Socialrådgiveren nr. 19-2011 - Dansk Socialrådgiverforening

Hvordan koordinerer
man 20-30 fagfolk
Hjerneskadesager er ofte komplicerede med mange involverede fagfolk. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at
sagerne koordineres tværfagligt, men vi mangler konkrete modeller for, hvordan vi skal gøre det, lyder det
fra formanden for DS’ Handicapfaggruppe.
TEKST
ELSE MARIE ANDERSEN
Når en borger bliver ramt af en hjerneskade, kan 20-30
forskellige fagfolk være involveret i rehabilitering. Det
er den koordinationsopgave, forløbsprogrammerne på
hjerneskadeområdet nu bøjer i neon som en opgave, kommunens
sagsbehandlere bør påtage sig.
– Forløbsprogrammets vigtigste anbefalinger i relation
til socialrådgivernes arbejde er, at der skal sikres tværfagligt
samarbejde og koordinering i hjerneskadesager, også
på tværs af forvaltninger og enheder i kommunen, siger
Bente Møller, afdelingslæge i Sundhedsstyrelsen.
Den ramte kan ikke selv koordinere
I hjerneskadesager er koordinationen ekstra nødvendig,
fordi den ramte – netop på grund af skaden – ikke selv kan
holde mange bolde i luften på én gang. Og så kan det være
svært at holde snor i alle de fagfolk, der ofte er involveret
i den enkeltes sag. Foruden ergo- og fysioterapeut,
logopæd, læger, hjælpemiddelkonsulent og psykolog kan
der være involveret jobkonsulenter, arbejdsprøvningskonsulenter,
sygedagpenge- eller pensionssagsbehandlere og
handicaprådgivere, der bevilger tabt arbejdsfortjeneste,
merudgifter og andre støttende foranstaltninger.
Efterlyser koordinationsmodeller
Nøjagtig som Servicestyrelsen har udarbejdet en metode
til at udrede voksnes funktionsevne, bør styrelsen tage
et lignende initiativ til at få udarbejdet konkrete modeller
for, hvordan kommunerne kan koordinere disse komplicerede
sager, foreslår socialrådgiver Per Sander Helenius,
formand for DS’ handicapfaggruppe.
– Alle råber på koordination, men i fx hjerneskadesager
har vi med flere lovområder at gøre. Der kan være
bevillinger efter social-, arbejdsmarkeds- og undervisningslovgivningen,
ligesom regionerne er aktører gennem
sundhedslovgivningen. Det er forskellige mennesker, der
har beslutningskompetence inden for de forskellige love i
kommunen og i sundhedsvæsenet, så det er en kæmpe udfordring
at koordinere en sag på tværs af mange forskellige
faggrupper, forvaltninger og sektorer.
På spørgsmålet om hvorvidt der er behov for en lovgiv-
ning, der påbyder koordination i komplicerede sager, siger
Per Sander Helenius:
– I sagsbehandlerens hverdag er der “kan”-opgaver og
“skal”-opgaver. Ingen går frivilligt ind og påtager sig en
kan-opgave, når de i forvejen er presset til randen af
“skal”-opgaver. Mener man ordene om, at koordination er
vigtig, og vil man virkelig sikre, at det sker, så skal der fra
centralt hold arbejdes på at udvikle konkrete modeller,
som regioner og kommuner kan benytte sig af”.
Behov for neurofaglig indsigt
Forløbsprogrammet anbefaler også, at socialrådgivere og
andre medarbejdere, der kan møde en hjerneskaderamt i
sit arbejde, har den neurofaglige indsigt og årvågenhed,
der skal til for at henvise borgeren til rette vedkommende
i kommunen.
Ofte viser følger af en hjerneskade sig først måneder
efter udskrivelsen. Når borgeren så dukker op i en af kommunens
forvaltninger, er det vigtigt, at sagsbehandleren
ikke blot tolker fx mangel på initiativ som dovenskab, for
det kan være en del af skaden, at den ramte netop har mistet
evnen til at tage initiativ eller mister overblikket. I et
opfølgningsbrev om videreudvikling af hjerneskaderehabiliteringen
i kommunerne, har Kommunernes Landsforening
da også skrevet til kommunerne, at de skal kunne identificere
en hjerneskaderamt, uanset i hvilken forvaltning
henvendelsen fra borgeren kommer. A
redaktionen@socialrdg.dk
NYE RETNINGSLINJER PÅ VEJ
Forløbsprogrammerne på hjerneskadeområdet har fået
Sundhedsstyrelsen til efter nytår at nedsætte arbejdsgrupper,
der skal udarbejde de faglige retningslinjer for
arbejdet med “udredning, behandling og rehabilitering
af personer med mentale følger efter hjerneskade” og
for “udredning og behandling af børn og unge, der har
en psykiatrisk lidelse som konsekvens af – eller inden
– de fik en hjerneskade”.
SOCIALRÅDGIVEREN 15 I 2011 9