I skyggen af et professionshieraki - Kronikerenheden

som har behov for specialiseret behandling, men hvis indsats fortsat kan koordineres af almen
praksis. I toppen af pyramiden, som udgør fokus for dette projekt, er de patienter som har en
meget svær KOL. På grund af sygdommens kompleksitet har denne patientgruppe, udover
understøttelse og fastholdelse fra den praktiserende læge, behov for en særlig intensiv indsats
hvor deres forløb følges tæt af en forløbskoordinator (Sundhedsstyrelsen 2006: 131). Mere
dybdegående beskriver Sundhedsstyrelsen forløbskoordinatorens rolle og ansvar således:
”Case manageren har et godt overblik over og samarbejder med lokale rehabiliteringstilbud, netværk mm. i begge
sektorer og planlægger, i samarbejde med patienten og teamet omkring patienten, at patienten tilbydes /fortsætter
rehabilitering, der matcher individuelle behov. Samtidig sikrer case manageren, at en intensiv
rehabiliteringsindsats kontinuerligt vedligeholdes og følges op så tæt på patientens hjemlige omgivelser som
muligt” (Sundhedsstyrelsen 2006: 140).
KOL rapporten fremhæver herudover forløbskoordinatorens tværgående funktion, idet der
lægges op til et tæt samarbejde med sundhedsvæsenets øvrige sektorer (Sundhedsstyrelsen
2006: 141). Et vigtigt element er dog at funktionen ikke konkretiseres yderligere, men at
ansvaret for at udmønte funktionen i praksis efterlades til den enkelte region og kommune i
samarbejde (Buch 2008: 8).
Indeværende projekt tager udgangspunkt i ovenstående udviklingsperspektiver for
kronikerområdet, som på mange måder repræsenterer en ny måde at tænke sundhed på. Der er
behov for et skifte fra en ’akuttankegang’ til en ’forløbstankegang.’ Dette skyldes ikke mindst at
befolkningssammensætningen går i retningen af flere ældre samtidig med, at udviklingen i
befolkningens sygdomsmønster tenderer mod en større andel med kroniske lidelser. Hertil
kommer det kroniske patientforløbs kompleksitet som gør det nødvendigt, at tænke på tværs af
faggrænser og sikre et bedre samspil mellem sundhedsvæsenets sektorer (Sundhedsstyrelsen
2005: 31f, Grøn et al 2007: 75).
12