I skyggen af et professionshieraki - Kronikerenheden

centrale aktører (primær-, sekundærsektor og kommunen) i patientforløbet. Den praktiserende
læge, Esben Sevelsted, omtaler da også selv ’Bermuda Trekanten’ som en karakteristisk metafor
for det tværgående samarbejde, der præger kronikerområdet og henviser samtidig til, at der er et
stort behov for at nogen koordinerer indsatsen (Bilag C: 1). Almen praksis’ samspil med
sekundærsektoren beskriver han som ”traditionelt kompliceret” og i relation til KOL som
eksempel, anser han samarbejdet som værende ”næsten ikke eksisterende” (Bilag C: 3). Den
adspurgte repræsentant fra Sundhedscenter Aalborg fremhæver ligeledes kronikerindsatsen som
værende præget af ”en del tilfældigheder” (Bilag A: 3). Det empiriske materiale efterlader
således tydelige tegn på behovet for forløbskoordination. Et vigtigt element i denne
sammenhæng bliver, at anerkende og være opmærksom på det kritiske samarbejde, der præger
de interorganisatoriske relationer mellem aktørerne. I forhold til indeværende analyse bliver det
således relevant, at identificere og indkredse disse kritiske samarbejdsrelationer for derved, at
skabe en forståelsesramme som efterfølgende kan danne baggrund for en mere dybdegående
analyse af de udfordringer der knytter sig til forløbskoordination.
7.1.1 Faglig mistillid, mytedannelse og uklare grænserelationer
Et væsentligt spørgsmål der bør stilles er hvad der ligger bag det komplicerede samarbejde og
hvorfor de kroniske patienter risikerer, at havne i den såkaldte Bermuda Trekant. Ud fra den
indsamlede empiri, kan aktørernes forskellige opfattelser af hinanden som samarbejdspartnere,
blandt andet fremhæves som forklaringsgivende. Dette bunder blandt andet i, at
sundhedsvæsenets sektorer er præget af forskellige problemløsningslogikker eller paradigmer,
hvilket Sevelsted fremhæver:
[...] På sygehuset der er det nok meget specifikt omkring behandling og sådan mere avanceret ting. Hvor det i
kommunen, er et bredt udsnit af forskellige servicefunktioner man skal varetage i forhold til netop det hele
menneske. Det har vi (almen praksis red.) sådan set til fælle. Altså, i praksis bryster vi os jo også af, at se på det
hele menneske [...]. Det er forskellige paradigmer der præger de forskellige sektorer. Det er der ingen tvivl om.”
(Bilag C: 9)
Citat illustrerer en typisk problemstilling vedrørende forskelle i patientopfattelsen, som ofte
bunder i forskellige sektorlogikker. Hvor almen praksis og de kommunale sundhedstilbud har et
mere holistisk syn på patienten, koncentrer man sig i sygehusregi primært om den konkrete
diagnose. Dette kan føre til forståelseskonflikter, som kan gøre det svært for parterne ’at nå
hinanden’ (Seemann 2009a: 18f). Dette tydeliggøres yderligere ved, at det beskrives hvordan de
møder der har været afholdt i Kronikerenheden omkring forløbskoordination, har været præget
af at aktørerne har haft ’mange forskellige kasketter på.’ Overlæge på lungemedicinsk afdeling
28