Ensomhed og forvirring (Acrobat Reader-dokument)

More documents

Recommendations

Info

30-01-2011 Bachelor Dennis [14] Her tænker jeg især på de tre forklaringsfaktorer han bruger til at beskrive det senmoderne. De tre faktorer er: adskillelse af tid og rum, ”disembedding” og refleksivitet (Kaspersen 1995: 122-127). [15] Individualitet tolkes af mange forskellige fagretninger, bl.a. psykologien har mange bud på individualitetens opbygning. Jeg vælger sociologien til at fortolke individualiteten, da jeg mener at samspillet mellem det individuelle og det sociale bedre fanges af sociologien end af psykologien. Når jeg vælger Niklas Luhmanns systemteori er jeg i den heldige situation, at den bevæger sig på tværs af traditionelle faggrænser og derigennem, har plads til at lade sig inspirere af bl.a. psykologien. [16] Differentieringen mellem eksistens og operation er vanskelig at foretage, men lader sig gøre i Luhmanns teori, fordi bevidstheden i det psykiske system er et system blandt mange andre ligeværdige systemer. Derudover beskæftiger Luhmann sig ikke med hvad bevidstheden indeholder, men hvad der muliggør dens operationer, når man betragter den som et autopoietisk system. [17] Mange af bl.a. Knud Ejler Løgstups tanker kan placeres i en eksistenspædagogisk forståelses ramme. De to problemer, der efter min mening, knytter sig til Løgstrups eksistenspædagogik er, at de er religiøst funderet og at de er tænkt som en løsning til udfordringerne i det moderne (Løgstrup 1956). [18] Her bør det dog anføres at grænsedragningen til dels er strukturdetermineret. Således forstået at grænser godt kan flyttes, men at systemets grænsdragning er betinget af dets struktur. F.eks kan elever jo sagtens lære nye ting, men deres indlæring er betinget af deres forståelseshorisont. [19] ”Kunstordet autopoiesis, som er sammensat af af de græske ord autos (=selv) og poiein (=at skabe)...betyder selvfrembringelse eller selvopretholdelse” (Kneer 1997: 52). [20] Steen Larsen med sin kritik af “tankpasserpædagogikken” skal ikke glemmes, da der er tydelige paraleller mellem deres synspunkter. [21] Det sociale systems interaktions- og organisationsformer (Kneer 1997: 115). [22] Giddens beskrivelse af selvet som et refleksivt projekt (Giddens 1996), hører til i den kategori, som jeg vil betegne som en almindelig bredt anerkendt beskrivelse af fænomenet individualitet. Til denne kategorisering vil jeg yderligere henregne det, jeg vil betegne som den tidlige Ulrich Beck ( Beck 1997). Jeg synes at Becks nyeste opfattelse af individualitet (Beck 2002) på mange måder falder i tråd med Niklas Luhmanns beskrivelse. Ulrich Becks opfattelse er bl.a. den, at den enkeltes individualitet kun kan lade sig gøre med den andens accept (Beck 2002: 87-89). I Luhmanns begrebsverden beskrives dette gennem begerbet dobbelt kontingens. [23] Autopoiesen opretholdes ikke for at bevidstheden kan vedblive med at være, det den er et givent tidspunkt, derimod finder den løbende rekursive reproduktivitet sted, for at bevidstheden kan vedblive med at udgøre en difference til omverdenen (Luhmann 2000: 311). [24] Niklas Luhmann skriver i ”Iagttagelse og paradoks” at: ”Selvreferentielle systemer er paradoksale…” (s. 95) og videre ”At sige deres enhed skaber deres enhed er ikke tautologisk, men paradoksalt.” (s. 95). Han fortsætter på side 98 i samme spor med at skrive: ”Teorien om selvreferentielle systemer accepterer cirkularitet som en basal nødvendighed.”. [25] Min parentes (DA). [26] I denne sammenhæng er det de negative følelser der kommer i spil. I en anden situation kunne det være positive følelser der kom i spil. Distinktionen mellem positive og negative følelser er min udlægning, Luhmann ville sandsynligvis mene, at den lededifference jeg indsætter, i min iagttagelse af positive og negative følelser er normativ og derfor kun relevant for mig selv og således dybt uvidenskabelig og irrelevant i en beskrivelse af individualiteten. [27] Udover at det er Luhmanns pointe gentaget, skal det nævnes at Beck er talsmand for samme synspunkt: ”Enhver individualisering skader og påvirker andres individualisering” (Beck 2002: 83). [28] Det er min opfattelse, at da mennesket begyndte at reflektere sin egen eksistens medfødte det eksistentiel isolation. [29] Her er undervisningssituationen en oplagt mulighed for at skabe specifik rettet kommunikation om eksistentiel ensomhed. Afsnittene om eksistenspædagogik uddyber mulighederne for dette. [30] Som redegjort for i punktopstillingen ovenfor. [31] Se note 7. [32] Som Poul Breindahl skriver, i ”Pædagogiske grundfortællinger” er det praktisk at skelne mellem eksistentialisme og eksistensfilosofi. Eksistentialismen forbindes tit med mellemkrigstidens pessimisme, hvorimod begrebet eksistensfilosofi rammer mere D:/AmHansen/…/Bachelor Dennis.htm 16/18
30-01-2011 Bachelor Dennis bredt. Ved at benytte begrebet eksistensfilosofi undgår jeg uheldige historiske reminiscenser. [33] Se note 10 angående paradokser. [34] Opstilles med skyldig henvisning til (Mühlhahn 2002: 113-114). [35] Ordet viser hen til Søren Kierkegaards tænkning, men skal i sammenhængen her, ikke forstås religiøst. [36] Ift. udtrykket ”den eneste ansvarlige” skal vi huske Ulrich Becks fokus på det andet modernes sammenblanding af individuelt skabte problemer og systemskabte problemer (Beck 2002: 70) og (Beck 1997: 120). [37] Min parentes, DA. [38] Uddybes nedenfor i punkt 2. [39] Det er, som det også kom frem under beskrivelsen af humoristen, en humor der besinder sig på det alvorlige i det komiske. Det er en humor der forsøger at udsige det uudsigelige. Det er med andre ord, en humor der benytter sig af antydningens kunst, vel og mærke, uden at gå på kompromis med kompleksiteten. Med Luhmann kan man sige at kun kompleksitet kan reducere kompleksitet. Hvis humoren kan udsige det uudsigelige, er den i Luhmanns forståelse mere kompleks end det konkrete sprog. [40] Det er det fænomen, hvordan udveksling af viden kan finde sted, Niklas Luhmann betegner med begrebet mening: Mening griber således hen over differencen mellem psykiske og sociale systemer (Luhmann 2000: 101) [41] Som det fremgik af redegørelsen af individualiteten på side 11. [42] Thorbjørn Hansens udvikling af konceptet den sokratiske dialoggruppe lægger sig tæt op ad ideen om den filosofiske samtale. Den sokratiske dialoggruppe er udviklet med henblik på voksenundervisning, ved at kalde min undervisning for den filosofiske samtale, skaber jeg plads til de ændringer, jeg mener, er hensigtsmæssige når det drejer sig om filosofisk samtale i folkeskolen. Ændringerne er hovedsageligt de meget konkrete samtaleregler som jeg opstiller på side 19. [43] For uddybning, læs side 13. [44] Det kan umiddelbart lyde selvmodsigende, at ville undervise i, og med, filosofisk samtale, for at mindske en forvirring ved at øge den, men fordi forvirringen opstår gennem undersøgelsen af deres egne erfaringer og oplevelser, bliver emergensen af den ny forvirring konstruktiv. Det konstruktive skyldes elevernes egen produktion af forvirringen, hvorimod den forvirring den filosofiske samtale skal mindske, er kendetegnet ved at være produceret uden for eleven (igennem individualiteten). [45] Fordi jeg er nået til den konkrete undervisning, vil jeg referer til de unge som elever. Det medfører at den ældste gruppe af de unge ikke længere har relevans for min opgave. Elever referer derfor i det følgende til aldersgruppen 13-17 år. [46] Min parentes, DA. [47] Fra artikel i politiken d. 8/12-2002 om den filosofiske samtale i folkeskolen. [48] Her igen forstået som den praktiske intuition jeg på side 14 citerer Harald Høffding for. I det intuitive ligger yderligere det element at hovedeksemplet gerne skal skabes uden henvisning til autoriteter (T. Hansen 2002: 312). [49] Igennem den fælles undersøgelsesproces og forsøg på at blive enige, udvikler den filosofiske samtale grundlaget for et undersøgende fællesskab og en etisk samtalekultur (T. Hansen 2002: 319). Den etiske samtalekultur vil forhåbentligt udvikle sig i takt med at fem-trins-skemaet for den filosofiske samtale internaliseres og gøres operationel. [50] Som lærer skal man, når man arbejder med den filosofiske samtale, være opmærksom på de følelsesmæssigt svage elever. Den usikkerhed og udlevering som der ligger i den filosofiske samtale, vil være meget udfordrende for følelsesmæssigt svage elever. [51] Se note 39 for uddybning af min forståelse af begrebet humor. [52] For uddybning se note 47. [53] For den filosofiske samtale, som jeg har udviklet med udgangspunkt i Thorbjørn Hansen, gør dette sig kun gældende for hovedeksemplet (se side 19). [54] Når jeg bruger betegnelsen det fag-faglige, til at beskrive den situation hvor et konkret fag dikterer retningen, er det fordi jeg mener, at den filosofiske samtale uden et specifikt fag som begrundelse, kan være meget faglig uden at være begrundet i et givent fag. D:/AmHansen/…/Bachelor Dennis.htm 17/18
Page 1 and 2: 30-01-2011 Bachelor Dennis Til star
Page 3 and 4: 30-01-2011 Bachelor Dennis Med till
Page 5 and 6: 30-01-2011 Bachelor Dennis Kommunik
Page 7 and 8: 30-01-2011 Bachelor Dennis Eksisten
Page 9 and 10: 30-01-2011 Bachelor Dennis beskrive
Page 11 and 12: 30-01-2011 Bachelor Dennis deres eg
Page 13 and 14: 30-01-2011 Bachelor Dennis ville je
Page 15: 30-01-2011 Bachelor Dennis eksisten

Ensomhed og forvirring (Acrobat Reader-dokument)

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?