Når vin<strong>de</strong>n hyler over <strong>de</strong> ø<strong>de</strong> marker og rovdyrene skjuler sig i buskadset, er <strong>de</strong>t snil<strong>de</strong>n, kløgten, reaktionsevnen og sansen for sansning, <strong>de</strong>r skal bære dagen hjem til aften. Så er selve livet afhængigt af alle <strong>de</strong> færdighe<strong>de</strong>r til at overleve og genken<strong>de</strong> liv, elske skønhe<strong>de</strong>n og genken<strong>de</strong> farer, <strong>de</strong>r rummes i ethvert menneske, <strong>de</strong>r stiger ned fra velfær<strong>de</strong>ns trone. Så er man pludselig en Dylan’sk outlaw eller en Kong Lear’sk dåre eller en Joplin’sk Bobby McGee. Et menneske, <strong>de</strong>r intet materielt har at miste og <strong>de</strong>rfor har genvun<strong>de</strong>t sin egentlige rigdom: Sin umå<strong>de</strong>lige overlevelsesevne som blot og bart menneske, udstyret med <strong>de</strong>t mest værdiful<strong>de</strong> og fabelagtige, <strong>de</strong>r overhove<strong>de</strong>t kan fremelskes på <strong>de</strong>nne planet: et centralnervesystem, <strong>de</strong>r kan kortlægge omgivelserne og føre én frelst gennem et terræn af lige <strong>de</strong>le un<strong>de</strong>rfuld skønhed og faretruen<strong>de</strong> fristelser. Det har alle dage i myter, sagn og fortællinger været gennem afsavnet, gennem fravalget af rigdom, ære og magt, at mennesker mødte <strong>de</strong>res egen uudgrun<strong>de</strong>lige værdi. En værdi, som rummes i hvert eneste menneske, men måske ikke kommer til udfol<strong>de</strong>lse, fordi hverdagen er for magelig og forudsigelig til, at man mærker noget som helst til sine færdighe<strong>de</strong>r. Det bety<strong>de</strong>r ikke, at <strong>de</strong>t ville være bedre, hvis vi kaste<strong>de</strong> alle mikrobølgeovne, CD-spillere og computere over bord og holdt op med at lave et samfund, så vi alle sammen kunne mærke, hvor go<strong>de</strong> vi er til at grave efter rød<strong>de</strong>r i Dyrehaven. Det var, i ekstrem, <strong>de</strong>t hippierne foreslog <strong>–</strong> og <strong>de</strong>n slags går kun un<strong>de</strong>r en højkonjunktur så høj som 1960’ernes. Men <strong>de</strong>t bety<strong>de</strong>r, at vi løber en risiko for at glemme noget meget vigtigt, når vi indretter os med så megen velfærd, som vi gør. Nemlig dét, at vi er uudgrun<strong>de</strong>ligt un<strong>de</strong>rful<strong>de</strong>, hver især. Vi løber en risiko for at glemme, at <strong>de</strong>t enkelte mennesker rummer noget, som man slet ikke kan købe for penge, og som slår enhver af vore teknologiske frembringelser med en hel hoben hestehove<strong>de</strong>r. Det er ikke bare en risiko. Det er en realitet i dagens Europa, hvor vi tilsynela<strong>de</strong>n<strong>de</strong> er ved at glemme <strong>de</strong> indlysen<strong>de</strong> og umistelige rettighe<strong>de</strong>r, som vort eget kontinent har formuleret og gjort til en hel ver<strong>de</strong>ns grundlov gennem FN’s Menneskerettighedserklæring: At vi hver især er udstyret med en fornuft og en samvittighed, som bygger på en så overlegen regnekraft, at vi bør behandle hinan<strong>de</strong>n som brødre, man ikke slår ihjel eller bringer til tavshed. Det er grundlaget for vore samfund, og vi min<strong>de</strong>r gerne andre samfund om, at <strong>de</strong> må respektere disse spilleregler, hvis <strong>de</strong> vil have hjælp til at blive så rige som os. Hvad vi glemmer er, at disse spilleregler er truet i vor egen ver<strong>de</strong>ns<strong>de</strong>l, netop nu. Der går en forfatter rundt, et eller an<strong>de</strong>t sted på kontinentet, og gemmer sig. Denne forfatter, Salman Rushdie, er udsat for en mordtrussel, <strong>de</strong>r skriver sig fra, at han har skrevet noget, som man ikke bry<strong>de</strong>r sig om i andre kulturer. Alligevel samhandler vi med <strong>de</strong> lan<strong>de</strong>, <strong>de</strong>r udsen<strong>de</strong>r sådanne trusler. Vi accepterer, at man kan udfordre vores grundværdi, en ytringsfrihed, <strong>de</strong>r handler om, at enhver af disse mageløse computere, som mennesker udgør, har ret til at ytre, hvad <strong>de</strong> har regnet ud, uanset hvad <strong>de</strong>t er. Men <strong>de</strong>t gæl<strong>de</strong>r ikke for Rushdie. 26
Ytringsfrihe<strong>de</strong>n er en illusion, hvis <strong>de</strong>r bare er én, <strong>de</strong>r ikke kan få lov til at ytre sig. Der er én, <strong>de</strong>r ikke kan ytre sig frit, og alligevel hol<strong>de</strong>r vi kæft. Fetaosten er vigtig, javel. Men <strong>de</strong>n er værd at miste, <strong>de</strong>nne eksportvare. Og alligevel er <strong>de</strong>t altså såle<strong>de</strong>s, at vi ikke vil miste <strong>de</strong>n for at bevare vores frihed. Og på trods af, at <strong>de</strong>nne eksportvare er så uen<strong>de</strong>ligt meget mindre værdifuld en <strong>de</strong>t egentlige, vi har, <strong>de</strong>tte umistelige, som man ikke kan miste u<strong>de</strong>n at miste sige selv: at være menneske, livet selv. Ufrihed er bare et an<strong>de</strong>t ord for, at <strong>de</strong>r er noget an<strong>de</strong>t end sig selv, man ikke vil miste. 27