Betænkning 1205 om medieansvar - Medieansvarsudvalget ... - Krim

i
- 24 -
massemedie herefter anses for straffri på grund af almeninteresse, er det ikke
dermed givet, at også videregivelsen fra den person, der har tavshedspligt, bliver
straffri efter § 152 e.
Et mindretal i udvalget finder ikke, at der er grund til at ændre endsige ophæve S
152 d. når der foretages den ændring af § 152 er som der i udvalget er enighed om
at foreslå. Efter dette mindretals opfattelse er det uacceptabelt, hvis enhver videregivelse
eller anden udnyttelse generelt anses for retmæssig; dette er efter mindretallets
opfattelse i strid med samfundets interesse og den enkelte borgers retsbeskyttelse.
Mindretallet tilslutter sig de af Straffelovrådet og af tavshedspligtsudvalgets
flertal udtrykte synspunkter om, at der generelt - men ikke mindst i relation
til hensynet til "privatlivets fred" - er behov for bestemmelser, som strafsanktionerer
efterfølgende brug af oplysninger, der hidrører fra et klart strafværdigt
forhold, såsom brud på tavshedspligt for offentligt ansatte.
Et andet mindretal foreslår derimod, at § 152 d får en tilføjelse, hvorefter udbredelse
af oplysninger gennem et massemedie ikke er strafbar som meddelelseshæleri.
når ansvaret for udbredelsen er omfattet af reglerne i medieansvarsloven.
Forslaget begrundes med, at offentliggørelse eller videregivelse af oplysninger
gennem massemedierne er kriminaliseret af andre bestemmelser i straffeloven i
de tilfælde, hvor der er et reelt behov for at værne imod udbredelsen; offentliggørelse
af oplysninger, der krænker privatlivets fred, eller som bringer statens sikkerhed
i fare, er således strafbar efter specielle bestemmelser herom. Der er efter
dette mindretals opfattelse ikke noget behov for også at kunne ramme massemediernes
offentliggørelse af oplysninger, når der alene er sket en overtrædelse
af tavshedspligten.
Et tredje mindretal bemærker, at kriminaliseringen i straffelovens § 152 d af videregivelse
af oplysninger hidrørende fra brud på tavshedspligten er overordentlig
generel, og at det ikke forekommer åbenbart, at straffebestemmelsens meget
generelle karakter er i overensstemmelse med de retssikkerhedshensyn, der bør
ligge til grund for straffeloven. Mindretallet er med det første mindretal enigt i.
at der ikke er grundlag for at ophæve straffelovens § 152 d alene for personer,
der er omfattet af det særlige ansvarssystem i medieansvarsloven. I det omfang, §
152 d vedrører andet end privatlivets fred, finder dette mindretal imidlertid, at
der er behov for mere indgående overvejelser af, hvorvidt bestemmelsen bør ophæves,
eller om bestemmelsens område eventuelt kan indskrænkes til kun at omfatte
meddelelseshæleri i særlige tilfælde. Mindretallet finder, at disse overvejelser
ikke kan foretages af udvalget, men bør overlades til Straffelovrådet.