de komplekse rettigheder – essaysamling - Amnesty International

Jo, vi kan tale. Vi kan formulere os differentieret, og i modsætning til dyrene er vores sprog ikke
bundet til den øjeblikkelige adfærd. Vi kan danne begreber, tænke abstrakt. Vi kan inddele tiden
i fortid, nutid og fremtid, lære af vores erfaringer, lægge planer for det kommende.
Sproget, og hvad det fører med sig, kan altså bruges til en slags begrebsdefinition. Men i FN’s
menneskerettighedserklæring er der et tilløb til en anden definition. Der står, at alle mennesker
”er udstyret med fornuft og samvittighed”.
Fornuft er et udmærket ord: Evne til at fornemme, at opfatte og at handle ud fra denne opfattelse.
Men jeg tror egentlig også, at mange dyr er udstyret med en slags fornuft.
Anderledes forholder det sig med ordet samvittighed: Den bevidsthed, man har med sig selv, om
hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, hvad der er godt og hvad der er ondt. Dyr har ingen
samvittighed. Tamdyr kan opdrages til at forstå, at visse forbud ikke må overtrædes, men dyret
bliver ikke af den grund et moralsk væsen. Katten, der leger med musen, er ikke ond. Løven,
der overfalder lammet, er ikke ond. Derfor er det også mærkeligt, at man kan tale om bestialsk
grusomhed. Dyr er ikke grusomme. Grusomt er kun mennesket, der er udstyret med evne til at
skelne mellem rigtigt og forkert, os som trods alle skiftende moralsystemer ved, at nogle handlinger
er radikalt onde.
Når vi suspenderer den samvittighed, som vi ifølge FN’s Menneskerettighedserklæring er udstyret
med, og når vi bevidst krænker andre menneskers rettigheder, nægter vi samtidig at opfatte
ofrene som menneskelige væsener. De er ”de andre”, ”de fremmede”. De ”avler som kaniner”.
De er ”vantro hunde”. Og herfra er springet ikke langt til den sætning, som står i forfatteren
Joseph Conrads roman Mørkets Hjerte. Hovedpersonen Kurtz afslutter sin rapport om de hvides
muligheder for at civilisere Afrikas vilde sådan: ”Exterminate all the brutes”.
Udryd alle de dyr. Udryd de sataner.
”Udryd de sataner” hedder en bog af den svenske forfatter Sven Lindquist. Her sætter han sin
egen samvittighed på prøve. Og han viser gennem en række eksempler og case-stories, hvordan
den europæiske imperialistiske ekspansion med sig førte massedrab på de fremmede, som man
tilintetgjorde med udgangspunkt i en klart racistisk tankegang. Alibiet, for selvfølgelig måtte civilisationens
forkæmpere have et alibi, var, at disse racer var laverestående, at de på forhånd var
dømt til undergang, at der egentlig slet ikke var tale om mennesker. ”En sort kunne man skyde
lige så risikofrit som en hund – altså var de sorte hunde. Sådan var logikken.”
29