Sommeren 1937 En dag i maj Klokken var 5 om morgenen, og Mor ...

inde i skoven”, blev han ved, “Og det er meget spændende”. Da vi var
kommet nogle få skridt ind i skoven, sagde han, ”Nu skal du lukke øjnene,
og når du åbner dem, kan du se det”. Jeg lukkede øjnene, og i samme
øjeblik greb de to andre mine arme, mens den største bandt mig for
øjnene. “Skynd jer nu” sagde han, de havde travlt med et eller andet.
Pludselig stoppede de en klud ind i min mund. Jeg forsøgte at spytte den
ud, men han holdt fast, mens de alle tre grinede højt.
Endelig kom jeg fri og fik bindet fra øjnene, mens jeg grædende og
spyttende løb hjemefter. “Vi har tisset på kluden”, råbte de efter mig,
mens de grinede endnu højere.
Da jeg kom hjem, var Far vågnet og havde rejst sig for at se, hvor jeg var
blevet af. “Hvor har du været”, spurgte han. Jeg fortalte grædende, hvad
der var sket, mens Ellen og Gunnar så på mig med bekymrede miner. Far
blev vred, “Har jeg ikke sagt, at du ikke må gå op til dem, nu kan du
komme med ind i stalden”. Herinde fik jeg bukserne ned, hvorefter Far
gav mig en endefuld. Jeg mindes ikke senere at være gået op i skoven
uden i følge med Far eller Mor.
Vi var nået ud i marken med køerne, Gunnar og jeg var lettere forpustet,
det var tungt at gå i det løse sand. Nu skulle jeg igen holde førerkoen,
mens Mor løsnede de andre fra koblet en efter en og fandt deres tøjr.
Inden vi gik hjem, flyttede vi dem, så de fik nyt tøjrslag. På vej hjem
hilste Mor på drengenes Mor, hun var ved at hænge vasketøj op.
Da vi kom hjem, stod Jens Frandsen og snakkede med Far, der stadig lå i
sin liggestol. Jens og Sofie Frandsen var vores nærmeste naboer, de boede
i et lille stråtækt hus på den anden side af markvejen. Jens havde været
fisker, men var for længst holdt op med at fiske, de var begge to højt oppe
10