1 Forord

Baggrund og teori
Som ses på før nævnte rækkefølge, sker den første kolonisering i bygden Vágur, en bygd på
Suðuroy, den sydligste ø på Færøerne. Umiddelbart skulle man tro, at der siden er sket en gradvis
spredning ud fra dette punkt. Dette er dog næppe tilfældet, siden den første registrering af
gråspurve udenfor Suðuroy, i 1944, kommer fra Svínoy, der ligger 90 km fra Suðuroy. Omtrent
samtidig kunne gråspurven også ses på Borðoy, i Klaksvík. Tórshavn der ligger midt mellem
Suðuroy og Svínoy fik ikke gråspurve før end i 1946, imens Sandur og Skúvoy, der ligger mellem
Tórshavn og Suðuroy, først fik gråspurve i 1950erne og 1960erne (Jensen og Kampp, 1997).
Disse oplysninger kunne tyde på, at spredningen højst sandsynligt er sket ud fra to eller tre centre:
Vágur på Suðuroy; de nordøstlige øer, Svínoy og Borðoy; samt formodentlig Tórshavn (Jensen og
Kampp, 1997).
Ringmærkninger har vist, at geologiske barrierer, som fjelde og åbent hav, kan forsinke
spredningen i årevis. F.eks. var der frem til den 31.12.2001 ringmærket tilsammen ca. 1200
gråspurve på Nólsoy, hvoraf kun to er blevet genmeldt og det var i Tórshavn (Jens Kjeld Jensen,
pers. medd.). Den eneste fjerngenmelding blandt de i alt 314 gråspurve, der siden 1962 er
ringmærket andre steder på Færøerne, var en fugl fra Vestmanna, der senere blev genmeldt fra
bygden Kaldbak, der ligger 20 km borte, men dog stadig på samme ø (Jensen og Kampp, 1997).
Det tog derfor gråspurven bl.a. 18 år at krydse havstrækningen på 6 km mellem Tórshavn og
Nólsoy og 20 år at komme fra Vágur (1935-36) til Sumba (beg. 1950erne), der blot ligger 10 km
fra hinanden, men adskilte af 400-500 m høje fjelde (Jensen og Kampp, 1997).
Det er højst sandsynligt, at de oprindelige færøske gråspurve er nået til Færøerne ved hjælp af
skibsassistance. De nærmeste gråspurvebestande er i Storbritannien (Skotland) og Norge. Men
oprindelsesstedet eller -stederne for de færøske gråspurve er ikke kendt. Sammenligninger af
vingemål og skindfarve er foretaget. Men selvom disse sammenligninger hentyder en britisk,
hellere end norsk afstamning, er resultaterne ikke overbevisende nok, siden dette kan skyldes en
senere udvikling. Gråspurvens afstamning og antal invasioner må derfor bestemmes ved DNA-
analyse, hvilket ikke er sket til dags dato (Jensen og Kampp, 1997).
10