TEATERKONCERT - Aarhus Universitet

Fra slutningen af 1960’erne blev det dermed meget almindeligt, at scenografien bestod af en
arkitektur, der var en blanding af lys, lyd, røg og andre effekter. Hvilket minder utrolig meget om
Appia og Craigs ønsker for den visuelle side af en teaterforestilling. Der er altså en tydelig
inspirationskilde i tidligere teatergenrer.
De tre enheder i musikteatret
De tre enheder er tidens, stedets og handlingens enhed, som alle findes i de klassiske dramaer.
Ophævelsen af dem sker løbende i teatret, men især i de sidste hundrede år har de ikke været så
benyttet som tidligere. Heller ikke i musikteatret bliver de brugt. Afsnittet om musikken i
musikteatret nævner, at sang er stiliseret tale, det kan også kaldes forlænget tale, og her ryger tidens
enhed. Desuden strækker mange musikteaterforestillinger sig over længere tid, som eksempelvis
måneder, år eller et helt liv, dette går heller ikke ifølge tidens enhed. Det symbolske univers som
oftest er til stede i forestillingerne adskiller sig fra det realistiske drama, da det har sin egen logik og
sin egen tidsregning. Med dette ryger også stedets enhed, som vil have at al handling foregår det
samme sted, hvilket sjældent er muligt i det populære musikteaters bevægelige scenografi. Det er
muligt at træde ud af scenen et sted og få sekunder senere træde ind på scenen igen et helt andet
sted, netop på grund af scenografiens bevægelighed. Fysisk set bliver stedets enhed også bortkastet
af brugen af microports, der gør at skuespillerne står ét sted, mens lyden oftest kommer et andet
sted fra. Når det kommer til handlingens enhed er det meget varierende, om musikteatret benytter
den. Revyer, kabareter og varieteer har eksempelvis ikke en tydelig start, midte og slutning, mens
de fleste musicals vil have en nogenlunde kronologisk historie, der opfylder handlingens enhed.
28