I skyggen af et professionshieraki - Kronikerenheden

For at KOL kan blive højere profileret i den medicinske verden kræver det først og fremmest, at
den skal kunne behandles. Men da dette ikke forekommer sandsynligt på nuværende tidspunkt
handler det, ifølge Sevelsted, om at ’gøre det til en sygdom som har sin egen værdi’ og rent
praktisk få skabt en klarer arbejdsdeling og ansvarsplacering imellem aktørerne således
patienterne ikke havner, i den før beskrevet, Bermuda Trekant (Bilag C: 4).
Det handler med andre ord om, at få dag-til-dag rutinerne til at fungere. På trods af, at
KOL ikke er sundhedsvæsenets mest prestigefulde opgave, bliver der udført behandlende
arbejde hver dag via implicitte forhandlingsprocesser der ikke videre artikuleres. Netop dette
kan være en af årsagerne til at sundhedsvæsenet, trods dets mange udfordringer, rent faktisk
fungerer i praksis.
KAPITEL 10: FORLØBSKOORDINATION I PRAKSIS
På baggrund af de foregående kapitler har dette afsluttende analysekapitel grundlæggende til
formål, at rette fokus mod de faktorer som det bliver nødvendigt at tage højde for i den praktiske
udmøntning af forløbskoordination. På baggrund af de, i analysen, skitserede problemstillinger
og det empiriske materiale vil kapitlet blandt andet komme med et bud på hvilken rolle det
kunne være hensigtsmæssigt at tillægge forløbskoordinatoren.
10.1 Med patienten i centrum
Meget tyder på at kroniske patienter tilsyneladende føler sig mere tabte i det system der egentlig
har til hensigt skulle hjælpe dem. Karin beskriver det således:
[…] Man har ikke overskud til, at sætte sig ind i hvad for nogle paragraffer og hvad for nogle mennesker man skal
snakke med. Det har man simpelthen ikke når man er kronisk syg. Altså, man kan jo somme tider tage telefonen og
ringe et eller andet sted hen og sige ’et øjeblik’, så får man en anden person og ’et øjeblik’ så får man en tredje og
en fjerde og en femte. Det har man slet ikke overskud til, så knalder man røret på.” (Bilag B: 17)
Karin er samtidig enig i Sundhedsstyrelsen anbefalinger om, at det især er de ressourcesvage
patienter, der har behov for en forløbskoordinator da det ofte er for dem uden netværk systemet
kan synes tungest (Bilag B: 15). I forhold til kronikerpyramidens stratificering af patientgruppen
er det således i toppen af pyramiden, at der især er behov for forløbskoordination (jf. afsnit
1.1.1). Der skal således være tale om et målrettet tilbud til de svageste patienter. Dette er
Nielsen ligeledes enig i, men pointerer samtidig at; ”[…] der er nogle af dem der ligger i de
38