Vejen til Lyset - Siriusmedia

Panteleminon, som murede sig inde i kirken og blev der, da de andre blev
evakueret. Han var sammen med en del patienter, som var solidariske
med ham. De døde alle senere.
Jeg forklarede disse sjæle at de ville være mere end velkomne oppe
i Paradiset, og jeg tilbød at hjælpe dem på vej. Det indvilligede de i
og de stillede straks op i en lang kø, som så begav sig op ad den lange
trappe og ind ad porten. Der viste sig at være ialt 182 vildfarne sjæle,
som nu omsider fik fred.
Et årstid senere var vi på ferie på øen Rhodos, som ligger i det østlige
middelhav. I hovedbyen på Rhodos ligger en gammel Korsfarerborg
fra Middelalderen. Det var bygget af Johannitterordenen, senere kaldet
Malteserridderne, og de havde store fæstningsanlæg på flere af de græske
øer bl.a. på Kos, som vi senere skal høre om. De imponerende ruiner
er i dag tilgængelige for turister, og vi skulle selvfølgelig op og beskue
dette fæstningsanlæg, som dog for største delen lå i ruin er. Inde i hovedbygningen
var der indrettet et malerimuseum i et kælderlokale, som
blev benævnt som en tidligere fangekælder. Foruden at skulle beskytte
søvejen til det hellige land var en af hovedopgaverne at bekæmpe de
mange sørøvere, som tit overfaldt og plyndrede fredelige handelsskibe.
Det lykkedes Johannitterne at indfange mange af disse pirater og spærre
dem inde på borgen. Der fik de lov til at sidde i mange år til de i de fleste
tilfælde døde en na tur lig død. Den kunne jo godt fremskyndes gennem
udsultning og lejlighedsvis tortur. Uanset hvad, var det en grum skæbne,
men tiden var ganske grum i Middelalderen, og da alle sørøverne jo var
muslimer og derfor blev regnet for hedninge, som man netop bekæmpede
med alle midler, så man stort på fangernes ve og vel. Resultatet var at
alle de sjæle af de ulykkelige fanger endnu befandt sig i dette ombyggede
kælderrum, og man kunne mærke tyngden af al den ulykkelighed.
Da jeg tilbød dem at slippe ud af deres selvvalgte martyrium og op
til den Gud, som de kaldte Allah, sagde de alle begejstrede ja, og jeg
viste dem så vejen op på Astralplanet, hvorfra de så en efter en gik op
af trappen og ind af porten. Jeg optalte dem til 87 sjæle.
Alt dette foregik ligesom på Spinologa i et stille hjørne uden at nogen
af de tilstedeværende lagde mærke til noget. Jeg mener ikke at man skal
stille sig op og agere med fagter og gebærder og højlydt tale. Det hele
foregår jo alligevel ved tankens kraft, og det synes jeg ikke der er grund
26