Vejen til Lyset - Siriusmedia

„Godt „svarede han. „Så er du den vi har ventet på!“
„Vi vil gerne bede dig om at hjælpe os tilbage til vor planet“.
„Jeres planet“ svarede jeg forbavset.“Hvilken planet?“ „Det får du at
vide senere. Vi ved hvor vi skal hen. Så vil du være så venlig at skabe
en lyskanal for os ude på parkeringspladsen. Vi har tegnet en cirkel
ca. 1 meter i diameter, hvor den skal begynde. Du kan godt starte nu“.
„Nej hov“ svarede jeg .“ Før jeg hjælper jer vil jeg gerne vide hvorfor
I stadig er her på Fuerteventura og ikke forlængst er taget op til Jeres
planet?“
„Det skal jeg såmænd sige dig“ svarede han.“ Da Atlantis gik under
og sank i havet (i året 9.564 B.C.) var der kun disse vulkanøer tilbage
og vi, der havde reddet os herop under den store oversvømmelse besluttede
at vente på at havet skulle give os vort prægtige kontinent tilbage.
Efterhånden som vi døde, blev vores sjæle tilbage og sad dag efter dag
- år efter år, århundrede efter århundrede og stirrede fortvivlet ud over
havet og ventede på at miraklet skulle ske. Men nu har vi fået vished for
at en lille del af Atlantis vil dukke op af havet i det sydlige Atlanterhav
og vi har fået at vide at mange af dem vi engang levede sammen med
er vendt tilbage til Jorden igen for at hjælpe Jorden ind i den nye tid og
det vil vi gerne være med til. Så hjælp os med at komme op, så vi snart
kan genfødes på Jorden i menneskeskikkelse og måske træffe nogle af
vore kære, som dengang druknede i havet“.
Det var forklaring nok for mig, så sammen med Kate bad vi om at man
med tankens kraft ville skabe en lyssøjle midt ud på parkeringspladsen.
Så snart det var gjort så vi sjælene stille op i en lang række og gå ind i
lyssøjlen og blive beamet op til deres planet. Der var ialt 832 sjæle som
gik op, og det hele tog ca et kvarter. I samme øjeblik den sidste var gået
ind i søjlen forsvandt den og i samme nu forsvandt også tågen og solen
skinnede ned fra en skyfri himmel og vi kunne beundre den fantastiske
udsigt over hele øen.
Men det mest utrolige var dog, at da vi igen sad i bussen og skulle
videre på turen, fik vi pludselig begge øje på en nytegnet kridtcirkel
midt på parkeringspladsen. Den var der garanteret ikke, da vi ankom.
Jeg var hurtig med fotografiapparatet og tog et billede af denne kridtcirkel
som bevis.
Dermed er også min egen private cirkel ved at slutte.
12