Peter Bødker - musikerliv ved en skillevej Af: Klara Fleischer. Foto: Henrik Kristensen Peter Bødker er musiker med krop og sjæl. Hans musikalske virke spænder bredt, hovedinstrumenterne er piano, orgel, guitar og bas, og sideløbende er han en rutineret producer med eget lydstudie. I 15 år har han arbejdet for den samme arbejdsgiver, på fuld tid og med fast månedsløn. Det er ikke ofte, man ser det i den rytmiske musikbranche i dagens Danmark. Men sådan var vilkårene, da arbejdsgiveren hed ’Bamses Venner’, og frontfiguren var Flemming ’Bamse’ Jørgensen. Men en sådan konstellation har en indbygget sårbarhed, for hvad sker der den dag, frontfiguren pludselig ikke er der mere? Livet med Bamses Venner Jeg møder Peter Bødker til en kop kaffe og en snak på DMF’ s kontor i Vestergade. Jeg er interesseret i at høre om den pludselige drejning, hans liv tog den 1.januar 2011, da Flemming ’Bamse’ Jørgensen uventet døde af et hjertestop. Hvordan håndterer man det, når de rammer, som har struktureret éns musikalske arbejdsliv i 15 år, pludselig er revet væk? Det går hurtigt op for mig, at der ikke bare var tale om Peters professionelle liv som musiker. En band-konstellation som Bamses Venner er en helhedspakke, som udover de professionelle bånd skaber tætte relationer bandmedlemmerne imellem. Venskabsrelationer som rækker langt ud over et professionelt og fagligt samarbejde. ’Bamses Venner’ var altså mere end bare et job, snarere en hel livsstil. Orkestret blev grundlagt i 1973, med Flemming ’Bamse’ Jørgensen som forsanger og sangskriver. Hans mange iørefaldende sange er velkendte og populære i hele Danmark: ’Vimmersvej’, ’Så går Louise til bal’, og ’I en lille båd der gynger’ har nærmest status af evergreens. ’Bamses Venner’ bestod foruden Flemming selv af fire medlemmer, som dog igennem årene er blevet udskiftet adskillige gange. Peter Bødker begyndte sit samarbejde med Flemming og ’Bamses Venner’ i 1996, hvor han gik til audition som ny pianist. Den musikalske kemi var til stede med det samme, og optagelsesprøven udviklede sig til en timelang jamsession. Peter blev bandets nye medlem, og siden hen blev det også ham, som sad ved flygelet, når Flemming optrådte til intimkoncerter rundt i landet. 12 basunen • marts 2012 Det musikalske samarbejde med Flemming og de to andre musikere i bandet udviklede sig til et venskab. Og hvordan kan det også andet…? Når man er på turné sammen, er man sammen 24 timer i døgnet, hele tiden. Det er ikke muligt at melde sig syg - man må få musikken til at leve og samarbejdet til at fungere, også selvom man har 40 i feber. Man kommer til at dele alle slags livssituationer med hinanden og må rumme både hinandens glæde og sorg. Bandet bliver en slags lille familie. Efter Flemmings død Flemming ’Bamse’ Jørgensen døde pludseligt af et hjertestop. For Peter Bødker og de to andre medlemmer i bandet betød det, at de fra den ene dag til den næste måtte orientere sig fuldstændigt på ny i forhold til deres musikalske levevej. Peter forklarer da også, at den første tid efter Flemmings død var både overvældende og sorgfuld. Mindekoncerten for Flemming ’Bamse’ Jørgensen den 7.februar 2011 i NRGI Arena i Aarhus hjalp musikerne i ’Bamses Venner’ til at bearbejde situationen. De fungerede som husorkester og havde en lang række dygtige sangere til at fortolke Flemmings sange. Koncerten var en hyldest til hans musik og til Flemming som menneske. Efterfølgende har bandet turneret med Flemmings sange, fremført af Stig Rossen, i orkestret ’Stig Rossen og Vennerne’. Bassisten Allan Nagel er tiltrådt som bassist, en rolle som tidligere blev udfyldt af Flemming selv. I efteråret 2011 producerede Peter mindealbummet ’De Store og de Gemte’. Albummet består af tre cd’er: én med de kendte danske sange, én med engelske covers, samt en cd med hidtil uudgivne sange fra Flemmings hånd. Sangene på den sidste cd blev udvalgt efter gennemlytning af mange timers råmateriale på cd’er og kassettebånd. I et samarbejde med Flemmings familie – og en skelnen til hvad der er teknisk muligt – har Peter således produceret en posthum cd med Flemmings kompositioner. Peter forklarer, at det var en både givende og nødvendig oplevelse at være i studiet med ”Flemming” en sidste gang og skabe et album i Flemmings ånd. Fra fuldtid til freelance I Danmark er det ikke mange rytmiske musikere forundt at have fast ansættelse i et orkester i en lang årrække. De fleste musikere strukturerer deres arbejdsliv efter midlertidige ansættelsesforhold og freelancevirke. At skifte fra fuldtid til freelance må derfor være lidt af en udfordring. Jeg spørger Peter, hvordan han har mestret overgangen fra den ene struktur til den anden? Et aktivt og hjælpsomt netværk har været en del af det, men der er bestemt plads til flere opgaver, forklarer han. I det forgangne år har Peter arbejdet med forskellige musikalske projekter og har lige så stille vænnet sig til den nye livsstil. På godt og på ondt for livet som freelancer er en slags tve-ægget sværd. På den ene side savner han den fastansattes stabile arbejdsforhold, som giver ro og tryghed i hverdagen. Freelancerens vilkår er anderledes, man må hele tiden være fremme i skoene og sørge for at ’netværke’, så man kan skabe gode jobmuligheder for sig selv. De nye vilkår rummer dog også muligheder, som lå uden for rækkevidde i årene med ’Bamses Venner’. Nu er der nemlig en større variation i Peters arbejdsopgaver, og det er en spændende oplevelse at få mulighed for at sprede det musikalske virke over mange forskellige former for jobs. I dag arbejder Peter både som producer, som studiemusiker, som lyddesigner til reklamespots og teaterforestillinger… og selvfølgelig som optrædende live-musiker. For uanset hvordan man vender og drejer den, så banker de fleste musikerhjerter for live-oplevelsen. I hvert fald hvis man spørger Peter Bødker. At skabe den fede koncertoplevelse - spille til sveden hagler af én, lade sig drive fremad af sit orkesters energi og fornemme kontakten med publikum. Peter er derfor aktiv i forskellige bandsammenhænge, for selvfølgelig skal live-oplevelsen altid have en fremtrædende plads i hans musikerliv. Ét af orkestrene er ’Stig Rossen og Vennerne’, som har stor succes med at spille Flemming ’Bamse’ Jørgensens populære sange. I 2012 er der planlagt en Danmarksturné med ikke mindre end 30 koncerter rundt i landet. På den måde holdes Flemmings minde i hævd, og hans musik lever videre, både for publikum og for musikerne fra ’Bamses Venner’.
asunen • marts 2012 13