Ensomhed og forvirring (Acrobat Reader-dokument)

More documents

Recommendations

Info

30-01-2011 Bachelor Dennis sine rødder tilbage til Jean-Jacques Rosseau og Immanuel Kant. Ifølge Rousseau skal pædagogikken således tage sit udgangspunkt i barnets indre natur og ifølge Kant skal pædagogikken tage sit udgangspunkt i samfundets krav (Rasmussen 1997: 35-41). Eksistenspædagogikken overtager eksistensfilosofiens forkærlighed for paradokser. Via paradokset, eller det diskontinuerlige som Otto Friedrich Bollnow ville kalde det (Bollnow 1976: 43-45), forsøger eksistenspædagogikken at ramme et andet udgangspunkt end den klassiske dikotomi. Udgangspunktet er et menneskesyn der stiller sig et tvivlende over for en almen beskrivelse af menneskets retning og natur. Eksistenspædagogikken lægger på den måde op til dialog vedrørende det at være og blive menneske. Ønsket om dialog vedrørende retning og resultat viser i alt sin tydelighed eksistenspædagogikkens paradoks; eller som Breindahl spørger: ”Det påtrængende spørgsmål i forbindelse med sammenstillingen af begreberne eksistensfilosofi og pædagogik synes imidlertid at være…Kan eksistensfilosofi og pædagogik overhovedet forenes?” (Breindahl 1999: 78). Til det spørgsmål svarer Bollnow bekræftende ja. Han mener at de diskontinuerlige elementer forener eksistensfilosofien med pædagogikken. Elementer som ”…appellen til samvittigheden, formaningen, (og) bebrejdelsen…” (Breindahl 1999: 79) er diskontinuerlige elementer pædagogikken svært kan klare sig uden. Tidligere højskolelærer Finn Thorbjørn Hansen har i adskillige bøger beskæftiget sig med det eksistenspædagogiske i voksenundervisningen. I Kvan 63 fra 2002 trækker han de eksistenspædagogiske tanker ned i børnehøjde og spørger: ”Kan man tænke dannelse og pædagogik ud fra et kontingensperspektiv”. Spørgsmålet rummer samme problemer som Breindahls, men svaret er ikke funderet i Bollnow. Hans svar trækker på eksistensfilosofien repræsenteret af bl.a. Kierkegaard, Wittgenstein, Høffding m.fl., og bliver derigennem et lidt andet. Thorbjørn Hansen svarer ligesom Bollnow og Breindahl ja til, at man godt kan tænke dannelse og pædagogik i et eksistensfilosofisk perspektiv. Thorbjørn Hansens dannelsesideal er det han betegner som humoristen. Humoristen ”Han (humoristen)[37] holdes oppe af en balancegang, af enhed af det tragiske og det komiske.”(T. Hansen 1996: 185). ”Derfor kan humoristen egentlig heller aldrig blive systematiker” (citat af Kirkegaard i: T. Hansen 2002: 196). Humoristen, i modsætning til systematikeren, har indset det alvorlige i det komiske, at om det metafysiske kan der vanskeligt tales og at den indre forståelse af det metafysiske må basere sig på praktisk intuition[38]. Humoristen opstår når de følgende to forudsætninger er opfyldt: 1. Den intellektuelle baggrund må være så omfattende at helhed og mening kan ses på trods af modsigelser og lidelser (T. Hansen 2002: 207). 2. Den baggrund hvorpå man forsøger at begribe livets gang, må basere sig på praktisk intuition. En intuition ”der er frugt af menneskets erfaring og eftertanke.” (Høffding citat i: T. Hansen 2002: 207) Dannelsesidealet, humoristen, er i god overensstemmelse med dets eksistensfilosofiske ophav, funderet på paradoksets præmisser. Dette forstået på den måde at dannelsesidealet forsøger at indfange det uudsigelige i et konkret formuleret ideal: Humoristen. Jeg tror, sådan som humoristen forstås i det ovenfor beskrevne, at humoristen som dannelsesideal er anvendelig som grundlag for den eksistenspædagogiske undervisning. Idealet er anvendeligt i den undervisning, der vil forsøge at skabe rammer, under hvilke de unge kan lære at håndtere deres udbredte ensomhed og forvirring. Det er anvendeligt fordi det på en gang håndterer ensomhed og forvirring uden at ville opløse dem. På den måde mener jeg, at idealet, humoristen, kan imødegå individualitetens forklaring af ensomhed og forvirring. For at blive dannet i retning af humoristen har Thorbjørn Hansen skabt et undervisningsbegreb han kalder eksistensoplysning. I relation til opgavens mål om at skabe en undervisning der kan lære de unge at håndtere ensomhed og forvirring, bliver Thorbjørn Hansens begreb eksistensoplysning meget centralt. Før jeg viser sammenhængen mellem eksistensoplysning og individualitetens forklaring af ensomhed og forvirring, vil jeg derfor redegøre for Thorbjørn Hansens undervisningsbegreb. Eksistensoplysningen bliver til i grænsen mellem det metafysiske og det kontingente (T. Hansen: 2002: 13). Eksistensoplysning Eksistensoplysning bliver til i grænsen mellem det metafysiske og det kontingente, skriver Thorbjørn Hansen. Det metafysiske skal læses som det uudsigelig i livet. Traditionelt forstås metafysik som det der kommer efter fysikken (Aristoteles). Det der ikke kan D:/AmHansen/…/Bachelor Dennis.htm 8/18
30-01-2011 Bachelor Dennis beskrives med sproget og logikken, falder på den måde ind under det man vil kalde metafysik. Den forståelse har Thorbjørn Hansen også. Han lægger dog afstand til en religiøs forståelse af begrebet metafysik, og lægger i stedet vægt på det metafysiske som værende den del af menneskets konkrete liv, der ikke kan indfanges af sproget. Det metafysiske er helt grundlæggende noget den enkelte møder og som den enkelte må komme overens med. Det var kort Thorbjørn Hansens forståelse af det metafysiske, men hvad forsøger han at udtrykke med begrebet ”det kontingente”? Det kontingente repræsenterer det samfundsmæssige i begrebet eksistensoplysning. Det kontingente udtrykker således ”… det kaos af hurtigt skiftende informationer og forskelligartede livsformer og værdier, som den enkelte oplever i dag…” (T. Hansen 2002: 17). Eksistensoplysning søger via det kontingente element at fokusere på det vigtige ved ”… evnen til at tage stilling til fremmedbestemmelse – hvad enten det er en indre eller ydre.” (T. Hansen 2002: 22). Kort udtrykt kunne man sige at evnen til at tage stilling til indre fremmedbestemmelse (egne krav) søges udviklet gennem metafysikken og at evnen til at tage stilling til ydre fremmebestemmelse (omverdens krav) søges udviklet gennem det kontingente. Med humoren[39] kan bygges bro mellem det indre og det ydre[40]. Med humoren kan den enkelte antyde dets metafysiske oplevelser, samtidig kan den enkelte komme overens med meningsløsheden og lidelsen som indsigten i det metafysiske også afstedkommer. Jeg vil i næste afsnit vise den sammenhæng jeg kan se mellem eksistensoplysning og individualitet. Kan jeg vise en sammenhæng mellem eksistensoplysning og individualitet, vil det med eksistensoplysningen og dens dannelsesideal, humoristen, være sandsynligt at eksistensoplysningen kan bruges til at lære de unge at håndtere deres ensomhed og forvirring. Målet med at lære dem at håndtere ensomhed og forvirring, er bl.a. jf. indledningen at forhindre, at de unge i det emergent moderne kommer så langt ud at 28% af dem overvejer selvmord. Eksistensoplysning og individualitet Der er to karakteristika ved individualiteten, som jeg har sat i forbindelse med henholdsvis ensomhed og forvirring. Det første karakteristikum ved individualiteten var kommunikationens manglende evne til at reflektere individet. Det karakteristikon brugte jeg til at forklare den udbredte eksistentielle ensomhed hos de unge i det emergent moderne. Det andet karakteristikon var individualitetens fordring om, at individet skal tage hensyn til sig selv samtidig med at det skal tage hensyn til sin omverden. Det karakteristikon brugte jeg til at forklare forvirringen hos de unge. I det følgende vil jeg først vise sammenhængen; kommunikationens vilkår og ensomhed med eksistensoplysning (1). Derefter vil jeg vise sammenhængen; individualitetens krav om at individet skal tage hensyn til sig selv og sin omverden med eksistensoplysning (2). 1. Kommunikationen kommunikerede, ifølge Luhmann, ikke individets tanker, men sin egen kommunikation. Den fungerede, som jeg gjorde rede for på side 9, efter sin egen logik, der gjorde at individualiteten som individualitet ikke kunne udtrykkes i kommunikationen. Luhmanns kommunikationsteori og hans beskrivelse af individualiteten gav mig en forklaring på at de unge (og andre mennesker) føler sig ensomme. Den ensomhed kan eksistensoplysningen imødekomme med sit grundsynspunkt vedrørende det metafysiskes vanskelige kommunikerbarhed. Via idealet om humoristen der har besindet sig på, at ikke alt skal forstås logisk og ikke alt kan deles med andre giver eksistensoplysningen en mulighed for de unge til at håndtere deres ensomhed. Derudover imødegår Eksistenspædagogikkens grundlæggende præmis, dialog, også ensomheden. Gennem den grundlæggende tro på dialog skabes der rum til den enkelte. Ved at anlægge en undervisning på specifikt rettet kommunikation åbnes en sprække, i kommunikationens vanskeligt forcerbare vægge som de unge (eleverne) kan bruge. Den humor der sættes i relation til livets store spørgsmål, er den humor kan skabe grundlag for en undervisning, der imødekommer den eksistentielle ensomhed som de unge føler sig hensat i. D:/AmHansen/…/Bachelor Dennis.htm 9/18
Page 1 and 2: 30-01-2011 Bachelor Dennis Til star
Page 3 and 4: 30-01-2011 Bachelor Dennis Med till
Page 5 and 6: 30-01-2011 Bachelor Dennis Kommunik
Page 7: 30-01-2011 Bachelor Dennis Eksisten
Page 11 and 12: 30-01-2011 Bachelor Dennis deres eg
Page 13 and 14: 30-01-2011 Bachelor Dennis ville je
Page 15 and 16: 30-01-2011 Bachelor Dennis eksisten
Page 17 and 18: 30-01-2011 Bachelor Dennis bredt. V

Ensomhed og forvirring (Acrobat Reader-dokument)

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?