xxx - Nyt Liv

Pet 5,8). Han har ikke opgivet en eneste af
os. Han ved, at han kan få os tilbage. Og han
ved, at han har et mægtigt og virkningsfuldt
middel i de spørgsmål, der skaber tvivl hos
os om Guds godhed og Guds ords sandhed:
Mon Gud virkelig er god i alt det, han gør?
Mon du kan regne med Guds ord i denne sag?
Mon ikke, du skulle tage og lytte lidt mere til
dig selv, dit hjerte og dine følelser og være
lidt mere ærlig? Tror du ikke, det ville lette
dig selv rigtig meget, at du sagde Gud et par
sandheder? Mon ikke det var en god ide at
skælde ud på Gud?
Når jeg skælder ud på Gud, fornægter jeg
Guds godhed og Guds ords sandhed. Fortsætter
jeg ad den vej, ender jeg i frafald og
forhærdelse. Netop derfor advarer Guds ord
os så stærkt mod at gøre det og fælder en
entydig dom over dem, som gør det:
”Menneske! Hvem er du da, siden du går i
rette med Gud? Kan det, der er formet, sige
til ham, der formede det: ’Hvorfor har du lavet
mig sådan?” (Rom 9,20).
”Ve den, der anklager ham, som dannede
ham, et potteskår blandt skår af ler. Kan leret
sige til ham, som former det: Hvad er det, du
laver?” (Es 45,9).
”I vender op og ned på det! Som om pottemageren
regnes som leret! Kan en ting sige
om ham, som lavede den: ’Han har ikke lavet
mig’? Kan det, der er formet, sige om ham,
der formede det: ’Han har ingen forstand’?”
(Es 29,16).
De to første bud
”I vender op og ned på det”, siger Esajas.
Leret opfører sig, som om det var pottema-
NYT LIV
3-2012
ger. Mennesket opfører sig, som om det
var Gud.
Det er netop dette, der sker, når vi skælder
ud på Gud. Vi sætter os i Guds sted på
dommersædet og placerer Gud på anklagebænken.
Sådan vil vore syndige hjerter gerne have
det. Det medfødte gudsoprør i vore syndige
hjerter indebærer, at vi har en dyb
trang og lyst til selv at være gud i vore liv.
Det er kun Guds Ånd, som gennem evangeliet
kan virke den tro i os, som gerne og
med glæde underordner os under Gud i
tak, lydighed, ydmyghed og tilbedelse.
Men også som troende vedbliver vi at have
lysten i os til at afsætte Gud og sætte os
selv i hans sted. Derfor er der også noget i
os, som oplever det lokkende og lovende,
når nogen anbefaler os at løfte os op over
Gud og sætte ham på plads. Der er noget i
os, som tiltales af det. Kødet i os siger:
”Ja, naturligvis, hvad andet er rimeligt?
Gør det!”
Følger vi kødets indre drift, afsætter vi
Gud som Gud i vort liv og sætter os selv i
hans sted. Vi bliver afgudsdyrkere, der tror
på os selv, lytter til os selv, adlyder os selv
og tilbeder os selv. Vi kan godt kalde os
kristne, men det er hykleri og selvbedrag,
for vi lever i trods mod det allerførste bud:
”Du må ikke have andre guder end mig!”
(2 Mos 20,3).
Det andet bud pålægger os aldrig at tale
usandt om Gud: ”Du må ikke bruge Herren
din Guds navn til løgn” (2 Mos 20,7).
Budet pålægger os med andre ord at sige
det samme om Gud, som Guds ord siger.
Siger vi noget andet om Gud end Guds
ord, så bruger vi Guds navn til løgn. Netop
det gør vi, når vi skælder ud på Gud og
17