InKLUSIOn I LOKALSAMfUnDet Metoder til ... - Servicestyrelsen

36 timer for 25 år siden
At være mand og offer – men ikke taber. Jakob fortæller sin historie: Om følgerne af et seksuelt overgreb i
barndommen. Og om den nyudviklede form for gruppeterapi, der blev afgørende for ham
Af JAKOB hJULer tAMSMArK
Denne sommer var det 25 år siden, jeg blev udsat for
et seksuelt overgreb. Det varede kun en enkelt nat og
manden, der gjorde det, var kun fysisk til stede i mit liv
i omkring 36 timer. Til gengæld har jeg kæmpet med konsekvenserne
af hans handling lige siden.
Hvem han var, ved jeg ikke i dag. Jeg kan heller ikke
huske, hvordan han så ud. Jeg ved kun, at han var englænder,
vel omkring de 30 år – og pædofil. I løbet af den
nat jeg tilbragte i hans telt, lod han ingen del af min krop
urørt, og siden har jeg konstateret, at kun få dele af mit
sind, mit køn, min seksualitet og min identitet forblev
uforstyrret.
tavsheden
Jeg fortalte aldrig nogen om, hvad der var sket i løbet af
den nat. Jeg vidste godt, at den var gal, men skammen
over det, der var sket, og følelsen af selv at have været
ude om det, betød, at ingen fik det at vide.
Med tiden fik jeg sagt til mig selv, at eftersom jeg kunne
huske begivenheden, var jeg ikke traumatiseret – og at
sætte overgrebet i relation til den ensomhed, tristhed
og splittelse, jeg siden skulle opleve som ung, faldt
mig aldrig ind. Jeg forblev tavs om overgrebet, over for
omverdenen og over for mig selv.
Der skulle gå omtrent 17 år, før jeg i forbindelse med en
skilsmisse endeligt brød sammen. Med ét blev oplevelsen
af afgrundsdyb desperation og isolation fuldstændig, og
efterlod mig i et følelsesmæssigt kaos, der truede med at
rive mit liv fra hinanden. På én gang kom pludselig alle
de problemer, ækle tanker og modstridende følelser op,
som jeg hidtil havde skjult og holdt nede. Jeg mærkede,
JAKOB hJULer tAMSMArK, født i
1967 og bosat i København med sine
tre børn. er cand.scient.pol. og ansat
som specialkonsulent i Arbejdstilsynet.
Siden 2003 brugerrepræsentant
og næstformand i bestyrelsen for
Støttecenter mod Incest i Danmark.
Se mere om mandegrupperne og støttecentret
på www.incest.dk
hvordan mit liv var præget af vanskeligheder i parforholdet,
de nære relationer, seksuallivet og oplevelsen af mig
selv og mit køn. Først fra da af begyndte jeg at sætte ord
på, hvad jeg havde oplevet.
gruppen
Efter flere år i individuel terapi, hvor jeg langsomt
begyndte at mærke de følelser, der hidtil havde skræmt
og knuget mig, i sammenhæng, kom jeg i 2001 i kontakt
med Støttecenter mod Incest og det tilbud om gruppeterapi,
som Lone Lyager og Jette Lyager har udviklet specifikt
til mænd i min situation.
På det tidspunkt havde jeg stadig en forestilling om,
at overgrebet var noget, der kunne ”helbredes”. At jeg
kunne pille det skete ud af hovedet og nå frem til et sted,
hvor det ikke længere havde indflydelse på mit liv. Jeg
vidste godt, at jeg var offer, men jeg ville ikke være offer,
fordi det for mig var det samme som ”taber”. Og med en
lang uddannelse, tre børn og et pænt hjem kunne og ville
jeg ikke se mig selv i en taberrolle. Det var for mig umandigt
at være offer.
I dag ved jeg, at jeg både kan være offer og mand med
alt det, jeg kan og har. Jeg ved, at oplevelsen i så mange
år af at være offer har formet og påvirket mine tanker,
følelser og min identitet. Jeg ved, at det er blevet en
grundforudsætning for mit liv, som jeg ikke kan lægge fra
mig eller annullere. Men jeg ved også, at jeg kan lære at
rumme offerfølelsen og sætte mig ud over de begrænsninger,
som følelsen giver.
Den erkendelse skylder jeg ikke mindst mandegruppen
– og de seks andre mænd, jeg i ti måneder delte mine
tanker og følelser med. I mødet med de andre mænd og
deres historier, der i mangt og meget adskiller sig fra
min, lærte jeg, hvem jeg er. Måske først og fremmest fordi
jeg lærte, hvem jeg ikke er. At et offer ikke bare er et
offer, men at hvert menneske, hvert offer, har sine egne
oplevelser, tanker og forestillinger, der gør hver enkelt
til en unik person. Ved at møde forskelligheden hos de
andre mænd i gruppen med hver deres historie og hver
deres måde at leve som offer på, lærte jeg at differentiere
og definere mig selv og min offerrolle.
Myter og tabuer
I den forholdsvis korte periode jeg tilbragte i gruppen,
opnåede jeg altså at blive integreret med min overgrebshistorie,
min rolle som offer og som mand. Jeg nåede et
langt stykke hen mod at kunne rumme mig selv og det,