SYMBOLSK ANTROPOLOGI- en forklaring og et forsvar

Tanken er, at hvad mennesket er, er så bundet op med, hvor det er, hvem det
er, og hvad det tror på, at vi ikke meningsfuldt kan tale om »mennesket«
uafhængigt af disse ting. Kulturen er ikke bare en fernis, der er lagt ovenpå
en natur. Mennesket er lige så FORSKELLIGT i sin ESSENS som i sit udtryk.
Der findes ikke noget backstage, hvor vi kan få et glimt af virkelige personer
under kulturens maskerade. Det vil sige, at Geertz opponerer mod den idé, at
antropologisk videnskabelighed alene skulle bestå i at finde generelle love
for det sociale. Han skriver:
"Den forestilling, at hvis et fænomen ikke er empirisk universelt, så kan det ikke
afspejle noget om menneskenaturen er nogenlunde ligeså ulogisk som den
forestilling, at fordi arvelig celle-anæmi heldigvis ikke er universelt, så kan det ikke
fortælle os noget om menneskelige genetiske processer. Det er ikke det, at fænomener
er empirisk almindelige, der nødvendigvis er interessant - hvorfor skulle Beckerell
ellers have været interesseret i stoffet Urans mærkelige adfærd...At se himlen i et
sandkorn er ikke kun noget, poeter efterstræber..."(Geertz 1973, s. 44, min
oversættelse)
Kulturer er altså de partikulære spind af betydning, som mennesker befinder
sig i og ustandselig væver. Og disse betydningsnetværker består af symboler.
Men hvad er et symbol? Hvad er det, Geertz taler om, når han bruger ordet
SYMBOL? Symboler skal i denne sammenhæng forstås meget bredt som de
redskaber, vi producerer betydning med. Det kan være ord, det kan være
handlinger, det kan være ikoner...
Her gemmer sig en anden vigtig pointe: Geertz DEPSYKOLOGISERER
kulturen. Det, vi frygter og hader eller ønsker og elsker, er symboliseret i
vores verdensbillede. Hvis kultur er et spind af betydning, så er det altså
noget, der er ydre i forhold til mennesket. Antropologens rådata - kultur - er
ikke mindst sprog, og disse sproglige udtryk eller fortolkninger af verden er
OFFENTLIGE, objektiveret i ord og handlinger - i symboler.
8