klik her - Viborg Kommune

En personlig beretning:
Mit navn er Jan og jeg er 31 år.
Viborg juni 2010
Min mor døde i 1986 -
Jeg var 7 år.
Fra da af udviklede jeg en skrøbelighed.
- Jeg fik en voksen tankegang mht. følelser.
- Jeg blev meget tænksom.
- Jeg stillede mig selv eksistentielle spørgsmål som, hvad er meningen med
livet og hvad sker der efter døden.
Tomrum og sorg fyldte mit liv, udover at passe skole og social liv. Jeg oplevede det som stressende.
Årene gik og sorgen kom på afstand.
Min far fandt sig en ny kone, en kvinde jeg ikke kunne så godt med. Derfor blev mine teenageår
problemfyldte.
I sommeren 1996 flyttede jeg hjem efter et år på efterskole, men vi blev hurtigt enige om, at det
ikke var en god en ide jeg blev boende. Derfor fik jeg som 16-årig et kollegieværelse og begyndte
på gymnasiet i Horsens.
Mens jeg gik på gymnasiet, begyndte jeg at udvikle et forbrug af hash, men fuldførte min
studentereksamen med et ”gennemsnitligt gennemsnit”.
Efter gymnasiet gik jeg ledig. I den periode stødte jeg på et uheldigt kriminelt bekendtskab, som
siden hen overfaldt mig i min lejlighed. I tiden efter det overfald opstod der en krise i mit liv, hvor
jeg ikke kunne falde til ro, følte mig lettere forfulgt og angst for noget lignende skulle ske igen.
Jeg søgte til en psykiater, der fortalte at jeg havde grænsepsykotiske træk. Han startede mig op i
medicinsk behandling.
For at komme væk fra Horsens, flyttede jeg til Viborg, hvor min mors side af familien boede.
Forbruget tog til og samtidig med, at jeg klarede fuldtidsarbejde, havde jeg et misbrug af hash og
nogle gange andre stoffer.
Det kulminerede i 2007 hvor jeg blev indlagt med en psykose efter et mangeårigt og til sidst
massivt misbrug. Fra dag 1 stoppede mit misbrug af hash og stoffer.
Jeg var indlagt 2 mdr. på psykiatrisk skadestue i Søndersøparken, hvor jeg blandt andet var i
behandling med ECT (Electro-Convulsive-Therapy). Derefter blev jeg overflyttet til den åbne
afdeling i det daværende Døgnhus. Der var jeg ca. ½ år, hvor jeg havde svært ved at komme hjem i
min egen lejlighed, da den var forbundet med alt det dårlige jeg havde oplevet op til indlæggelsen.
Jeg havde svært ved at komme op af min seng, og holdte mig meget inde. Jeg var angst/paranoid.
Jeg fik medicin under hele indlæggelsen. Jeg fik desuden diagnosen paranoid skizofreni.

Der var ingen tvivl om, at jeg ikke var klar til arbejdsmarkedet, og det blev starten på min
ansøgning om førtidspension.
Man mente, pga. min symptomer/vanskeligheder, at det ville være en god ide, at jeg flyttede på Bo-
og træningsstedet Stokrosevej.
For de som ikke kender til botræning, er det et sted du bor i egen lejlighed og med mulighed i at
træne nogle færdigheder, som at stå op, skemalægge dagen, være social, spise sammen m.m. Lidt a
la en mini højskole, dog uden ret meget undervisning og lektier.
Her har jeg så boet siden 1. september 2008.
I den tid jeg har boet på Stokrosevej, har jeg fra at lave stort set ingenting, fået struktur og
skemalagt min hverdag. Hørt diverse foredrag, fået undervisning i kognitiv terapi, kost og motion.
- Jeg har fået styr på min økonomi og tilkendt førtidspension siden maj 2009.
I hverdagene går jeg blandt andet til Matematik, skriveværksted/digtning, badminton, musik og
fysioterapi, hvor jeg før ikke kunne overskue mere end 1 times aktivitet om dagen.
- Desuden deltager jeg i mine daglidags pligter på Stokrosevej. Selvstændigt, får handlet ind, vasket
tøj, rengøring af lejlighed og ikke mindst gået til Banko.
Derudover er der en masse sociale aktiviteter jeg deltager i sammen med de andre beboer + jeg er
bestyrelses medlem i Støtteforeningen.
Desuden har jeg været med i Disneyland Paris med Stokrosevej og støtte fra Bankostøtteforening
sidste år og været på adskillige éndagsture: Jeg har været i Djurs sommerland, Ålborg Zoologiske
have, tur ved Vesterhavet, til Den Gamle by i Århus, Jesperhus blomsterpark mm.
Nu efter ca. 2½ års recovery er jeg parat til at flytte for mig selv i egen lejlighed igen. Dog med
støtte fra støtte-kontakt-teamet i Viborg kommune nogle timer om ugen.
Jeg er også sat ned i laveste dosis medicin, og har ikke længere bivirkninger, som de fleste
antipsykotika og antidepressiva kan give. Jeg har været stoffri i 2½år og har et normalt
alkoholforbrug.
Jeg er nu klar til at møde verden og hverdagen med mine begrænsninger, som et mere helstøbt
menneske.