Basunen som pdf

Af Mads Mazanti
Det er nemt at overse – det lille skilt der
fortæller, at her holder violinbygger Jens
Stenz til. Og indgangsdøren til Christiansgade
25 ligner så mange andre midtbyopgange
i Århus. Men bevæger man sig ind
ad døren og op på anden sal til højre, åbner
der sig en stor lys hjørnelejlighed, der
nærmest fl yder over af mere eller mindre
spilleklare strygeinstrumenter, værkstedet
med et væld af specialværktøj, køkken
og hvad der ellers skal til for at drive
forretning, der reparerer og bygger fi ne
træinstrumenter. Og Jens Stenz har ikke
behov for at reklamere med sin eksistens.
Er man på jagt efter – eller allerede i
besiddelse af – et instrument, der trænger
til et gennemsyn i ordets videste forstand,
vil man ”i kredsene” hurtigt støde på Jens
Stenz’ navn. Og så er det i øvrigt ligegyldigt,
om man er stryger i symfoniorkester,
elev på konservatoriet, folkemusiker eller
glad amatør: der er stor sandsynlighed
for, at man på et eller andet tidspunkt
har konsulteret det efterhånden 19 år
gamle fi rma. For tiden er violinbyggeren
og hans medhjælp gennem 13 år, Bo
Swahn, ene om at dække Jylland og Fyn,
mens landets øvrige ti byggere alle har til
huse i hovedstadsområdet. Den skæve
geografi ske fordeling betyder dog ikke,
at Københavner-fi rmaerne må kæmpe
om kunderne. Alle danske violinbyggere
og -værksteder har med Jens Stenz’ ord
masser at lave. Også udenlandske kunder
dukker jævnligt op, når de er stødt på Århus-fi
rmaets hjemmeside. Ligger man inde
med et dansk-bygget strygeinstrument og
søger på navnet på Internettet, vil
www.stenz-violins.dk utvivlsomt poppe op,
22 basunen • juni 2005
da Jens Stenz samler, opmåler og registrerer
de danske instrumenter.
Jens Stenz er født i Randers og startede
sin violinbyggerkarriere på grund af en
stærk interesse for musik og traditionsrigt
håndværk. Han var med egne ord en
pilfi nger i sine unge dage og rodede med
alt lige fra knallerter til hjemmebyggede
instrumenter. I gymnasiet blev han af en
fremsynet lærer rådet til at gøre noget
ved håndværket, da studietiden blev brugt
mere på reparationer af skolens instrumenter
end til stileskrivning. Da der ikke
er mulighed for en læreplads i Danmark,
drog Stenz som 22-årig til den anerkendte
violinbyggerskole ”The Welsh School of
Violinmaking and Repair” i Wales, England,
hvor han var elev i årene 1982-85.
På skolen var der plads til 7 elever, og
Jens slap gennem nåleøjet i konkurrence
med 176 andre ansøgere fra hele verden.
Den selvfi nansierede og samtidig SUberettigede
uddannelse var tre intense
år med lange arbejdsdage i et nærmest
lukket univers. Svendeprøven bestod i at
bygge en violin på 6 uger – fra rå klods
til toptunet instrument. En opgave Jens
Stenz løste med udmærkelse. I dag er
debut-violinen i øvrigt lånt ud til en talentfuld
ung Århus-violinist og er den første i
en række af foreløbig 32 færdigbyggede
instrumenter fra Jens Stenz’ hænder.
Efter studietiden i Wales arbejdede Jens
Stenz et års tid med reparation af strygeinstrumenter
på værkstedet hos Violinbygger
Emil Hjorth & Sønner, København. Her
fi k han et relevant billede af selve forretningsgangene
bag det at drive instrumentmager-virksomhed.
Den unge violinbygger
valgte derfor at starte sit eget værksted
allerede i 1986, og en kæreste plus familien
i Randers afgjorde at stedet for starten
blev Århus. Desuden er faget i sagens
natur afhængig af en driftig musikalsk by
som Århus, der på daværende tidspunkt
husede tre andre violinbyggere. Og det
skulle hurtigt vise sig at der var basis for
endnu en i Jyllands største by. Jens Stenz
startede på mange måder på bar bund
uden startkapital og stort reklameapparat.
I de 53 m2 i Thorvaldsensgade, som
udgjorde hans første værksted/butik, gik
tingene over stok og sten. Med fortrinsvis
mund-til-mund metoden blev Stenz hurtigt
et navn inden for sit felt. Han fortæller, at
han benyttede et lille trick for at få geschæften
til at se lidt mere driftig ud i den
Jens Stenz - Violinbygger
spæde opstart: de fem violiner han var i
besiddelse af blev hængt op på væggen,
mens de tilhørende kasser blev stillet et
andet sted i lokalet og foregav at være
en helt anden håndfuld instrumenter. Den
slags fi nurligheder er der ikke længere
brug for. Nu er det nærmere pladsproblemer,
der driller, og der cirkulerer konstant
omkring 75 reparationer igennem de i dag
tre gange så store lokaler i Christiansgade.
Det er det gamle, traditionelle håndværk
der dyrkes i den naturligt oplyste hjørnelejlighed,
der tidligere rummede et kollektiv.
Alt laves i hånden, og det eneste elektriske
hjælpemiddel er en slibemaskine til
noget af det oprindelige værktøj. Udover
at reparere og bygge instrumenter opkøber
og videresælger Jens Stenz diverse
strygeinstrumenter. Han tager også den
gamle cello eller den kostbare violinbue i
kommission og er desuden taksator, når
et instrument skal vurderes i forbindelse
med dødsboer, skilsmisser, forsikringssager,
osv. Som instrumentreparatør skal
man besidde en stor indlevelsesevne, da
musikere ofte har et helt særligt og tæt
forhold til netop deres ”små børn”. Derfor
er det vigtigt for Jens Stenz at sætte sig
nøje ind i, hvilke problemer og behov den
enkelte kunde har med sit kære eje. Og så
er det i øvrigt ligegyldigt, om det er landets
mest kostbare violin – en Stradivarius til
20 mio. kroner – eller om det er folkemusikerens
gamle, elskede hakkebræt. På den