Skøn og etik i socialt arbejde - Dansk Socialrådgiverforening

Uden for nummer 4, 3. årgang, 2002
Skøn og etik i socialt arbejde
Af Annegrete Reindel
Annegrete Reindel er uddannet socionom på RUC i 1979. Hun har arbejdet i forskellige
kommuner og var fra 1987 til 1993 kredssekretær i Københavns amt. Fra 1995 til 2001
arbejdede hun i familieafdelingen i Birkerød kommune. Aktuelt læser hun socialvidenskab og
filosofi på RUC.
Skønnet – det bruger vi som socialrådgivere, når vi skal danne os en mening eller træffe en
beslutning. Da jeg var socialrådgiver i en familieafdeling havde jeg ofte en oplevelse af, at jeg
skulle optræde som ”Gud”. Jeg skulle skønne, hvorledes opnås mest mulig velfærd, og hvordan
redder vi bedst muligt disse børn?
Belastningerne ved at skulle træffe nogle afgørelser er store med konsekvenser for såvel
barn som forældre. Skønnet kan hvile på nogle mere eller mindre usikre formodninger om, at
en anbringelse er nødvendig af hensyn til barnets fremtidige udvikling, eller at det i hvert er
fald bedre end den nuværende situation i hjemmet. Jeg blev grebet af tvivl om grundlaget for
hele det sociale arbejde med børn og unge. Hvordan har det offentlige overhovedet ret til at gå
ind i den private sfære? Er det begrundelse nok at henvise til barnets tarv. Jeg oplevede i hvert
fald et behov for at kunne drøfte disse fundamentale spørgsmål, men jeg havde svært ved at få
bragt denne diskussion ind i de faglige diskussioner. Så min hensigt med denne artikel er at
diskutere de etiske forudsætninger for skønnet, frem for at diskutere andre relevante og
spændende aspekter af skønnet, såsom f.eks. de administrative regler for
myndighedsudøvelsen, selv om disse normalt ses som den vigtigste dimension ved vores
arbejde.
Vi bruger også skøn i en masse andre sammenhænge i vores liv udover det arbejdsmæssige.
Man kan sige, at det er en del af den menneskelige evne til at tænke. Eller, som den græske
filosof Aristoteles så det, at menneskets særlige kvalitet er, at det er i besiddelse af fornuften
som det eneste levende væsen, og det er menneskets opgave som menneske at være et
fornuftsvæsen frem for at lade sig styre af mere eller mindre tilfældige lyster, ønsker og behov.
Udover den rationelle del af skønnet er der en emotionel side, som handler om vores evne til at
forholde os empatisk til andre mennesker og deres behov. At vi kan sætte os i deres sted og at
forstå og ’læse’ deres udtryk. Det er et element, som omsorgsprofessionerne tillægger vægt,
men som traditionelt ikke har været en del af de ’store’ etiske teorier som utilitarismen 1 også
kaldet nyttefilosofien på den ene side og deontologien 2 eller pligtetikken på den anden side.
Flere forskellige faktorer påvirker og er bestemmende for vort skøn. Jeg vil i denne artikel
tage to temaer op, som jeg selv har oplevet var særdeles vigtige i mit arbejde som
socialrådgiver:
1. Værdisæt og normer i befolkningen er forskellige i en grad, som det ikke har været tilfældet
før. Legitimiteten af bl.a. de sociale love bliver udfordret af såvel enkeltklienter som
interessegrupper. Det betyder, at udover hyppige ændringer i det regelsæt, vi skal
administrere, skal vi også stå til regnskab for en ’lovens ånd’ over for meget forskellige
vurderinger. Der er ingen garanti for, at der i befolkningen, eller blandt de mennesker vi møder
som klienter, er en dominerende fælles opfattelse af, hvad opgaven er for velfærdsstaten /
kommunen.
1 Utilitarismen blev udviklet af den engelske jurist Jeremy Bentham (1748 – 1832) og videreudviklet af
samfundsfilosoffen John Stuart Mill ( 1806 – 1872). Det etiske princip er at maksimere den menneskelige
velfærd, og det er afgørende at se på konsekvenserne af ens handlinger frem for de moralske
begrænsninger, der fx er i religion. I politisk praksis knyttes utilitarisme ofte sammen med en liberalistisk
politik, og benyttes i prioriteringsdiskussioner inden for den offentlige sektor.
2 Deontologien er især udviklet af den tyske filosof Immanuel Kant (1724 – 1804). Det kategoriske Imperativ
er pålægget om at handle på en sådan måde, at maksimen eller princippet for min handling skal kunne være
en almengyldig lov. Jeg kan fx ikke ønske, at det at lyve bliver en almengyldig lov – derfor må jeg ikke lyve.
1

2. Forskellige etiske og moralske holdninger bør have indflydelse på vores skøn. Inden for det
sociale arbejde er den altovervejende etik baseret på en utilitaristisk etik eller moral, idet målet
er størst mulig gavn eller nytte for flest mulige. Det gælder økonomisk, hvor spørgsmålet er,
hvordan vi får mest for pengene. Men det gælder også som mål i forhold til familiesagerne,
hvor spørgsmålet er, hvilken beslutning, der skaber mest mulig lykke. I mange rapporter og
konsulentundersøgelser vurderes det sociale arbejde stort set kun ud fra denne nytteetik, og
jeg vil gennem nogle eksempler forsøge at vise, at andre etiske betragtninger bør inddrages.
Den nye socialkarakter
Det er torsdag eftermiddag på et københavnsk lokalcenter, og Thomas på 23 kommer for at
søge kontanthjælp. Han har sidst fået kontanthjælp for et halvt år siden, hvor han ophørte med
et aktiveringsprojekt, og har siden klaret sig ved at spille på gaden og ved andre ikke officielle
metoder. Han har ikke haft faste udgifter i perioden, da han har været boligløs, men nu har
han fået tilbud om at dele en lejlighed med en ven mod at betale sin del af huslejen, og det er
grunden til, at han henvender sig. Thomas har studentereksamen og var herefter
militærnægter. Hans mål og ønske er at spille og lave musik Da han ikke er blevet optaget på
konservatoriet, gør han det på mere uformel basis og i ikke SU anerkendte regier.
Da jeg spørger Thomas, om han har søgt arbejde i den periode, hvor han ikke var i
aktivering, svarer han benægtende. Han vil ikke arbejde i dette samfund med undertrykkende
og fordummende arbejde. Han vil koncentrere sig om det, han er god til og som skaber glæde
– nemlig sin egen musik. Staten har indskrænket mulighederne for at få SU til meget få
uddannelsessteder inden for musikområdet, så han mener, at det er rimeligt at se
kontanthjælpen som et alternativ. Thomas tager på den ene side afstand fra samfundet, og ser
det som et undertrykkende og forbrugende system, som han ikke vil deltage. På den anden
side ser han det som et samfund med overskud, som ikke vil tillade sine medlemmer at dø af
sult, hvilket gør at han bør have hjælp.
Thomas er en ganske dækkende repræsentant for en gruppe velformulerede unge. Han
udtrykker den grundlæggende opfattelse, at han er offer for dette samfund, som han ikke vil
have del i, og det er forpligtet til at hjælpe ham. Spørgsmålet er, om denne opfattelse er
begrundet i en umoden og narcissistisk placering af sig selv som omdrejningspunktet i denne
verden. Der mangler tilsyneladende en forståelse for konsekvenserne af synspunktet. Nogle
skal jo sikre fundamentet for velfærdsstaten og betale til den. Eller om der er tale om en mere
omfattende forståelse af sig selv i relation til stat og samfund.
Det handler grundlæggende om, at der eksisterer forskellige syn på forholdet mellem individ
og samfund. Fx skrev historikeren Henrik Jensen i 1998 en bog med titlen ’Ofrets århundrede’.
Her argumenterede han for, at dette århundredes mennesker i en vestlig civilisation i stadig
højere grad fralægger sig et personligt ansvar og vælger en offerstrategi. Han forklarede dette
med sekulariseringen og fraværet af troen på Gud. Hermed forsvinder en absolut giver af
lovene og reglerne for, hvordan vi skal opføre os. Vores moral bliver relativ og afhængig af de
givne samfundsmæssige betingelser.
Han beskrev derudover, hvorledes det forrige århundredes store krige med deres mangel på
humanitet indgår i en kollektiv erindring. Dette medvirker sammen med fraværet af Gud som
en absolut lovgiver til at opløse den tro på en fælles moral og menneskelighed, som var
bærende i oplysningsperiodens fremskridts- og fornuftsideologi, og hvor fx menneskets
rettigheder blev formuleret i henholdsvis den amerikanske uafhængighedserklæring og i
forbindelse med den franske revolution. Henrik Jensen eksemplificerer med mediernes mange
historier om ofre for en grusom barndom/ voldelig ægtefælle/handicap/ ulykker osv. Han ser
dette som tegn på, at der har udviklet sig en strategi omkring offerrollen som værende et
passende svar på vore livsomstændigheder = velfærdsstaten.
Henrik Jensen har ikke nødvendigvis ret i, at offerrollen er en generel karakteristik. Det kan
bestemt diskuteres, om der er en større eller mindre grad af personligt ansvar, end der var for
50 eller 100 år siden. Autoritetstro var fx dominerende for et par generationer siden, men den
er i vid udstrækning på godt og ondt er forsvundet. Netop troen på autoriteten betød for
mange mennesker en fralæggelse af ansvar, som i det moderne og postmoderne samfund er
pålagt den enkelte. Ved valget af livsstil er du selv ansvarlig for din sundhed og dit velvære.
Pointen er måske, at offerrollen og rollen som myndigt ansvarligt individ er to dimensioner af
samme sag, og Thomas’ eksempel understreger, hvorledes en social klient både kan se sig selv
2

som offer for et samfund og et system og som et individ med et livsprojekt.
Socialpsykologen David Riesman analyserer socialkarakteren. Det er den del af karakteren,
som er fælles for større sociale grupper, og som ses som produktet af disse gruppers samlede
erfaring. Han når frem til at afgrænse tre typer af socialkarakter, som er udformet inden for tre
samfundstyper:
1. Den traditionsstyrede, som er styret af værdier og sociale konventioner, som altid eller
meget længe har været de bærende i samfundet og som fastholdes gennem ritualer. I
europæisk historie er det en type, der kan eksemplificeres med middelalderbonden.
2. Den indrestyrede indpodes i barndommen de bærende værdier og normer, men sættes i
stand til at bruge dem i nye situationer. Det er en individualitet, der er baseret på værdier, der
forbliver de samme. Det var en type, som i europæisk historie varede fra renæssancen og frem
til det 20.århundrede og kan mest tydeligt eksemplificeres med den engelske ’gentleman’, som
i de mest forskellige sociale situationer og lande fastholder og bevarer sine grundlæggende
værdier (og vaner).
3. Den andenstyrede socialkarakter er tilpasset det moderne massesamfund. I modsætning til
de andre typer styres denne af faktorer i sin samtid og ikke af fortiden i form af traditioner eller
forældre. Så er han ikke underlagt fortidens ’tyranni’, er han til gengæld underlagt modeluner
og skiftende ’trends’. Han lærer fra børnehavealderen at orientere sig i forhold til sine
kammerater mere end i forhold til de voksne eller ’opad’. Denne metode baseret på registrering
og imitation af andres adfærd forbliver den samme gennem skiftende værdier og livsmål. Han
er refleksiv, og kan planlægge og iværksætte uden alvorlige traditionelle bindinger eller faste
moralske værdier. Han afspejler de skiftende betingelser.
Når vi udøver skøn og møder vores klienter, møder vi disse forskellige socialkarakterer. Selv
bærer vi hver især på lagene fra de forudgående karakterer, men en af dem er den
dominerende. De ældre generationer har primært træk der minder om den indrestyrede.
Mange indvandrere er prægede af træk fra den traditionsstyrede, og de yngre er primært
andenstyrede. Som socialrådgivere kan vi selvfølgelig være placeret med en dominerende
socialkarakter inden for alle tre kategorier. Det gør det så meget mere vigtigt at være
opmærksom på en varieret sammensætning af team’et eller gruppen, således at de forskellige
måder at anskue verden på kommer til udtryk og er med til at fortolke og skønne omkring
afgørelser i de forskellige klinters sager.
Ved Thomas’ ansøgning om kontanthjælp blev min primært indrestyrede socialkarakter
udfordret af Thomas’ delvis andenstyrede, når han betragtede sig og sine musikudøvende
fæller som løsrevet fra – og uden ansvar for – samfundet og dets finansiering, og hvor han
havde sammenstykket en moral tilpasset ham og hans betingelser. En af mine værdier – som i
øvrigt også afspejles i lovgivningen – er, at individet er et autonomt væsen med ret til
integritet og selvstyre, men det fordrer på den anden side, at det tager ansvaret for sig selv, i
det omfang det er muligt. Jeg vurderede, at Thomas let kunne have fået et deltidsarbejde i et
supermarked eller lignende, hvilket ville have været tilstrækkeligt til at finansiere hans lave
forbrug. Thomas opfattede på sin side, at han tog ansvaret for sig selv ved at have meget klare
prioriteringer og ikke at gå på kompromis. Hvis han fik afslag på kontanthjælp, ville han
fravælge boligudgiften og igen leve som boligløs for at kunne bruge sin tid til at dygtiggøre sig
inden for musik.
Udfaldet af vores diskussion blev, at Thomas stempler i AF – dermed opfylder han
rådighedsforpligtelsen. Desuden skal han møde til samtale med beskæftigelsesvejleder med
henblik på aktivering. Jeg bevilgede tre måneders kontanthjælp, og forinden udløbet skal
Thomas og jeg have endnu en samtale om arbejde, hvis han ikke er kommet i aktivering. Mit
skøn var, at det er vigtigt med en fortsat dialog med Thomas, så han ikke fortsætter en
marginalisering, der til dels er blevet brudt i kraft af boligtilbuddet. I de fortsatte diskussioner
er det et mål at få Thomas til at se pointen i kompromis’ets kunst, hvad angår hans forhold til
lønarbejdet, og på den anden side at diskutere, ud fra hans egne politiske værdier, det
uholdbare i at handle, som om kontanthjælpen er en form for borgerløn.
De etiske normer der ligger til grund for skønnet
Den antikke formulering af menneskets opgave – at fungere som fornuftsvæsen - har haft
3

meget stor betydning i den europæiske udvikling. Filosofferne har næsten uden undtagelse
beskæftiget sig med fornuften som den positive værdi i den menneskelige erkendelse, og ud fra
devisen – jo mere fornuft og rationalitet jo bedre – også inden for de områder af livet som
omhandler de mere værdimæssige eller etiske afgørelser.
Med psykologiens og psykoanalysens opkomst i slutningen af det 19. årh. blev følelsernes
indflydelse på vores beslutninger og vurderinger ’opdaget’ eller i hvert fald mere videnskabeligt
undersøgt. Men langt op i det 20.årh. gik øvelsen mere ud på at få inddæmmet og begrænset
deres betydning overfor den intellektuelle side af vor erkendelse end på at afstemme og forstå
den sammensatte natur, som menneskets intelligens eller erkendelse udgør.
Der er altså en meget omfattende og tung arv, som påvirker vores vægtning og syn på ’det
gode skøn’ i retning af at lægge meget stor vægt på den rationelle og ’saglige’ del, som kan
begrundes og dokumenteres. Det andet aspekt af skønnet er vores emotionelle respons på
situationen/hændelsen/personen, hvor vores følelsesmæssige ressourcer eller empati betyder
lige så meget, som vores intellektuelle ressourcer betyder for den rationelle bedømmelse.
Som jeg nævnte i starten, lægger de to ’store’ etiske teorier ikke vægt på den empatiske del
i forbindelse med etiske valg. Udgangspunktet for utilitarismen er, at det bestemmende for os
bør være hensynet til den størst mulige lykke eller velvære for flest mulige af menneskeheden.
Vi skal vurdere konsekvenserne af den enkelte beslutning i forhold hertil, og det er den eneste
gyldige afvejning. Hvis man fx har en situation, hvor man har lovet en millionær, der bliver
tilbage på en øde ø, at man vil sørge for, at alle hans penge bliver overført til den lokale
bodega, og at det lokale hospital har brug for en ny scanner til x millioner og har henvendt sig
til offentligheden om midler, ja så har man pligt til at vurdere, hvor pengene vil gøre mest gavn
på trods af løftet. Trods alvorlige principielle angreb på teorien - herunder at den ikke
respekterer menneskets rettigheder – har den vist sig forbløffende sejlivet, og i en eller anden
udformning er det denne forståelse, der bruges inden for prioriteringsdiskussionerne i såvel
sundheds- som socialsektor.
Deontologien eller pligtetikken tager udgangspunkt i ’det rette’ og har selvfølgelig først og
fremmest sin rod i den kristne lære, hvor det rette er givet i og med Guds bud, men den tyske
filosof Immanuel Kant formulerede det Kategoriske Imperativ, som hviler på, at
forudsætningen, for at en handling er moralsk rigtig, er, at man skal ville, at den bliver brugt af
enhver i enhver situation. Den skal være universel. Han understreger også, at i moralske
spørgsmål skal vi være styret af fornuften og ikke følelserne, som er skiftende og upålidelige.
Nu til dags er deontologien karakteriseret ved at være tæt på den såkaldt generelle eller
almindelige moral, hvor der findes begrænsninger / forbud mod handlinger samt områder, hvor
jeg har mere frie – og selviske valgmuligheder.
Inden for eksistensfilosofien, der bl.a. omfatter Søren Kierkegaard (1813 – 1855),
beskæftiger man sig med grundvilkårene for den menneskelige eksistens. Det handler om
vores forhold til hinanden, og hvordan vi bør behandle andre mennesker.
Omsorgsprofessionerne inden for sundhed og socialt arbejde har hentet inspiration herfra til
udviklingen af en omsorgsetik, og den danske teolog K.E.Løgstrup (1905 – 1981) og den
franske filosof Levinás ( f.1905) har begge beskæftiget sig med mødet med den Anden, og de
etiske fordringer dette stiller. Løgstrup er moralsk realist. Han mener, at moral er noget givent
og ikke relativt eller socialt betinget. Der findes nogle suveræne livsytringer: tillid,
barmhjertighed, tankens åbenhed, medfølelse og oprigtighed som eksisterer som grundvilkår i
den menneskelige eksistens (givet af Gud lige som vores liv er givet). Den moralske erfaring
går derfor ud på at finde og have blik for det, som allerede er der, frem for at opfinde eller
skabe moralske værdier. Dette gælder vores kontakter med andre mennesker i al
almindelighed, men det har en særlig styrke i forbindelse med at beskrive vore professionelle
forpligtelser, og i en eller anden form indgår disse etiske overvejelser i omsorgsprofessionerne,
som socialrådgivere i hvert fald til dels hører til blandt.
I det sociale arbejde i praksis støder vi imidlertid ind i en kommunal verden, hvor det er en
utilitaristisk moral og etik, der gælder. Den statslige lovgivning har elementer af deontologiske
værdier – respekten for den enkeltes integritet –, hvilket ind i mellem kommer i konflikt med
det utilitaristiske synspunkt med størst mulig nytte, og der er slet ikke meget plads til den etik,
der taler om værdien af mødet mellem klienten og behandleren, bl.a. fordi det er svært at måle
og operationalisere.
Jeg mener, at alle tre etikker har deres plads og er nødvendige i vores skøn, og jeg vil
4

understrege, at en for stor vægt på nyttehensynet er vildledende. Implicit i dette syn ligger, at
vi skal kunne spå om fremtiden – hvilken beslutning fører til størst nytte / velfærd? Og det er
selvfølgelig en relevant og vigtig vurdering, men når vi møder ’den anden’ skal det ske i
respekt for hans autonomi og integritet.
En af mine sidste sager i familieafdelingen handlede om en familie med en psykisk dårlig mor.
Hun var depressiv og havde meget svært ved at skille egne behov fra børnenes. Hendes
samlever, der var flygtning, havde ligeledes psykiske problemer, og deres to børn på 8 og 10
oplevede ofte voldsomme scener i hjemmet i forbindelse med alkohol - moderen kom på
hospitalet en gang. Forældrene var meget sjældent med til arrangementerne i skolen, og det
var svært for dem at holde styr på sedler og opgaver, ligesom de havde svært ved at støtte
pigerne i forbindelse med de sociale aktiviteter som fx fødselsdagsarrangementer i klassen.
Pigerne var flere gange blevet psykologisk undersøgt, og disse undersøgelser beskrev dem i
varierende grader som følelsesmæssigt forsømte. I det sidste år fik de voksne
psykologsamtaler for at mindske volden i hjemmet, og børnene blev også inddraget i nogle
aktiviteter sammen med forældrene. Pigerne havde de sidste par år en støtteperson, som
lavede forskellige aktiviteter med dem. Hun gik til bl.a. svømning, og tog på andre udflugter
samt talte, spillede og legede med dem. I det sidste år var pigerne ligeledes hos støttepersonen
og hendes mand en weekend om måneden og i ferier. Den sidste psykologundersøgelse
konkluderede, at pigerne var følelsesmæssigt alvorligt fejludviklede og havde brug for hjælp til
at bearbejde tidligere følelsesmæssige traumer. Endvidere havde de brug for en hverdag, hvor
de kunne opleve struktur og stabilitet, og hvor realistiske og relevante alderssvarende krav
mødte dem.
Mit skøn skulle altså afgøre, om pigerne skulle anbringes i en plejefamilie af hensyn til deres
udvikling, eller om de kunne blive hjemme – evt. med psykologbehandling og yderligere støtte.
Mit skøn baserede sig på udtalelser fra en psykolog, der havde undersøgt pigerne, og som
var tilknyttet skolen, deres lærere, støttepersonen, psykologen der havde behandlet familien –
og sidst men ikke mindst – på hvad jeg troede, der vil være bedst på længere sigt.
Bortset fra den psykolog, der havde undersøgt pigerne, vurderede de forskellige fagpersoner,
at pigerne fungerede rimeligt godt i deres hverdag. De var integrerede i skolen, hos
støttepersonen havde de det godt, og psykologen der behandlede forældrene så nogle
ressourcer og stor kærlighed hos dem til deres børn. Forældrene var på den ene side klar over,
at deres problemer påvirkede børnene, men på den anden side kunne de slet ikke rumme, at
børnene ikke skulle bo hjemme.
På trods af de mange fagpersoner var det i sidste ende alene mit ansvar at træffe
beslutningen. Jeg kunne enten lade hensynet til familien og børnenes netværk og troen på
dette som værende tilstrækkeligt have den største vægt, eller jeg kunne lægge vægten på
psykologens undersøgelse af børnene og de følelsesmæssige skader som børnene allerede
havde fået på grund af deres vilkår i hjemmet. Jeg valgte at handle ud fra psykologens
undersøgelse og anbefaling og fandt en god plejefamilie, som forældrene syntes om. Når jeg
efterfølgende ser på, hvorfor jeg gjorde det, så tror jeg, at en del af forklaringen er, at det så
at sige var min rolle i systemet. 3 Det rejser en større diskussion om velfærdsstatens rolle og
opgaver, herunder om muligheden for at sikre lykke og bedre livsvilkår i offentligt regi, som jeg
ikke vil tage op her.
De andre fagpersoner kom med deres opfattelse af, hvordan børnene havde det aktuelt, men
tog ikke stilling til, hvordan deres fremtidige udvikling kunne komme til at forme sig. Man kan
sige, at de var præget af den etik og moral, som er ’almindelig’ eller gængs, hvor respekten for
det enkelte individ har en høj prioritet. Det er en moral, der har rødder i deontologien. Min
beslutning var altså et forsøg på at gribe ind og ændre en følelsesmæssig fejludvikling, baseret
på en tro på at ved at ændre på tingenes tilstand for børnene ville de i den sidste ende få et
bedre liv. Det var således en utilitaristisk lykke- eller nyttevurdering i forhold til den mest
gavnlige handling. Og så er vi tilbage ved metaforen om Gud/guderne – for det er jo kun dem,
3 Det sociale arbejde og dermed socialrådgiverne pålægges af bl.a. lovgivning og mediediskussioner en
stadig større indgriben med det formål at ændre på tingenes tilstand til det bedre, og bl.a.
Socialrådgiverforeningen deltager jo også selv i debatten for at forbedre børnenes vilkår – man kan dog ind i
mellem få den tanke, at det er en selvforstærkende proces, hvor hensigten helliger midlet og det problem, der
kan ligge i at udviske skellet mellem offentligt og privat rum overses.
5

der kan gribe ind i menneskers liv og vide, hvad resultatet bliver! På den anden side er det
nødvendigt at tro på, at vi kan og skal gribe ind for at forebygge, hvis vi skal handle i andet
end de mest tydelige tilfælde af misrøgtede børn.
Spørgsmålet er, hvordan vi håndterer at vurdere, hvad der vil være bedst for barnet,
samtidig med at vi respekterer familiens integritet/ de enkelte personer i familien, og lægger
vægt på vores eksistentielle ansvar og omsorg for den Anden? Jeg tror i hvert fald, at vi skal
diskutere alle aspekterne og være åbne over for den fare og fristelse, der også kan ligge i
rollen som Gud – den er på den ene side en belastning, men den rummer jo også en magt, som
kan forblænde os, og vi kan komme til at tro så meget på vores evne til at slutte fra generelle
undersøgelser og opfattelser af børns behov og udvikling til de enkelte familier og deres
problemer, at det bliver vores eneste hensyn i disse sager – at give børnene de bedste
muligheder, som vi vurderer det.
Vores skøn er for det første en meget ensom affære, hvor det i praksis i meget høj grad er os
som fagpersoner, der har den altafgørende indflydelse på en sags videre udvikling. Bl.a. derfor
er det så vigtigt hele tiden at være villig til at fremlægge præmisserne for dette skøn. For det
andet må dette skøn inddrage – mere eksplicit – en virkelighed uden for organisationens /
kommunens administration, der er sammensat af personer med mange forskellige værdier og
synspunkter, og endelig skal vi inddrage andre hensyn end en nyttevurdering i vores afvejning
af en sag. Det kræver bl.a., at vi som fagpersoner er villige til at gøre vort eget værdigrundlag
og måde at tolke verden på til en del af en åben diskussion blandt vore kolleger, klienter og
samarbejdspartnere.
6