det er vigtigt, at talepædagoger, psykologer og
andre på PPR får information om døve familier
for at kunne bedømme barnet korrekt.
Kilder, hæfte 1
Bott-Petersen, P.: Om døve familier – en pjece til professionelle,
Danske Døves Landsforbund, 4.oplag, jan.
2000.
Bott-Petersen, P.: Døve familier, Samspil mellem døve og
hørende (red. Britta Hansen), Center for Tegnsprog og
tegnstøttet Kommunikation 1998.
Preston, P.: Morher Father Deaf, Harvard University
Press 1998.
Staugaard, H. og Hjerting, M.: Hørende børn af døve
– en talepædagogisk opgave? Speciale på DK’s Lærerhøjskole
1997.
Det er godt, hvis barnet sidder, så det kan se kammeraterne og den voksne.
Side 12 At være hørende barn med døve forældre
2. udgave, april 2003