Jubilæumsskrift - Samarbejdssekretariatet

Det er lidt paradoksalt, at fagbevægelsen har kæmpet for – og opnået – en nedsættelse
af normalarbejdstiden for den enkelte lønarbejder. Men hvis man ser på den
samlede arbejdstid for en familie, arbejder den langt mere end for 20 - 30 år siden.
I går drejede det sig om solidaritet og om at få alle med på vognen. I dag er det
også en vigtig opgave for fagbevægelsen at slå bro mellem de medlemsgrupper, der
„kører derudad“ med 120 km i timen, og de, der knap nok kan vinde fodfæste på
arbejdsmarkedet.
Nogle arbejder for at leve, mens andre lever for at arbejde. Arbejdet fylder så
meget mere end tidligere i den enkeltes hverdag og identitet. Derfor er det vigtigt
at have indflydelse ikke alene på det arbejde, man udfører, men også i forhold til,
hvad der i øvrigt sker på ens arbejdsplads.
Jeg vil i denne artikel give et indblik i, hvordan jeg ser den historiske udvikling i
samarbejdet på statens arbejdspladser. Endvidere vil jeg pege på de mange nye og
spændende udfordringer, der venter samarbejdsudvalgene i de kommende år.
Samarbejdsudvalg og medindflydelse
De statslige samarbejdsudvalg er det sted, hvor medarbejderindflydelsen har fundet
et formaliseret udtryk, men selvom de statslige samarbejdsudvalg „kun“ har
50 år på bagen, vil jeg tillade mig at gå endnu længere tilbage.
Grundlaget for samarbejdet startede vel med Septemberforliget for 100 år siden.
Her var det kampen om at lede og fordele arbejdet, der var på dagsordnen. Fagbevægelsen
fik tilkæmpet sig forhandlings- og aftaleretten mod, at arbejdsgiverne så
fik „papir på“ ledelsesretten og fredspligt i overenskomstperioden.
Selvom de statsansatte på det tidspunkt ikke havde nogen egentlig aftaleret var der
stolte traditioner for organisering, specielt på tjenestemandsområdet, og på et meget
tidligt tidspunkt en drøftelses- og forhandlingsret, som i realiteten medførte en
meget stor indflydelse på de ansættelsesvilkår, der blev fastsat.
42