Sommeren 1937 En dag i maj Klokken var 5 om morgenen, og Mor ...

sirlige køkken, Krista”. Alting omkring Mor var sirligt. Han sad lidt inde i
stuen og snakkede med Far, lyttede på hans bryst og til hans vejrtrækning.
Døren stod åben, så jeg kunne følge med, selvom jeg var ude i køkkenet
hos Mor, der var ved at lave en kop kaffe, som hun lidt efter satte ind i
stuen. Mor satte sig ind til dem og spurgte til Faster Bodil fra Ørsted, hun
havde leddegigt.
“Hvordan har de små det”, spurgte Doktor Høegh, han ville altid snakke
med os alle sammen, og vi skulle komme helt hen til ham. “Glæder du dig
til at komme i skole”, spurgte han mig, “Så skal du lære at læse”. “Det
kan jeg godt”, svarede jeg, det havde Far lært mig i vinter, dengang han lå
i sengen. “Du må hellere komme hen med dem alle fire, så vi kan se
ordentlig på dem”, sagde han henvendt til Mor. Doktor Høegh var
overlæge på Ørsted Sygehus, og sidste år var vi også henne for at blive
undersøgt. Jeg tror nok, at han var bange for, at vi skulle fejle det samme
som Far. De aftalte en tid, så det kunne passe med rutebilen. Han sagde,
at Sygehuset betalte for transporten og gav Mor nogen penge.
Da han var kørt, ville Mor skynde sig i marken, så hun kunne nå at tynde
et par rækker roer, inden hun skulle have køerne med hjem. I må hellere
komme med, sagde hun til Gunnar og mig, så havde Far jo kun de to små
at holde øje med. Jens var ikke kommet endnu, han havde nok set
Doktorens bil og var gået hjem igen. Lidt efter at vi var kommet ud i
marken, begyndte det at småregne, og det varede ikke længe før Mor
sagde, at nu var det for besværligt, jorden klæbede til roejernet og til
træskoene. Vi hentede køerne og skyndte os hjem.
14