de komplekse rettigheder – essaysamling - Amnesty International

Menneskelig ondskab? Måske. Menneskelig dårskab? Helt sikkert. Alligevel er der ikke grund til
defaitisme, det forholder sig nemlig sådan, at hvis der ingen elementær ondskab var at bekæmpe,
ville dens destruktivitet brede sig som en lavthængende giftgas over hele menneskeheden, tingene
ville blive vendt på hovedet – som nazismen forsøgte – så ondt blev godt, sort hvidt, løgn
sandhed o.s.v. Tingene griber nemlig sig selv i halen: Det er kun den perverterede, den hjernevaskede,
som fuldt og fast tror på, at det onde han gør, er det gode, han tror han gør. Man ser
det i den jugoslaviske konflikt, som delvis er et resultat af massiv propaganda. Det er lykkedes
at bilde folk ind, at de med god grund kan hade hinanden og myrde hinanden efter behov, fordi
det sker i en god sags tjeneste. Man er nået så vidt, at folk tror de handler etisk forsvarligt, når
de skyder hinanden gennem hovedet uden at vide, at de selv allerede er skudt gennem hovedet,
bare med helt andre og mere subtile våben: løgnens, propagandaens hjernevask.
Derfor er programmet klart. Det er nødvendigt at gribe ind. Det er nødvendigt at råbe op. Intet
overgreb er for uanseeligt til at blive påtalt, intet råb om hjælp for kvalt til ikke at blive hørt. Med
hensyn til bødlerne kan man håbe på, at de kun lader sig overtale, fordi den indre stemme som
anviser, hvad der er godt og hvad der er skidt, kun temporært er døllet. Man ved, hvad der er
rigtigt, selvom man også i en periode har ladet sig narre til at tro, at det onde var det gode og
derfor nødvendigt.
En organisation som Amnesty International eksisterede ikke med sit nuværende omfang inden
nazismens forsøg på verdenserobring. Man kunne kalde den et positivt korrektiv udløst af desperate
omstændigheder. Men jeg opfatter Amnesty som mere: en nødvendig forudsætning for
at vi reelt og mentalt kan overleve. Hvis denne stemme, vagtsom og varm, ikke lød hele tiden
kunne vi godt pakke en stor del af håbet af vejen. Ikke blot vi, der har behov for denne stimulans
ansigt til ansigt med absurditeten, men også de for hvem hjælpen er nødvendig og – i bedste
fald – tilgængelig. Så enkelt er det og så indviklet. Ikke mindst når man sidder på sidelinien og
er det man kalder fri.
33