xxx - Nyt Liv

modtager det, jeg modtager. Jeg ved godt, at
jeg er uværdig, og at jeg modtager meget
mere, end jeg har fortjent, ja, at jeg har fortjent
det modsatte, men jeg beder om det, jeg
beder om, i henhold til testamentets ret og en
andens godhed.
Hvis det ikke for ham var uværdigt at testamentere
så meget til en uværdig, hvorfor
skulle jeg så kaste vrag på det for min
uværdigheds skyld? Hellere gør jeg da det,
at jeg griber denne ufortjente og fremmede
nåde. Jo uværdigere jeg er, desto hellere
modtager jeg det.”
Med sådanne overvejelser bør enhver styrke
sin samvittighed imod alle skrupler og betænkeligheder,
så man holder sig til dette
Kristi løfte med en fast tro. Især skal man
vogte sig for at sætte sin lid til sit skriftemål,
sin bøn eller sin forberedelse. I stedet skal
man fortvivle om alt dette i en stærk tillid til
den Kristus, der har givet løfterne.
Som det allerede er sagt tydeligt nok, så er
det alene løfteordet, der skal råde her i en
ren tro. Det er den eneste og tilstrækkelige
forberedelse.
Hvem er værdig?
Grundskaden i den katolske nadverforståelse
er, at den har byttet om på nadverens retning.
Efter en luthersk forståelse er nadveren nedadvendt,
forstået sådan at Gud stiger ned til
os og giver os Jesus. I katolsk forståelse er
det lige omvendt: en opadvendt nadverfejring,
hvor præsten vender sig til Gud og
giver ham Jesus.
Det, som helt og holdent er Guds testamente
til sin menighed, som får arven i eje ved intet
andet end en modtagende tro, er i katolsk
nadverlære blevet vendt på hovedet, sådan
at selve præstens gerning udvirker noget over
for Gud.
NYT LIV
3-2012
Hvor godt kender vi ikke dette antikristelige
fangenskab fra vores eget liv! Hvor ofte vil
ikke vores kødelige natur også vende op og
ned på alting og spørge efter vores egen værdighed,
og hvad vi selv kan præstere over for
Gud for at blive helt rigtige børn af ham!
Men en ting må stå fast: De eneste mennesker,
som skal holde sig fra nadverbordet og
fra trøsten i evangeliet, er dem, som ikke agter
på legemet (1 Kor 11,29) og ikke har behov
for Jesu død på korset i mit sted.
De eneste mennesker, som er uværdige nadvergæster,
er dem, som bespotter Helligånden,
for den synd er der ikke tilgivelse for.
Disse uværdige nadvergæster vil ikke lade sig
overbevise af Helligånden om synd (Joh
16,10), enten fordi de ikke vil bekende og
opgive synden, eller fordi de stadig stoler helt
eller delvist på, hvad de selv kan udrette over
for Gud i form af gode gerninger, bønner,
andagter, anger og fromhed.
De, der gæster Herrens bord på denne måde,
agter ikke på legemet. De ser ikke, at det er i
Jesus og ham alene, frelsen er, og at de derfor
må opgive alt deres eget (Fil 3,7ff.). Eller
de ser ikke, at når Jesus har købt dem fri fra
synden, forbyder denne evangeliske tro dem
at være trælle under synden (Rom 6,1ff.).
Hvem er da værdige til at gå til nadverbordet?
Hvem er det, som med fuld ret og uden
tøven kan kalde sig kristne og Guds børn?
Det er dem, som ved sig helt fortabte og
uværdige i sig selv, men som klynger sig til
ham, som gav mig testamentet – til ham, som
gav sit legeme og udgød sit blod for mig. Han
er min sikre frelsesgrund. Kun han er min
klippe og min frelse, min borg, så jeg ikke
vakler (Sl 62,3).
Det evangelium er den Guds kraft, som
sprænger Satans lænker. Det evangelium kan
give dit hjerte at ånde frit.
65