You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
SERIE<br />
68 SÅDAN KOM JEG TIL TRO VI<br />
”Men der blev ingenting af det. For mig var<br />
det bare følelser og stemninger, som forsvandt<br />
igen. Bagefter havde jeg ingen lyst til at høre<br />
eller læse Guds ord. Hvis jeg påstod det, ville<br />
det være hykleri. Da skolen sluttede, gik jeg<br />
lige ud i verden og levede i verden med alt<br />
det, som verden kan give.”<br />
Peter<br />
Omtrent på dette tidspunkt blev Einars storebror,<br />
Peter, omvendt. Det skulle få stor betydning<br />
for Einar. Peter havde levet som en<br />
kristen i hele sin ungdom, men et kæresteforhold<br />
udviklede sig i en gal retning, og det<br />
endte med, at pigen blev gravid. Peter erkendte<br />
sin synd og var dybt anfægtet.<br />
På en kristen sommerskole, trådte han frem<br />
og bad om forbøn for, at han måtte blive frelst.<br />
Han ville høre Jesus til og ville ikke gå fortabt.<br />
I forsamlingen sad Einar: ”Det gjorde et kolossalt<br />
stærkt indtryk på mig, for jeg vidste<br />
jo, hvordan det stod til med mig selv.”<br />
Peters anfægtelse endte ikke på sommerskolen,<br />
men under en møderække noget senere,<br />
hvor han kom til personlig tro på Jesus<br />
som sin frelser. Det førte til en åben kristen<br />
bekendelse over for mennesker.<br />
Einar så det og vidste, at det åndelige liv, som<br />
Peter havde fået, det var han selv udenfor.<br />
Astrid<br />
På folkehøjskolen havde Einar fået en kæreste,<br />
som kom fra et kristent hjem. De mødtes,<br />
da hun var på besøg på skolen. Hun hed<br />
Astrid og var 16 år. Einar var på det tidspunkt<br />
selv 19 år. Forholdet varede et år, så brød<br />
Einar forbindelsen:<br />
”Jeg ville ikke binde mig. Jeg ville længere<br />
ud i verden.”<br />
Astrid var ulykkelig og havde det meget svært<br />
i de efterfølgende tre år. Så fandt de sammen<br />
igen, men det blev Einar der lagde linjen for<br />
deres fælles liv:<br />
”Efter at vi fandt sammen igen, levede vi ude<br />
i verden. Vi var verdslige. I 1972 blev vi gift.”<br />
Einar vidste, at det var ham, der havde trukket<br />
Astrid ud i verdsligt liv, og han mærkede,<br />
at hun ikke fandt ro i dette liv. Hun kom af<br />
og til i missionshuset, og da de fik børn, ønskede<br />
hun, at de skulle gå i søndagsskole. Hun<br />
ønskede også at få Einar med i missionshuset,<br />
men det lykkedes kun meget sjældent:<br />
”Jeg ville ikke, af én bestemt grund: Jeg var<br />
bange for Guds sidste kald. Hver gang jeg<br />
var i missionshuset, mærkede jeg, at det rørte<br />
sig i mig. Jeg mærkede, at Gud kaldte, men<br />
jeg ville ikke give efter. Samtidig var jeg rædselsslagen<br />
ved tanken om, at Gud skulle kalde<br />
på mig for sidste gang.”<br />
Hårdere og hårdere<br />
Hele familien bad for Einar, og ikke mindst<br />
hans bror Peter. Men der syntes ikke at være<br />
nogen åbenhed hos Einar: ”Peter så, at jeg<br />
bare blev hårdere og hårdere.”<br />
Ægteskabet med Astrid gik ikke godt. Hun<br />
var bedrøvet over, at Einar drak, og over hans<br />
hårde levevis. Det plagede hans samvittighed,<br />
at han gjorde hende ondt, og han var<br />
bange:<br />
”Jeg vidste, at hvis jeg dør nu, så går jeg til<br />
helvede.”<br />
Men han reagerede ved at gøre sig endnu<br />
hårdere og ved at vende sin frustration udad<br />
– mod Astrid.<br />
I 1975 fik Einar ansættelse som fængselsbetjent<br />
i Trondheim og senere i Oslo:<br />
”Jeg kunne sagtens selv have været straffet,<br />
og så havde jeg ikke kunnet få arbejde i
Change language