de komplekse rettigheder – essaysamling - Amnesty International

Værnet mod absurditeten
Den jugoslaviske konflikt er delvis et resultat af massiv propaganda. Det er
lykkedes at bilde folk ind, at de med god grund kan hade hinanden og myrde
hinanden efter behov, fordi det sker i en god sags tjeneste.
Af Klaus Rifbjerg 1993
Af en eller anden grund falder det mig svært at tale om menneskerettigheder. Det er næsten for
enkelt. Hvem kan være imod? Hvem kan tænke den tanke til ende, at ikke alle har lov til at tale og
tænke frit, at lade sig underkaste ret og dom uden at frygte for liv og lemmer, at kunne bevæge
sig uden restriktioner. Og dog ved enhver, at disse enkle og indlysende rettigheder er frataget en
større del af menneskeheden end man har lyst til at indrømme.
Når man har oplevet besættelsen, har man en svag fornemmelse på egen krop af, hvad det
vil sige at blive således krænket. Jeg var kun et barn, og jeg vil ikke sige, at spørgsmålet om
menneskeret og ikke menneskeret stod tydeligt for mig, eller at jeg blev personligt forulempet.
Krigens vilkår bliver hurtigt noget selvfølgeligt og begynder at ligne en almindelig hverdag. Men
det er klart, at restriktionerne var en kendsgerning fra første færd. Kongen og statsministeren
understregede, at der skulle herske ”ro og orden” og man, dvs. borgerne, skulle optræde med
”værdighed”. Det lød tilforladeligt, men indebar altså også, at der var noget man ikke måtte. Og
her er vi allerede på vej ind i krænkelsernes område, for man måtte formode, at ikke alle var
parat til at følge myndighedernes (dvs. besættelsesmagtens) bud, og så begyndte situationen
at blive indviklet. Mange fik da også at føle, at det de havde opfattet som en selvindlysende ret
viste sig at være noget forbryderisk og oven i købet moralsk forkasteligt, som blev straffet. Det
var ikke længere muligt at tale og bevæge sig frit, og de der gjorde det, blev udsat for forfølgelse
og straf – senere i forløbet for tortur, deportation og henrettelse.
Det var en sær situation at skulle tackle, og selvom man i kraft af sin alder ikke løb nogen direkte
risiko for at komme til at lide under de givne omstændigheder (i hvert fald kun indirekte), så
var selve tilstanden en klar anskuelsesundervisning i, hvad der sker når uvelkomne magthavere
forandrer de love, som er baseret på et humant og demokratisk menneskesyn til det modsatte:
et diktatur som bruger vold for at sætte sin vilje igennem og dermed krænke menneskerettighederne.
Dem talte man heller ikke meget om dengang, begrebet var ikke gængs, alligevel vidste enhver
hvad der var galt. Og her rører vi måske ved noget fundamentalt. Det er de færreste, der er i tvivl,
når det drejer sig om at bedømme, hvorvidt en handling er god eller ond, overskrider grænsen
for hvad der er en menneskeret eller ej. Man ved det, man ved det udmærket, offeret ved det, og
bødlen er sjældent i tvivl. Derfor bliver man nødt til at spørge sig selv, hvad det er der går galt,
når overgrebene mod menneskerettighederne bliver så udbredte og så omfattende som de er
den dag i dag. Hvad er det for en forførende magt, der leder ellers retsindige på afveje, hvad er
det, der får folk til at sjakre om principper, de ellers finder fornuftige og værd at leve efter?
Spørgsmålet er stort og komplekst og ganske enkelt. Men for at holde fast en stund endnu ved
nazismen, så var dens opkomst og udvikling for så vidt eksemplarisk, og vi havde som besat
nation ikke svært ved at se, hvem der var fjenden og hvordan han var blevet, som han var. Det
sidste kom måske ikke i første række, til gengæld var dét, som skulle bekæmpes, tydeligt, det
handlede om tvang og vold, ufrihed og fornedrelse. Hvad der måske er sværest at forstå var,
31