Voksentandpleje i Danmark - KORA

Voksentandplejen i de fi re nordiske lande
Specialtandpleje ydes til sindslidende, udviklingshæmmede samt
personer med bestemte generelle lidelser, fx cerebral parese,
autisme og sclerose (22), og der er formodentlig omkring 31.000
personer, som er berettigede til at modtage dette tilbud (23).
Patienter med sjældne sygdomme eller handicap skal tilbydes
rådgivning og/eller behandling hos højt specialiserede
teams i de to odontologiske Landsdels- og Videnscentre (24).
Hovedparten er børn og unge eller yngre voksne. I centrenes
første ti funktionsår fra 2002-2012 er 1.827 personer (primært
op til 20 år) blevet visiteret til og behandlet i de to centre (25).
Regionen yder et særligt tilskud til tandpleje til kræftpatienter,
der efter strålebehandling i hoved- eller halsregionen
eller på grund af kemoterapi har betydelige dokumenterede
tandproblemer. Herudover yder regionen et særligt tilskud til
tandpleje til personer, der kan dokumentere betydelige tandproblemer
som følge af Sjögrens Syndrom (6). Sundhedsstyrelsen
vurderede i 2001, at det drejede sig om 250 nye kræftpatienter
pr. år og 850 personer med Sjögrens Syndrom (23).
Kommunerne kan yde støtte til tandproteser til personer
i tilfælde af funktionelt ødelæggende eller vansirende følger
af ulykkesbetingede skader på tænder, mund og kæber.
Ydelsen er indkomstuafhængig, og det er en engangsydelse,
som ikke udbetales, hvis anden forsikring dækker (23). Det
har ikke været muligt at fi nde tal for, hvor mange der har fået
støtte via denne ordning.
Kommunen kan endvidere yde tilskud til tandpleje i henhold
til Aktivloven og Pensionsloven. Efter ansøgning foretages
en trangsvurdering i forhold til, om den enkelte er berettiget til
tilskud til tandpleje (6, 22). Det har ikke været muligt at fi nde
tal for, hvor mange der har fået støtte via disse ordninger.
Herudover ydes vederlagsfri tandpleje til indsatte i danske
fængsler (6) samt til værnepligtige (6).
3.2 Sverige
3.2.1 Historisk udvikling
I 1938 afprøvede svenske tandlæger et tandplejesystem for
børn fi nansieret af staten (26), og herved opstod Folktandvården
– den offentlige tandpleje. Hurtigt dukkede klinikker op
for børn på skoler, og de tandlæger, der stod for tandbehandlingen
af børnene, blev utålmodige efter også at kunne behandle
voksne, som også havde stort behov, på disse tandklinikker.
Behandling af voksne i den offentlige tandpleje
I 1944 besluttede Sveriges daværende regering, at hver klinik
måtte yde tandbehandling til voksne i halvdelen af kliniktiden.
Tandbehandlingen blev ydet til fastsatte priser, som hurtigt var
lavere end prisen hos tandlæger i privat tandlægepraksis (26).
I midten af 1960’erne havde den offentlige tandpleje –
Folktandvården – travlt, mens de privatpraktiserende tandlæger
ikke havde nok at lave. Det skyldtes, at Folktandvården var
understøttet af offentligt tilskud, mens prisen på ydelserne hos
de privatpraktiserende tandlæger var 5-6 gange større. De privatpraktiserende
tandlæger begyndte derfor at fl ytte ind i de
større byer, hvorved mere end 300 kommuner stod uden tandlæger
i det hele taget (26).
Beskyttelse mod høje udgifter til tandpleje
I 1974 gennemførtes derfor en tandplejereform, som havde til
formål at sikre hele befolkningen adgang til tandpleje til en
overkommelig pris, således at den sociale ulighed i tandsundhed
blev reduceret eller helt elimineret (27).
Tandpleje for voksne (20+ år) blev herved baseret på et
fast stykprissystem pr. ydelse og to tilskudsniveauer: 50 % tilskud
for udgifter op til SEK 1.000 og 75 % tilskud for udgifter
over SEK 1.000 – et såkaldt ”högkostnadsskydd” (karensbeløb).
Behandlingsforslag, som ville udløse 75 % tilskud, skulle
dog forhåndsgodkendes (27).
Patientens brugerbetaling udgjordes af forskellen mellem
den pris, som tandlægen opkrævede fra patienten, og den del af
prisen der blev ydet tilskud til af det nationale svenske tandplejeforsikringssystem
”Försäkringskassan” (28), og priserne for forskellige
behandlinger var reguleret gennem forsikringsvilkårene.
Løbende tilpasning af tilskudssystemet
I 1982 blev det rapporteret, at mere end halvdelen af de offentlige
udgifter under Tandplejeforsikringen blev ydet til 10 %
af patienterne (29). I perioden 1974-1997 var tilskudssystemet
blevet revideret 64 gange som følge af de stigende udgifter for
staten til tandpleje (30). De løbende ændringer i forsikringsvilkårene
medførte igennem årene en stigende brugerbetaling
for patienterne. Eksempelvis betalte patienten i perioden 1974-
1991 (i årets priser) SEK 4.425 for en behandling, som kostede
SEK 13.500, mens brugerbetalingen for patienten med udgifter
til behandling i samme beløbsstørrelse var steget til SEK
9.230 i perioden 1997-1998 (28). Dette system kunne give
patienter incitament til at samle behandlinger sammen eller til
at få udført mest muligt ad gangen, idet brugerbetalingen faldt
med stigende regningsbeløb. Eksempelvis var patientens brugerbetaling
60 % af de første SEK 3.000 i 1990, men kun 25
% af beløb over SEK 3.001. I 1996-97 var disse beløbsgrænser
ændret, således at patientens brugerbetaling var 100 % på de
første SEK 7.000 , 65 % på beløbet mellem SEK 7.001-13.500
og 30 % på beløb over SEK 13.501 (28).
Fokus på forebyggelse
I 1999 reformeredes tandplejetilskuddet, således at alle fi k ret
til tilskud til basistandpleje, dvs. undersøgelser, forebyggelse,
fyldninger, rodbehandlinger osv. Högkostnadsskydd (karensbeløbet)
blev bevaret, således at der først udløstes tilskud til protetiske
tandbehandlinger (kroner, broer, implantater), når patientens
brugerbetaling var mere end SEK 3.500 (28). Fra
politisk side overvejede man, om tilskuddet til tandpleje skulle
differentieres i forhold til den enkelte patients indtægtsforhold,
men den idé blev forkastet (30).
Alle tandlæger og tandplejere skulle tilslutte sig tilskudssystemet.
Formålet med denne reform var i princippet det samme
som i 1974-refomen, men samtidig havde reformen mere
fokus på forebyggelse frem for reparativ tandpleje (30), idet
Voksentandpleje i Danmark
17