Gaver til arkivet - Glostrup Bibliotek

Det var i krigens år. Da freden kom, og de tyske tropper
skulle hjem, marcherede de ud ad Hovedvejen, og vi skulle
altid ned på Hovedvejen og høre tyskerne synge, mens de
gik. Det hændte også, at vi var ude at strejfe i byen, og at
der blev luftalarm. Det generede nu ikke os så meget som
vores forældre, der tit måtte springe på cyklerne for at
redde deres afkom sikkert i hus.
På et tidspunkt flyttede både mælkemanden og overboerne.
Huset blev indrettet til et plejehjem for retarderede
mennesker. Beboerne gik rundt på vejene, og man havde
indtryk af, at der ikke var ret mange tilbud om ældreomsorg
og beskæftigelsesterapi for disse beboere. Huset
blev senere solgt til private.
Nr. 22 var kun en byggegrund. Den var ejet af en gammel,
kendt Glostrupper, der ligger begravet på kirkegården
tæt ved kirken. Det eneste, jeg husker, er, at ejeren dyrkede
grøntsager på grunden, og vi unger gravede jordhuler og
lavede fælder for vores ”uvenner” der.
I nr. 20 boede et ældre, pensioneret ægtepar. Hustruen
havde været håndarbejdslærerinde på skolen. De holdt sig
mest for sig selv. De havde en søn, men da han var voksen
på den tid, husker jeg ikke meget herom. Det var det
nydeligste hus på vejen, med et rødmalet stakit og bonderoser
op langs murene. Manden var en meget omhyggelig
mand, og han forestod klipningen af tjørnehækken mellem
vores boliger, hvilket mine forældre satte stor pris på.
Hækken var vel nærmest 100 m lang.
Efter mandens død blev enken boende i huset, og efter
hendes død blev det solgt til en sundhedsplejerske og hendes
mand, der var arkitekt.
9