Gaver til arkivet - Glostrup Bibliotek
Gaver til arkivet - Glostrup Bibliotek
Gaver til arkivet - Glostrup Bibliotek
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
NYT FRA<br />
ARKIVET<br />
<strong>Glostrup</strong> Lokalhistoriske Arkiv<br />
Nr. 51 • 2008
<strong>Glostrup</strong> Lokalhistoriske Arkiv<br />
Hovedvejen 134<br />
2600 <strong>Glostrup</strong><br />
Åbningstid:<br />
Mandag kl. 13 - 19<br />
Torsdag kl. 13 - 17<br />
(samt efter aftale)<br />
Telefon: 4343 5838<br />
E-mail:<br />
lokalarkiv@glostrupbib.dk<br />
Arkivleder:<br />
Hans-Henrik Rasmussen<br />
Nyt fra Arkivet<br />
udkommer fire gange årligt<br />
Redaktionen afsluttet:<br />
November 2008<br />
Redaktion:<br />
Hans-Henrik Rasmussen<br />
Grafisk <strong>til</strong>rettelæggelse<br />
og nutidsfotos:<br />
Eric Klitgaard<br />
Tryk:<br />
Odsgard A/S<br />
Oplag: 2000 ex<br />
ISSN 1398 - 859X<br />
Indhold<br />
Forord ........................................ 3<br />
Religionsstrid og brand .......... 4<br />
På rejse i tidsmaskinen ......... 22<br />
Omslagsfoto:<br />
Murermester og formand for Indre Missions Samfund i <strong>Glostrup</strong>, Peder Pedersen,<br />
og hustru, Abelone Kirstine Pedersen, ved parrets hus, Stationsvej 20
Forord<br />
Der er ikke så ofte, at man hører om religionsstridigheder<br />
i <strong>Glostrup</strong>. Men det var just, hvad sognets<br />
nyudnævnte præst, Ludvig Koch, i 1890’erne<br />
kom <strong>til</strong> at opleve. Striden var en overgang meget hård,<br />
men al strid ophører på et tidspunkt, og det skete også<br />
denne gang.<br />
Få år senere udbrød byens største brand, og den ødelagde<br />
fuldstændig den gamle præstegård. Det var med nød og<br />
næppe, at præsten fik reddet det vigtigste. En ny præstegård<br />
blev dog opført året efter.<br />
Sognepræsten var i 1800-tallet en mand af stor autoritet.<br />
Det gjaldt ikke bare på det åndelige område. Det spirende<br />
lokale demokrati havde brug for sådanne mænd, der helst<br />
skulle have både social forståelse og en vis konservativ<br />
samfundsopfattelse. Præsten var det oplagte valg, og han<br />
fik derfor vigtige poster i det politiske system.<br />
Præstegårdens brand kan stå som symbol for en periodes<br />
afslutning. Med indførelse af demokratiet i Danmark var<br />
privilegiesamfundet ved at være forbi. Præsten var stadig<br />
en mand af autoritet, men folkevalgte politikere overtog<br />
nu den politiske magt i de små samfund.<br />
Læs videre nedenfor om en spændende periode i <strong>Glostrup</strong>s<br />
historie.<br />
3
Religionsstrid<br />
og præstegårdsbrand<br />
Den 27. december 1892 overtog en ny mand embedet<br />
som sognepræst i <strong>Glostrup</strong>. Hans navn var Ludvig<br />
Koch (1837-1917), og han havde som 55-årig det meste af<br />
sin karriere bag sig.<br />
Pastor Ludvig Koch, ca. 1907<br />
4
Han var søn af en provst og blev teologisk kandidat i<br />
1861. Han deltog som menig i krigen i 1864 og opnåede<br />
senere at blive både privatskolebestyrer og højskoleforstander.<br />
Han blev derefter kaldskapellan og sognepræst<br />
forskellige steder i landet, inden han i 1880 modtog embede<br />
som sognepræst for Brønshøj-Rødovre.<br />
Han steg et skridt op ad karrierens trin, da han i 1882<br />
havde held <strong>til</strong> at blive udnævnt <strong>til</strong> provst for Sokkelund og<br />
Smørum Herreder.<br />
Præsten havde to døtre, som begge blev kendte forfatterinder,<br />
nemlig Lucie Hørlyk og Anna Koch Schiøler.<br />
Sønnen, Hans Koch, blev provst og fader <strong>til</strong> den kendte<br />
professor Hal Koch.<br />
Pastor Kochs store interesse var dansk kirkehistorie. Især<br />
dyrkede han rationalismen og oplysningstiden, og hans<br />
forfattervirksomhed på området blev med tiden meget<br />
omfattende.<br />
Pastor Kochs døtre, Lucie Hørlyk og Anna Koch Schiøler, i præstegården, ca. 1907<br />
5
Om sig selv skriver han i Dansk Biografisk Lexicon:<br />
”Koch var en præst af fast, ortodoks tro. I forholdet <strong>til</strong> sine<br />
menigheder ville han være den gammeldags sognepræst uden <strong>til</strong>knytning<br />
<strong>til</strong> nogen vækkelsesretning. Ikke teologisk men som<br />
praktisk kirkemand havde han <strong>til</strong>knytning <strong>til</strong> idealer fra den<br />
oplysningstid, som hans studier førte ham ind på at skildre”.<br />
Oplysningstiden havde sin storhedstid i Danmark i slutningen<br />
af 1700-tallet og et stykke ind i 1800-tallet. Tiden<br />
var præget af en nærmest ubegrænset <strong>til</strong>lid <strong>til</strong> den menneskelige<br />
fornuft (ratio). Den prægede også tidens præster,<br />
som nedtonede tidligere tiders overdrevne fromhed (pietisme)<br />
og fundamentalistiske bibelforståelse.<br />
Nu gjaldt det om at være et ordentligt menneske, som<br />
ydede sin indsats på praktiske og jordnære områder. Det<br />
kunne være indenfor landbruget, som vi så det ved udskiftning<br />
af jorderne, eller medvirken <strong>til</strong> opførelse af skoler<br />
for de fattiges børn.<br />
Pastor Ludvig Hansen,<br />
ca. 1870<br />
En præst af netop den type havde<br />
Jacob Ludvig Hansen (1785-1874)<br />
været. Han blev sognepræst i<br />
<strong>Glostrup</strong> i 1832 på et tidspunkt,<br />
hvor nye biskopper med mere<br />
pietistiske holdninger var kommet<br />
<strong>til</strong> magten.<br />
Han oplevede tre bispevisitatser,<br />
og de kom ham ikke <strong>til</strong><br />
gode. Han blev beskyldt for at<br />
være rationalistisk, hvilket var<br />
tidens værste fyord.<br />
6
<strong>Glostrup</strong> Kirkegård havde ind<strong>til</strong> 1960 denne smukke indgangsportal, 1910<br />
Biskoppen ville af med ham, og han blev afskediget fra sit<br />
præstekald i 1858.<br />
Det gik med andre ord hårdt ud over anderledes tænkende<br />
i disse år. Flere vækkelsesbølger gik hen over landet.<br />
Fromheden skulle <strong>til</strong>bage.<br />
En vækkelsesbevægelse af den type opstod i et lille sjællandsk<br />
sogn i 1853. Bevægelsen kaldte sig Indre Mission,<br />
og dens repræsentanter var ikke teologer. Der var tale om<br />
almindelige kirkegængere, som ønskede en langt større<br />
fasthed, når det gjaldt tro og bibelforståelse. Man havde<br />
ingen intentioner om at løsrive sig fra den officielle kirke,<br />
tværtimod. Opgaven var at søge indflydelse indefra i samarbejde<br />
med de lokale sognepræster.<br />
7
Det var dog lettere sagt end gjort. Rabiate vækkelsesprædikanter<br />
prøvede at påvirke udviklingen, og dem var der<br />
ganske mange af i disse år. Alligevel fik bevægelsen hurtigt<br />
stor succes. Omkring 1900 var den blevet en magtfaktor,<br />
som man måtte regne med. Dens syn på kristendom, moral<br />
og nøjsomhed havde fået tag i brede kredse i samfundet.<br />
Under de betingelser var det vel <strong>til</strong> at forudse, at provst<br />
Koch let kunne få problemer. Hvis han havde håbet at<br />
kunne læne sig <strong>til</strong>bage og bruge al sin fritid på kirkehistoriske<br />
studier, måtte han hurtigt tro om igen. Banen var ved<br />
at blive kridtet op <strong>til</strong> kamp, også i <strong>Glostrup</strong>.<br />
I begyndelsen af Kochs embedsperiode var kun få kirkegængere<br />
i <strong>Glostrup</strong> påvirket af den nye retning, og<br />
bevægelsens repræsentanter tog egentlig godt imod den<br />
nye sognepræst. Han prøvede <strong>til</strong> gengæld at inddrage dem<br />
i det kirkelige arbejde, vel at mærke uden at give køb på<br />
egne holdninger.<br />
Det skulle dog vise sig at være en stakket frist. Der var tale<br />
om folk, som fulgte vækkelsesprædikanten, pastor Henrik<br />
Muhle Hoff (1849-1928) i Vallensbæk, og de lod sig ikke<br />
standse. De fulgte hans parole om ”det klare skel” mellem<br />
seriøst troende og alle andre, og helt galt blev det efter den<br />
såkaldte Harboøre Sag.<br />
Den 21. november 1893 druknede 26 fiskere fra Harboøre<br />
under et stormvejr, og ved fællesbegravelsen udtalte den<br />
indremissionske præst, Carl Moe, at kun de troende blev<br />
salige, medens de vantro var fortabte.<br />
8
Provst Koch kunne ikke samarbejde med mennesker af<br />
sådanne synspunkter.<br />
Indre Mission var på sin side klar over, at de ikke havde<br />
noget godt at vente fra præsten. De måtte kæmpe deres<br />
sag uden hans hjælp.<br />
Murermester og indremissionær Peder Pedersen, 1890<br />
Den 18. januar 1897 mødtes fire mænd for at drøfte planer<br />
om opførelse af eget missionshus i <strong>Glostrup</strong>. De fire<br />
kaldte sig ”Vennerne”, og selv om de ikke var ganske<br />
enige, besluttede de at arbejde videre med planerne. Som<br />
leder valgte de murermester Peder Pedersen (1859-1919),<br />
som beholdt ledelsen <strong>til</strong> sin død.<br />
9
Pastor Koch var selvsagt meget imod disse planer. Han<br />
var inderligt imod alle kirkelige retninger og opdelinger.<br />
For den troende var der kun ét sted at gå hen, nemlig <strong>til</strong><br />
den lokale sognekirke og dens sognepræst.<br />
Missionshuse og nye organisationer ville kun skabe fjendtlighed<br />
i sognet.<br />
Pastorens uvilje bidrog både <strong>til</strong> at skærpe fjendtligheden<br />
mod ham og beslutsomheden om at opføre huset. Missionen<br />
erhvervede grunden, Sydvestvej 7, og formanden<br />
var som nævnt selv var murermester. Han både planlagde<br />
og opførte egenhændigt det nye hus. Allerede 18. november<br />
1897 kunne man indvie Emaus, som huset blev kaldt.<br />
Navnet er taget efter den landsby, hvor Jesus efter sin genopstandelse<br />
havde vist sig for sine disciple.<br />
Missionshuset Emaus på Sydvestvej blev opført af Peder Pedersen i 1897, ca. 1911<br />
10
Første side i protokol fra Indre Missions Samfund i <strong>Glostrup</strong>. De fire underskrifter<br />
<strong>til</strong>hører muremester Peder Pedersen, malermester F.V. Peulicke, slagtermester Leo<br />
Brion og en mand ved navn C.J. Hansen. Det var på dette møde, at planerne om<br />
opførelse af et missionshus i <strong>Glostrup</strong> for alvor tog form, 18. januar 1897<br />
11
Den oprindelige præstegårds præcise beliggenhed fremgår af ovenstående billede<br />
Forholdet mellem parterne blev snart endnu værre. Indre<br />
Mission ønskede støtte <strong>til</strong> huset og rettede derfor henvendelse<br />
<strong>til</strong> befolkningen.<br />
Huset var nødvendigt ”for at komme den forsømte menighed <strong>til</strong><br />
hjælp”, udtalte man. Udtalelsen var en hån mod præsten.<br />
Han opfattede den med rette som en kritik af sit arbejde,<br />
og han svarede igen med at undsige parolen om ”det klare<br />
skel”, som var så vigtig for missionen.<br />
Samtidig lukkede han kirkens dør for bevægelsens præster,<br />
der tidligere havde fået lov at tale fra prædikestolen. Indre<br />
Mission havde fået en stærk fjende, og de var nødt <strong>til</strong> at<br />
finde et passende svar. Det gjorde de ved at foranstalte<br />
bønner for ”præstens omvendelse”.<br />
Således fortsatte kampen i lang tid. Sårene var dybe, men<br />
som tiden gik, blev konfrontationerne dog færre. Forholdet<br />
mellem de to parter bedredes gradvist.<br />
Man kan s<strong>til</strong>le spørgsmålet, hvor skylden for konfrontationerne<br />
egentlig lå. Svaret er, at ingen af parterne kan sige<br />
sig fri for kritik.<br />
12
Indre Mission var selvfølgelig set med provstens øjne i sig<br />
selv en provokation, og dens fremfærd var ikke just venlig.<br />
Men hans måde at håndtere sagen på var <strong>til</strong> gengæld heller<br />
ikke egnet <strong>til</strong> at skabe forsoning. Han havde ry for at være<br />
en snobbet akademiker, som så ned på lægfolkene og deres<br />
kristendom.<br />
I følge enelærer i Hvissinge, Christian Langhoff, udtalte<br />
han efter lærer I.C. Christensens udnævnelse <strong>til</strong> kultusminister<br />
(skole- og kirkeminister): ”Jeg skal ikke have mine<br />
direktiver fra en skolelærer”.<br />
Lærer i Hvissinge, Christian Bøegh Langhoff, ca. 1920<br />
13
Den stråtækte præstegård ved Roskilde Landevej. Bemærk soen i vejkanten, ca. 1895<br />
De første år efter 1900 er det øjensynligt gået nogenlunde<br />
s<strong>til</strong>le af i det lille sogn. Men provstens genvordigheder<br />
var ikke forbi. Et nyt slag skulle komme, men denne gang<br />
var det ikke foranstaltet af mennesker. Der var tale om et<br />
hændeligt uheld.<br />
På Hovedvejen 93 havde tømrermester Peter Martinsen sit<br />
værksted. Det var økonomisk gode tider i den lille by, og<br />
tømrermesteren har sikkert haft nok at bes<strong>til</strong>le. Elektricitet<br />
fandtes endnu ikke her ude på landet. I stedet anvendte<br />
Martinsen en petroleumsmotor som energikilde. Den<br />
var netop blevet repareret og kunne vel holde en rum tid<br />
endnu, har han sikkert tænkt, da han satte den i gang hin<br />
skæbnesvangre morgen. Man skrev 9. juni 1905, da maskinen<br />
eksploderede og udløste den største brand i mands<br />
minde.<br />
Det tog selvsagt ikke ilden lang tid at<br />
fortære selve tømrerværkstedet. Den<br />
fortsatte derefter ud på pladsen bagved,<br />
hvor tørt træ lå i sirlige stabler<br />
parat <strong>til</strong> brug. Her stod også brygger<br />
Axel Hansens berømte trehjulede motorcykel,<br />
og den blev aldeles ødelagt.<br />
14
I mellemtiden var byens brandsprøjte kommet <strong>til</strong> stedet,<br />
og brandfolkene kunne hurtigt se, at dette oversteg deres<br />
formåen. Man indkaldte derfor straks hjælp fra nabolandsbyerne,<br />
som efter reglerne også var forpligtet <strong>til</strong> at træde<br />
<strong>til</strong>. Alt disponibelt mandskab blev indkaldt, men man havde<br />
odds imod sig. Byens nye vandværk var under bygning<br />
og ikke klar <strong>til</strong> brug. Det betød, at det nødvendige vand<br />
skulle hentes, og det tog tid. Uheldigvis blæste netop den<br />
formiddag en stærk sydøstlig vind og satte yderlige fart på<br />
ilden. Den sprang skråt over landevejen og fik fat i præstegårdens<br />
stråtag.<br />
Flammerne kunne ses helt <strong>til</strong> København, og derfra begyndte<br />
det at strømme <strong>til</strong> med både <strong>til</strong>skuere og brandbiler.<br />
Samtidig kæmpede de lokale bandfolk en heroisk<br />
kamp mod ilden.<br />
Et lille hus på hjørnet af Østervej brændte, og også kirken<br />
kom i fare. Flere huse op ad Østervej var en overgang<br />
truet, men de blev reddet efter et dygtigt udført arbejde af<br />
Brøndbyvesters sprøjte.<br />
Østervej set fra bryggeriets tag. Bemærk sprøjtehuset <strong>til</strong> højre, 1905<br />
17
Pastor Koch reagerede hurtigt og beslutsomt på faren.<br />
Han reddede først sin datter, Lucie, som lå syg i et gavlværelse,<br />
i sikkerhed. Dernæst reddede han kirkebøgerne,<br />
sin store bogsamling og en del af indboet. Men så var det<br />
også slut. Nu faldt taget sammen, og hele præstegården<br />
stod i flammer.<br />
Kl. 11.30 var ilden nedkæmpet, og yderligere undsætning<br />
fra København kunne afblæses. Til gengæld var landevejen<br />
et ubeskriveligt kaos, og et stort oprydningsarbejde var i<br />
vente.<br />
Provsten og hans familie stod nu uden tag over hovedet,<br />
men heldigvis havde bogbindermester Sophie Schiøler<br />
netop opført en etageejendom på Hovedvejen 136 lige<br />
vest for den nedbrændte præstegård. Den havde reddet sig<br />
fra branden, og hun gav beredvilligt præstefamilien lov <strong>til</strong><br />
at rykke ind i en af lejlighederne.<br />
Ludvig Koch stod nu overfor den store opgave at planlægge<br />
opførelse af en ny præstegård. Her var brug for<br />
nytænkning, for der var i befolkningen stor u<strong>til</strong>fredshed<br />
med, at præstegården og i øvrigt også Sophie Schiølers nye<br />
ejendom tog synet fra den smukke kirke.<br />
18<br />
Bogbindermester<br />
Sophie Schiølers nye<br />
hus var <strong>til</strong> manges<br />
fortrydelse opført lige<br />
foran kirken, ca. 1906
Som arkitekt på byggeriet valgtes Johannes Magdahl-Nielsen<br />
(1862-1941), som havde været med ved planlægningen<br />
af Det Kongelige <strong>Bibliotek</strong>.<br />
Da man havde fået nok af brandfarlige bygninger, blev<br />
den nye præstegård opført i sten og med tegltag. Af hensyn<br />
<strong>til</strong> kirken blev den anbragt en smule østligere end forgængeren,<br />
som havde ligget på nutidens græsplæne foran<br />
kirken.<br />
Opførelsen tog sin begyndelse 2. oktober 1905, og 10. juli<br />
1906 kunne præstefamilien flytte ind i de nye omgivelser.<br />
Det blev dog en kort fornøjelse. Med udgangen af 1907<br />
faldt Ludvig Koch for aldersgrænsen og måtte gå på pension.<br />
Som de fleste ved, findes det smukke hus endnu, men det<br />
benyttes ikke længere som præstebolig. Det ejes nu af<br />
<strong>Glostrup</strong> Kommune, som s<strong>til</strong>ler stueetagen <strong>til</strong> rådighed<br />
for både kommunale institutioner og private foreninger.<br />
På første sal findes <strong>Glostrup</strong> Lokalhistoriske Arkiv.<br />
Den nye præstegård blev opført i sten og forsynet med tegltag, 1909<br />
19
<strong>Gaver</strong> <strong>til</strong> <strong>arkivet</strong><br />
Egon Funch: To festsange forfattet af giver. Anledning: Udgivelse af<br />
Holger Pedersens bog, Film i <strong>Glostrup</strong> (2008) samt <strong>Glostrup</strong> Kommunes<br />
Pensionistudflugt (2008).<br />
Bent Petersen: Kroppedal Museum: Årsberetning 2007. Den Ny Falkerøsten (tidsskrift):<br />
syv numre fra perioden 1991-1998. Tobaksdyrkning på gartneriet<br />
Birkebo (Gamle Landevej 21) 1941-1946. To siders historik.<br />
Henning Lundemann: Havareret bil på Nørre Allé, ca. 1954. 2 fotos. Havareret<br />
bil i <strong>Glostrup</strong> Politis gård, ca. 1954. Foto.<br />
Dan Harrestrup: Propforeningen P. <strong>Glostrup</strong>. 1 prop.<br />
Verner Hansen: Scrapbøger fra Folkebladet 1971-1990. 4 bind.<br />
Ulla A. Simonsen: Hovedstadens Cementstøberi (filial på Eriksvej), medarbejdere<br />
på pladsen, ca. 1933. Foto. Samme firma: anbefaling <strong>til</strong> Alfred<br />
Jensen, ca. 1948. Papir.<br />
Steen Mejlgaard Jensen: <strong>Glostrup</strong> Apotek, 1921. Foto. Henrik Fabers<br />
bog, <strong>Glostrup</strong> Apotek (fotokopi), 1979. <strong>Glostrup</strong> Apotek: Historik med<br />
biografier 1863-1975 (fotokopier). Apotekskuverter (forskellige år).<br />
Ole Møller Andreasen: Nordvangskolens realklasse 1957-1958 fejrer 50års<br />
jubilæum, 20.6.2008. Foto.<br />
Jørgen Rasmussen: Hvissingestenens flytning, 1967. Foto i Berlingske Tidende<br />
18.5.2008.<br />
K.A. Henriksen: <strong>Glostrup</strong> Menighedsråd 1988-1994. Papirer.<br />
20
Eric Klitgaard: Hovedvejen med tre personer, 1941. Foto. Arbejdernes<br />
Samaritter Forbund (gruppe), 1941. Foto. Ejby-broen ved Vestvolden, 1942.<br />
Foto. Folk på Hovedvejen (Danmarks Befrielse), maj 1945. Foto. Bil pyntet<br />
med dannebrogsflag nær købmand Elkjær (Danmarks Befrielse), maj 1945.<br />
Foto.<br />
Inge Riisgaard: <strong>Glostrup</strong> Kommuneskole, 2 klassebilleder, ca. 1910 og ca.<br />
1917. Hus på Vestervej med murer Hans Vilhelm Rasmussen og familie,<br />
ca. 1913. Foto. Samme hus på Vestervej med Maren Kirstine Rasmussen og<br />
pigebarn, ca. 1913. Foto.<br />
Sys Olesen: Fad fra Den Kongelige Porcelænsfabrik med <strong>Glostrup</strong> Rådhus<br />
som bundmotiv. Skænket af <strong>Glostrup</strong> Kommune <strong>til</strong> svigerfaderen, ekspeditionssekretær<br />
Henning Olesen, ved dennes pensionering i 1985.<br />
Willy Torholdt: Feltpostbrev afsendt fra Børge Demandt Hansen <strong>til</strong> Max<br />
Eltzholtz, 8.12.1944.<br />
Carsten Sørensen: To malerier udført af Ib Friis.. Ses herunder sat sammen<br />
<strong>til</strong> ét billede. De viser strækningen fra<br />
Østervej 10 <strong>til</strong> <strong>Glostrup</strong> Kirke.<br />
21
På rejse i tidsmaskinen<br />
På arealet foran kirken indviedes i påsken 1942 et trækrucifiks udført af Jørgen<br />
Windfeldt-Schmidt. Øverst den endnu eksisterende bryggervilla. Til højre Sophie<br />
Schiølers hus, som her anvendes af politiet. Nederst samme udsigt, 21. juni 2001<br />
22