1. At være hørende barn med døve forældre - Helseetaten

Barnet møder kun få, som har tilsvarende livsbetingelser,
og kan derfor let føle sig alene og være i
tvivl om, hvem det egentlig er.
Det er vigtigt for hørende børn med døve forældre,
at de kan føle, at de er accepteret og hører
til i begge verdener, og at de desuden er del af den
unikke gruppe, som består af hørende med døve
forældre.
Døve forældre og hørende fagfolk har en fælles
opgave og et fælles ansvar overfor børnene:
De voksne kan gøre det til en positiv oplevelse at
vokse op med to sprog og to kulturer.
Voksne som brobyggere
Udover at give barnet kærlighed, tryghed og fysisk
omsorg, kan døve forældre give barnet et rigt og
nuanceret tegnsprog og forståelse for døves kultur
og historie. Er forældrene stolte af deres sprog og
kultur, kan barnet også være stolt af at være deres
barn.
Hørende voksne (både familie og fagpersoner)
kan give barnet dansk og forståelse for hørendes
sociale spilleregler og kultur.
De voksne, som omgås barnet, kan bygge bro
mellem barnets to verdener. Det kan gøres ved at
være interesseret og positivt nysgerrig overfor de
forskellige livsbetingelser og sprog.
I mødet mellem hørende og døve kan der opstå
frustrationer og irritation på grund af kommunikationsproblemer,
og fordi begge parter mangler
viden om hinanden. Negative bemærkninger og
holdninger om døve eller hørende som gruppe
rammer barnet, som jo er del af begge grupper.
Barnet har ret til at udvikles som et unikt menneske
med sin specielle kompetence og erfaring
fra begge verdener. Det handler om at blive set,
læst og forstået, som den man er.
Hørende børn med døve forældre skal ikke
være formidlere mellem døve og hørende. De skal
hverken bruges som tolke eller kulturformidlere.
De voksne, som er tæt på barnet i hverdagen,
må bruge hinanden, når de vil have konkrete oplysninger
om, hvad det vil sige at være døv eller
hørende.
Når hørende fagfolk har tilstrækkelig generel
viden og information om døve familiers vilkår,
kan de se og møde barnet som et unikt individ
med specielle livsbetingelser i stedet for at se barnet
og forældrene som et problem.
Det er ikke altid let
Selvom et hørende barn med døve forældre er
omgivet af fornuftige voksne med god indlevelsesevne,
så vil livet ind imellem være besværligt.
At udvikle en positiv identitet som tosproget og
tokulturel er en lang proces.
Barnet hører ind imellem negative bemærkninger
om deres døve forældre fra ubetænksomme
voksne i forretninger, i bussen eller fra kammerater.
Børn er loyale overfor deres forældre og vil
ikke gøre dem vrede eller kede af det. Derfor fortæller
de ikke altid forældrene, hvad de har hørt.
Men barnet påvirkes af, hvad det hører:
Det rører ved barnets idealbillede af forældrene,
hvis døve og tegnsprog omtales negativt.
I perioder vil barnet hellere være som alle andre.
Barnet vil måske drømme om at have hørende
forældre eller nægte at bruge tegnsprog offentligt.
Det kan give barnet en følelse af skam og
skyld. Følelser kan ikke være forkerte. Det er vigtigt,
at barnet dels får lov til at have de følelser,
det har, dels får mulighed for at tale med voksne
om følelser.
Børn er ekstra sårbare overfor det at være anderledes
i 8–9 års alderen, men især i pubertetstiden.
Erfaringen viser, at løsrivelsesprocessen fra forældrene
ofte kan forløbe mere stormfuldt for hørende
børn med døve forældre end for andre
unge. Mange unge identificerer sig i en periode
helt med hørende og vender såvel forældrene som
deres sprog ryggen. Det er derfor ofte en vanskelig
tid for både den unge og forældrene.
Hverken forældre eller fagfolk kan fjerne alle
sten på barnets vej. Barnet må gøre sine egne erfaringer.
Men de voksne – både forældre og andre –
kan være opmærksomme på barnets særlige livsvilkår,
og de kan være åbne for at lytte til barnet
og dele oplevelserne med det.
Side 2 At være hørende barn med døve forældre