1 Okasha, kapitel 1

fra end i fremtiden, og det er ikke moralsk acceptabelt at være løs med sine
aftaler p˚a denne m˚ade.
Det bør nævnes her, at konsekvent brug af utilitarisme gør hver mand til
martyr; der findes altid noget bedre end det man kunne finde p˚a at lave, s˚a
man vil ofre sig til alle mulige former for hjælpeaktioner og glædesspredelse.
P˚a den m˚ade tager utilitaristen heller ikke højde for den enkelte mands
behov.
Modeksempler til disse kan være at sige, at situationerne ikke er realistiske,
men det er selvfølgelig principperne, som tæller. Man skal allerførst
afgøre, om man virkelig ville gøre som modeksemplerne foreskriver; hvis
dette er tilfældet, ville man lave et skel mellem handlingsut. og regelut.,
hvor sidste danner ud fra generelle utilitaristiske principper. Man kan ogs˚a
sige, at den generelle moralitet kan være galt p˚a den, hvorfor utilitaristiske
handlinger kan retfærdiggøres.
Kant: eksempler med ordet ‘bør’. Hypotetiske imperativer siger hvad vi
skal gøre, hvis vi har et relevant ønske knyttet dertil (fx hvis du vil spille
bedre guitar, burde du begynde at g˚a til undervisning). Det er obligationer,
der er knyttet til begær efter noget. Der findes ogs˚a obligationer, hvor der
ikke er begær: moralske. Disse er kategoriske (fx du skal gøre s˚adan og
s˚adan, færdig). Der tages ikke højde for dine ønsker, det er hvad du skal
gøre. Man kan ikke komme ud af disse obligationer ved bare at sige fra.
Hvor kommer disse obligationer s˚a fra?
Kant siger, at de kommer fra et imperativ, som alle rationelle mennesker
er nødt til at acceptere: det kategoriske imperativ. Handl kun efter den
maksime, i hvilken du samtidig kan ville, at det bliver en almengyldig lov.
Eksempel p˚a lov: n˚ar du har brug for et l˚an, s˚a lov at betale det tilbage,
selvom du egentlig ikke kan. Kan dette nogensinde blive en universel lov?
Nej, for det ville betyde, at ingen ville give l˚an mere. Den lov ville bryde
sig selv ned.
Kant er alts˚a ude efter absolutte regler og bruger især at lyve som eksempel.
Der er eksemplet med morderen, hvor man skal afgøre om man ville
fortælle morderen, hvor vennen er. Kant ville begrunde s˚aledes, at du først
ville tænke at du skulle handle efter en universel lov; hvis du skulle lyve,
ville du handle efter den tilsvarende lov; hvis den lov var universel, ville den
bryde sig selv ned, folk ville ikke tro p˚a hinanden og det at lyve ville ikke
være godt mere; derfor skal man ikke lyve.
Problemet er, at man ikke tager højde for det enkelte tilfælde her. Man
kunne i stedet formulere loven “det er okay at lyve, hvis det redder et liv”,
og denne lov kunne universaliseres. Et andet problem ved dette er ogs˚a, at
Kant siger, at vi ganske simpelt ikke ved, hvad der kan ske, og derfor er det
ligegyldigt hvad vi gør, s˚a vi kan lige s˚a godt handle efter den universelt
givne lov. Det siger dog ogs˚a, at vi ikke har nogen chance for at kende konsekvenserne
af vores handlinger, hvilket er lidt nedsættende om menneskers
evne til at regne ting ud. (fx Fredo i Godfather Part II, da han ved et uheld
42