Shared care ved Skift af permanent blærekateter - Sundhedsstyrelsen

4.4 resultater
I det følgende præsenteres resultatet af de tre forskningsspørgsmål og de temaer, der
fremkom ved analysen af interviewene.
4.4.1 Accepten af at være kronisk kateterbærer
Kateterbærerne havde generelt svært ved at erindre omstændighederne omkring den
første kateteranlæggelse, samt hvem der tog stilling til, at de skulle have permanent
kateter. Næsten alle mændene forklarede, at det var grundet en forstørret prostata, at
de havde fået anlagt kateter. Nogle havde igennem længere tid haft vandladningsproblemer
og havde gennemgået et udredningsforløb. Andre havde pludselig oplevet, at de
ikke kunne lade vandet og havde fået anlagt kateteret akut. Årsagen til, at flertallet forsat
havde kateter, var, at de ikke kunne tilbydes operation, idet bedøvelse ville være for
risikabelt grundet dårlig hjerte­ og lungefunktion. Alle med undtagelse af en scleroseramt,
var blevet tilbudt oplæring i selvkateterisation, men var afstået fra det.
Informanterne gav udtryk for, at det til at begynde med havde været svært at være kateterbærer,
men efterhånden havde de fleste affundet sig med, at de formentlig skulle
bibeholde det til deres dages ende. De fortsatte derfor ufortrødent med at få kateteret
skiftet. Flere gav udtryk for, at kunne de vælge, så ville de gerne af med kateteret igen.
”Lægen sagde, at på grund af noget med hjertet, jeg får også hjertepiller, så skulle jeg ikke
opereres. Da jeg gav udtryk for, at jeg var nogenlunde tilfreds med kateteret dengang – det
sagde jeg da, så fortsatte jeg” (Informant nr. 2).
Alle gav udtryk for, at det var belastende at leve et liv som kronisk kateterbærer, men de
havde accepteret at leve med det, og det havde de gjort i flere år. Der var ingen der stillede
spørgsmålstegn ved varigheden af kateterbehandlingen, og ingen havde opsøgt ny
viden på området. De forventede at blive informeret af deres læge, såfremt muligheden
for at komme af med kateteret skulle opstå. Ingen havde hørt om varmebehandling af
forstørret prostata, som ikke kræver, at patienten er i fuld bedøvelse. Det er en behandling,
som kan medføre, at kateteret kan afvikles hos patienter, der har en godartet forstørret
prostata og ikke tåler narkose. Dette var tilfældet for nogle af de interviewede,
men det er ikke ensbetydende med, at de samtidig var kandidater til behandlingen.
Information om nye behandlingsmetoder må formidles og følges op af de praktiserende
læger for at undgå, at nogle borgere unødigt fortsætter kateterbehandlingen, hvilket vil
være uhensigtsmæssigt set ud fra såvel et samfundsøkonomisk, som et brugermæssigt
perspektiv.
4.4.2 Information og viden om kateteret
Alle var informeret om, at kateteret som minimum skal skiftes hver tredje måned. De
personer som benyttede ventil, var informeret om, hvor hyppigt den skulle skiftes, og
de følte sig trygge ved at gøre det selv. De oplevede ikke, at det var problematisk at
skifte ventil og kateterposer. Flere gav udtryk for, at de opgaver som de selv eller deres
samlever kunne tage vare på, ønskede de at udføre for at undgå at skulle være afhængige
af at modtage hjælp udefra.
”Der er en lille ventil, som jeg selv skifter. Den skifter jeg hver uge. Det har jeg fået besked
på. Førhen kom der en sygeplejerske, men jeg kan jo selv skifte den. Så er du heller ikke
afhængig af det” (Informant nr. 1).
Kun en enkelt følte sig usikker og ikke helt velinformeret, når det gjaldt de hygiejniske
principper.
43 Shared care ved skift af permanent blærekateter