Jubilæumsskrift - Beredskabsforbundet

eredskabsforbundeTs musikkorps
tamburkorps blev genopbygget med instrumenter fra hele landet
I 1970 oprettedes et tamburkorps –
Civilforsvars­Forbundets Tamburkorps.
Det var aktivt frem til efteråret 1982,
hvorefter korpset blev opløst, formentlig
på grund af manglende tilgang til
korpset samt deraf følgende mindre
aktivitet. Meddelelsen herom blev givet
i bladet CIVILFORSVAR. Jeg var på det
tidspunkt konsulent i Civilforsvars­Forbundet
vest for Storebælt og besluttede
mig for at genstarte et tamburkorps,
men hvor og hvordan? Det nedlagte
korps var tilknyttet daværende Region
V. Jeg overvejede mulighederne for
en passende geografisk placering. Jeg
vidste, at man i Nordjylland havde talt
om at lave et sådant korps, og at man
på Fyn også havde haft tanken – man
havde endda anskaffet nogle trommer.
Horsens var en oplagt mulighed. Der
var en Horsensgarde – som var et aktivt
blæseorkester. Jeg kendte formanden
for turistforeningen – som selv var aktiv
musiker. Der herskede et godt forhold
til det lokale civilforsvar. Placeringen i
Horsens ville også gøre det nemt for
såvel konsulenten som et evt. tamburkorps
at skabe det nødvendige tætte
samarbejde.
Jeg kontaktede turistforeningen og fortalte
om idéen bag et tamburkorps og
fik øjeblikkelig en positiv accept. Formanden
ville kontakte Horsensgarden, som
han i øvrigt havde en tæt forbindelse til.
Der gik nu to dage, hvorefter der lå en
besked til mig, om jeg kunne komme
til et møde med repræsentanter for garden
dagen efter. Nu måtte jeg så overveje,
hvordan idéen skulle præsenteres
og hvilke spørgsmål, der ville blive stillet.
Med så kort et varsel valgte jeg at møde
op og se, hvordan mødet forløb.
Der mødte to af korpsets instruktører.
Den ene hed Preben Bosse, der havde
aftjent sin værnepligt i Livgardens Tamburkorps.
Det var en positiv start – så
jeg slappede af. De ville gerne vide,
hvad jeg ville med et tamburkorps,
22 jubilæumsskrift
og hvorledes jeg havde tænkt mig at
få det til at fungere. Jeg lagde kortene
på bordet – korpset skulle bære civilforsvarets
uniform og være tilknyttet
Civilforsvars­Forbundet, medlemmerne
skulle indgå kontrakt om frivillig tjeneste.
Vedtægter, retningslinjer for korpset
samt uniformsreglement skulle
godkendes af forbundet. Endvidere
skulle korpsets medlemmer betale
kontingent, og korpsets økonomi skulle
hvile i sig selv primært gennem den
betaling, man modtog for dets ydelser.
Det, syntes de, lød meget fornuftigt.
Så måtte jeg lægge de sidste kort i kabalen.
Jeg fortalte, at der ikke var efterladt
noget, som man kunne bygge
på – der var ingen penge, ingen instrumenter
og ingen uniformer. Det lød
noget barsk, men hvis de ville skaffe et
rimeligt antal nye medlemmer, så ville
jeg bare på et løfte herom undersøge
mulighederne for at få stillet uniformer
til rådighed og et øvelokale. Jeg ville
forsøge at få opsporet eventuelle instrumenter
fra det tidligere korps, samt
forsøge at få tilsagn om et rente­ og
afdragsfrit lån på 5.000 kr. – et beløb,
der skulle tilbagebetales, når der var
penge i kassen. Hvordan var reaktionen?
En klar melding fra Preben Bosse:
”Jeg vil gerne være behjælpelig med
etableringen af korpset.”
Så begyndte vi, og det gik pludselig
stærkt. Civilforsvarslederen stillede øvelokale
til rådighed og anskaffede uniformer.
Region III gav som ønsket et lån
på 5.000 kr. Instrumenterne blev fundet
i Helsingør, udlånt til et lokalt orkester.
Vi skulle jo have dem tilbage, men det
var man ikke særlig positiv overfor. Man
gjorde opmærksom på, at instrumenterne
nu var blevet ændret til brug i et
sækkepibeorkester, så de var næppe
anvendelige til vores formål. Vi gjorde
opmærksom på, at enten fik vi instrumenterne
tilbage i den oprindelige stand
– eller også måtte vi have et beløb, der
svarede til værdien af instrumenterne.
Det resulterede i et ikke ubetydeligt beløb.
Først købte vi de føromtalte trommer
fra Fyn – og derefter kunne vi vurdere
nyanskaffelser på instrumentområdet.
Blandt de effekter, der blev fundet, var
også et antal marchfløjter – desværre af
en anden type end ønsket. En annonce
fra FDF gav anledning til en byttehandel
– vi fik de ønskede fløjter. Prissætningen
blev til fordel for korpset. Der skulle også
forberedes vedtægter for korpset med
præcisering af forholdet til forbundet, og
der skulle laves administrative retningslinjer
samt et uniformsreglement.
Endelig skulle der findes emner til en
bestyrelse. Tilbage stod den almindelige
grunduddannelse af frivillige og derefter
afholdelse af en stiftende generalforsamling.
Den fandt sted den 3. maj
1983, hvor Preben Bosse blev valgt
som formand – en post, som han bevarede
i over tyve år. Allerede i efteråret
1983 havde korpset haft sine første opgaver,
og der har ikke manglet sådanne
siden. Nævnes kan bl.a. deltagelse ved
nytårsparoler, totalforsvarsudstillinger,
Hærvejsmarchen, Nijmegen­marchen,
byfester, åbning af nordisk CF­seminar,
Danske Dage i Rensburg, Airbornemarchen,
international musikfestival i
Holland, forbunds­ og korpsjubilæer,
Tulipan­fester i Ribe, dronningemodtagelser,
koncerter, Tatoo i Skotland osv.
Korpset består i dag af 50 aktive medlemmer
og ca. 35 passive medlemmer,
med både tamburkorps og messingorkester.
Repertoiret spænder fra traditionel
march­ og tamburmusik til glad jazz,
kirkekoncerter og egentlige orkesterstykker
med solister.
Af Henning V. Eriksen,
tidligere konsulent
ved Beredskabsforbundet
projekT øsTbørn
siden 1992 har Beredskabsforbundet, under Projekt Østbørn, arrangeret sommerlejre
i Danmark for børn fra Østeuropa
På daværende tidspunkt havde ingen
nok regnet med, at dette projekt ville
strække sig ind i næste årtusinde.
Vi fik på det tidspunkt en hen vendelse
fra bystyret i Katowiche, om det var
muligt at etablere sommerlejre for de
mange forældreløse børnehjemsbørn,
de havde i området ”Den sorte trekant”.
Det var ikke lange overvejelser, der skulle
til, da punktet kom på dagsordenen
i landsledelsen. Nu skulle der blot findes
lejrledere i de otte regioner. Det var
heller ikke noget problem, så nu blev
projektet lagt ud til den enkelte region,
mens alle tråde blev samlet på landskontoret,
som var en stor brik i kommunikationen
til myndighederne i Polen og
enkelte år i Rusland (Murmansk).
Der har været nogle justeringer for
projektet undervejs, da erfaringer er en
god læremester. Vi har nu et projekt,
som vi er stolte af, ser frem til hvert år
og med et engagement fra de frivillige,
som ikke kan beskrives med ord.
Ord er også fattige, når jeg skal beskrive,
hvad vores polske venner giver os i de
14 dage, deres ophold varer. Den tillid,
den glæde og det venskab, som gensidigt
opstår mellem os frivillige hjælpere
og børnene, rækker langt ud over en beredskabsmæssig
opgave, som skal løses.
Denne ’opgave’ løses ikke kun med det
fysiske arbejde, der skal også hjerte til.
Der ligger også et stort arbejde forud
for en lejr, da alle midler og naturalier
for afholdelse af lejrene udelukkende
sker ved frivillig sponsorstøtte, som opsøges
af den enkelte lejrs projektgruppe.
Et sådan forarbejde tager mere end
et halvt år, da der skal mange ansøgninger
til for at nå budgettet. Dermed
være også sagt, at vores sponsorer er
det vigtigste element for at få Projekt
Østbørn til at blive en succes – for
uden sponsorer ville det ikke være muligt
for selv de mest engagerede frivillige
at etablere en lejr.
Når sponsorerne har givet tilsagn om
støtte, er det næste meget vigtige element
de frivillige, der bruger 14 dage
af deres ferie eller andre fridage på
sommerlejren. Der skal en del frivillige
til for at få lejren til at fungere. Der er
alle de praktiske opgaver, men der er
også de sociale – som er en vigtig del
af lige netop vores projekt. Der skal
foregå aktiviteter både ude og inde
hele tiden, og i det omfang vores små
venner har lyst til at ’lege’ med os, står
vi til rådighed.
Børnene oplever meget forskelligt fra
lejr til lejr, men ens for alle er, at de
føler, der bliver gjort noget specielt for
dem. Hvad der også må pointeres over
for vores ’børn’ og deres ledere er, at
dette specielle, de oplever i Danmark,
ikke er vores børns hverdag – men det
vores børn oplever, når de har sommerferie.
Det er derfor også vigtigt at
orientere om den danske hverdag, og
hvordan det sociale system fungerer i
Danmark. Det kan være med til at give
dem en håndsrækning – til at finde noget
at stræbe efter i et voksent liv.
Der er heldigvis også sket en stor udvikling
for børnene i deres hjemland.
Tidligere var alle bosiddende på store
børnehjem (60­100 børn pr. hjem),
mens man nu prøver at etablere ”udslusningshjem”
– dvs. store lejligheder,
hvor der bor 10­15 børn og unge, der
lærer at leve som en almindelig familie,
med de pligter som deraf følger.
Udslusningshjem er gode, da de unge
mennesker får ejerskab for deres bolig
og sætter en ære i at vedligeholde og
rengøre deres eget domæne. Når man
ser på personlige ejendele, inventar
og møbler i disse hjem, er der stadig
brug for vores hjælp – og vi vil fortsat
gøre, hvad vi kan for at hjælpe dem til
en bedre/nemmere hverdag eller blot
give dem en solstråle i en grå hverdag.
Af Lene Krüger Schade,
regionsleder
i Region Nordjylland
og lejrleder ved
Projekt Østbørn
jubilæumsskrift 23