Download Kinabladet nr 40 som PDF fil her

ture i ødemarken eller i bjergene.
Mødet med nomader og
en bondefamlie
udover selvfølgelig at være i Lhasa
var vi også i Shigatze, Tibets næstvigtigste
by, og Gyantze. Vi blev kørt i
jeep fra Lhasa, og turen derhen var
ret interessant – vi var oppe i over
4000 meters højde. Vi så hellige søer,
hvis vand havde den mest forunderlige
turkise farve, og gletsjere. Det var
som om bjergtinderne rørte himlen,
der til tider fremstod med den klareste
blå farve, man kan forestile sig.
Vi mødte tibetanske nomader, som
om sommeren tigger mad og penge
hos turister. Ikke mindst slår de på, at
deres små børn er sultne, og i hvert
fald var de det i den ene gruppe, som
vi mødte. At se små børn, som er helt
apatiske af sult, er et forstemmende
syn, der efterlod os med en følelse af
afmagt. Det var uklart for mig, om
denne elendighed var en direkte konsekvens
af fraværet af turister i forbindelse
med, at Tibet havde været lukket
for turister i et par måneder.
undervejs til Shigatze gjorde vi
holdt i en lille landsby, hvor vi blev
inviteret indenfor hos en tibetansk familie,
så vi kunne se, hvordan den
bor. Denne familie var en bedrestillet
bondefamilie, hvor tre generationer
bor under ét tag, som det er tra-
Familiens to teenage-døtre havde ikke noget besvær
med at få kontakt med unge tibetanere,
kvinder såvel som mænd. Her har Amanda fundet
sammen med et par munke.
(Foto: Anne Sofie Brødsgaard)
KINABLADET NR. 40 VINTER 2009
24
dition mange steder. De havde en del
husdyr, muldyr, yakokser, høns og får.
Vi gik ind i huset, hvor underetagen
beboedes af husdyrene, og lokummer
var vist også dernede. Ovenpå
boede familens medlemmer. Dette
arrangement minder om, hvordan vi
i vores del af verden boede i gamle
dage. Overetagen bestod af en åben
gård, hvor der stod en vaskemaskine.
Til vores overraskelse blev den ikke
brugt til tøj – det blev vasket i hånden
–, men til at kærne yakoksesmør i.
Rundt om denne gård lå de øvrige
rum: Først blev vi vist ind i et stort
lyst, men meget snavset rum, hvor familiens
bedstemor sad og vandt det
nyspundne garn. Familien spinder
uld og væver det til stoffer. Der stod
en ramponeret væv med det fineste,
vævede hvide uldklæde i. Overalt var
der fluer, hvilket er en naturlig følge
af, at man bor over husdyrene. Dette
rum var fællesrummet, men fungerede
også som soveværelse for nogle af
familiens medlemmer. Der boede i
alt 12 mennesker i huset, heriblandt
nogle livlige og legesyge trillingedrenge
på 6-8 år. Der var et lille
snavset køkken og tre andre soveværelser.
Til sidst blev vi vist over til
endnu et rum, som familiens overhoved
stolt viste frem. Det var meget
overraskende at komme ind i et fint
nogenlunde rent værelse med nydelige
tæpper, tangka på væggene m.m.
Dette værelse stod altid parat til at
modtage en munk/nonne, hvis han
eller hun skulle komme forbi på sin
pilgrimsfærd. Det viser med al tydelighed,
hvor højt man sætter religion
og dens repræsentanter. Furerne i ansigtet
på den „gamle” bedstemor (60
år) vidner om, at det er en hård tilværelse
de har.
unge bryder isolationen
Da vi således kørte rundt i Tibet,
fremgik det klart, at tibetanerne stadig
er et ret isoleret folk, og det er
muligvis også sådan, de for en stor
dels vedkommende ønsker det. Veje,
som Friendship Highway, jernbanen,
stationsbygningen, lufthavnen – ting,
der hører med til det, vi kender fra et
moderne samfund, er alt sammmen
bygget på foranledning af de kinesi-
ske myndigheder. Disse ting vil muligvis
på sigt være med til at nedbryde
isolationen. Mange yngre tibetanere,
også yngre munke og nonner,
er allerede i gang med at bryde isolationen
og favne bredere. Flere har
været på rejser, især til Indien, hvor
Dalai Lama jo befinder sig. Den direkte
og ligefremme adfærd er kendetegnende
for unge over hele verden
og således også i Tibet.
Mødet med nonnerne
En sidste anekdote, som viser dette,
var to unge kvindelige pilgrimme,
som med ragede hoveder kom vandrende.
Da de så mine to døtre sidde i
jeepen og vente, skred de sporenstregs
derhen, åbnede døren, snakkende
og grinende gav de sig til at
studere de to lyse piger. De to nonner
talte kun tibetansk, så vi forstod
dem ikke. Den ene greb min ene datters
arm, smøgede hendes ærme op
og sammenlignede hudfarver, stadigvæk
snakkende og grinende. De to
nonner havde begge neglelak
på fingrene, hvilket mine døtre
også havde, og så var der straks basis
for mere sammenligning og mere
fnisen og grinen. unge mennesker vil
altid finde en måde at kommunikere
på, fordi de er så nysgerrige og har
så nemt ved at engagere sig i andre
mennesker.
Tibet var en dybt fascinerende oplevelse.
Det var totalt anderledes end
Kina, hvilket alligevel overraskede,
når man tænker på, hvor massiv indflydelsen
fra Kina er. En forskel er,
helt banalt, fraværet af luftforurening.
Der er frisk luft og klar himmel, som
når den er skyfri er usigelig blå. En
anden forskel er folks udseende, klædedragt,
hårpragt og ikke mindst store
smykker, som både mænd og kvinder
gik med.
Den sidste forskel, der skal nævnes
her, er religionens helt centrale rolle,
hvilket naturligvis bevirker, at rytmen
og pulsen i Tibet er en anden
end i vores fortravlede verden. Det er
vanskeligt at se, hvordan et så dybt
religiøst samfund kan forenes med
det socialistiske Kinas materialistiske
krav.