TEATERKONCERT - Aarhus Universitet

2. Udviklingen af folkesprogene til litteratursprog. Der fandtes stadig digtning på latin, men til
underholdning for adelen og også folket på markedspladsen, blev der digtet på de sprog, der
blev talt.
Den episke digtning i middelalderen havde tre emner, som var det nationale, det keltiske og det
antikke stof. Desuden var der visionsdigtning i vers- og prosaform, samt en mere borgerlig
versdigtning med komikken og satiren som det centrale. Folkeviserne hørte blandt andet til endnu
en genre, nemlig den episk-lyriske ballade. Også i middelalderen blev lyrikken sunget.
I 1400-tallets Italien sker en genfødsel, som også kaldes renæssancen. Genfødslen består af en
genopdagelse af antikken, ikke at denne var helt væk i middelalderen. Men middelalderens
koncentration om Gud bliver i renæssancen udskiftet med en koncentration om mennesket.
”Poetikken” blev også genopdaget – i 1500-tallet dukkede latinske og græske udgaver op. Der var
dog ikke enighed om, hvordan den skulle tolkes. Genrerne, genrehierarkier og genreblandinger blev
diskuteret.
Julius Cæsar Scaliger 13 skelner i 1561 i sin poetik mellem omkring 100 forskellige genrer, hvilket
medfører at man er nødt til at se fremad gennem en regelæstetik. Et krav bliver nu, inspireret af
Aristoteles, dramaets tre enheder – handlingens, tidens og stedets. Handlingen skal have en start, en
midte og en slutning. Tiden skal passe med den reelle tidsperiode, forestillingen varer. Stedet må
ikke ændre sig, der må altså ikke ændres scenografi. Endvidere bliver der sat nogle andre kriterier
til en tragedie, som er sandsynlighed, personernes høje byrd, passende og forskønnet sprog, samt en
tragisk slutning. I komedien skulle personerne være borgerlige – af mindre høj byrd. De lavere
klasser blev skildret af farcen, som mest af alt var burlesk og obskøn. Tragikomedien ”blander
konger med klovne”.
De rette former for epos og tragedie samt deres indbyrdes rangering var det renæssancens genreteori
omhandlede. Som tidligere nævnt havde Aristoteles rangeret tragedien højere end eposset, men
dette blev ikke fastholdt i renæssancen, hvor den fornemste genre blev eposset. Til trods for
uenigheden beskriver Aristoteles faktisk denne nye holdning:
…den episke digtning henvender sig til det dannede publikum, som ikke føler trang til nogen scenekunstner,
mens tragedien er for de tarvelige folk. Og når den er vulgær, må den naturligvis også være en ringere
digtform. 14
Renæssancelitteraturen er mere fri og nyskabende i Frankrig. Her blev de lyriske undergenrer
rangordnet, oden løb med toppositionen, og der stilledes derfor krav hertil. England, der fulgte
Frankrig og Italien, blev kritiseret for manglende genrebevidsthed i både komedier og tragedier.
13 Julius Cæsar Scaliger, 1484-1558. Italiensk polyhistor.
14 Aristoteles, 1992. Side 64f.
8