Sommeren 1937 En dag i maj Klokken var 5 om morgenen, og Mor ...

mens vi trækker køerne ud”, sagde Mor henvendt til Far, hun var bange
for, at Ellen skulle nærme sig dammen, der grænsede op til vores have.
Mor var bange for dammen, især efter det der skete sidste vinter.
Det havde været frostvejr nogle dage, og vi plagede Far hver dag for at
få lov til at gå ud på isen. “I må vente, til jeg har prøvet den af”, sagde
han. Da han endelig, sammen med Søren Hansen, havde gået en tur over
hele dammen, fik vi lov på en betingelse, “I må love, at I ikke nærmer jer
hjørnet ud mod fjorden”, og det lovede vi. I det hjørne havde fiskerne de
fiskekasser, som de brugte til at opbevare de fisk i, som de havde fanget i
brakvandet lidt længere inde i Randers fjord.
Det varede ikke længe, før alle byens børn var samlet på dammen, nogle
havde skøjter, vi andre lavede lange glidebaner, eller legede tagfat. Lidt
efter var der en, der hentede en bold, så vi kunne spille fodbold på isen.
Jeg var målmand på det mål nærmest fiskekasserne. Da jeg ville hente en
bold, som jeg ikke fik fat i, kom jeg lidt for nær til vågen, hvori
fiskekasserne lå, og pludselig brast isen. Jeg faldt i det kolde vand, og
trods mine forsøg på at holde fast i iskanten, kom jeg ind under isen. En
af de store drenge så det og sprang resolut ned i vandet, fik fat i mig og
halede mig op, så jeg igen kunne trække vejret. De andre børn skreg på
Niels Kusk, der boede lige over for dammen. Han kom springende med
noget reb, som han kastede ud til den store dreng, for at han kunne holde
fast i det. Et øjeblik efter kom hans kone med en stige, ved hvis hjælp de
fik både den store dreng og mig halet op af vandet. Nu kom Mor løbende,
hun havde set fra køkkenvinduet, at der var sket noget. Niels Kusk løb
hende i møde med mig på armen. Da de mødtes, ville han fortsætte, men
da Mor så, det var mig, han bar på, greb hun mig og løb hjem, så hurtigt
hun kunne.
8