1 - BORGERSKOLEN

1
190
Hvad den fsrstc og tredie Klagepost, som formedelst deres
Bestaffenhed bsr behandles under eet, angaaer, da er Angieldende
bande ved egen Tilstaaelse, ved Vidner og ved Tagens svrige
Data tilfulde overbevist om, ikke alleene selv at have reyst den
stsrfte Dccl af Landet over og holdt offentlige religieuse Taler,
uden at iagttage hvad Forordningen 13de lanuarii 1741 byder;
men endog overtalt Andre til at reyse omkring i Landet og ved
offentlige Taler at udbrede hans Lcerdomme.
Hvad derimod den anden Klagepunct angaaer, da, omend
skisndt der hviler megen Mistanke imod Angieldende for at have giort
sig skyldig i de Forbrydelfer, som denne indeholder, saa kan man
dog ikke, imod hans Benaktelse, antage den som bevist og aller
mindst i dens fulde Udstrcrkning. Vel har han i sit Svar til
den 426 Qvcestion erklcrret: at han ikke kunde ncrgte at han i
Begyndelsen, da han udgav sine Skrifter, troede i Overeensstem
,,melse med Apostlernes Lcrre og Exempel, at indbyrdes Fcrlled
,,stab vilde verre tjenligt, samt at han, iscrr i den senere Tid har
ssgt at rette hvad der var kommet formeget om hinanden", hvil
ket implicite indeholder en Tilstaaelse for, at han eengang i sin
Tid har villet bevirke et Slags Fcrlledstab; men foruden, at han
paa samme Spergsmaal tillige har erklcrret: at da han ved
nsjere Eftertanke indsaae, at Hyklere og Orkeslsse letteligen
kunde misbruge saadant. saa har han saavel striftlig som mundt»
lig fraraadet samme", og derhos paastaaet: at hans Venner besidde
deres Ejendomme hver for sig med suldkommen Ejendomsret",
sau er det ikke alleene ey beviist, at Nogen derved er bleven for
ncrrmet. men ikke engang Nogen fremstaaet, der, for sit Vedkom
mende har klaget over Fornærmelse i denne Anledning.
Betreffende den fjerde og sidste Klagepost, da kan det ikke
ncrgtes, at jo Angieldende har giort sig skyldig i grove Inveo
tiver imod Lcerestanden, og brugt Udladelser, der let kunde for
lede den Uoplyste til at fatte Mistillit» til samme. Derimod kan
Retten ikke stjsnne, at hans Skrifter, der vist nok i Almindelighed
ere saare vanskelige at forstaae, ja, paa mange Steder endog al
deles uforstaaelige, eftecdi at der i samme ikke er sund Sands,
— indeholde noget, som gisr Brud paa den positive Religions
Sandheder, hvilken Meening og bestyrkes d"rved, at de fleste
Geystlige have under Sagen givet de saa kaldte Hougianere det
Skudsmaal, at de for deres Virksomhed og Scrdelighed henhsrer
til de hcrderligste af deres Meenigheder.
Af Foranfsrte er det altsaa klart, at Hans Nielsen Houge
maa blive at straffe, da han har giort sig styldig i de Forbry
delser, som anmeldes i Sagens Iste og 3die samt tildeels i det
fsrste Membrum af dens 4de Post. — Forordningen af 13 Ja»
nuarii 1741 bestemmer ingen Straf for dem, som forsee sig mod
samme; Domstolene bsr vcere meget vaersomme med at anvende
corporlig Straf der hvor den ikke udtrykkelig er fastsat, iscer