Forebyggelse af udstødning fra arbejdsmarkedet, rapport fra 2008.

Arbejdsmedicinsk Afdeling
Sydvestjysk Sygehus
Esbjerg

Forebyggelse af udstødning fra arbejdsmarkedet for
arbejdsskadede
Af
Signe Beierholm Hansen
&
Søren Dahl
Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik,
Sygehus Sønderjylland
Simmerstedvej 1,
6100 Haderslev
Tlf. 73 53 02 22
Fax 74 52 03 73
AMK@shs.regionsyddanmark.dk
Projektet er støttet af den Europæiske Socialfond
Haderslev, januar 2008
1

Forord
Marginalisering på arbejdsmarkedet er et af de vigtigste - måske det vigtigste - af de sociale problemer
i Europa1. For de fleste mennesker har arbejdet en central betydning i deres liv. Det er således
ikke kun et samfundsøkonomisk, men også et alvorligt socialt og personligt problem at blive sat
uden for arbejdsmarkedet.
Vi har tidlige beskrevet de negative sociale, helbredsmæssige og arbejdsmæssige problemer for
patienter, der bliver ramt af en arbejdsbetinget sygdom. Vi har nu søgt at gøre noget ved de problemer,
vi selv tidligere har peget på, idet vi med dette projekt har søgt at hindre udstødning og afbøde
de negative sociale konsekvenser for arbejdsskade patienter.
Denne rapport beskriver de vigtigste resultater af projektet Forebyggelse af udstødning fra arbejdsmarkedet
for arbejdsskadede. Rapporten indledes med en sammenfatning, der kort beskriver projektets
metoder og de vigtigste resultater. Rapporten har i øvrigt 4 hovedafsnit, nemlig et afsnit hvor vi
beskriver undersøgelsesgruppen og undersøgelsesmetoderne. Dernæst præsenteres undersøgelsesgruppens
baggrundsdata efterfulgt af resultaterne af interventionen fordelt på et afsnit baseret på
registerdata og et anden baseret på interview- og spørgeskemadata. Endelig findes projektets samlede
konklusion på 94.
Projektets gennemførelse og økonomisk støtte
Projektet er gennemført af Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, Sygehus Sønderjylland som et
initiativ under det socialfondsstøttede projekt ”På tværs af fraværet – et sønderjysk initiativ” i regi
af Projektcenter Sønderjylland.
For flere oplysninger om Projektcenter Sønderjylland se www.cssa.dk.
Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik
Sygehus Sønderjylland
Haderslev, januar 2008
Søren Dahl Signe Beierholm Hansen
Ledende overlæge Socialrådgiver
1
Ivar Hornemann Møller: Understanding Integration and Differentiation. Inclusion, Marginalisation and Exclusion.
EURIZINE, 2002-06-21
2

Indhold
Side
Forord............................................................................................................................................... 2
Projektets gennemførelse og økonomisk støtte ........................................................................... 2
Indhold............................................................................................................................................. 3
Figurer.......................................................................................................................................... 4
Tabeller ........................................................................................................................................ 4
Sammenfatning ................................................................................................................................ 5
Baggrund........................................................................................................................................ 11
Projektets formål og succeskriterier .............................................................................................. 13
Formål........................................................................................................................................ 13
Succeskriterier ........................................................................................................................... 13
Denne rapport ............................................................................................................................ 13
Undersøgelsesgrupper og undersøgelsesmetoder .......................................................................... 15
Overvejelser om undersøgelsesmetode og undersøgelsesdesign............................................... 15
Undersøgelsesgruppen............................................................................................................... 16
Interventionen ............................................................................................................................ 19
Datakilder................................................................................................................................... 21
Dataanalyse................................................................................................................................ 24
Baggrundsdata for undersøgelsesgruppen ..................................................................................... 26
Frafald........................................................................................................................................ 27
Patientkontakter mv. i forbindelse med interventionen............................................................. 28
Beskrivelse af undersøgelsesgruppen ........................................................................................ 28
Del 1. Resultater af arbejdsmarkedstilknytning baseret på DREAM-DATA................................ 33
Forskelle før og efter henvisningen ........................................................................................... 33
Udviklingen i aktive kontra passive forløb................................................................................ 36
Diskussion (DREAM-data)........................................................................................................ 39
Del 2. Resultater fra interview og spørgeskemaundersøgelser...................................................... 43
Følger af sygdommen. ............................................................................................................... 43
Patienternes oplevelse af at være afklaret.................................................................................. 48
Bolig, familie, venner og fritid. ................................................................................................. 50
Kommunen................................................................................................................................. 55
Sygedagpengeopfølgning........................................................................................................... 56
Revalidering, omskoling, uddannelse........................................................................................ 62
Fleksjob...................................................................................................................................... 66
Pension eller efterløn. ................................................................................................................ 69
Arbejdsløshed og kontanthjælp. ................................................................................................ 72
Arbejdspladstilknytning og ændringer på arbejdspladsen......................................................... 74
Arbejdsskadesag ........................................................................................................................ 78
Kontakt med forskellige instanser ............................................................................................. 80
Socialrådgiveren på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik.......................................................... 84
De anvendte socialrådgivermetoder........................................................................................... 87
Konklusion..................................................................................................................................... 94
Bilag............................................................................................................................................... 96
3

Figurer
Side
Figur 1: Udvælgelse af patienter........................................................................................................18
Figur 2: Patienterne indgik i projektet efterhånden som de blev henvist...........................................19
Figur 3: Overordnet projektdesign.....................................................................................................26
Figur 4: Forløbskurver .......................................................................................................................36
Figur 5: Tendenskurver......................................................................................................................37
Figur 6: Standardiserede tendenskurver.............................................................................................38
Figur 7: Sammenhæng mellem netværk og sygdom..........................................................................53
Tabeller
Side
Tabel 1: Inklusions- og eksklusionskriterier......................................................................................16
Tabel 2: Datakilder.............................................................................................................................21
Tabel 3: Forløbsgruppernes sammensætning.....................................................................................24
Tabel 4: Årsag til frafald fra projektet ...............................................................................................27
Tabel 5: Undersøgelsesgruppens sammensætning.............................................................................28
Tabel 6: Bopælskommune på det primære undersøgelsestidspunkt ..................................................29
Tabel 7: Hoveddiagnoser ...................................................................................................................30
Tabel 8: Skolegang.............................................................................................................................31
Tabel 9: Erhvervsuddannelse.............................................................................................................31
Tabel 10: Offentlige ydelser før henvisningen ..................................................................................32
Tabel 11: Forløb – oversigt, hele undersøgelsesgruppen...................................................................34
Tabel 12: Helbredsmæssige gener et år efter den primære undersøgelse..........................................43
Tabel 13: Selvvurderet erhvervsevne.................................................................................................45
Tabel 14: Helbredsmæssige konsekvenser sammenlignet med tidligere...........................................46
Tabel 15: Patienternes oplevelse af afklarethed.................................................................................48
Tabel 16: Boligforhold.......................................................................................................................50
Tabel 17: Sygedagpengesamtale........................................................................................................56
Tabel 18: Oplevelse af sygedagpengeopfølgning ..............................................................................56
Tabel 19: Anmeldestatus....................................................................................................................78
Tabel 20: Anerkendelsesstatus...........................................................................................................78
Tabel 21: Kontakt med forskellige instanser .....................................................................................80
Tabel 22: Tilfredshed med undersøgelsen på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik...........................82
Tabel 23: Socialrådgiverens rolle og indsats .....................................................................................84
4

Sammenfatning
I tidligere undersøgelser har både vi og andre vist, at en stor del af arbejdsskadede patienter glider
ud af arbejdsmarkedet som følge af deres arbejdsbetingede sygdom. Udstødningen af arbejdsskadede
patienter var større end for andre grupper af sygemeldte. Vi har også vist, at den arbejdsbetingede
sygdom har en lang række negative konsekvenser på det personlige, familiemæssige og sociale
plan for den arbejdsskadede patient. På den baggrund ville vi med dette projekt forsøge, om vi kunne
vende denne negative tendens for arbejdsmedicinske patienter, ved at gøre en særlig socialmedicinsk
indsats overfor de erhvervstruede patienter. Projektets succes ville vi måle på, om flere patienter
kunne fastholdes på arbejdsmarkedet samt undgå udstødning og langvarigt sygefravær sammenlignet
med, hvis vi ikke havde gjort en sådan særlig indsats. Samtidig vil vi undersøge patienternes
egen vurdering og oplevelse af deres sygdom, sygdomsforløb, de helbredsmæssige og sociale konsekvenser
af sygdommen samt den socialmedicinske indsats, der blev ydet i forbindelse med dette
projekt.
Vi har ved tilrettelæggelsen af projektet gjort os umage for, at dokumentere effekten af indsatsen på
en nøgtern måde. Derfor har vi anvendt undersøgelsesmetoder, som er inspireret af lægevidenskabelige
forskningsprincipper, som dem man bl.a. anvender til at vurdere behandlingseffekter.
Vi delte de henviste, erhvervstruede patienter i to grupper. Den ene gruppe var indsatsgruppen,
dvs. den egentlige undersøgelses- eller interventionsgruppe. Vores specifikke socialmedicinske indsats
var alene rettet mod deltagerne i denne gruppe. Interventionen bestod i en grundig socialmedicinsk
udredning og opfølgning under medvirken af socialrådgiver. Heri indgik en tværfaglig helbredsmæssig
og psykologisk vurdering. Endvidere blev der sammen med patienten udarbejdet planer
for patientens fremtidige placering på arbejdsmarkedet under hensyntagen til hans/hendes personlige
ressourcer samt de helbredsmæssige begrænsninger og muligheder. Indsatsgruppens forløb
blev sammenlignet med forløbet i referencegruppen. Denne gruppe fik ikke nogen særlig socialmedicinsk
opfølgning, men alene den sædvanlige indsats, som ydes af kommuner, virksomheder,
fagforeninger, a-kasser og andre i forhold til personer, som er i risiko for at glide ud af arbejdsmarkedet.
På alle andre områder var det intentionen, at indsats- og referencegruppen fra starten skulle
være sammenlignelige, og vi tilstræbte at inkludere 100 personer i indsatsgruppen og 200 i referencegruppen.
5

Ved analyserne har vi anvendt data fra forskellige kilder, herunder interview- og spørgeskemadata,
data fra sygehusets patientregistreringssystem og data fra DREAM, som er Beskæftigelsesministeriets
forløbsdata-register. DREAM omfatter data for alle personer, som har modtaget overførselsindkomster
inden for Beskæftigelses- og Socialministeriets områder. Data findes for hver enkelt
person i form af oplysninger om ydelsestypen på ugebasis. Den ugentlige ydelsesoplysning kan fx
angive, om personen har været ledig, på orlov, på efterløn, modtaget sygedagpenge, modtaget kontanthjælp
eller været i aktivering. DREAM giver derfor et helt pålideligt og objektivt grundlag for
sammenligning. Ved sammenligningerne har vi sammenfattet de mange data fra DREAM i tre forløbstyper,
nemlig: Aktive forløb som pegede frem mod arbejdsmarkedet (fx arbejde, revalidering,
uddannelse), passive forløb som alene havde forsørgelse som perspektiv (fx sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge,
kontanthjælp) og andre forløb som ikke havde direkte relation til sygdommens
arbejdsmæssige konsekvenser (fx graviditet, folkepension, udvandring).
Projektperioden måtte forlænges, da det viste sig vanskeligere end oprindeligt antaget at finde det
tilstrækkelige antal patienter. Ved udgangen af 2005 var der inkluderet 104 patienter i indsatsgruppen
og 193 i referencegruppen, hvilket var tilfredsstillende. Alle patienter i de to grupper blev fulgt
et år – dvs. til udgangen af 2006.
Resultaterne viste, at de to grupper som forventet var sammenlignelige mht. køn, alder, skole- og
uddannelsesmæssig baggrund m.v. Dog viste de efterfølgende analyser, at indsatsgruppen i årene
forud for henvisningen var hyppigere ramt af forskellige sociale begivenheder så som sygdom, arbejdsløshed,
kontanthjælp og lignende hvilket der blev taget hensyn til ved de sammenlignende
analyser.
Resultaterne af opfølgningsinterviewene viste, at mange arbejdsmedicinske patienter ligesom tidligere
havde store helbredsmæssige gener efter den arbejdsbetingede sygdom. I indsatsgruppen blev
den selvrapporterede helbredsmæssige status overordnet set dog vurderet som bedre end i referencegruppen.
Dette til trods for at personerne i indsatsgruppen havde været mere syge i årene forud
for henvisningen og også havde haft flere kontakter til det sociale system end referencegruppen.
Også den selvvurderede erhvervsevne var klart forbedret i indsatsgruppen sammenlignet med referencegruppen.
Selvom indsatsgruppen startede på et lavere niveau end referencegruppen, endte den
6

på et højere. Vi tolker disse forbedringer af selvvurderet helbred og erhvervsevne som en effekt af
den afklarende indsats, der skete for deltagerne fra indsatsgruppen i forbindelse med dette projekt.
Dette er også i overensstemmelse med, at patienterne i indsatsgruppen følte sig mere afklarede med
hensyn til deres helbredssituation end patienterne i referencegruppen. Dette til trods for, at indsatsgruppen
- som gruppe betragtet - var mere generet af smerter, indskrænket bevægelighed, nedsat
kraft og psykiske følgevirkninger sammenlignet med referencegruppen.
Vores forløbsbeskrivelser og beregninger baseret på objektive data fra Arbejdsmarkedsstyrelsens
DREAM-register viste, at effekten af dette projekt for patienterne (og samfundet) i gennemsnit i
løbet af opfølgningsåret blev en ”besparelse” på passive ydelser på mellem 263 og 309 uger. Disse
sparede uger på passive ydelser blev i stedet brugt i aktive forløb. For hver af indsatsgruppens 104
personer var der således i gennemsnit tale om en ”besparelse” på mellem 2½ og 3 uger per projektdeltager
på passive ydelser. Også dette kan have medvirket til, at patienterne fra interventionsgruppen
så lidt mere lyst på deres helbredsmæssige situation end referencegruppen.
Trods de vedvarende helbredsproblemer havde de fleste tilknytning til arbejdsmarkedet på normale
vilkår. Andre var i en selektiv jobplacering, fx i form af fleksjob. Næsten en fjerdedel i indsatsgruppen
var i gang med uddannelse eller revalidering, hvilket var dobbelt så mange som i referencegruppen.
Tildelingerne af helbredsbetinget førtidspension var markant lavere i indsatsgruppen, nemlig
3% mod 9% i referencegruppen. Omregnet svarer det til at næsten 7 personer ud af de 104 i indsatsgruppen,
på det år opfølgningen varede, blev ”sparet” for at komme på helbredsbetinget førtidspension.
Stigningen i antal uger på arbejdsløshedsdagpenge var dobbelt så stor i referencegruppen
sammenlignet med indsatsgruppen, men udgangspunktet var bedre for referencegruppen, så slutresultatet
var stadig, at arbejdsløshedstallet var en smule højere i indsatsgruppen sammenlignet med
referencegruppen.
Efterløn spiller ingen afgørende rolle for disse patienter, selvom efterlønsordningen faktisk primært
blev indført netop af hensyn til personer, som var nedslidte efter et langt, hårdt arbejdsliv. Årsagen
kunne være, at personer, som vælger at gå på efterløn ikke henvises til Arbejds- og Miljømedicinsk
Klinik, men træffer beslutningen selv eller sammen med a-kasse eller egen læge.
7

At få en arbejdsbetinget sygdom, har store konsekvenser i forhold til familie, venner og fritiden, og
desværre ser det ud til, at disse konsekvenser er mere fremtrædende nu en tidligere. Det er i sig selv
en stressbelastning at være syg, og det har stor indvirkning på den syges sociale relationer. Den
økonomiske usikkerhed, der følger af langvarig sygdom, er med til at skubbe i den forkerte retning.
Jo længere tid der går med usikkerhed, desto større negative konsekvenser kan sygdommen give på
det personlige plan.
Selvom flere patienter i indsatsgruppen fik uddannelsesrevalidering, var det en mulighed, vi kunne
have ønsket anvendt i endnu flere tilfælde. Uddannelse er ofte særlig anvendelig, når man skal
hjælpe gruppen af arbejdsskadede patienter tilbage på arbejdsmarkedet. Årsagen er, at de fleste af
disse patienter har belastningssygdomme i bevægeapparatet (arme, ben, ryg, nakke, skuldre). Jo
bedre personen er uddannet, jo lettere er det at finde en jobmulighed, der kan tilgodese den arbejdsskadede
patients skånebehov. De fleste ufaglærte jobs indebærer ofte manuelle arbejdsfunktioner,
som det kan være vanskeligt at varetage med belastningssygdomme i bevægeapparatet.
I bestræbelserne på at komme sig efter den arbejdsbetingede sygdom og genvinde fodfæstet på arbejdsmarkedet
har patienterne fra undersøgelsesgruppen selv gjort en stor indsats for at blive raske
og afklarede. De har i den sammenhæng haft adskillige kontakter til myndigheder, fagforeninger,
egen læge, speciallæger, fysioterapeuter, ergoterapeuter, kiropraktikere, hospitaler, massører osv.
Endelig har de fleste været i kontakt med Arbejdsskadestyrelsen i forbindelse med deres arbejdsskadesag.
Disse mange kontakter og de mange krav der skal opfyldes, skemaer, der skal udfyldes,
møder, der skal mødes op til og spørgsmål, der skal svares på, udgør i sig selv – og sammen med
usikkerheden forbundet med sygdommen og indtægtstabet - en stor belastning og en alvorlig stressfaktor
for den syge. I forløbet har personerne i indsatsgruppen haft mulighed for at opnå støtte og
hjælp fra socialrådgiveren på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, som i indsatsperioden har haft
184 personlige samtaler med personer fra indsatsgruppen og 125 møder/ rundbordssamtaler på arbejdspladser,
i kommuner, på klinikken, Arbejdsformidlingen, hos egen læge eller hos ”anden aktør”.
Der har endvidere været 650 telefonkontakter til patienter eller samarbejdspartnere. Alt sammen
i løbet af det år opfølgningsperioden varede.
Kommunernes rolle i forhold til rehabilitering af arbejdsskadede er af stor vigtighed. Det er kommunen,
der næstefter arbejdsgiveren først får kendskab til sygefravær, og det er kommunerne der
8

har kompetencen til at iværksætte tiltag, der kan mindske de negative konsekvenser. Vores indsats
er derfor først og fremmest sket i nært samarbejde med kommuner. Men også arbejdsgivere, fagforeninger
og a-kasser har hyppigt været inddraget.
Grundig information, værdighed, respekt og hensyntagen til patienternes frygt for at få yderligere
forværringer i deres helbredsproblemer er alle vigtige elementer, der skal tages i betragtning, i arbejdet
med at hjælpe arbejdsskadede patienter tilbage på arbejdsmarkedet. Arbejdets betydning som
livsform, etisk fordring og som medvirkende til at dække menneskelige behov - herunder social
kontakt - spiller formentlig en rolle for alle, også for personer med ufaglærte, lavtlønnede jobs. Derfor
er det i sig selv en krise for den arbejdsskadede patient, når han/hun ikke længere kan arbejde.
Og krisen forværres, når arbejdet i sig selv kan være en hindring, som det ofte er hos arbejdsskadede
patienter. Alle var interesserede i ”langtidsholdbare” løsninger. Men det var også vigtigt for patienten
at sikre sig, at den helbredsmæssige situation ikke blev forværret. De mere positive forløb for
indsatsgruppen som helhed sammenlignet med referencegruppen kan muligvis have sin basis i den
bedre information, der blev givet til patienterne i indsatsgruppen og den deraf følgende afklaring og
reduktion i stress og bekymring. Alt dette har formentlig givet deltagerne i indsatsgruppen et mere
realistisk billede af deres egen situation, både i forhold til rettigheder og pligter, i forhold til lovgivning,
men også i forhold til deres helbredsmæssige situation og muligheder på arbejdsmarkedet.
En opsummering af de vigtigste socialmedicinske virkemidler, som man kan uddrage af dette projekt
er i stikordsform følgende:
Deltagernes egen opfattelse af arbejdsevne og helbred
Respekt og forståelse
Information
Afklaring
Vejledning
Sparring
Det fremgår af interviewene med deltagerne fra såvel indsats- som referencegruppen, at der blev
fremsat mange kritiske bemærkninger fra projektdeltagerne overfor kommunerne. Men også arbejdsgivere,
fagforeninger, praktiserende læger og vi selv (Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik) har
fået kritiske bemærkninger med på vejen. Hverken kommuner, praktiserende læger, arbejdsgivere,
9

fagforeninger eller flere andre, som har fået kritik af deltagerne i dette projekt har haft lejlighed til
at forklare sig eller forsvare sig. Deltagernes udsagn er formentlig ikke alle sammen faktuelt korrekte,
og der er sikkert, i mange tilfælde, gode forklaringer på at kommunen, lægen eller de øvrige, har
handlet, som de har. Der er mange regler på dette område, som først og fremmest kommuner og akasser
er underlagt, og kommunernes sagsbehandlere presses fra mange sider. Når vi trods disse
forbehold har ladet deltagernes kritiske kommentarer optrykke i rapporten, er det fordi, de giver et
billede af den frustration, magtesløshed og smerte, det er for mange at blive mødt af det sociale system,
samfundet har opbygget. Ved at referere projektdeltagernes egne synspunkter, har vi forsøgt
at vise, hvad personen på den anden side af skranken, tænker og navnlig føler ved kontakt med de
hjælpeforanstaltninger, vi har til syge borgere, som skal hjælpes tilbage på arbejdsmarkedet.
Projektet viste, at det gennem en koordineret, tværfaglig socialmedicinsk indsats var muligt at forbedre
arbejdsskadede patienters chance for at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Samtidig medførte
indsatsen, at de arbejdsskadede oplevede en reduceret belastning af deres sygdom. Den indsats der
blev gjort, var således både til glæde for patienter og til gavn og nytte for samfundet. Projektindsatsen
har således vist sig at virke. Men om virkningen er langtidsholdbar – dvs. holder sig ud over dét
år, som projektperioden varede - kan kun fremtidige opfølgningsundersøgelser vise. Forhåbentligt
bliver det muligt at gennemføre sådanne undersøgelser og arbejde videre med udvikling af de positive
socialmedicinske virkemidler, hvis virkning er dokumenteret gennem dette projekt.
10

Forebyggelse af udstødning fra arbejdsmarkedet for
arbejdsskadede
Baggrund
De fleste personer, der bliver henvist til en arbejds- og miljømedicinsk klinik, har forinden haft en
lang stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. En undersøgelse, som vi gennemførte i 1998- 2001 1 ,
viste, at over en 1/3 af disse personer til trods herfor blev udstødt fra arbejdsmarkedet. Tidligere var
der i Ribe Amt gennemført en tilsvarende undersøgelse 2 , som viste samme alvorlige konsekvenser
for de arbejdsskadede, og i 1991 gennemførte Socialforskningsinstituttet en landsdækkende undersøgelse,
der dog ikke gik helt så meget i dybden som de to forannævnte, men derimod var repræsentativ
for arbejdsskadede fra hele landet 3 . Denne undersøgelse pegede i helt samme retning, nemlig
at ca. 1/3 af gruppen blev udstødt fra arbejdsmarkedet.
Marginalisering på arbejdsmarkedet er et af de vigtigste - måske det vigtigste - af de sociale problemer
i Europa 4 . For de fleste mennesker har arbejdet en central betydning i deres liv. Det er således
ikke kun et samfundsøkonomisk, men også et alvorligt socialt og personligt problem at blive sat
uden for arbejdsmarkedet.
Vores tidligere beskrivende undersøgelse 1 viste, at foruden de helbredsmæssige og økonomiske tab
oplevede den enkelte også alvorlige tab vedrørende status og velfærd i form af forholdet til familie,
venner og fritidsaktiviteter. De følte sig marginaliserede og isolerede sig ofte i forhold til omverdenen.
Ud fra et menneskeligt synspunkt er det derfor også vigtigt at modvirke marginalisering. Vores
tidligere undersøgelse tydede endvidere på, at sociallovgivningens muligheder for at modvirke udstødning
og langvarigt sygefravær kun i begrænset omfang blev udnyttet for denne gruppe. Kun ca.
3,5% havde fået et fleksjob eller et aftalebaseret skånejob mod de næsten 30%, der var udstødt fra
1 Signe Beierholm Hansen og Søren Dahl: Sociale, arbejds – og helbredsmæssige konsekvenser for patienter henvist til
Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, en opfølgningsundersøgelse. Haderslev 2002
2 Dahl S, Jepsen JR. Anmeldte arbejdsbetingede lidelser, en 5 års opfølgningsundersøgelse fra Ribe Amt. Ugeskrift for
Læger, 09.05.04, 2902-2907.
3 Henning Olsen, Bjarne Hjorth Andersen, Niels Freiberg Petersen: Efter arbejdsskaden. Socialforskningsinstituttet,
København1991
4 Ivar Hornemann Møller: Understanding Integration and Differentiation. Inclusion, Marginalisation and Exclusion.
EURIZINE, 2002-06-21
11

arbejdsmarkedet i form af førtidspension, efterløn før planlagt, arbejdsløshed eller kontanthjælp. Vi
konkluderede dengang 1 , at mennesker med en arbejdsbetinget sygdom er en særlig sårbar gruppe,
der kræver en særlig bevågenhed ved kommunernes sygedagpengeopfølgning for at undgå udstødning
fra arbejdsmarkedet. Hjælpen skal komme rettidigt og tilrettelægges for den enkelte borger og
ud fra en samlet vurdering.
12

Projektets formål og succeskriterier
På basis af vore tidligere erfaringer, som kort er beskrevet i afsnittet ”Baggrund”, vil vi med dette
projekt undersøge, om vi gennem en målrettet og energisk indsats for patienter med arbejdsbetingede
lidelser kunne vende den beskrevne negative udvikling og hindre, at så mange blev udstødt fra
arbejdsmarkedet.
Formål
Gennem en målrettet indsats for erhvervstruede patienter henvist til Arbejds- og Miljømedicinsk
Klinik, var det formålet med dette projekt at lette de arbejdsskadedes vej tilbage til arbejdsmarkedet
og på den måde hindre udstødning og langvarigt sygefravær.
Det var samtidig formålet:
At beskrive socialmedicinske metoder, der retter sig mod at minimere den udstødning, der
stadigvæk finder sted.
At måle effekten af den målrettede, forebyggende indsats i forhold til arbejdsmarkedet for
arbejdsskadede patienter.
Succeskriterier
Projektets succes måltes på, at flere patienter ….
kunne fastholdes på arbejdsmarkedet
undgik udstødning
havde kortere sygefravær
…. med og uden de støtte- og hjælpeforanstaltninger, der var til rådighed.
Endelig var det et succeskriterium, at vi kunne beskrive en virksom intervention på en sådan måde,
at den kunne almengøres og udbredes til andre felter, så udstødningen kan reduceres.
Denne rapport
Rapporten har 4 hovedafsnit, nemlig et afsnit, hvor vi beskriver undersøgelsesgruppe og undersøgelsesmetoderne.
Dernæst præsenteres undersøgelsesgruppernes baggrundsdata efterfulgt af
resultaterne af interventionen baseret på DREAM-data. Det sidste hovedafsnit er resultatet af vores
13

interviewundersøgelse, hvor der redegøres for deltagernes udbytte af og oplevelser med projektet
og forløbet undervejs. Dette afsnit indeholder også en opsummering og diskussion af de socialmedicinske
metoder, der retter sig mod at minimere udstødning og beskriver således den anvendte intervention.
Endelig findes projektets samlede konklusion på side 94.
14

Undersøgelsesgrupper og undersøgelsesmetoder
Overvejelser om undersøgelsesmetode og undersøgelsesdesign
Projektets ide var at vise, om det kunne lade sig gøre at vende et negativt forløb - som vores tidligere
undersøgelse havde vist, at mange af vore patienter oplevede - til et mere positivt. Først og
fremmest ville vi undersøge, om vi med en særlig indsats kunne undgå, at så mange arbejdsmedicinske
patienter blev udstødt fra arbejdsmarkedet.
Havde vi forventet, at alle, som vi inddrog i indsatsgruppen kom i varig beskæftigelse, og alle andre
blev udstødt, var der ingen grund til at gøre sig særlige overvejelser om rekruttering af undersøgelsesgrupperne
eller om betydningen af undersøgelsesmetoderne. I så fald ville effekten være slående,
og man ville ikke behøve anden dokumentation. Så naivt optimistiske var vi dog ikke. Vores opgave
i sammenhæng med projektet var derfor at vise, om det gik bedre, hvis patienterne modtog vores
særlige socialmedicinske indsats, end hvis de ikke gjorde. Men hvordan skulle vi gøre dette?
Da vi er en sygehusafdeling, var det naturligt at anvende samme overordnede metoder, som man
anvender i lægevidenskabelige undersøgelser, for at afgøre om en behandling er effektiv eller ej.
Ved sådanne undersøgelser har man principielt en patientgruppe, som modtager behandling for
sygdommen (behandlingsgruppen) og en gruppe, som ikke får nogen behandling eller som får en
velkendt standard-behandling (referencegruppen). Behandlingens effektivitet måles så på, om flere i
behandlingsgruppen bliver raske eller hurtigere raske sammenlignet med referencegruppen. Ideelt
set skal man på et passende tidspunkt bytte rundt på behandlings- og referencegruppen, så de, som i
begyndelsen ikke fik behandling, får det, mens den oprindelige behandlingsgruppe kommer til at
fungere som referencegruppe. En undersøgelse med dette design kalder man et overkrydsningsforsøg.
Klarer den behandlede gruppe sig under disse vilkår bedre, er det et stærkt indicium eller bevis
for at behandlingen er effektiv. Det er vigtigt, at behandlings- og referencegruppen er sammenlignelige
fra begyndelsen. Det sikrer man som regel ved at trække lod mellem patienterne for at afgøre,
om de skal i den ene eller anden gruppe.
15

Denne netop beskrevne undersøgelsesmetode er den ideelle. Men heller ikke i lægevidenskabelige
undersøgelser kan man altid leve op til dette ideal for undersøgelsesdesign. Der er både praktiske og
etiske grunde hertil. Sygdomme, som resulterer i spontan helbredelse eller død i løbet af en kortere
periode, er fx ikke velegnede til overkrydsningsforsøg. Et eksempel herpå er kræftsygdomme eller
lungebetændelse forårsaget af bakterier. Af etiske grunde kan man naturligvis heller ikke undlade at
behandle patienter i referencegruppen, hvis der er tale om en dødelig sygdom. I mange tilfælde må
man derfor nøjes med en modificeret udgave af det ideelle undersøgelsesdesign. Det vigtigste er, at
undersøgelsen er tilrettelagt systematisk, nøgternt og efter en på forhånd fastlagt plan, så undersøgerens
egne ønsker eller præferencer ikke påvirker hverken undersøgelsesdesignet eller resultatet af
undersøgelsen. I det følgende beskrives vores projekt- og undersøgelsesdesign ud fra dette overordnede
ideal.
Undersøgelsesgruppen
Det første problem var at afgrænse den del af vore patienter, som i realiteten var erhvervstruede fra
den del, som ikke var. Dette var nødvendigt, fordi projektet jo rettede sig mod netop de erhvervstruede
og for at sikre et omkostningseffektivt projektdesign. Hvis vi indrullerede alle vore patienter i
projektet ville vi jo også skulle tage dem med, som ikke var i reel risiko for at blive udstødt fra arbejdsmarkedet.
En del af vore patienter havde kun små skavanker og var ikke reelt i risiko for at
glide ud af arbejdsmarkedet. Andre kom med midlertidige problemer (fx graviditet), og atter andre
kom for at få undersøgt påvirkninger, som lå langt tilbage i fortiden, i forbindelse med en arbejdsskadesag.
Vi havde derfor brug for nogle kriterier for, hvem der skulle med i projektet (inklusionskriterier),
og hvem vi ikke skulle have med (eksklusionskriterier). Se Tabel 1 nedenfor.
Tabel 1: Inklusions- og eksklusionskriterier
Inklusionskriterier: Eksklusionskriterier:
• Mellem 18 og 64 • Gravid
• Erhvervstruet • Pensionist
• Efterlønsmodtager
• Uden fast tilknytning til arbejdsmarkedet
i øvrigt (fx rentier,
hjemmearbejdende)
16

Det vanskeligste var naturligvis på forhånd at afgøre om patienten var erhvervstruet eller ej. Vi anvendte
hertil en metode, der er udarbejdet i Finland og oversat og bearbejdet af Arbejdsmiljøinstituttet
1 , og som har været anvendt flere steder i verden bl.a. i Tyskland, Holland, England, Sverige
og Norge. Denne metode er baseret på et ret omfattende spørgeskemamateriale til den syge, men
Arbejdsmiljøinstituttets undersøgelse havde vist, at to af de mange spørgsmål forklarede næsten
hele variationen i materialet. Det var således disse to centrale spørgsmål, der var bedst egnede til at
skelne de erhvervstruede fra de ikke-erhvervstruede, og det var derfor de to spørgsmål, vi anvendte
som basis for inklusion til projektet. Spørgsmålene fremgår af Bilag 1. Arbejdsmiljøinstituttets undersøgelse
viste også, at en score på 12 eller mindre, øgede risikoen betragteligt for udstødning fra
arbejdsmarkedet. Det var derfor også dette kriterium, vi anvendte som inklusionskriterium.
Indsats- og referencegruppe
Da vi ønskede at vurdere effekten af en vores socialmedicinske indsats, havde vi brug for en gruppe,
som vi kunne sammenligne med – altså en gruppe, som lignede indsatsgruppen på alle måder
bortset fra interventionen. Som beskrevet ovenfor under overskriften Overvejelser om undersøgelsesmetode
og undersøgelsesdesign havde det været den ideelle situation, om der kunne trækkes lod
mellem indsats- og referencegruppen. Af praktiske grunde kunne dette ikke lade sig gøre, da det var
nødvendigt for os at have aftaler med de kommuner, hvis borgere, vi skulle gøre en særlig indsats
overfor. Nu kunne det jo give anledning til en alvorlig skævhed i sammenligningsgrundlaget, hvis
vi udvalgte en række særlige kommuner, som var specielt aktive eller positive overfor erhvervsmæssig
rehabilitering af arbejdsmedicinske patienter. For at undgå dette, var det vores samarbejdspart
”Projektcenter Sønderjylland”, som i praksis udvalgte 7 kommuner, hvis borgere skulle indgå i
projektet, ud fra praktiske og geografiske kriterier. Henviste patienter fra disse 7 kommuner udgjorde
således indsatsgruppen, mens henviste patienter fra de resterende14 kommuner i Sønderjyllands
amt kom i referencegruppen, forudsat de opfyldte inklusionskriterierne og ikke var omfattet af eksklusionskriterierne.
Udvælgelsen af patienterne er skematisk illustreret i Figur 1.
1
Jette Nielsen og Johnny Dyreborg: Arbejdsmiljø og arbejdsevne - Udvikling og afprøvning af en model til at bevare og fremme arbejdsevne. AMI, København
2001.
17

Figur 1: Udvælgelse af patienter
Vi stilede imod at inkludere 100 patienter i indsatsgruppen og ca. det dobbelte i referencegruppen,
og ud fra erfaringer fra tidligere år havde vi på forhånd beregnet, at undersøgelsesperioden skulle
strække sig over et år fra den 1. september 2004 til 31. august 2005.
Når vi inkluderede 100 patienter var det både af undersøgelsesdesignmæssige hensyn og af praktiske
hensyn. Vi ville gerne have så mange patienter med som muligt, så vi havde mulighed for at
inddele dem i undergrupper, når vi skulle foretage vore analyser. Men vi kunne heller ikke tage
flere med, end vi havde kapacitet til at følge op.
Konsekutiv indrullering og et års opfølgning
Patienterne indgik i projektet konsekutivt, dvs. i den rækkefølge de blev henvist. Patienterne i indsatsgruppen
blev fulgt i ét år. Der blev også foretaget opfølgende interview m.v. af patienterne i
referencegruppen et år efter, de var undersøgt på klinikken (se nærmere i næste afsnit, Datakilder).
På den måde indgik de sidste patienter altså omtrent på samme tid, som de første havde gennemgået
opfølgningsåret. Se Figur 2.
18

Interventionen
Figur 2: Patienterne indgik i projektet efterhånden som de blev henvist
Interventionen bestod i en målrettet indsats så tidligt i forløbet som muligt overfor erhvervstruede
patienter.
Interventionen omfattede først og fremmest en grundig og energisk socialmedicinsk opfølgning
foretaget af afdelingens socialrådgiver i samarbejde med kommune, fagforening, arbejdsgiver m.fl.
Først blev problemstillingen i forhold til arbejdsmarkedet afdækket gennem en vurdering af patientens
helbredsmæssige, uddannelsesmæssige, personlige og sociale begrænsninger og kompetencer.
Specielt blev de helbredsmæssige og psykologiske begrænsninger og muligheder grundigt vurderet
af et tværfagligt team af læger, psykolog og socialrådgiver på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik.
Der blev også i nødvendigt omfang taget kontakt til arbejdsgiver, fagforening, hjemkommune m.fl.
alt efter problemets omfang og karakter. I samarbejde med patienten og de nævnte instanser blev
der derefter iværksat tiltag, der sigtede mod at fastholde den enkeltes tilknytning til arbejdsmarkedet
og minimere sygefraværet.
19

I praksis foregik indsatsen således: Umiddelbart efter den lægelige eller psykologiske udredning var
afsluttet gennemgik den undersøgende læge eller psykolog sammen med socialrådgiveren og patienten
sygdommen, sygdomsforløbet, prognosen og de af sygdommen følgende skånebehov. I de
tilfælde, hvor der på grund af sygdommens karakter blev iværksat yderligere undersøgelser eller
behandlinger, blev patienten først visiteret til socialrådgiveren, når disse undersøgelser var gennemført.
Patientens situation blev endvidere drøftet på en tværfaglig afdelingskonference på Arbejds- og
Miljømedicinsk Klinik med deltagelse af læger, psykolog og socialrådgiver. Det var derefter socialrådgiverens
opgave at vejlede, informere og inspirere den enkelte, således at patienten havde en reel
mulighed for at træffe kvalificerede valg i forhold til arbejdsmarkedet.
Når patienten i samarbejde med socialrådgiveren havde udarbejdet en rehabiliteringsplan, blev planen
fremlagt på den tværfaglige konference, så man sikrede, at der ikke blev overset noget i forhold
til de helbredsmæssige problemstillinger og at de skånebehov, der var, kunne tilgodeses. Derefter
blev de relevante samarbejdsparter orienteret om problemstillingen og om vore forslag til en optimal
løsning for patienten. Drøftelse i det tværfaglige team skete hver gang, der var afgørende nye
oplysninger om undersøgelses- eller behandlingsresultater, arbejdsprøvninger, jobtræning eller andet,
som kunne foranledige en ændring af den hidtidige vurdering.
Summarisk bestod interventionen således i:
Visitationen til socialrådgiveren
Afklarende samtaler
Tværfaglig helbredsmæssig og psykologisk vurdering
Plan for fremtidig placering på arbejdsmarkedet under hensyntagen til patientens muligheder
og begrænsninger
Personer fra referencegruppen modtog ikke denne særlige socialmedicinske opfølgning, men fik
naturligvis råd og vejledning af den læge eller psykolog, som patienten konsulterede og fik endvidere
den sædvanlige hjælp og støtte fra kommune, fagforening, arbejdsgiver og andre, som patienten
havde kontakt med. Forskellen mellem indsats- og referencegruppen var således, at kun patienter
fra referencegruppen modtog den særlige indsats, der er anført ovenfor, og kun disse fik hjælp fra
klinikkens socialrådgiver.
20

Datakilder
Indsatsens effekt blev dokumenteret ved sammenligning mellem indsatsgruppen og referencegruppen.
Effekten blev opgjort ét år efter patientens første undersøgelse på Arbejds- og Miljømedicinsk
Klinik. Vi anvendte 4 datakilder, nemlig interview-data, spørgeskemadata, data fra DREAM samt
oplysninger fra sygehusets patientregistreringssystem. I Tabel 2 er skematisk fremstillet hvilke oplysninger,
vi fik fra de forskellige kilder, og de fire datakilder er beskrevet i det følgende.
Interview-data
Tabel 2: Datakilder
Interview
• Selvvurderet forløb
• Øjebliksbillede på interviewtidspunktet
Spørgeskema
• Arbejdsevne vurderet ved henvisning og på opfølgningstidspunktet
DREAM
• Arbejdsmarkedstilknytning fordelt på 11 kategorier
• Forløbsundersøgelse
Patientregistreringssystemet
• Diagnose
• Antal socialmedicinske kontakter med indsatsgruppen
Både indsats- og referencegruppen blev interviewet struktureret om deres tilknytning til arbejdsmarkedet,
sygdomsforløb, indkomst, forløb af arbejdsskadesag mv. ca. 1 år efter de første gang blev
undersøgt på afdelingen. Vi anvendte erfaringerne fra vores tidligere undersøgelse som basis for
disse interview og havde på den måde også en mulighed for at sammenligne med den årgang patienter,
vi tidligere undersøgte.
Indsatsgruppen blev desuden semistruktureret interviewet om deres oplevelse af forløbet, og den
indsats, der var gjort for arbejdspladsfastholdelse, revalidering samt de andre foranstaltninger, der
havde været anvendt. Interviewskemaerne er optrykt som Bilag 2 til denne rapport.
Spørgeskemadata
Både indsats- og referencegruppen og referencegruppen blev efter ét år fra første kontakt med Arbejds-
og Miljømedicinsk Klinik bedt om at udfylde samme skema om deres erhvervsevne, som de
21

havde udfyldt ved henvisningen. Spørgsmålene, der indgår i det selvvurderede arbejdsevneindeks
fremgår af Bilag 1.
DREAM
DREAM er en forløbsdatabase baseret på data fra Beskæftigelses-, Social- og Undervisningsministeriet,
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration samt AMFORA. Datasættet omfatter
samtlige personer, der har modtaget visse offentlige overførselsindkomster fra medio 1991 og
frem. Arten af ydelse angives ugevis for hver enkelt person. Basen ajourføres kvartalsvis tre måneder
forskudt. Den ugentlige ydelsesoplysning angiver f.eks., om personen har været ledig, på orlov,
på efterløn, syg, på bistandshjælp, været på SU-berettiget uddannelse eller i aktivering. Registret er
yderligere suppleret med oplysninger om overgang til førtidspension samt folkepension eller dødsfald
før folkepensionsalderen. Endelig indeholder registeret oplysninger som etnisk baggrund, civilstand,
bopælskommune og a-kasse-tilhørsforhold.
DREAM omfatter i alt ca. 3,7 mio. personer.
Fordelen ved DREAM, i sammenhæng med undersøgelser som den foreliggende, er, at data derfra
er strengt objektive og indsamlet uden, at undersøgerene kan påvirke dem. Det skal for god ordens
skyld nævnes, at vi ikke havde kendskab til DREAM, da vi tilrettelagde dette projekt. Derfor havde
vi heller ikke på forhånd i detaljer planlagt hvilke analyser, der skulle gennemføres, men da vi allerede
tidligt i projektforløbet fik kendskab til DREAM, besluttede vi at droppe de detaljerede interviews
om patienternes erhvervstilknytning mv., idet disse oplysninger bedre og mere pålideligt kunne
erhverves gennem DREAM uden recall bias. Samtidig gav DREAM mulighed for at foretage
analyser på tiden forud for henvisningen.
DREAM indeholder hundredvis af registreringer om den enkelte borger. Vi besluttede, som en
overordnet analysestrategi, at opdele forløbsanalyserne i aktive forløb, passive forløb og en lille
gruppe, som hverken var aktive eller passive, og som vi kalder andre forløb.
Under overskriften aktive forløb registreredes først og fremmest alle, som var i arbejde og alle, som
var i gang med en erhvervsplan, som førte frem mod nye mål med henblik på arbejdsmarkeds-
22

fastholdelse. De offentlige ydelser, der er regnet med i denne gruppe omfatter ydelser, som fører
frem mod et andet mål end alene passiv forsørgelse. Det er ydelser, hvor personen via fx revalidering
eller løntilskud trænes eller aktiveres med henblik på at fastholde eller genoprette sin tilknytning
til arbejdsmarkedet, herunder personer i aktivering, voksenlærlinge, personer i revalidering
eller under uddannelse. Gruppen omfatter også ydelser, som har medvirket til, at patienten har fået
afklaret sin situation i forhold til arbejdsmarkedet – fx fleks- og skånejob.
Passive forløb omfattede ydelser uden speciel sigte ud over forsørgelse. Det er den største gruppe
på offentlige ydelser og er her defineret som omfattende dagpengemodtagere, personer på efterløn,
førtidspension og de andre ydelser, som man fra politisk hold ønsker at reducere, netop fordi de er
passive.
Andre forløb omfatter forløb, som er betinget af forhold og offentlige ydelser, som modtageren
tildeles som følge af alder eller andre forhold, som er uden direkte sammenhæng med vedkommendes
arbejdsmarkedstilknytning eller arbejdsevne. Gruppen omfatter personer på folkepension, indvandrere
på introduktionsydelse samt personer på barselsorlov, udvandrede og døde. Oplysninger
fra journaler og patientregistreringssystemet
Fra Arbejds- og Miljømedicinsk Kliniks patientregistreringssystem indhentede vi oplysninger om
hoveddiagnoser for alle i undersøgelsesgruppen. For indsatsgruppens vedkommende blev der også
indhentet oplysninger om antal socialmedicinske kontakter med klinikken, fordelt på antal telefonsamtaler,
antal socialmedicinske konsultationer, antal rundbordssamtaler eller lignende møder på
virksomhed eller på kommunens socialforvaltning. Oplysningerne om patienternes skolemæssige
og uddannelsesmæssige baggrund er hentet fra patientens sygejournal.
Tabel 3 (næste side) viser mere detaljeret hvordan forløbsgrupperne er dannet.
Oplysninger fra journaler og patientregistreringssystemet
Fra Arbejds- og Miljømedicinsk Kliniks patientregistreringssystem indhentede vi oplysninger om
hoveddiagnoser for alle i undersøgelsesgruppen. For indsatsgruppens vedkommende blev der også
indhentet oplysninger om antal socialmedicinske kontakter med klinikken, fordelt på antal telefonsamtaler,
antal socialmedicinske konsultationer, antal rundbordssamtaler eller lignende møder på
23

virksomhed eller på kommunens socialforvaltning. Oplysningerne om patienternes skolemæssige
og uddannelsesmæssige baggrund er hentet fra patientens sygejournal.
Tabel 3: Forløbsgruppernes sammensætning
Dataanalyse
Aktive forløb
I arbejde (ingen offentlige ydelser)
I gang med revalidering eller lign.
Under uddannelse på SU, voksenlærling mv.
Fleksjob, skånejob og lignende
Passive forløb
Arbejdsløshedsdagpengemodtager
Efterlønsmodtager
Førtidspensionist
Kontanthjælpsmodtager
Sygemeldt
Andre forløb
Folkepension
Barselsorlov
Udvandret
Død
Overordnet set blev indsatsens effekt analyseret ved sammenligning mellem indsatsgruppen og referencegruppen.
Der blev foretaget sammenligninger mellem de 2 grupper på alle de felter, der er
beskrevet ovenfor under datakilder og ud fra det beskrevne formål med projektet.
Data fra DREAM og de kvantitative oplysninger i interviewskemaerne er indlæst på PC og analyseret
ved hjælp af statistikpakken Stata for Windows version 9.0. Der blev fremstillet simple frekvenstabeller
af samtlige variabler, og dermed skabtes et overblik over hyppigheden af samtlige
variabler i datamaterialet. For kontinuerte variabler blev der foretaget sammen ligninger af gennemsnittet
for indsats- og referencegruppe. Ved den statistiske analyse blev hertil anvendt t-test. Der
blev anvendt et 95% signifikansniveau. Diskontinuerte data præsenteres i frekvenstabeller og forskellene
analyseres statistisk ved hjælp af en χ 2 eller Fischers test.
24

De kvalitative oplysninger fra interviewskemaet blev indlæst på PC på en måde, som tillod at holde
styr på, hvad samme person havde svaret på de forskellige spørgsmål uden den enkelte persons
identitet var kendt.
Projektdesignet er grafisk vist i Figur 3 (side 26).
25

Baggrundsdata for undersøgelsesgruppen
De erhvervstruede patienter, der var bosiddende i de 7 udvalgte kommuner, og som blev henvist til
Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik i perioden 1. september 2004 til 31. august 2005, indgik i interventionsgruppen
forudsat de opfyldte inklusionskriterierne og ikke var omfattet af eksklusionskriterierne.
Øvrige patienter indgik i referencegruppen, hvis de opfyldte inklusionskriterierne og ikke var
omfattet af eksklusionskriterierne.
Figur 3: Overordnet projektdesign
26

Antal patienter i de to grupper samt det overordnede projektdesign fremgår af Figur 3.
I august 2005 blev det klart at vi hverken nåede det ønskede antal på 100 i interventionsgruppen
eller 200 i referencegruppen. Det blev derfor besluttet at forlænge projektperioden til udgangen af
2005. Opfølgningsperioden strakte sig således til udgangen af december 2006. Figur 3 viser fordelingen
af personer henvist til klinikken og allokeringen til indsats- og referencegruppe.
Frafald
Som det ses, bestod interventionsgruppen af 104 personer og referencegruppen af 193. I løbet af
opfølgningsperioden udgik 12 personer fra interventionsgruppen og 30 fra referencegruppen. Tabel
4 viser de vigtigste årsager til, at personerne udgik.
Tabel 4: Årsag til frafald fra projektet
Indsats- Reference- I alt
gruppe gruppe
Ønskede ikke at deltage
4 2 6
Sprogvanskeligheder 0 3 3
Opfølgningsinterview
kunne ikke gennemføres
8 25 33
I alt 12 30 42
Den ene, af de 4 patienter fra indsatsgruppen, der undervejs besluttede at opgive sin deltagelse i
projektet, gav udtryk for, at hun ikke fik den støtte, hun havde behov for. To af de øvrige returnerede
– trods adskillige rykkere - ikke den dokumentation, som den økonomiske sponsor, EU’s Sociale
Fond krævede. De måtte derfor udgå af projektet. En fjerde havde i mellemtiden været ude for et
alvorligt færdselsuheld og havde svært ved at skille tingene ad. De to personer fra referencegruppen,
som ikke ønskede at deltage i opfølgningsinterviewet havde også i mellemtiden fået anden
alvorlig sygdom. I tre tilfælde viste det sig umuligt at gennemføre opfølgnings-interviewet via telefon
på grund af sprogvanskeligheder hos personer med anden etnisk baggrund end dansk.
Endelig var der en ret stor gruppe, både i indsats- og referencegruppen, som det ikke lykkedes os at
få fat i ved opfølgningsinterviewet til trods for, at vi prøvede at ringe til dem mindst 10 gange. En
27

enkelt fra referencegruppen var flyttet, og det lykkes os ikke at finde den nye adresse eller telefonnummeret.
Vi har derfor kun opfølgningsdata på 92 patienter fra indsatsgruppen og 163 fra referencegruppen.
Derimod har vi DREAM-data og baggrundsdata på samtlige 297 personer, som indgik i
undersøgelsen.
Patientkontakter mv. i forbindelse med interventionen
I løbet af indsatsperioden havde socialrådgiveren 184 personlige samtaler med personer fra indsatsgruppen.
Udover det, var der 125 møder/rundbordssamtaler på arbejdspladserne, i kommunerne, på
klinikken, hos egen læge og hos ”anden aktør” eller Arbejdsformidlingen. Der var endvidere 650
telefonkontakter til patienterne eller samarbejdspartnere.
Beskrivelse af undersøgelsesgruppen
Tabel 5viser undersøgelsesgruppens fordeling på hhv. køn, alder, ægteskabelig status og etnisk tilhørsforhold.
Tabel 5: Undersøgelsesgruppens sammensætning
Indsats-
gruppe
28
Reference-
gruppe
I alt
Køn
Kvinder 70 126 196
Mænd 34 67 101
I alt 104 193 297
Aldergrupper
Under 20 år 1 1 2
20 - 29 år 6 8 14
30 - 39 år 32 40 72
40 - 49 år 39 66 105
50 - 59 år 26 75 101
60 - 69 år 3 3
Gennemsnitsalder
Alder (år) 45,5 44,4 44,8
Aldersfordeling kvinder/mænd
Kvinder 42,1 45,6 44,4
Mænd 44,6 45,9 45,5

Ægteskabelig status
Gift 72 125 197
Ikke gift 32 68 100
Etnisk oprindelse
Danskere 93 170 263
Indvandrere
eller efterkommere
9 19 28
Uoplyst 2 4 6
104 193 297
Der var ingen betydningsfulde eller statistisk sikre forskelle mellem grupperne.
Tabel 6 viser fordelingen på kommuner. Det fremgår heraf, at indsatskommunerne var Gram, Lundtoft,
Nr.Rangstrup, Rødekro, Tinglev, Vojens og Åbenrå kommuner.
Tabel 6: Bopælskommune på det primære undersøgelsestidspunkt
Indsats- Reference- I alt
gruppe gruppe
Augustenborg 6 6
Bov 10 10
Bredebro 1 1
Broager 12 12
Christiansfeld 14 14
Gram 5 5
Gråsten 15 15
Haderslev 52 52
Højer 1 1
Lundtoft 10 10
Løgumkloster 5 5
Nordborg 12 12
Nr.Rangstrup 8 8
Rødding 12 12
Rødekro 15 15
Skærbæk 5 5
Sundeved 3 3
Sydals 6 6
Sønderborg 30 30
Tinglev 13 13
Tønder 9 9
Vojens 29 29
Åbenrå 24 24
104 193 297
29

Bopælskommune opdelt efter de nye kommuner
Indsats- Reference- I alt
gruppe gruppe
Haderslev 33 51 84
Sønderborg 84 84
Tønder 8 20 28
Vejen 12 12
Aaberaa 63 12 75
Kolding 14 14
104 193 297
Hoveddiagnoserne er anført i Tabel 7. Næsten alle de psykiske lidelser var i gruppen ”Reaktioner på
svær belastning, tilpasningsreaktioner”.
Tabel 7: Hoveddiagnoser
Psykiske lidelser og
adfærdsmæssige
forstyrrelser
Sygdomme i nervesystemet
Sygdomme i ånde-
drætsorganer
Indsats-
gruppe
30
Reference-
gruppe
I alt
19 48 67
4 10 14
1 7 8
Sygdomme i knogler,
muskler og bindevæv.
Heraf:
64 97 161
Ryg (28) (33) (61)
Skuldre (21) (22) (43)
Arme (10) (28) (38)
Andre sygdomme 16 31 47
I alt 104 193 297
Gruppen af bevægeapparatssygdomme (”Sygdomme i knogler, muskler og bindevæv”) er underopdelt
i de tre hyppigste grupper: Ryg-, skulder- og armsygdomme – sidstnævnte gruppe var overvejende
abuetendinitter (tennis- og golfalbue). Gruppen ”Andre sygdomme” omfattede mange forskel-

lige sygdomme, med hudsygdomme, forgiftningstilfælde og støjbetinget høretab som de største
grupper i denne kategori.
Som det ses, var der en vis skævhed i fordelingen mellem de to grupper, idet der var relativt flere
med bevægeapparatssygdomme i indsatsgruppen end i referencegruppen. Der var derimod lidt flere
med arbejdspsykologiske problemstillinger i referencegruppen end i indsatsgruppen.
Deltagnes skolemæssige baggrund er summeret i Tabel 8. Der var en beskeden tendens til kortere
skoleuddannelse i indsatsgruppen, men forskellene er små.
Tabel 8: Skolegang
Forlod skolen ef- Indsats- Reference- I alt
ter…
gruppe gruppe
7. klasse eller tidligere
9 18 27
8 klasse 6 3 9
9-10 klasse 74 123 197
Realeksamen 7 24 31
Studentereksamen 8 22 30
Uoplyst 3 3
I alt 104 193 297
Der var relativt set lidt flere i indsats- end i referencegruppen, som havde en faglig uddannelse
(Tabel 9), men ellers var forskellene mellem grupperne små og ubetydelige.
Tabel 9: Erhvervsuddannelse
Erhvervsuddannelse (uddannelse
efter folkeskolen)
Indsats-
gruppe
31
Reference-
gruppe
I alt
Ingen erhvervsuddannelse 35 70 105
Faglig uddannelse 39 58 97
Kort teoretisk uddannelse 15 32 47
Mellemlang teoretisk uddannelse
13 24 37
Lang (akademisk) uddannel- 2 6 8
se
Uoplyst 3 3
104 193 297

For at kontrollere om indsats- og referencegruppen var sammenlignelige, er der i Tabel 10 vist den
procentvise fordeling af tiden, som hvor patienten modtog offentlige ydelser i henholdsvis året før
henvisningen og i de 5 foregående år forud for henvisningen. Som det ses, var der forskel mellem
indsats- og referencegruppen, specielt hvad angår passive ydelser. Disse forskelle er, ligesom forskellene
på ingen offentlige ydelser, statistisk signifikante.
Tabel 10: Offentlige ydelser før henvisningen
Indsats- Referencegruppe
gruppe
Procent af tiden i året før henvisningen hvor patienten modtog offentlige
ydelser
Aktive ydelser 6,6 5,8
Passive ydelser 40,2 33,0
Andre ydelser 2,1 2,1
I arbejde (ingen offentlige ydelser) 51,1 59,0
I alt 100,0 100,0
Procent af tiden med offentlige ydelser i de 5 år forud for henvisningen
Aktive ydelser 5,7 4,3
Passive ydelser 18,9 15,9
Andre ydelser 3,0 3,2
I arbejde (ingen offentlige ydelser) 72,8 77,0
I alt 100,0 100,0
De aktive ydelser svarer til, hvad der i Tabel 3 er anført under Aktive forløb, bortset fra, at I arbejde
er anført som et selvstændigt punkt i Tabel 10.
32

Del 1. Resultater af arbejdsmarkedstilknytning baseret på DREAM-
DATA
Forskelle før og efter henvisningen
Tabel 11 (side 34) sammenfatter de vigtigste oplysninger fra DREAM. Tabellen er delt op i 3 hovedkategorier
af forløb, som er anført i kolonnen længst til venstre, nemlig: ”Aktive forløb”, ”Passive
forløb” og ”Andre forløb”. Denne opdeling er nærmere beskrevet i relation til Tabel 3 ovenfor
(side 24). I næste kolonne er anført ”Reference” og ”Indsats” for hver af de to grupper, der
sammenlignes, nemlig referencegruppen og indsatsgruppen. Herefter vises ”Antal personer i
gruppen” og ”Uger i alt” for hhv. året før og året efter patienten blev henvist til Arbejds- og
Miljømedicinsk Klinik. De sidste 4 kolonner viser forskelle mellem året før og året efter. Vi vender
tilbage til detaljerne nedenfor.
Det er ikke en fejl, at antallet af personer i hver forløbsgruppe summerer op til mere end hhv. 104 i
indsatsgruppen og 193 i referencegruppen. Det skyldes, at en person kan have modtaget flere forskellige
offentlige ydelser inden for samme år - fx kunne vedkommende både have været sygemeldt,
arbejdsløs og på barselsdagpenge indenfor et enkelt år. Det er heller ikke en fejl, når tallene i
for i alt i hver af de tre forløbsgrupper ikke er lig med summen af de enkelte under-kategorier (fx
sygemeldt under passive forløb). Forklaringen herpå er den samme, nemlig, at samme person kan
have modtaget flere ydelser, men personen tæller som person kun med én gang.
Derimod skal ”Uger i alt” summere op til 52 gange antal personer, der indgår i hver af de to undersøgelsesgrupper,
hvilket også er tilfældet.
Da der som udgangspunkt var forskel på de to grupper - indsatsgruppen og referencegruppen – har
vi ved sammenligningerne i Tabel 11 taget højde for disse forskelle og sammenlignet ændringerne
indenfor grupperne før og efter hver for sig. Derefter er der foretaget sammenligning af forskellene
mellem de to grupper for hhv. antal personer, der indgik i hver af de to grupper og antallet af uger
indenfor hver kategori.
33

Tabel 11: Forløb – oversigt, hele undersøgelsesgruppen
34

Aktive forløb
Som det fremgår af Tabel 11, var der året før henvisningen 180 personer fra referencegruppen og 89
fra indsatsgruppen, som havde været i gang med et aktivt forløb. Året efter var tallet faldet til 148 i
referencegruppen, mens det stadig var 89 fra indsatsgruppen i aktivt forløb. Tallene for de enkelte
underkategorier af aktive forløb fremgår af tabellen. Der var således et fald i antallet af personer i
referencegruppen på ”Aktive forløb”, mens tallet var uændret for indsatsgruppen. Det største fald
var sket i gruppen ”I arbejde (ingen offentlige ydelser)” – altså i arbejde på almindelige vilkår.
Samlet faldt antal personer i et aktivt forløb med næsten 17% i referencegruppen, mens den var
uændret i indsatsgruppen.
Da en person, som nævnt, kan have haft både aktive og passive forløb indenfor det samme år, viser
antallet af personer ikke nødvendigvis med hvilken vægt, den enkelte kategori indgår. Det gør antallet
af uger derimod. Faldet var langt størst i gruppen ”I arbejde (ingen offentlige ydelser)”, og
samlet set faldt de aktive forløb fordelt på uger med 12,5% i referencegruppen mod kun 7,6% i indsatsgruppen
Passive forløb
Da der var tale om patienter, som blev henvist til en sygehusafdeling, er det vel ikke i sig selv bemærkelsesværdigt,
at der var flere, som kom ud af aktive forløb og ind i kategorien passive forløb,
der indeholder underkategorien sygedagpengemodtagere. Det var da også sygemeldte, der udgjorde
langt den største subgruppe under de passive forløb efterfulgt af personer på arbejdsløshedsdagpenge
og lignende.
Der var ingen større forskelle i antallet af personer der blev sygemeldte eller arbejdsløse i opfølgningsåret
og heller ingen større forskelle i antal personer i gruppen som helhed. Faktisk faldt antal
sygemeldte personer i begge grupper. Den mest markante stigning var antal personer på førtidspension
som steg markant i referencegruppen sammenlignet med indsatsgruppen.
Kigger vi på antallet af uger i de forskellige undergrupper, var forskellene mere markante, med de
største stigninger i referencegruppen for sygemelding, førtidspension og arbejdsløshedsdagpenge.
35

Andre forløb
Tallene her er ganske små og udgør samlet set kun et par procent af alle kategorier med barselsorlov
som den eneste, der tæller, og uden forskelle mellem grupperne.
Udviklingen i aktive kontra passive forløb
Tabel 11 giver et øjebliksbillede på to skæringstidspunkter, nemlig ved henvisningen og 1 år efter
henvisningen. I diagrammet nedenfor (Figur 4) har vi uge for uge i hele projektforløbet optegnet,
hvordan udviklingen har været i de aktive contra de passive forløb for alle de patienter, der indgik i
projektet. For hver uge er der optalt, hvor mange personer, der var i et aktivt hhv. et passivt forløb
(kategorien ”Andre forløb” er ikke vist, da den kun udgør en forsvindende lille del af alle forløb).
Diagrammet i Figur 4 og tallene i Tabel 11 er ikke overensstemmende, idet vi i diagrammet er startet
med opgørelsen den første uge i januar 2005 og har fulgt alle patienter i de to år fra begyndelsen
af 2005 til udgangen af 2006. Visse patienter er derfor fulgt længere end det ene år efter henvisningen,
og for visse er der ikke medregnet et helt år før henvisningen. Kurverne viser således gennemsnitligt
ca. ½ år længere opfølgningsperiode end tallene i Tabel 11.
Figur 4: Forløbskurver
36

I diagrammets vandrette akse har vi tiden fra januar 2005 til udgangen af december 2006 opdelt på
10-ugers-intervaller. På den lodrette akse er procenttallene for fordelingen på referencegruppe og
indsatsgruppe. Indsatsgruppen er vist med orange farver. De aktive forløb er vist med fuld optrukken
linie. De passive er vist med stiplede linier. De blålige kurver er de tilsvarende kurver for referencegruppen.
Da det kan være lidt svært at få overblik over kurverne, har vi nedenfor i Figur 5 vist tendenskurverne.
Figur 5: Tendenskurver
Tendenskurverne er fremstillet i et regneark og viser hvordan forløbet havde været, hvis det havde
fulgt en ret linje, og der ikke var svingninger fra uge til uge. Det er altså de samme tal, der ligger
bag kurverne. På den højre del af Figur 5 har vi fjernet forløbskurven, så kun tendenskurven er tilbage.
På kurverne kan vi se, at i begyndelsen (januar 2005) lå de ”aktive forløb” for indsatsgruppen mellem
30% og 40%. Ved slutningen af 2006 var det lige over 70 procent, der var inde i et positivt,
aktivt forløb. For referencegruppen var der i begyndelsen 50% med tegn på aktivt forløb (den
fuldt optrukne blå linie, der starter øverst), mens dette tal var steget til omkring 65% ved slutningen
af perioden.
37

Det er altså den samme tendens, der gør sig gældende i både indsats- og referencegruppen: Der kom
flere i aktive forløb og færre i passive. Men selvom indsatsgruppen startede på et lavere niveau,
blev de positive forløb i referencegruppen overhalet af de positive forløb i indsatsgruppen.
Det kan være lidt vanskeligt at overskue effekten, fordi indsatsgruppen og referencegruppen starter
på forskelligt niveau. Men, hvis vi lader de to kurver (eller tendenslinier) starte i samme punkt kan
vi få et indtryk af forskellene. Det har vi derfor gjort i Figur 6 nedenfor. Vi har parallelforskudt
linierne, så de alle starter i samme sted i diagrammet. Det punkt kalder vi 0, og det er fælles for
såvel indsats- som referencegruppen. Det er altså de samme kurver (tendenslinier), som er vist på de
andre diagrammer, men her er de stillet op på en lidt mere overskuelig måde.
Figur 6: Standardiserede tendenskurver
Som det ses, var der i indsatsgruppen et stejlere kurveforløb af de aktive ydelser end i referencegruppen
(og et tilsvarende stejlere fald i de passive ydelser).
38

Diskussion (DREAM-data)
Grupperne forskellige fra starten
Ideelt set skulle indsats- og referencegruppen have haft samme ydelsesmønster i året før henvisningen.
Dette var imidlertid ikke tilfældet. Indsatsgruppen var på alle måder mere belastet og havde
haft større behov for offentlige ydelser end referencegruppen ( Tabel 10). Det fremgår heraf, at der i
referencegruppen var 59%, som slet ikke havde modtaget offentlige ydelser i året før henvisningen
mod kun 51% af indsatsgruppen. Sygeligheden i indsatsgruppen var også større end i referencegruppen
idet mere end 30% i indsatsgruppen havde været sygemeldte mod knap 26% i referencegruppen.
Indsatsgruppen som helhed havde i året før brugt knap 4% af arbejdsugerne på revalideringsforanstaltninger
mod kun 1% i referencegruppen. På den anden side var der ca. 4% i referencegruppen,
der var i fleksjob mod kun 1% af indsatsgruppen.
Forskellen i ydelsesmønster mellem de to grupper kunne bero på tilfældigheder, men kunne også i
dette tilfælde - hvor der jo ikke er tale om nogen ideel randomisering - skyldes, at der har været
henvist patienter fra indsatskommuner, med større behov for socialmedicinsk indsats, fordi det har
været kendt, at dette projekt var i gang. I kategorien aktive ydelser var forskellene karakteriseret
ved, at der var flere fra indsatsgruppen i revalideringsforanstaltninger, mens der var flere i fleksjob i
referencegruppen. Dette kunne tyde på, at indsatsgruppen var mere uafklaret end referencegruppen,
og at en del patienter fra indsatskommunerne måske blev henvist som led i denne afklaring.
Det kunne jo også være en tilfældighed, at der var forskel på indsatsgruppen og referencegruppen i
netop året før henvisningen. Vi har derfor også analyseret ydelsesmønstret i de fem år forud for
henvisningsåret – altså fra 1999-2003 inkl. Også i disse 5 år var der forskel på de to grupper som
peger i retning af, at indsatsgruppen faktisk på forhånd havde dårligere helbred og større behov for
sociale ydelser. Også i disse år havde indsatsgruppen kortere tid uden offentlige ydelser end referencegruppen,
og også i disse år var forskellene hovedsageligt betinget af forskelle i passive ydelser,
hvoraf sygedagpenge udgjorde det meste af det passive fravær med arbejdsløshedsdagpenge på
andenpladsen. Mønstret var altså det samme i 5-års perioden før projektet, som i året forud (Tabel
3, nederste halvdel), selvom forskellene mellem grupperne ikke var helt så udtalte.
39

Forløbne i indsats- og referencegruppen
Ved opfølgningen havde de fleste tilknytning til arbejdsmarkedet på normale vilkår. Andre var i en
selektiv jobplacering, for eksempel i form af fleksjob. Næsten en fjerdedel i indsatsgruppen var i
gang med uddannelse eller revalidering, mod relativt kun halvt så mange i referencegruppen.
Som det ses af Figur 6, var der en stigning i de aktive forløb for både indsats- og referencegruppen.
Der var også en faldende tendens for de negative, passive forløb for begge grupper. I modsætning
til, hvad vores tidligere undersøgelse havde vist, var udstødningen til førtidspension mere begrænset
i dette materiale, men altså noget større i referencegruppen end i indsatsgruppen.
Forløbene viser altså, at det var muligt ved en særlig indsats, at vende et negativt billede til et positivt.
Kurverne viser samtidig (Figur 6), at det var muligt i indsatsgruppen at accelerere det positive
forløb og samtidig sætte en kraftigere bremse på de negative/passive forløb.
Effekten af vores indsats var således, at vi kunne medvirke til at sikre et mere positivt forløb i indsatsgruppen
end i referencegruppen, selvom indsatsgruppens udgangspunkt var dårligere end referencegruppens,
idet indsatsgruppen på forhånd havde dårligere helbred og større behov for sociale
ydelser. Det ses (Figur 5), at den positive
kurve i indsatsgruppen startede på
et lavere niveau og endte på et højere
end for referencegruppens vedkommende.
Tilsvarende var niveauet for
alle på passive ydelser større i begyndelsen
i indsatsgruppen end i referencegruppen,
men resultatet i indsatsgruppen
endte med at være bedre, idet
der var færre på passive ydelser i indsatsgruppen
end i referencegruppen.
Vores ”fortjeneste” kunne altså siges at
ligge i arealet mellem de to kurver,
som det fremgår af diagrammet her ved
siden af.
40

Det skal dog siges, at det næppe giver mening at måle effekten ved at lægge arealet af de positive
forløb sammen med arealet af de passive forløb fordi de to forløb næsten er komplementære, dvs. at
det ene kurveforløb stort set er bestemmende for det andet - men altså ikke helt, da vi havde den
tredje kategori ”andre forløb”. Derfor har vi valgt at vise begge kurveforløb. Så kan man selv afgøre,
om man vil fokusere mest på de positive forløb eller på deltagere på passive ydelser.
Hvad er der ”sparet” som følge af interventionen?
Man kan på basis af tallene i Tabel 11 mere konkret beregne hvilke positive effekter, projektet har
haft for indsatsgruppen i forhold til referencegruppen, og dermed hvad der er ”sparet” for patienterne
og kommunerne: Vi betragter i første omgang de aktive forløb og tager udgangspunkt i referencegruppen
– hvilket er naturligt, da det jo er derfor, man har en referencegruppe. Vi kan her se, at
der var 32 færre i et aktivt forløb året efter sammenlignet med året før. I indsatsgruppen var der det
samme antal. Hvis vi antager, at det ville være gået indsatsgruppen ligesom referencegruppen, hvis
ikke vi havde gjort noget – altså, hvis interventionen ikke havde fundet sted - havde vi altså med
projektet ”sparet” 32 personer for at miste fodfæstet i et aktivt forløb – forudsat, at der havde været
lige mange i de to grupper. Det var der ikke. Når man tager hensyn hertil, har vi altså kun sparet
32*104/192 = 17,3 person fra at glide ud af et aktivt forløb. Eller man kan også sige, at 17,3 personer
flere blev fastholdt i et positivt forløb sammenlignet med, hvis vi intet havde gjort.
Tildelingerne af helbredsbetinget førtidspension var markant hyppigere i referencegruppen (9%)
end i indsatsgruppen (3%). Udregnet efter samme principper som den forrige udregning, ville vi
have forventet næsten 10 personer på førtidspension, men der var altså kun 3. En ”besparelse” i
førtidspensioner på i alt 6,7 personer.
Når det drejer sig om pensionstildelinger, er det relevant nok at se på personer, for her går en person
over til en permanent, offentlig forsørgelse. Men når det drejer sig om de andre kategorier i Tabel
11, er det ikke helt uden problemer at regne med antallet af personer, fordi samme person i løbet af
året kan have været både på passive og aktive ydelser. Derfor summerer antallet af personer også op
til mere end hhv. 104 i indsatsgruppen og 193 i referencegruppen. Det skyldes, som tidligere nævnt,
at en person kan have modtaget flere forskellige offentlige ydelser inden for samme år – fx kunne
vedkommende både have været sygemeldt, arbejdsløs og på barselsdagpenge indenfor et enkelt år.
41

Som følge heraf giver antallet af uger på hhv. aktive og passive ydelser det mest pålidelige udtryk
for forskellene, fordi antallet af uger summerer op til et fast tal (nemlig 52 uger gange 104 i indsatsgruppen
og 52 gange 193 i referencegruppen). For pension og efterløn er det dog stadig relevant
nok at regne med personer, fordi personen her kommer på en stationær ydelse og altså ikke længere
veksler mellem aktive og passive ydelser.
Antallet af uger på positive, aktive forløb i referencegruppen var ifølge Tabel 11 1255 uger færre
året efter end året før henvisningen. I indsatsgruppen var det tilsvarende tal 413. Indsatsgruppen
blev fulgt i i alt 104*52=5408 uger og referencegruppen 193*52 = 10036 uger. Havde vi haft samme
fordeling i indsatsgruppen som i referencegruppen, måtte vi forvente et fald på
1255*5408/10036 = 676 uger i aktive forløb. Men vi havde ”kun” et fald på 413 uger – altså har vi
sparet deltagerne i indsatsgruppen for et fald i aktive forløb på 263 uger. Eller sagt på en anden måde:
Patienterne i indsatsgruppen havde 263 uger mere i aktive forløb, end hvis det var gået dem på
samme måde, som patienterne i referencegruppen. Da der var 104 personer i indsatsgruppen svarer
det altså til 2½ uge per person i indsatsgruppen.
Hvis vi tager udgangspunkt i de passive forløb kan vi lave en tilsvarende beregning, der dog helst
(forudsat vi har regnet rigtigt) skulle give et næsten komplementært resultat, da gruppen af andre
forløb jo kun er ganske lille. Beregnet på den måde havde vi 1402 uger i forskel i passive forløb for
referencegruppen og 446 uger i indsatsgruppen. Hvis indsatsgruppen havde haft samme fordeling
som referencegruppen, ville vi forvente, at der var 1402*5408/10036 = 755, men vi havde ”kun”
446 flere uger i indsatsgruppen. Altså har vi ”sparet” 309 uger i passive forløb i indsatsgruppen
bestående af 104 personer – dvs. næsten 3 uger per person.
Opgjort på den ene måde var der altså en forbedring i de aktive forløb på 2½ uge og opgjort med
udgangspunkt i de passive forløb, en besparelse på 3 uger per deltager i indsatsgruppen.
Økonomer kan formentlig regne dette om til penge. Det kan vi ikke. I stedet har vi spurgt patienterne,
om deres egen oplevelse af forløbet stemmer overens med disse tabeller og kurver, der altså
viser en positiv effekt af interventionen. Resultatet heraf er gennemgået i de følgende afsnit.
42

Del 2. Resultater fra interview og spørgeskemaundersøgelser
Følger af sygdommen.
Helbredsmæssige følger
Ved interviewet på opfølgningstidspunktet blev indsatsgruppe og referencegruppe spurgt, om de
stadig havde følger af den sygdom, som de var henvist for. Dette afsnit handler således om de helbredsmæssige
konsekvenser, som de opleves af patienten selv.
På det overordnede spørgsmål, om der stadig var helbredsmæssige konsekvenser af sygdommen
svarede 95,5% fra referencegruppen og 86,8% fra indsatsgruppen, at det var der. Denne forskel så
stor, at den kan anses for statistisk sikker. Langt de fleste havde gener fra bevægeapparatet. Tabel
12 viser fordelingen af gener/symptomer opdelt i de hyppigste grupper. Tabellens tal summerer op
til mere end 100%, da den enkelte kunne have flere gener/symptomer samtidig.
Tabel 12: Helbredsmæssige gener et år efter den primære undersøgelse
Indsatsgruppe
N=79
Daglige smerter 52
(66%)
Nedsat kraft 47
(60%)
Indskrænket bevæge- 43
lighed
(54%)
Luftvejsgener
2
Hørelse/eksem (3%)
Psykiske følger 20
(25%)
Andet 24
30%
Der var flere svarmuligheder.
43
Referencegruppe
N=149
96
(64%)
68
(46%)
73
(49%)
12
(8%)
31
(21%)
53
(36%)
På trods af at mange havde vedvarende helbredsmæssige problemer, var de fleste stadig i arbejde på
ordinære vilkår. En del var i fleksjob eller på vej tilbage til arbejdsmarkedet via afklaringsforløb
eller revalidering, som det fremgår ovenfor af Tabel 11, side 34. Mange tog stadig smertestillende
medicin, og nogle måtte forhøje dosis i forbindelse med arbejde eller afklaringsforløb.

Det er svært for patienterne at acceptere, at de har mistet helbred, arbejde, status og økonomisk
tryghed. Dette giver anledning til en stor psykisk belastning. Typisk for den belastning, patienterne
oplevede med de fysiske og psykiske følger af sygdommen, var disse to udtalelser: ”Det går bedre,
men der skal ikke så meget til, så kan jeg mærke at jeg er mere psykisk sårbar end tidligere”. ”Ud
over de fysiske følger, er der nu også kommet psykiske følger, på grund af de mange strukturændringer,
der har været på mit arbejde. Måske også som følge af, at jeg selv skal søge mere skånsomme
områder, og ikke får det jeg søger”. En patient, som måtte gå på førtidspension på grund af
sygdommen, sagde sådan om sin situation: ”Jeg er led og ked af det hele af og til – jeg ville så gerne
have fortsat med mit arbejde”.
En højtuddannet kvinde, der var henvist på baggrund af psykiske arbejdsmiljøproblemer fortalte
følgende om sine oplevelser: ” Kommunen har ladet den lægelige vurdering være en biting og presser
mig så meget, at jeg har fået det værre igen. Jeg skulle arbejdsprøves på Madsen & Madsen,
men jeg fik det så dårligt, at jeg fik så voldsomme angstanfald, at jeg blev akut indlagt på psykiatrisk
afdeling. Jeg føler mig presset. Der er ikke udarbejdet nogen ressourceprofil, og jeg kunne
godt have tænkt mig at kommunen også havde taget psykiatrien med ved rundbordssamtalen”. En
ufaglært kvinde med bevægeapparatsproblemer fortalte: ”Kommunen har trukket rundt med mig.
En arbejdsprøvning på 3 måneder blev forlænget med 3 måneder, og så var det meningen, at jeg
skulle have et fleksjob på den arbejdsplads. Men så blev det pludselig trukket tilbage, og jeg skulle
til Madsen & Madsen. Der fik jeg en depression af at være og efter en ny arbejdsprøvning i en butik,
hvor jeg var udsat for en ubehagelig arbejdsgiver, synes jeg næsten ikke, jeg kunne klare mere.
De ville ikke arbejdsprøve mig i en børnehave, som hele tiden havde været mit største ønske, men
til sidst gik de med til det. Jeg var glad for at være der, men der var ingen fleksjob der, så jeg synes
næsten ikke, jeg er kommet længere”.
Selve sygdommen kan også give problemer i forhold til arbejdet, selv når patienten ikke længere
har det samme arbejde: ”Da jeg kom på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, blev der taget hånd om
det hele, og jeg har fleksjob på min gamle arbejdsplads. Men jeg er fuldstændig udbrændt, når jeg
har arbejdet i 5 timer – så kan jeg ikke mere den dag.” Typisk for patienter, som havde følger efter
stressbelastninger i arbejdet var denne kvindes beretning: ”Jeg har svært ved at huske, når jeg får
for mange informationer på en gang. Jeg bruger mange ressourcer på at få det hele med”.
44

Selvvurderet erhvervsevne
Den selvoplevede erhvervsevne blev vurderet på basis af af den tidligere beskrevne metode 1 (se
også side 16). Patienterne havde alle, som led i vurderingen af, om de skulle indgå i projektet, besvaret
erhvervsevne-spørgeskemaet (Bilag 1) i forbindelse med den primære undersøgelse på Arbejds-
og Miljømedicinsk Klinik. Ved opfølgningen svarede de igen på samme spørgsmål.
Tabel 13: Selvvurderet erhvervsevne
Selvvurderet erhvervsevne Indsatsgruppe
Hvordan vurderer du din
nuværende arbejdsevne
sammenlignet med, da den
var bedst?
Hvordan vurderer du din
arbejdsevne i forhold til dit
helbred?
45
Reference-
gruppe
Ved henvisningen 2,4 2,7
Ved opfølgningen
1 år senere
4,9 5,0
Forskel 2,5 2,3
Procentuel forbedring
105,3% 82,6%
Ved henvisningen 1,9 2,1
Ved opfølgningen
1 år senere
3,1 3,0
Forskel 1,2 1,0
Procentuel forbedring
65,6% 46,3%
I begge grupper var der en forbedring af den selvvurderede erhvervsevne. Men forbedringen i indsatsgruppen
var klart større end forbedringen i referencegruppen, som det fremgår af Tabel 13.
1
Jette Nielsen og Johnny Dyreborg: Arbejdsmiljø og arbejdsevne - Udvikling og afprøvning af en model til at bevare og fremme arbejdsevne. AMI, København
2001.

I tabellen er udgangsværdierne (ved henvisningen) vist sammen med værdien ”Forskel”, udregnet
som opfølgningsværdi minus henvisningsværdi. Herefter er forskellen udtrykt som procent af udgangsværdien
ved henvisningen.
Diskussion
For også at sætte resultatet i perspektiv har vi i Tabel 14 vist resultaterne af den aktuelle undersøgelse
og sammenlignet med resultaterne fra vores opfølgningsundersøgelse fra 2001 1 , hvor vi stillede
deltagerne de samme spørgsmål.
Tabel 14: Helbredsmæssige konsekvenser sammenlignet med tidligere
Årgang 1998 Årgang 1998 Indsatsgruppe Referencegruppe
Et år efter 3½ år efter 2005/06 2005/06
91% 87% 87% 96%
Som det ses, var de helbredsmæssige konsekvenser i samme størrelsesorden – i hvert fald for referencegruppen
sammenlignet med ”Årgang 1998” i Tabel 14. Resultaterne fra dengang tyder også
på, at de helbredsmæssige følger var meget vedvarende, og patienter, der havde haft disse gener i
3½ år, må vel siges at have kroniske gener.
Det er overraskende, at patienterne i indsatsgruppen i den aktuelle undersøgelse opfattede deres
overordnede helbredsmæssige situation bedre end patienterne fra referencegruppen. Dette til trods
for, at flere i indsatsgruppen havde daglige smerter, nedsat kraft og indskrænket bevægelighed.. I
indsatsgruppen var de helbredsmæssige gener på samme niveau, som hos patienterne fra 1998undersøgelsen
3½ år efter, de var undersøgt på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik. Det er nærliggende
at tolke denne forskel som en effekt af den helbredsmæssige og socialmedicinske afklaring,
der er foregået som led i dette projekt. Den lægelige og psykologiske udredning koblet med socialrådgiverindsatsen
kan være forklaringen på, at patienterne følte de helbredsmæssige gener som
mindre belastende. Det kunne også være udtryk for, at den afklaring af den enkelte patients situation,
som er sket i projektperioden har medført, at der er blevet taget de rigtige skånehensyn i forhold
til patientens helbredsmæssige problemer - fx ved selektiv jobplacering, skånejobs eller andre ændringer
i forbindelse med arbejdsmarkedet. Forklaringen kunne således være, at generne glider lidt i
1
Sociale, arbejds- og helbredsmæssige konsekvenser for patienter henvist til Arbejds – og Miljømedicinsk klinik. Signe
Beierholm Hansen og Søren Dahl, 2001.
46

aggrunden, hvis den rigtige løsning i forhold til arbejdsmarkedet bliver fundet. Men også, at det
lykkedes at ændre den enkeltes arbejdsmæssige situation, så belastningen blev reduceret med reduktion
af de helbredsmæssige gener og problemer til følge.
De helbredsmæssige konsekvenser, sætter for en del patienter begrænsninger i familie, fritids – og
arbejdsliv. Det kan være meget vanskeligt for den enkelte at se nye veje på arbejdsmarkedet, og det
er svært for dem at gennemskue, om der er en plads til dem på arbejdsmarkedet, og om arbejdsmarkedet
kan bruge dem. Det kræver en særlig indsats fra socialarbejderens side for at hjælpe denne
persongruppe. Opgaven er at hjælpe og anspore den enkelte til at se andre muligheder på arbejdsmarkedet
end hidtil. Og da det, som nævnt, ofte drejer sig om mennesker, der har haft en årelang
tilknytning til en bestemt virksomhed eller et bestemt håndværk, kan det være en ganske vanskelig
opgave. Hvis ikke den enkelte mødes med respekt og anerkendelse af sin tilstand, kan det blive en
fastlåst situation, hvor det bliver et spørgsmål for patienten om at ”bevise” tilstanden, og alle kræfterne
bliver lagt der, i stedet for i en konstruktiv og positiv indsats for tilbagevenden til arbejdsmarked.
Når den fornødne respekt vises, og den enkelte kan se et fremtidigt perspektiv i forhold til arbejdsmarkedet,
kan det ofte gå, som denne kvinde fortalte: ” Der var åbenhed og der blev lyttet til
mig og ressourceprofilen satte fokus på mine stærke sider. Der blev afholdt rundbordssamtale, der
hjalp meget til afklaringen af min sag og min fremtid på arbejdsmarkedet”. Akkurat det samme
gjorde sig gældende for denne 58-årige, ufaglærte mand, der fik den rette hjælp hurtigt og effektivt:
”Jeg synes, alle der var involveret i min sag var relevante og de var alle med til at afklare, hvad jeg
kunne og ikke kunne. Rundbordssamtalen afklarede det hele for mig”.
Den selvvurderede erhvervsevne var året efter interventionen klart forbedret i indsatsgruppen sammenlignet
med referencegruppen. Selvom indsatsgruppen startede på et lavere niveau end referencegruppen,
endte den på et højere niveau. Der var således tale om markante ændringer, som var til
stede, hvad enten man sammenligner relative eller absolutte tal. I Tabel 13 har vi udtrykt forskellen
som procent af udgangsværdien ved henvisningen. Man skal være forsigtig med at sammenligne
indekstal i procenter, men procentberegningen viser alligevel noget om den relative forskel, selv om
en forbedring i indekstallet på 100% ikke nødvendigvis er udtryk for en ”fordobling” af erhvervsevnen,
da der jo ikke er tale om en kontinuert måleskala.
47

Patienternes oplevelse af at være afklaret
Det er centralt i Arbejds- og Miljømedicinsk Kliniks værdigrundlag, at vore patienter ved afslutningen
af forløbet på klinikken skal være afklarede i forhold til deres sygdom og de muligheder og
begrænsning, de med sygdommen har i forhold til arbejdsmarkedet 1 . Det var også, som det fremgår
af side 13, et af projektets succeskriterier, at patienterne i indsatsgruppen hurtigere fik deres situation
afklaret.
Som det fremgår af 15 var der 20% i referencegruppen og 9% i indsatsgruppen, som ikke følte sig
afklarede. Denne forskel er statistisk signifikant (Fischers exact test: p = 0,01).
Tabel 15: Patienternes oplevelse af afklarethed
Indsatsgruppe
N=92
Jeg føler mig afklaret om min sygdom 84
(91%)
48
Referencegruppe
N=163
131
(80%)
En væsentlig grund til at føle sig uafklaret var, når der manglede en præcis diagnose og/eller når
patienten syntes, at han/hun burde have været henvist til yderligere undersøgelse. En kvinde på 57
år oplevede det på denne måde: ”Jeg synes ikke, jeg blev rigtig undersøgt. Det var bare en samtale.
De kører på, at det er min gigt, men det er det ikke. Jeg havde forventet at blive henvist til røntgen
eller skanning af min arm”. Mangel på grundighed var også et kritikpunkt for en kvindelig montrice:
”Jeg synes ikke, det var nogen grundig undersøgelse. Jeg kunne ikke vide, at lægen så på diverse
papirer fra alle de andre undersøgelser. Og hvordan kan han vide, hvor ondt jeg har, jeg kunne jo
godt løfte armene, men det kan jeg ikke ret mange gange”. Enkelte gav udtryk for, at de ikke syntes
den arbejdsmedicinske undersøgelse gjorde nogen forskel.
Tallene i 15 viser dog også, at langt de fleste følte sig afklarede, og ved interviewene fortalte de
tilfredse, at de fandt, at undersøgelsen på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik var grundig og ordentlig,
at de følte sig taget alvorligt, og at man havde givet dem god tid. De følgende typiske eksempler
på positive udsagn behøver ingen nærmere kommentarer: ”Jeg kunne godt lide, der var så god tid.
En grundig undersøgelse og forklaring. Det har jeg mødt hos begge de læger, jeg har været hos. En
positiv oplevelse, hvor jeg var i centrum”. Eller som det udtrykkes af denne 39-årige kvinde: ”Lægen
var god til at forklare mig om min sygdom og sammenhæng til mit arbejde. Det var en god op-
1 Der kan læses om klinikkens værdigrundlag, arbejdsmetoder m.v. i vores strategi-, arbejds- og handlingsplan, som
findes på internettet under www.sygehussonderjylland.dk > Afdelinger > Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik > Fakta.

levelse. Lægen havde sat sig ind i, hvem jeg var, og havde læst om tidligere undersøgelser. Han var
godt forberedt. Det har jeg ikke oplevet hverken før eller efter hos andre læger. Det kunne man ønske
noget mere”.
Diskussion
Forskellen på de 11 procentpoint i afklarethed kan næsten kun skyldes den indsats, der blev gjort i
dette projekt, idet den primære undersøgelse hos læge og/eller psykolog var helt ens i både reference-
og indsatsgruppen. Forskellen var alene, at indsatsgruppen modtog den udvidede socialmedicinske
opfølgningsindsats.
Med 91% i indsatsgruppen og 80% i referencegruppen, der et år efter henvisningen erklærede, at de
følte sig afklaret om deres sygdom, er resultatet overordnet set ganske tilfredsstillende. Det skal
naturligvis tages i betragtning, at det er os selv, der har foretaget interviewene. Det kunne være
grunden til, at så få bedømte vores indsats decideret negativt. Således var der faktisk kun 3 personer
i indsatsgruppen (3%) og 10 i referencegruppen (6%), som bedømte vores indsats negativt, mens de
øvrige hhv. 7% og 14% ikke svarede på dette spørgsmål. Det kan naturligvis ikke udelukkes, at en
del af de, som ikke svarede også ville bedømme vores indsats negativt, hvis de kunne have svaret
anonymt.
49

Bolig, familie, venner og fritid.
Bolig
I forhold til bolig havde 21 (22,6%) fra indsatsgruppen og 28 (17,2%) fra referencegruppen ændret
på deres boform i forløbet. Den aktuelle boligsituation ved afslutningen af projektet fremgår af
Tabel 16. For de fleste, der havde oplevet samlivsophør i forbindelse med deres arbejdsbetingede
sygdom, var der også ændrede boligforhold. Hvor de tidligere havde boet ejerbolig, var det nu blevet
til andels- eller lejebolig. Der var også nogle af vores patienter der var flyttet til en anden bolig
på grund af den arbejdsbetingede sygdom, fordi det efterhånden var blevet for uoverskueligt med et
stort hus med have, som de havde vanskeligt ved at vedligeholde.
Tabel 16: Boligforhold
Indsatsgruppe
N=92
Eget hus 60
(65%)
Ejerlejlighed 1
(1%)
Andelsbolig 4
(4%)
Landbrug 9
(10%)
Andet 5
(5%)
50
Reference- gruppe
N=163
102
(63%)
8
(5%)
7
(4%)
3
(2%)
9
(5%)
Ægtefælle og børn.
Langt de fleste i både indsatsgruppe og referencegruppe var gift eller samlevende, og da vi fra tidligere
undersøgelse viste, at der ofte sker ændringer i forholdet til ægtefællen, spurgte vi også denne
gang, om der var sket ændringer i forholdet. Der var i alt 17 (18,3%) fra indsatsgruppen og 19
(11,7%) fra referencegruppen der angav, at der var sket ændringer i deres samlivsforhold. Ikke alle
ændringer var negative, idet flere angav, at de havde fået en fantastisk støtte og opbakning fra deres
ægtefælle. Fx fortalte en kvinde fra referencegruppen, at hendes mand udsatte at gå på efterløn, da
kommunen stoppede hendes sygedagpenge.

Der, hvor et samliv blev bragt til ophør, blev det oftest angivet, at patienten selv havde mistet humøret,
og nok derfor var sværere at leve sammen med. Mange fortalte også, at deres ægtefælle måtte
hjælpe meget mere til end tidligere.
Forholdet til hjemmeboende børn fyldte en del hos vores patienter, idet flere gav udtryk for at mange
af de aktiviteter, som de havde sammen med deres børn, ikke længere kunne gennemføres.
Nogle af de, som var forældre til mindre børn, havde måttet opgive at deltage i deres børns fritidsaktiviteter,
hvor de tidligere havde været aktive. En ufaglært mand der tidligere havde trænet sin
søns fodboldhold, kunne nu på grund af sin sygdom kun være med på sidelinien, ligesom han ikke
længere kunne deltage i forældresamtalerne på skolen, fordi han ikke kan holde til at sidde på de
”pindestole”, de havde der.
Familie og venner.
I forhold til venner fortalte 25 (27%) fra indsatsgruppen og 46 (28%) fra referencegruppen, at der
var sket ændringer. For nogle skete ændringerne på baggrund af arbejdsophør, da omgangskredsen
var etableret omkring arbejdspladsen. En kvinde, som havde arbejdet inden for hjemmeplejen, og
som havde fået et fleksjob inden for et andet område, fortalte: ”Jeg mangler mine gamle kollegaer,
de var en del af min vennekreds før, men jeg har ikke overskud til at vedligeholde det”.
Andre følte, at det at være sygemeldt over længere tid var så flovt, at de isolerede sig fra omverdenen.
Mange gav udtryk for ”at man jo ikke kan se på mig, hvordan jeg har det” og derfor valgte de
at blive i hjemmet, så de undgik at blive konfronteret med andre. En patient, som var henvist på
grund af problemer med psykisk arbejdsmiljø fortalte, at han havde isoleret sig fra omverdenen og
nu var meget aktiv med at spille på sin computer, men at han i den grad manglede de menneskelige
kontakter.
Mennesker med psykiske problemer har ofte gener som træthed, isolation, angst, støjoverfølsomhed,
koncentrationsbesvær og lignende, som gør det vanskeligt for dem at omgås andre.
For personer med ryglidelser var der ofte problemer, hvis de skulle køre lange strækninger i bil for
at deltage i fester og familiearrangementer. De måtte evt. tage hjemmefra meget tidligere end normalt,
fordi de havde brug for pauser under bilkørslen. En del fortalte også, at de måtte melde afbud
til fester og lignende, fordi de havde svært ved at sidde ned længere tid af gangen. Andre med smer-
51

ter i bevægeapparatet kunne tit have så ondt, at det kunne få dem til at melde afbud til arrangementer,
de ellers havde glædet sig til, og patienter med psykiske problemer havde ofte svært ved at være
sammen med mange mennesker af gangen.
Fritid.
Fritidsaktiviteter var ændret for 59 (64,1%) i indsatsgruppen og for 99 (60,4%) fra referencegruppen.
Der var tale om både positive og negative ændringer, dog flest i negativ retning. Mange angav,
at de ikke længere kunne holde til de samme fritidsaktiviteter, som de kunne før, eller at de ikke
havde overskud til det, når de havde været på arbejde. En kvinde, der beskrev sig selv som en rigtig
”hestepige”, kunne ikke ride længere, hvilket var et stort savn for hende. Ydermere synes hun at alt
det, hun synes var sjovt at lave i hjemmet, var hun blevet afskåret fra på grund af sin dårlige ryg, og
hun følte sig derfor meget modløs i forhold til fremtiden. Også mangeårige fritidsaktiviteter måtte
somme tider droppes som følge af den arbejdsbetingede sygdom: ”Jeg har været frivillig hjælper i
kristeligt socialt arbejde og har ledet en børne- og ungdomsklub inden for det. Det er jeg nu stoppet
med efter 25 år”. I andre tilfælde var det tillidsposter, som patienterne tidligere havde passet, der
blev langt på hylden. Flere havde opgivet bestyrelsesarbejde og lign.
Der var heldigvis også positive beretninger, selv om de var i mindretal: En ufaglært kvinde, som på
grund af den arbejdsbetingede sygdom havde fået et fleksjob på sin oprindelige arbejdsplads, fortalte:
” Jeg bruger meget tid på at træne og cykle – for det er afgørende for mit helbred. Jeg har aldrig
tidligere dyrket styrketræning – men nu er jeg nødt til det for at jeg kan beholde mit arbejde”.
Tilsvarende fortalte en 59-årig kvinde: ”Jeg går flere ture og vores have er simpelthen blevet kønnere
at se på. Jeg har fundet ud af, det er en god måde at koble af på”. En anden kvinde udtrykker de
sådan: ”Jeg er blevet mere aktiv efter, at min sag er blevet afklaret, og jeg har fået lidt mere overskud
til at gøre mere. Jeg er også blevet bedre til at sige fra, og jeg er stolt af mig selv”.
Diskussion:
Sammenlignet med vores tidligere undersøgelse var der flere, der havde oplevet ændringer i deres
boligforhold. I den tidligere undersøgelse var det sket for 12% af vores patienter 1 , mens det i den
aktuelle undersøgelse var sket for 19%. Også i forhold til fritidsaktiviteter var ændringerne større
end i vores tidligere undersøgelse, idet der dengang var 53,8 % der angav, at der var sket ændringer
i fritidsaktiviteterne, mod 62% i denne undersøgelse. I vores tidligere undersøgelse påviste vi, at de
1
Sociale, arbejds- og helbredsmæssige konsekvenser for patienter henvist til Arbejds- og Miljømedicinsk klinik. Signe
Beierholm Hansen og Søren Dahl, 2001
52

negative personlige konsekvenser var større end i en tilsvarende undersøgelse 10 år tidligere. Desværre
tyder noget på, at denne tendens fortsætter, idet denne undersøgelse også viste en stigning i
de negative forandringer i forholdet til familie og venner på et par procent i forhold til i 1999. Arbejdsbetingede
sygdommes negative personlige og familiemæssige konsekvenser synes således
ikke at være blevet mindre siden vores sidste undersøgelse. Ingen af de nævnte forskelle er dog
statistisk signifikante.
Sammenhæng mellem netværk og sygdom er illustreret nedenfor 1 i Figur 7. Netværket kan have
indvirkning på sygdomsrisikoen via to mellemliggende variable:
Figur 7: Sammenhæng mellem netværk og sygdom
Denne undersøgelse tyder på, at begge de mellemliggende variable spiller en rolle for den arbejdsbetingede
sygdoms negative konsekvenser på det personlige og familiemæssige plan. Et spinkelt
netværk kan medføre øget sårbarhed, men sygdom kan omvendt også resultere i, at den enkelte ikke
kan opretholde kontakten til netværket, og begge dele kan resultere i større sygdomsrisiko. Den
stressbelastning, det er at være syg, har stor indvirkning på de reaktioner, der kommer hos den enkelte.
Utryghed og afhængelighed er blevet en del af mange patienters hverdag. Hvor de før var
økonomisk uafhængige og i stand til at klare de fleste opgaver selv, må de nu ofte have hjælp og det
indvirker på humøret og deres omgængelighed.
1
Sociologi og socialt arbejde; 2002; Morten Ejrnæs, Jens Guldager, Finn K. Hansen, Henning Hansen, Carsten Jørgensen
og Filip Kruse,
53

Måske er de forandringer, der sker i det omgivende samfund, også en del af forklaringen på den
negative udvikling, som denne persongruppe tilsyneladende er i. Vi måler os ofte med dem vi bor
ved siden af, og når man bliver ”sat uden for” arbejdsmarkedet og ikke kan opretholde samme indtægt,
vil det også have en indflydelse på muligheden for at opretholde fritidsinteresser, venskaber
og får mange til at isolere sig yderligere. Disse problemstillinger er sammenfattet i denne beretning
fra en kvinde, som fortalte: ”Min mand og jeg er flyttet fra hinanden, og jeg er flyttet fra eget hus til
lejet rækkehus. Jeg spiller ikke håndbold mere, men jeg er begyndt at gå i motionscenter. Jeg har
skiftet min gamle omgangskreds ud, fordi der skete så meget på min gamle arbejdsplads, hvor min
mand også arbejdede”.
Der er også et udefra kommende pres på den sygemeldte via sygedagpengeopfølgningen og den
lovgivning, der ligger bag. Dagligt er der i pressen beretninger om, hvilken samfundsmæssig økonomisk
byrde det er, at mennesker er sygemeldte, og at der er et stigende sygefravær. Det kan af
den enkelte opleves som et pres. Ganske vist sker der mange tiltag på arbejdsmarkedet i disse år,
men der er langt imellem de positive historier i dagspressen.
54

Kommunen
Kommunen er den myndighed, som først kommer i kontakt med den sygemeldte. Kommunen har
muligheden for at iværksætte afklarende forløb under hensyntagen til den enkeltes særlige situation.
Kommunen kan også iværksætte revalidering, fleksjob eller pension alt efter tilstanden. Kommunen
har således en helt central rolle i patientens sygdomsforløb i de tilfælde, hvor patienten skal have
hjælp eller støtte til at vende tilbage til arbejdsmarkedet.
Vi har ikke opgjort patienternes holdning og generelle oplevelse i forhold til kommunen i tal, idet
spørgsmålene om kommunen var et åbent spørgsmål, men generelt er udsagnene meget kritiske og
taler for sig selv. En faglært kvinde, som var henvist med bevægeapparatsproblemer, fortalte om sit
forløb, og hendes beretning opsummerer de vigtigste kritikpunkter, som mange patienter havde i
forhold til kommunerne: ”Kommunen tilsendte mig skemaer fra april og til september året efter,
dem skulle jeg bare skrive under. Man presses ud i noget, man ikke kan klare. Kommunen har først
til allersidst i forløbet indhentet lægeoplysninger, som de ellers havde haft 1½ år til. Hvis de havde
gjort det fra starten, ville de have kunnet se, at jeg dårligt kunne klare revalideringen til serviceassistent.
Jeg gennemførte, men der var dage, jeg var nødt til at gå hjem før tiden. Og i pauserne blev
jeg i lokalet for at ligge fladt på ryggen, for at hvile ryggen. Kommunen har en komando-tone på,
som om alle er ude på at snyde dem. Min ressourceprofil indeholdt ikke alle nødvendige oplysninger
i forhold til min afklaring. Det burde ikke have taget 1½ år, inden der blev truffet en beslutning,
imens man venter, mister man den sidste rest af selvværd. Mit ophold hos Madsen & Madsen synes
jeg ikke hjalp. Det er ikke den virkelige verden, jeg følte mig ikke afprøvet, og jeg kunne ikke sige,
hvad jeg kunne ude i det virkelige liv. Jeg synes ikke, det giver et reelt billede”. En anden patient
fortalte om sin oplevelse; ”Jeg kunne godt tænke mig, at kommunen viste respekt for mig, det er
svært at blive mødt af en mur af mistro og magt. De metoder, de bruger, er nedværdigende og ikke
fremmende for situationen”.
I det følgende beskrives kommunens rolle i forbindelse med sygedagpengeopfølgning, revalidering,
omskoling, uddannelse, fleksjob, førtidspension og kontanthjælp. Desuden omtales arbejdsløshed
og efterløn, selvom det ikke er kommunens sagsområde, men derimod a-kassernes.
55

Sygedagpengeopfølgning.
Senest 8 uger efter sygemelding skal kommunerne have haft kontakt til den sygemeldte. Der skal
ved første kontakt vurderes, om der kan opstå problemer for den sygemeldte i forhold til at blive
rask og vende tilbage til arbejde eller A-kasse. Sygemeldte kategoriseres i 3 kategorier 1 . Kategori 1
er sager med et ukompliceret forløb. Kategori 2 er sager, hvor der er risiko for langvarigt sygeforløb
og risiko i forhold til arbejdsevnen. Kategori 3 er sager, hvor lidelsen eller sygdommen medfører et
længerevarende forløb 2 .
Tabel 17 viser interviewpersonernes svar på spørgsmålet, om de havde været til kommunens sygedagpengesamtale.
Tabel 17: Sygedagpengesamtale
Indsatsgruppe
N=85
Ja 70
56
(82%)
Nej 15
(18%)
Referencegruppe
N=160
137
(86%)
23
(14%)
Kun i enkelte tilfælde var det klart, at kommunen havde forsømt at afholde opfølgningssamtale. I de
fleste af de tilfælde, hvor der ikke har været en opfølgningssamtale, havde der ikke været tale om 8
ugers sammenhængende sygefravær.
Som det fremgår af Tabel 18, var der mange, der oplevede sygedagpengeopfølgningen mere som en
kontrol end som en hjælp. Ret mange havde dog ingen særlig mening om spørgsmålet.
Tabel 18: Oplevelse af sygedagpengeopfølgning
Indsatsgruppe
N=83
Som hjælp til afklaring 30
af min situation
(36%)
Som en kontrol af om 31
jeg var syg
(37%)
Ved ikke 22
(24%)
1 Syge- og Barsels- dagpengeloven
2 Lov Assistent – uarbejdsdygtighed, opfølgning og varighedsbegrænsning. NIS
Referencegruppe
N=114
38
(33%)
50
(44%)
26
(23%)

En 34-årig kvinde, som havde en psykisk arbejdsskade, fortalte således om opfølgningssamtalerne:
”Jeg har oplevet sygedagpengeopfølgningen som ikke-imødekommende. De ville have mig ind i en
ramme, som jeg ikke kunne se mig selv inden for. Jeg fik udarbejdet en ressourceprofil, og sad og
talte med sagsbehandleren i over 2 timer. Det kunne jeg slet ikke holde til på det tidspunkt, og jeg
var fuldstændig smadret, da jeg kom hjem. Nej, kommunen har ikke på nogen måder været støttende”.
Et ankepunkt, der gik igen blandt mange af de utilfredse var, at man følte, at kommunerne handlede
hen over hovedet på dem - at patienten ikke følte han/hun blev set som en person, men som en sag
og et nummer. En 50-årig sygehjælper oplevede kommunens sygedagpengeopfølgning således:
”Kommunen mangler respekt for andre mennesker. På et tidspunkt sendte de mig til psykiater – jeg
har arbejdet inden for psykiatrien, og jeg havde ikke nogen depression – men det synes sagsbehandleren,
at hun havde kompetence til at diagnosticere. Jeg havde en forventning om, at kommunen
ville hjælpe mig med at finde et job inden for et område, jeg kunne klare, men jobkonsulenten hørte
ikke på mig og fandt på arbejdsprøvninger inden for helt andre områder, end det jeg selv ønskede.
Jeg følte mig tvunget til at tage sundhedssekretæruddannelsen. Jeg har slet ikke flair for edb, og det
koster mig rigtig mange ressourcer at gennemføre uddannelsen, som jeg ikke engang er sikker på
jeg kan klare at arbejde inden for”. En anden udtrykte det således og pegede desuden på mangel på,
information: ”Jeg synes, jeg blev glemt i systemet, og der var noget rod med sagen. Der var 2 samtaler
på kommunen, som slet ikke var gode, men jeg fik da mine sygedagpenge. Jeg synes, kommunen
er for dårlig til erhvervsvejledning og i forhold til arbejdsmarkedet. Hvad skal der til, og hvor
kan jeg henvende mig? Sådanne informationer kunne jeg slet ikke finde ud af, selv da jeg blev sygemeldt”.
En forholdsvis nyopereret kvinde fortalte, at hun i forbindelse med sygedagpengeopfølgningen på
kommunen fik at vide, at hvis hun ikke deltog i den arbejdsprøvning, som kommunen ville have,
ville de stoppe sygedagpengene. ”Og det måtte jeg så gøre. Selvom jeg havde det dårligt, var jeg
nødt til gennemføre det”. En anden følte sig tvunget til fysioterapeutbehandlinger, som hun ikke
havde råd til – ikke mindst, fordi hun på grund af sygdommen var gået ned i løn: ”Jeg var skuffet
over kommunen, de så bare i mine papirer og så mig ikke som person. Der blev stoppet for mine
sygedagpenge, fordi jeg ikke var kommet til fysioterapeutbehandling”. En kvinde med anden etnisk
baggrund end dansk fortalte, at hun i forbindelse med, at hun måtte ophøre med sin revalideringsplan,
fordi hun psykisk ikke kunne klare det, blev sendt til en psykiatrisk speciallægeerklæring, som
57

anbefalede hende at søge pension. Kommunen valgte i stedet at tilbyde hende kontanthjælp eller at
melde sig rask og stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet. En 59-årig kvinde sagde følgende om
sine aktuelle og tidligere erfaringer med det, som hun opfatter, som det besværlige offentlige system:
”Jeg var kun sygemeldt få dage ad gangen. Jeg klør på, jeg har ikke så lang tid tilbage på arbejdsmarkedet,
og jeg har tidligere gået sygemeldt på grund af en ulykke – og da fik jeg en oplevelse
af at være kastebold i systemet. Kommunen er langsommelig, og det er kun papir – så jeg kørte
ned på den oplevelse, og det orker jeg ikke igen”.
Også overfladisk sagsbehandling blev der klaget over. En 47-årig mand med hoftedysplasi fortalte
bl.a. følgende om sin oplevelse: ”Kommunens arbejdskonsulent gad ikke læse mine papirer, så alle
de skånejobbehov der var, blev der ikke taget hensyn til, og jeg skulle løfte ting eller slå græs med
to krykstokke, og det kunne jo ikke lade sig gøre”. En kvinde født i 1961 fortalte: ”Jobkonsulenten
hørte ikke, hvad jeg sagde. Det er, som om han ikke tror på, hvad jeg kan tåle og ikke tåle. Han ved
ikke nok om hvilke hensyn, der skal tages, når man har eksem. Jeg tror, at en rundbordssamtale
med læger, kommune og jobkonsulent og evt. arbejdsgiver ville hjælpe mig på vej til en afklaring
og en god tilbagevenden til arbejdsmarkedet”.
Der var dog også patienter, som følte, at sygedagpengeopfølgningen hjalp dem til at afklare deres
situation. Blandt de, som følte sig hjulpet af samtalen, var en 48-årig kvinde, der sagde: ”Det var et
positivt møde, og jeg blev raskmeldt, da jeg var klar”. En 51-årig kvinde, der altid havde arbejdet
som fabriksarbejder, og som havde voldsomme, store problemer med bevægeapparatet, gik efter
første undersøgelse på Arbejdsmedicinsk Klinik tilbage til sit arbejde, men det holdt desværre ikke,
og hun kom derefter til ny samtale på klinikken, hvor hun igen blev undersøgt af lægen, og der blev
lagt en rehabiliteringsplan. Efter planen havde været drøftet med kommunen, og der havde været
rundbordssamtale kunne patienten fortælle: ”Jeg kom meget let igennem, jeg var ikke meget sygemeldt,
og der kom hurtigt en plan, fordi der blev indkaldt til rundbordssamtale. Ressourceprofilen
gjorde, at jeg blev klar over, at jeg havde nogle andre muligheder, og jeg er nu i gang med en revalideringsplan,
og jeg kan rigtig godt lide at gå i skole”. En anden kvinde, som var uddannet sygeplejerske,
og som ikke kunne fortsætte i dette arbejde, sagde: ”Det var ikke nogen lang og besværlig
sagsbehandling, men der blev arbejdet konstruktivt med at finde en løsning, der var rigtig for mig”.
Endnu et eksempel på et positivt forløb, og hvor det formentlig var afgørende, at Arbejds- og Miljømedicinsk
Klinik havde et grundigt kendskab til patienten, drejede sig om en 58-årig mand. Han
58

var udgået af 5/6 klasse, uden yderligere uddannelse, og havde meget store boglige vanskeligheder
og alvorlige helbredsmæssige problemer. På grund af sin særlige psykiske struktur havde han også
vanskeligheder ved omstilling til noget nyt. Han havde haft samme ansættelse i mange år og var
fortrolig med arbejdspladsen og sit job. I forbindelse en omstrukturering skulle han på et 3 ugers
kursusforløb, hvilket han følte sig usikker overfor, men han havde fået at vide, at hvis han nægtede,
ville han ikke kunne fortsætte i sit job. Hans mangeårige fysiske helbredsgener, havde han levet
med, uden meget sygefravær og med en aftale med arbejdspladsen om, at han kunne hvile sig midt
på dagen. Nu hvor han følte sig truet, trådte disse helbredsmæssige klager i forgrunden og kom til at
fylde rigtigt meget. Om forløbet fortalte han selv: ”Jeg var ikke længerevarende sygemeldt. Arbejds-
og Miljømedicinsk Klinik beskrev mine problemer for kommunen, og det hele gik hurtigt og
smertefrit. Der var en rundbordssamtale på virksomheden. Derefter en arbejdsprøvning om, hvor
mange timer jeg kunne klare, og derefter blev der oprettet et fleksjob til mig”.
I flere tilfælde skulle der et lignende lille eksternt skub til, før sagen fik et tilfredsstillende forløb for
patienten. Følgende udsagn fra en kvinde illustrerer dette: ”Først da Arbejds- og Miljømedicinsk
Klinik kom ind i billedet skete der noget, og der blev udarbejdet en ressourceprofil. Så det gik godt
med min sag til sidst”.
Diskussion
Både med tal og på basis af interviewpersonernes beskrivelser kan det altså konstateres, at der var
mange og alvorlige kritikpunkter i forhold til kommunernes sagsbehandling – også kritikpunkter,
som, hvis de er korrekt fremstillet, peger på egentlige fejl, ligesom der var eksempler, som illustrerer
overtrædelse af alle reger for god sagsbehandling og etik. Kommunerne skal inddrage den sygemeldte
i sagsbehandlingen, og Ankestyrelsen anbefaler i en praksisundersøgelse, at kommunerne
så tidligt som muligt inddrager alle relevante aspekter, herunder initiativer til arbejdspladsfastholdelse
og et tæt samarbejde med arbejdspladsen 1 . Det gør kommunerne naturligvis også, men altså
ikke altid på en måde så borgeren/patienten finder forløbet frugtbart, som det fremgår af eksemplerne.
Der kan være flere grunde til, at de negative udsagn dominerede og var mere markante end de positive.
For det første er der altid en tendens til, at det er de utilfredse, der er mest tilbøjelige til at give
udtryk for deres synspunkter. De har brug for at komme af med deres frustrationer over de negative
1 Ankestyrelsen: http:://www.sst.dk/
59

oplevelser, de har haft, og som måske har medført en vis bitterhed, i forhold til den kommune, de
som borgere har oplevet, modarbejder dem. Dernæst skal det pointeres, at det er patientens/borgernes
subjektive mening, der fremsættes her, uden at kommunen har haft mulighed for at
kommentere og evt. nuancere patientens fremstilling. Dette rokker naturligvis ikke ved, at det her
beskrevne var udtryk for patientens oplevelse på interviewtidspunktet, men denne oplevelse er ikke
nødvendigvis betinget af fejl eller uhensigtsmæssig sagsbehandling i kommunerne.
Lovgivningen lægger op til at borgeren skal medvirke i sin sag. Men for at kunne medvirke, må der
være åbenhed i sagsbehandlingen, og borgeren må føle sig lyttet til, set og forstået. Ved overdragelse
af sager til jobkonsulenten, må sagsbehandleren sikre, at skånebehov er beskrevet i stedet for at
overlade vurderingen til jobkonsulenten, som har ingen eller ringe uddannelse inden for feltet. Også
borgerens egne ønsker om fremtidige arbejdsrelevante ønsker skal medinddrages. Det er muligt, at
det ikke altid er realistiske ønsker, men så må man forhandle sig frem til alternativer, så borgeren
har en chance for at være medvirkende. Det bliver sjældent en succes, hvis ikke borgeren kan se sig
i den nye rolle på arbejdsmarkedet. De positive af eksemplerne ovenfor beskriver sager, hvor der
blev ramt plet i forhold til arbejdsmarkedet, og med en hurtig plan, så den enkelte hurtigt kan se
løsningen på sin fremtid på arbejdsmarkedet, løsninger, der lænede sig op af den enkeltes egne ønsker
og formåen i forhold til arbejdsmarkedet.
Mange af de interviewede opfattede, at der var mangel på tydelighed i kommunernes kommunikation
med borgerne, og mange oplevede ikke, at kommunerne gav de nødvendige oplysninger, så patienten
selv blev i stand til at vurdere sin situation og muligheder.
En del af de handleplaner, vi foreslog kommunerne i forbindelse med dette projekt kom slet ikke til
overvejelse eller diskussion i kommunen, idet enkelte kommuner havde sagsbehandlingsmetoder
for deres sygemeldte borgere, som ikke kunne rumme de forslag, vi stillede med.
Kommunernes rolle i forhold til rehabilitering af arbejdsskadede er af stor vigtighed.
Det er kommunen der næst efter arbejdsgiverne først får kendskab til sygefravær, og det er kommunerne
der har kompetencen til at iværksætte tiltag, der kan mindske de negative konsekvenser. Vores
indsats er derfor sket i nært samarbejde med kommuner, arbejdsgivere, fagforeninger og akasser.
60

I vores interview med deltagerne i såvel indsats- som referencegruppen er der blevet fremsat mange
kritiske bemærkninger fra deltagerne overfor kommunerne. De kommuner, som har fået kritik af
deltagerne i dette projekt, har ikke haft lejlighed til at forklare sig eller forsvare sig. Vi har ladet
deltagernes udsagn stå for sig selv. De behøver ikke alle sammen at være faktuelt korrekte, og der
er sikkert i mange tilfælde gode forklaringer på at kommunen eller de øvrige, der er nævnt, har
handlet, som de har. Også selvom dette ikke altid er oplevet som venligt, hjælpende eller nyttigt af
patienterne. Der er mange regler på dette område, og kommunernes sagsbehandlere presses fra
mange sider. Når vi trods disse forbehold har ladet deltagernes kritiske kommentarer optrykke i
rapporten, er det fordi, de giver et billede af den frustration, magtesløshed og smerte, det er for
mange at blive mødt af det sociale system, samfundet har opbygget. Der er ikke tale om kritik fra
vores side af enkelte sagsbehandlere eller enkelte kommuner (alle er i øvrigt omhyggeligt anonymiseret).
Men ved at referere projektdeltagernes egne synspunkter, har vi forsøgt at vise, hvad personen
på den anden side af skranken, tænker og navnlig føler ved kontakt med de hjælpeforanstaltninger,
vi har til syge borgere, som skal hjælpes tilbage på arbejdsmarkedet. Det skal også understreges,
at vores patienter næppe er repræsentative for sygedagpengemodtagere. For som både dette
projekt og tidligere undersøgelser har vist, er arbejdsskadede patienter en særlig sårbar gruppe, som
det kan være vanskeligt at få tilbage på arbejdsmarkedet, efter de har pådraget sig en arbejdsbetinget
sygdom.
61

Revalidering, omskoling, uddannelse.
Revalidering er en erhvervsrettet aktivitet med økonomisk hjælp til en person med begrænsninger i
erhvervsevnen, som forsøges fastholdt på arbejdsmarkedet 1 .
I forbindelse med interviewet blev patienterne spurgt om hvilken indflydelse, de selv havde haft på
den plan, der var lagt. Langt de fleste mente, at de havde haft stor indflydelse på planen, og der var
da også flest gode historier fra patienterne om deres revalidering og mange roser til kommunerne,
for håndteringen af disse sagsbehandlingsforløb. Et eksempel var en 51-årig kvinde, der var udgået
af skolens 8. klasse, og som altid havde arbejdet på fabrik med ensidigt, gentage-arbejde. Hun havde
nu store problemer med smerter i nakke/skulderåget. Hun ønskede primært at fortsætte i sit hidtidige
arbejde og havde ikke mod på at gå i gang med en uddannelse. Hun udviklede tiltagende bevægeapparatssmerter
i den tid, vi fulgte hende. På basis af udredningen og en række samtaler om
mulighederne i forhold til at hjælpe hende til en forandring på arbejdsmarkedet, blev der indkaldt til
rundbordssamtale med henblik på at iværksætte en plan. I første omgang kom hun på et afklaringsforløb
hos Madsen & Madsen i Kolding. Dette hjalp hende til at se på nye muligheder på arbejdsmarkedet,
og der blev i løbet af ½ år lagt en revalideringsplan. Hun fik en uddannelse og blev igen
fuldt selvforsørgende. I forbindelse med opfølgningsinterviewet fortalte hun glædesstrålende, at hun
– til sin egen overraskelse – virkelig godt kunne lide at gå i skole, og hun synes, det var en dejlig
udfordring.
En anden af de gode historier handler om sagsforløbet for en 36-årig kvinde, der oprindelig havde
en uddannelse indenfor et arbejdsområde, som hun ikke længere kunne varetage: ”Det var ingen
lang og besværlig sagsbehandling, men der blev arbejdet konstruktivt på at finde en løsning, der var
rigtig for mig. Og ressourceprofilen var bare en skriftlig formidling af de ønsker og de stærke sider
af mig, men den var ikke med til at gøre det mere klart for mig, men måske for sagsgangen”.
Vejen til revalidering behøver dog ikke altid at være let, selvom resultatet bliver godt. En 32-årig
kvinde sagde om vejen frem til den lagte revalideringsplan: ”Det har været en lang, sej kamp at nå
så langt, men nu er jeg i gang, og det er bare helt rigtigt”.
1 Lov om aktiv socialpolitik
62

Som sagt tidligere, følte de fleste, at de havde haft indflydelse på den plan, de var i gang med i forhold
til uddannelse, omskoling og revalidering, men der var også andre meninger om sagsbehandlingen.
Fx fortalte en 40-årig mand: ”Jeg synes, jeg blev presset til at tage en beslutning om omskoling.
De skulle bare have mig ud af systemet. Jeg blev arbejdsprøvet både internt i den virksomhed
jeg var ansat, og på flere andre virksomheder. Ressourceprofilen var en der blev lavet, fordi de ville
have mig i revalidering, så den var ikke til nogen nytte”.
Utilfredshed kan også resultere i, at patienten selv fandt alternativer. Et positivt eksempel var sagen
om den 28-årige kvinde, der nu var i gang med et voksenlærlingeforløb uden for kommunalt regi,
hvor hun ikke følte, hun havde fået den fornødne støtte og opbakning: ”… i forbindelse med skilsmisse
valgte jeg at gå en anden vej og søgte om at blive voksenlærling. Jeg er meget glad og tilfreds
for den plan, der nu er lagt og det, jeg gør, har jeg gjort for egen regning, selv om jeg var revalideringsberettiget”.
En lignende historie handler om en 41-årig kvinde, der ligeledes havde en faglig
uddannelse, og som blev henvist efter lang tids sygefravær. Hun havde flere forskellige lægeundersøgelser
bag sig, uden der dog var en konkret diagnose og prognose. Da hun blev henvist, havde der
været sygedagpengestop, som dog var anket og afgjort til patientens fordel. Hendes egen vurdering
af egen arbejdsevne var, at hun ikke havde nogen resterhvervsevne. Der var blevet iværksat en del
arbejdsprøvninger, alle med henblik på, at hun skulle komme op på fuld tid, så hun derefter kunne
stå til rådighed for arbejdsmarkedet. På Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik blev der foretaget grundig
lægelig undersøgelse og efterfølgende en grundig samtale hos socialrådgiver, hvor der bl.a. blev
udarbejdet en interessetest. Forløbet hos Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik medførte, at patienten
efterhånden kunne se sig selv i et arbejdsmarkedsperspektiv, og der blev udarbejdet en konkret
plan, som kommunen dog ikke ville støtte. Kommunen opfordrede hende i stedet til en uddannelse
til folkeskolelærer. Det ville patienten dog ikke acceptere, og det endte med, at hun valgte at tage
den uddannelse, som hun selv foretrak, på SU. Undervejs i forløbet blev hun skilt og blev alene
med 4 børn. Igen blev kommunen opfordret til at overveje beslutningen om revalidering til den uddannelse,
hun selv havde valgt, men det ville man ikke, selvom hun på det tidspunkt var godt i
gang. Imidlertid flyttede hun kort efter skilsmissen til en anden kommune. Her blev hendes egen
revalideringsplan, der inkluderede uddannelsen, godkendt i løbet af meget kort tid. Denne historie
viste således også, at kommunerne ikke vurderede den samme sag ens, hvilket i dette tilfælde kom
patienten til gode, så hun fik den revalidering og uddannelse, hun ønskede.
63

Tilsvarende viste følgende eksempel også, at kommunen og Arbejdsformidlingen (dengang en selvstændig
institution) ikke havde ens vurderinger af sagerne om revalidering. Patienten var en kvinde
født i 1958, som fortalte: ”Jeg har ikke været sygemeldt, men min egen læge synes, at det kunne
lyde, som om jeg skulle ind og arbejde på et andet område, og derfor kom jeg i kontakt med kommunen.
De ville arbejdsprøve mig i 3 måneder, men ikke gå med til en revalidering. Så tog jeg voksenunderviseruddannelsen
via Arbejdsformidlingen, men det var ikke nok til, at jeg kunne komme i
arbejde. Det blev foreslået, at jeg fik meritlæreruddannelsen, men jeg fik afslag på revalidering,
fordi kommunen mente, at jeg var kompenseret for min tabte erhvervsevne ved at tage voksenunderviseruddannelsen.
Nu er jeg i gang med uddannelsen til meritlærer via Arbejdsformidlingen,
men jeg synes, det er meget stressende, fordi jeg samtidig skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Jeg tror ikke, at jeg bliver i stand til at arbejde på fuld tid igen”.
Diskussion.
I en lang periode har andelen af tilkendte revalideringer til uddannelse været for nedadgående og fra
2005 til 2006 faldt andelen af uddannelsesrevalideringer på landsplan fra 592 til 392 1 .
Selvom flere patienter i indsatsgruppen fik uddannelsesrevalidering, var det en mulighed, vi kunne
have ønsket anvendt i endnu flere tilfælde. Vort indtryk, som underbygges af generelle statistikker 2 ,
er, at kommunerne er tilbageholdne med uddannelsesrevalidering, og at visse kommuner har egne,
mere restriktive regler for uddannelsesrevalidering end de, der er fastsat i lovgivningen. Uddannelse
må ellers anses for at være særlig anvendelig, når man skal hjælpe gruppen af arbejdsskadede tilbage
på arbejdsmarkedet. Årsagen er, at de fleste arbejdsskadede har belastningssygdomme i bevægeapparatet
(arme, ben, ryg, nakke, skuldre). Jo bedre personen er uddannet, jo lettere er det at finde
en jobmulighed, der kan tilgodese den arbejdsskadedes skånebehov. De fleste ufaglærte jobs omfatter
ofte manuelle arbejdsfunktioner, som det kan være vanskeligt at varetage med belastningssygdomme
i bevægeapparatet.
Vi har også indtryk af, at mange kommuner meget fokuserede på arbejdsløsheden inden for området,
hvilket kommunen naturligvis har pligt til. Men problemet opstår, når prognosen for arbejdskraft
varierer meget fra år til år. Et eksempel er pædagogområdet, hvor prognosen skiftede mellem
at pege på arbejdsløshed og øget efterspørgsel. Omvendt var kommunerne ikke bange for at revali-
1 www.Statistikbanken.dk
2 www.Statistikbanken.dk
64

dere til nye uddannelser fx sundhedssekretæruddannelsen, hvor der slet ikke var nogen praksis eller
sikre prognoser, der kunne vise, om der reelt var behov for personer med denne uddannelse.
Ofte krævede kommunerne også, at en person, der uddannede sig indenfor et bestemt fagområde,
skulle vurderes efter, om hun kunne stå til rådighed indenfor hele fagområdet. Fx var patienter med
rygproblemer blevet frarådet eller nægtet revalidering til pædagog, fordi jobs indenfor hele det brede
pædagogområde kunne risikere at indebære løftearbejde, mens det omvendt sagtens kan lade sig
gøre at finde pædagogarbejde uden særlig løftebelastning.
Ved virksomhedsrevalidering stillede sagen sig igen anderledes, idet man på dette felt gerne revaliderede
eller støttede optræninger til nicheplaceringer inden for arbejdsmarkedet, uden at der var
sikret varig beskæftigelse bagefter. Det betyder, at patienten efter endt optræning til et bestemt afgrænset
område kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet, men uden reel mulighed for at finde et
job.
En del kommuner så meget på længden af sygemelding, inden man overvejede revalideringstiltag,
og var tilbageholdende, hvis ikke der havde været 1 års sygemelding forinden. Men som det fremgår
af eksemplerne, var der dog også kommuner, som gjorde det på andre måder. Flere kommuner
havde tilsyneladende også en praksis, som indebar, at patienterne/borgerne via arbejdsprøvning
skulle have ”bevist”, at de havde en arbejdsevne svarende til fuldtidsbeskæftigelse, inden der blev
iværksat uddannelsesrevalidering. Dette mislykkedes ofte, når arbejdsprøvningen blev foretaget
indenfor et helt andet felt end det, der var på tale om som revalideringsmål. Specielt ved kroniske
smerter i bevægeapparatet kan det være vanskeligt at finde et egnet og relevant job til en sådan arbejdsprøvning,
idet ufaglærte jobs som regel indebærer manuelle arbejdsfunktioner med belastninger
af bevægeapparatet.
Fra interviewene var det indtrykket, at stort set alle var interesserede i en holdbar løsning, men også
i en løsning, der ikke forværrede deres helbredsmæssige situation. På dette felt havde indsatsgruppen
en stor fordel ved, at kommunikationen mellem patient, socialrådgiver samt læge eller psykolog
foregik så let og ubesværet, og at der var et solidt fagligt grundlag for eksempelvis at vurdere patientens
skånebehov. Dette har givetvis været med til at skabe tryghed hos patienterne og dermed en
bedre basis for at tænke nyt i forhold til udfordringerne på arbejdsmarkedet, som er betinget af deres
sygdom og de deraf følgende skånehensyn.
65

Fleksjob.
Fleksjob kan bruges til at fastholde mennesker med nedsat arbejdsevne på arbejdsmarkedet. Udgangspunktet
er fuldtidsarbejde med de skånehensyn, der måtte være bygget ind i den enkelte aftale.
Aftalen kan også indebære nedsat arbejdstid 1 .
Der var 21 fra indsatsgruppen og 22 fra referencegruppen i fleksjob på opfølgningstidspunktet. Af
disse var henholdsvis 6 fra indsatsgruppen og 11 fra referencegruppen ansat på deres oprindelige
arbejdsplads. Resten var visiteret til fleksjob inden for et andet område, og i enkelte tilfælde var der
ikke fundet et passende fleksjob. Af de personer, der var på fleksjob, var godt halvdelen fra indsatsgruppen
og 2/3 fra referencegruppen tilfredse eller meget tilfredse hermed. Kun 3 ud af 41, der svarede
på spørgsmålet, var decideret utilfredse med forløbet, der førte til fleksjobbet eller selve jobbet.
Flere af deltagerne havde ikke opfattet, at der var forsøgt revalidering, inden de blev tilkendt
fleksjob. En 46-årig kvinde sagde herom: ”Jeg har fået bevilliget fleksjob uden revalideringsforløb
inden. Jeg ved ikke, hvorfor der ikke blev forsøgt revalidering, men det var ikke på tale”. Det samme
gjorde sig gældende for en tidligere jord- og betonarbejder på 48 år, der havde problemer med
bevægeapparatet, og som kort og godt sagde: ”Jeg har ikke hørt ordet revalidering”.
De i alt 18 personer i undersøgelsesgruppen, hvor der ikke var forsøgt revalidering, blev spurgt om
de mulige årsager. Deres egne mulige forklaringer var: Alder, helbredsmæssig tilstand, manglende
skolekundskaber, at den enkelte ikke havde mod på uddannelse samt en kombination af disse.
Flere patienter var dog ganske godt tilfreds med fleksjobløsningen - bl.a. denne ufaglærte, 56-årige
kvinde, der sagde: ”Det var en koordineret indsats fra alles side, så jeg kunne blive på min arbejdsplads.
Alle arbejdede for det. Revalidering blev ikke forsøgt p.g.a. min uddannelse og alder”. Omvendt
er her et eksempel, hvor patienten selv havde foretrukket revalidering. Det drejede sig om en
41-årig kvinde, der var uddannet social- og sundhedsassistent, og som fortalte: ”Der var ingen revalideringstiltag.
Jeg har rendt hovedet mod muren – sådan følte jeg det – jeg ville gerne have været
revalideret til socialrådgiver, når jeg ikke kunne blive i mit fag. Men det ville kommunen ikke, så
nu har jeg fået fleksjob. Kommunen ville ikke ofre de ressourcer på mig”.
1 Lov Assistent om flek- og skånesjob
66

Her er også et eksempel på, at selv fleksjob kunne være for stor en udfordring, hvis ikke patienten
forinden havde fået den fornødne støtte og behandling: En yngre mand havde et par år før henvisningen
været udsat for en voldsom arbejdsulykke, der var få mm fra at koste ham livet. På Arbejdsog
Miljømedicinsk Klinik blev de fysiske mén efter ulykken grundigt beskrevet. Men vi fandt også
et betydeligt psykisk mén efter ulykken, som måske havde været medvirkende til, at han fungerede
så dårligt. Undervejs var hans parforhold blevet også blevet opløst. Den psykologiske undersøgelse
på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik viste, at han havde et betydeligt psykisk mén, som krævede
psykologisk behandling, hvilket han fik. Kommunen havde i de foregående 3 år forsøgt at revalidere
ham til en mere teoretisk uddannelse, men han havde ikke været i stand til at indlære da han hurtigt
udtrættedes. Han havde desuden været igennem 2 revalideringsforløb foruden 4 arbejdsprøvninger,
og begyndte at overveje ”at springe i havnen”, som han sagde. ”Jeg skulle have været henvist
til Arbejdsmedicinsk afdeling meget før. Ingen havde overvejet, at jeg skulle have haft psykologhjælp
lige efter ulykken. Hvis den undersøgelse og en rundbordssamtale havde fundet sted meget
tidligere, så havde jeg været skånet for meget”. Ved opfølgningsinterviewet havde han et
fleksjob på sin gamle arbejdsplads og var ved at få sit liv til at fungere igen.
Diskussion
Ved visitation til fleksjob, skal mulighederne for at opnå eller bevare arbejdet på ordinære vilkår
være udtømte 1 . Det betyder, at inden, der træffes beslutning om fleksjob, skal kommunen vurdere
om arbejdsevnen er varigt nedsat, og hvor stor den resterende arbejdsevne er. Er der er mulighed for
at kompensere for den reducerede erhvervsevne ved hjælp af revalidering/omskoling, kan også den
løsning vælges.
Langt de fleste i både indsats- og referencegruppen, havde inden fleksjobbet gennemgået en virksomhedsrevalidering.
I indsatsgruppen var der i 2 tilfælde blevet forsøgt iværksat uddannelse, inden
der blev tilkendt et fleksjob. Men som det fremgår, var det vores indtryk, at man kun i begrænset
omgang havde overvejet revalideringsmæssige foranstaltninger. På basis af vore interviewdata er
det ligeledes vores indtryk, at kommunerne ofte iværksatte arbejdsprøvninger med henblik på at få
patienten op få 37 timer pr. uge, og hvis dette ikke lykkedes fik de fleksjob i stedet for revalidering.
Et eksempel er historien om en kvinde midt i 40’erne, som ikke havde nogen uddannelse, og som
igennem lange periode havde problemer med dobbeltsidige tennisalbuer, og hvor der altså var et
1 Loven assistent om fleks- og skånejob.
67

skånebehov i forhold til armbelastende arbejde, som man sjældent kan tilgodese inden for det ufaglærte
område. Kommunen mente ikke, at man skulle støtte patienten med en uddannelsesrevalidering,
idet kommunen havde den opfattelse, at der ikke var en uddannelse, som patienten skulle kompenseres
for. Vi udarbejdede sammen med patienten en plan, der lagde op til revalidering ud fra den
opfattelse, at det var den tabte arbejdsevne, patienten skulle kompenseres for, og det skønnede vi
bedst kunne ske ved uddannelsesmæssige foranstaltninger, som kunne bringe patienten tilbage til
fuld selvforsørgelse. Det lykkedes desværre ikke at få denne kvinde revalideret og heller ikke at få
hende placeret på arbejdsmarkedet. Desværre endte det med, at patienten blev psykisk nedbrudt af
det lange og besværlige sagsforløb, og det endte med fleksjob på nedsat tid.
68

Pension eller efterløn.
I interventionsgruppen blev der i projektperioden tildelt 3 førtidspensioner mod 17 i referencegruppen
(hhv. 2,9% og 8,8% af hele indsats- og referencegruppen). Forskellen mellem tildelinger af
førtidspension i referencegruppen og indsatsgruppen var statistisk signifikant (Fischers exact test: p
= 0,04).
I forbindelse med en pensionssag skal alle muligheder i forhold til arbejdsmarkedet være udtømte,
og på den baggrund blev alle, der havde fået førtidspension i løbet af opfølgningsperioden spurgt,
om de selv syntes, at alle muligheder i forhold til arbejdsmarkedet var afklaret, inden de fik tilkendt
en førtidspension. Alle tre i interventionsgruppen mente, at deres forhold var afklaret og mulighederne
udtømte i forhold arbejdsmarkedet, mens 1/3 af referencegruppen ikke mente, at deres muligheder
i forhold til arbejdsmarkedet var udtømte eller undersøgt til bunds. Tallene er små, og
forskellen er ikke statistisk signifikant.
Blandt de, der fik tildelt førtidspension, var der et par stykker, som mente, at førtidspensionen skulle
være tildelt tidligere. En 49-årig kvinde fortalte herom: ”Jeg kom først i skånejob, det kunne jeg
ikke holde til. Så skulle jeg på et arbejdsafklaringsforløb på Reva, men de synes ikke, der var muligheder
for mig på arbejdsmarkedet. Det er underligt, at kommunen beder om alle mulige afklaringer,
uden at de lytter til de råd, der kommer fra eksperterne”.
Kun en i hele undersøgelsesgruppen benyttede sig af efterlønsordningen. Om overvejelserne i forbindelse
med efterløn fortalte hun: ”Kommunen ville have mig på fleksjob, men jeg er glad for mit
arbejde og jeg var 59 år og så tæt på efterlønsalderen, at jeg synes, jeg kunne klare det med afspadsering
og afholdelse af ferier osv., indtil jeg nåede efterlønsalderen, så det gjorde jeg. Hvis jeg ikke
havde haft de helbredsmæssige problemer, ville jeg klart have fortsat, indtil jeg kunne få den større
efterløn”.
Diskussion
Som det fremgår af Tabel 11, var der flere i referencegruppen end i indsatsgruppen, der fik helbredsbetinget
førtidspension. De tre i interventionsgruppen, som kom på førtidspension i projektperioden
havde vi mulighed for at følge tæt. De fik alle deres pension som følge af den arbejdsbetin-
69

gede sygdom. Det samme oplyste de fleste i referencegruppen, som fik tilkendt helbredsbetinget
førtidspension.
Tidligere undersøgelser har vist 1 , at der var en stærkt øget risiko for tildeling af førtidspension til
patienter, der var henvist til en arbejdsmedicinsk klinik end i befolkningen som helhed. Af en årgangs
patienter fra 1998 var der efter et år tildelt eller rejst førtidspensionssag for 18% af de henviste
patienter. Tre år efter deres første undersøgelse på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik havde
24% fået tildelt førtidspension. Selvom tallene ikke kan sammenlignes direkte, er der dog ingen
tvivl om, at antallet af personer, der blev tildelt førtidspension er faldet fra 1998 til den aktuelle
undersøgelse fra 2006. Dette er også, hvad man skulle forvente på grund af de nye muligheder med
fleks- og skånejob og de seneste års fokusering på fastholden på arbejdsmarkedet, som ikke var til
stede før 1998.
Det er nærliggende at forklare den lavere frekvens af førtidspensioner i indsatsgruppen som en følge
af netop den indsats, der blev gjort i forbindelse med dette projekt. Hvis referencegruppen
afspejler hvad der ville ske, hvis vi ikke havde foretaget intervention, ville vi statistisk set have forventet
10 førtidspensioneringer i indsatsgruppen i løbet af projektperioden. Vi så ”kun” 3 – altså er
7 personer sparet for at komme på førtidspension som følge af dette projekt. Eller vi kan sige at 2/3
af førtidspensionerne blev forhindret, som følge af interventionen.
Der var flere i referencegruppen, som selv var i tvivl om alle muligheder på arbejdsmarkedet var
udtømte, inden de fik tilkendt førtidspensionen, mens alle i indsatsgruppen oplevede, at alle muligheder
var udtømte. Vi har ikke tilstrækkelig grundlag for at vurdere, om andre muligheder burde
havde været grundigere afprøvet for de pensionerede patienter fra referencegruppen forinden pensioneringen,
men det ligger fast, at 1/3 selv havde den opfattelse.
I lyset af den offentlige debat om efterløn er det noget overraskende, at kun en gik på efterløn, da
målgruppen for efterlønsordningen oprindeligt netop var denne gruppe af patienter. Et kik på aldersfordelingen
Tabel 5 forklarer måske dette. Der var kun ganske få personer i undersøgelsesgruppen
i en alder som berettigede til efterløn – specielt, hvis der er tale om den ”høje” efterløn, som
man kan få som 62-årig. Men omvendt kan det beskedne antal henviste i gruppen over 60 år også
være et udtryk for, at personer med arbejdsbetingede sygdomme sjældent holder sig på arbejdsmar-
1
Sociale, arbejds- og helbredsmæssige konsekvenser for patienter henvist til Arbejds – og Miljømedicinsk klinik. Signe
Beierholm Hansen og Søren Dahl, 2001
70

kedet frem til folkepensionsalderen. Mange foretrækker at forlade arbejdsmarkedet inden, da de
derved føler, at de har en mere værdig afgang fra arbejdsmarkedet 1 .
Tilkendelser af førtidspension eller beslutningen om at gå efterløn har vi i dette projekt listet op i
gruppen af ”passive forløb”. Det betyder imidlertid ikke, at det nødvendigvist er negativt for den
enkelte eller samfundet, at få tilkendt førtidspension eller gå på efterløn. Den afklarethed, som dette
medfører, efter et måske meget langt sygdomsforløb og stort besvær med at fastholde sig på arbejdsmarkedet,
kan for den enkelte betyde en stor lindring, som det følgende eksempel viste. En
kvinde fra 1949 havde været sygemeldt i over 3 år på baggrund af bevægeapparatsproblemer. Hun
havde fået stoppet sine sygedagpenge, og hun havde i forløbet udviklet en depression med angstsymptomer,
og havde svært ved fx at tage bussen. Hun havde været i arbejdsprøvninger flere steder
og var i forløbet faldet om flere gange. Kommunen fastholdt, at hun ikke var berettiget til sygedagpenge.
Den undersøgende læge vurderede, at hun på baggrund af nedslidning, ringe skolegang og
alder kun havde en ubetydelig erhvervsevne tilbage. Hun blev derefter tilkendt førtidspension og
sagde herom: ”Jeg har fået førtidspension, og det er bare sådan en lettelse, for jeg har været uden
egen indtægt i 3 år. Og jeg har fået min egen bankkonto og har købt nyt tøj. Jeg er så glad".
1 Arbejde eller efterløn; Per H. Jensen, Camilla Andersen, Karen Nielsen Breindahl: 2006
71

Arbejdsløshed og kontanthjælp.
Arbejde er noget, man bør (etik) og arbejde er noget, man gør (habitus). Arbejde giver struktur i
tilværelsen (livsform), og arbejde dækker menneskelige behov – dels for social kontakt, og dels for
selvudfoldelse. Det er ud over de økonomiske incitamenter (den mindst vigtige) de vigtigste årsager
til, at vi arbejder 1 . Denne beskrivelse er samtidig en sammenfatning af de afsavn, som arbejdsløse
patienter lider under.
På opgørelsestidspunktet ét år efter henvisningen var arbejdsløshedsprocenten henholdsvis 3,2 % i
indsatsgruppen og 8,9 % i referencegruppen. En person fra indsatsgruppen og to fra referencegruppen
oplyste, at det var normalt at have arbejdsløshedsperioder inden for de fag, de arbejdede inden
for.
De få, der modtog kontanthjælp på opfølgningstidspunktet, fik det på baggrund af stop af sygedagpenge,
uden at det var afklaret, om de kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet og evt. til hvad.
Alle, der modtog kontanthjælp, mente, at årsagen var den arbejdsbetingede sygdom.
I forbindelse med dette projekt lykkedes det i et par tilfælde at finde løsninger for patienter, som
havde været længerevarende arbejdsløse. En mand med langvarige bevægeapparatsproblemer fik
hjælp til uddannelse og specialundervisning i forhold til ordblindhed. En anden, der havde været
udsat for mobning og chikane, så hendes selvtillid havde fået et knæk, fik bevilliget et kursusforløb,
der gjorde hende i stand til igen bedre at ”sælge” sin arbejdskraft.
For nogle af vore patienter, der kæmpede for at komme op på fuld tid efter længerevarende sygdom,
endte det desværre også i arbejdsløshed. Det viste dette eksempel: ”Jeg ville godt have været skånet
for det nederlag, det var, at komme op på fuld tid igen og så alligevel at blive fyret. Der var lagt op
til rundbordssamtale, men der var nogen, der ikke ønskede det”.
Flere af patienterne gav udtryk for, at de var usikre på, hvilket område de kunne stå til rådighed for.
De kunne godt have tænkt sig at kommune eller Arbejdsformidlingen havde hjulpet dem med at
afklare dette. En mand i starten af 50’erne fortalte: ”Jeg kunne godt have tænkt mig, at kommunen
havde hjulpet mig i stedet for at true mig. Det var en ubehagelig oplevelse. Jeg tror, en rundbords-
1 Marginalisering og velfærdspolitik:2003 Jørgen Goul Andersen(red.), Christian Albrekt Laresn, og Jan Bendix Jensen
72

samtale ville have været en hjælp. I stedet gik jeg bare uden der skete noget, og da der var gået 52
uger, skulle jeg bare klare mig selv”.
Diskussion.
I 2006, hvor opfølgningsundersøgelsen blev foretaget, var arbejdsløshedsprocenten i det daværende
Sønderjyllands amt 4,1% og den laveste i mange år. På grund af forskelle i opgørelsesmåde skal
man være varsom med, at sammenligne de 3,2 procents arbejdsløshed i indsatsgruppen og de 8,9 %
i referencegruppen, med gennemsnittet på 4,1% i Sønderjylland. Det skyldes, at tallene ikke er opgjort
helt på samme måde. Men det ligger fast, at der på opfølgningstidspunktet var dobbelt så
mange, der var arbejdsløse i referencegruppen sammenlignet med indsatsgruppen. Det skal her
erindres, at data fra interviewene er opgjort ca. 1 år efter patienten blev undersøgt på Arbejds- og
Miljømedicinsk Klinik første gang (punktprævalenstal). Punktprævalenstallet kunne være en
indikator for, en stigende (eller i det mindste stagnerende) arbejdsløshed i referencegruppen og en
faldende i indsatsgruppen, hvilket da også forløbskurverne i Figur 6 kunne tyde på.
Det er dog nok mere korrekt at basere sammenligningen på tallene fra DREAM. Disse fremgår af
Tabel 11. Tallene fra DREAM er baseret på forløbet i hele året optalt uge for uge. I løbet af opfølgningsperioden
steg arbejdsløshedsprocenten fra 6,0-8,0% i referencegruppen, altså 2 procentpoint. I
indsatsgruppen steg den ”kun” fra 8,3% til 9,1%, dvs. 0,8 procentpoint. Opgjort på den måde var
stigningen i antal uger på arbejdsløshedsdagpenge altså 2½ gange så stor i referencegruppen sammenlignet
med indsatsgruppen, men udgangspunktet var bedre for referencegruppen, så slutresultatet
var stadig, at arbejdsløshedstallet var en smule højere i indsatsgruppen end i referencegruppen.
Med en arbejdsløshedsprocent blandt de arbejdsskadede på ca. 8% var arbejdsløshedsprocenten
altså i størrelsesordenen to gange arbejdsløsheden i baggrundsbefolkningen, hvor arbejdsløshedsprocenten,
som nævnt, var 4,1% i 2006. Noget tilsvarende fandt vi i vores undersøgelse fra 1998,
hvor arbejdsløshedstallet også var ca. dobbelt så høj blandt de arbejdsmedicinske patienter
sammenlignet med befolkningsgennemsnittet.
73

Arbejdspladstilknytning og ændringer på arbejdspladsen
De fleste patienter fortsatte, som det tidligere er vist, trods deres sygdom i almindelig beskæftigelse
på almindelige vilkår. De patienter, der var i arbejde, blev derfor spurgt, om der var sket ændringer
på deres arbejdsplads i forbindelse med deres sygdom. For 62 i referencegruppen var der sket ændringer,
idet halvdelen havde skiftet arbejdsfunktioner, og den anden halvdel havde ændrede arbejdsforhold.
I indsatsgruppen var der sket ændringer i 28 tilfælde – flest i form af jobskift. Det
svarer til hhv. 38% og 30% af hhv. hele referencegruppen og hele indsatsgruppen og baseret på de
tal, er der ingen statistisk sikker forskel. Ændringerne på arbejdspladsen var for eksempel arbejdsstedets
indretning, hjælpemidler, skånearbejde, senioraftale, nedsat arbejdstid, ændrede arbejdstider
og andet, som vedrørte arbejdets organisering eller det psykiske arbejdsmiljø.
Der var blandt svarpersonerne delte meninger om de foretagne ændringer. En ung, mandlig slagteriarbejder
fortalte således om sin oplevelse: ”Jeg synes, det er lidt besværligt, men de har sat mit tempo
ned for at skåne mig. Men jeg vil bare passe mit arbejde, og så skal de lade mig være i fred. Det
er en aftale mellem mig, min arbejdsgiver og fysioterapeut”. Omvendt var en kvinde, der fortsat
havde helbredsmæssige problemer mere tilfreds: ”Jeg er en gang blevet omplaceret, og jeg har fået
at vide, jeg kan omplaceres igen efter den nye operation. Så der er stadig en mulighed for mig på
arbejdspladsen, og jeg håber, det går”.
De patienter, der ikke var blevet fastholdt på deres arbejde, eller som havde skiftet arbejde, blev
spurgt, om de selv vurderede, at de kunne være blevet på den oprindelige arbejdsplads, hvis der var
sket passende ændringer der. Henholdsvis 32 fra interventionsgruppen og 65 fra referencegruppen
mente, de kunne have været fastholdt på arbejdspladsen. Blandt de ændringer, der hyppigst blev
peget på som forudsætning for deres fastholden på arbejdspladsen, var ændringer i arbejdets organisering
og et bedret psykisk arbejdsmiljø, efterfulgt af ønsket om senior- eller fleksordninger og arbejdsmæssig
omplacering. Kun meget få – men flest i referencegruppen – pegede på behovet for
hjælpemidler eller ændring af arbejdsstedets indretning som faktorer, der kunne have fastholdt dem
i arbejde. Blandt patienter, der kom med en uddybende forklaring, var en 34-årig kvinde, som sagde:
”Jeg kunne godt være blevet. Men der var en for lille bemanding i forhold til arbejdsopgaverne,
og jeg har fået en belastningsskade af den grund”.
74

Nogle forsøgte efter kortere sygefravær at vende tilbage samme arbejde, men måtte opgive efter en
vis tid, fordi det forværrede deres situation. En kvinde fortalte herom: ”Jeg blev ved med at lave det
samme, og nu har jeg så ondt, at jeg har svært ved bare at løfte en kop kaffe”. Nogle havde fået aftalt
en mere skånsom tilbagevendelse til arbejdspladsen. De følgende eksempler viste 2 sider af
denne sag: ”Der er lavet en aftale mellem mig, arbejdsgiveren og en ergoterapeut, som kommer på
løbende opfølgning, og så får jeg gratis massage 2 gange om ugen, og det betyder, at jeg kan blive
på min arbejdsplads”. Og den mindre gode historie: ”Jeg mødte ingen forståelse fra arbejdspladsen
eller kollegaerne. Jeg kom tilbage til arbejdet efter 5 måneders sygemelding, og jeg kunne kun arbejde
på nedsat tid, samtidig med at der skete en masse effektiviseringstiltag, og det gjorde, at mange
af de hjælpemidler, der tidligere var til rådighed, blev taget væk. De fandt efter lang tid en omplacering
til mig, men det indebærer tunge løft over hovedhøjde, og det kan jeg da slet ikke”. En
tredje kunne fortælle, hvordan hun søgte at vende tilbage til sit arbejde på nedsat tid: ”Jeg kunne
godt være blevet fastholdt, men de havde ingen tålmodighed og forståelse for, at jeg vendte gradvis
tilbage. Jeg fik 2 dage på nedsat tid, derefter skulle jeg arbejde på fuld tid igen, og så gik jeg ned
med flaget igen”.
Blandt de patienter, der blev henvist på grund af psykiske arbejdsmiljøbelastninger, pegede de fleste
på problemer med ledelsesstil, arbejdets organisering og et stort arbejdspres, som denne kvinde:
”Ved en undersøgelse lavet af BST blev det konstateret, at der var en dårlig ledelse, men der blev
ikke gjort noget ved det. Der var ingen hjælp at hente fra tillidsfolk eller tillidsrepræsentant, og det
hele blev lagt ud, som om det var min skyld, og jeg blev truet med en fyring”.
De fleste patienter, der var forblevet i deres arbejde og på samme arbejdsplads, gav udtryk for tilfredshed
med den måde, hvorpå deres problemer i forhold til sygdom og sygemelding var blevet
løst. Omvendt var der blandt de, der måtte sige farvel til den oprindelige arbejdsplads, en betydelig
bitterhed over, at arbejdspladsen ikke gjorde nok for fastholde dem – specielt hvis de selv havde
opfattelsen af, at der kunne ændres på arbejdspladsen, så de kunne være blevet der. Til den første
kategori hørte en 57-årig ufaglært kvinde, der fortalte: ”Der er kommet ændringer i arbejdstiden,
som gør, at jeg kan fastholdes på arbejdspladsen. Jeg har fået god hjælp til den løsning fra tillidsmanden,
fagforeningen, kommunen, arbejdsgiver og Arbejds- og Miljømedicinsk klinik”. Det samme
gjorde sig gældende for denne 59-årige ufaglærte mand: ”Jeg har fået nedsat arbejdstid, og når
det er varmt, møder jeg tidligere, fordi jeg ikke kan klare varmen. Der har ikke været negative
reaktioner hverken fra ledelse eller kollegaer. Og hjælpen, jeg fik af tillidsmanden, ledelse, kom-
75

munen og Arbejds- og Miljømedicinsk klinik, var god”. Endelig fortalte en kommunalt ansat, at
hun i forbindelse med sin sygdom og sygdomsperiode fik efteruddannelse og nu var tilbage i fuldt
arbejde. Hun synes, det var dejligt at møde en sådan forståelse fra sin arbejdsgiver. Også denne 39årige
kvinde havde positive erfaringer fra sin arbejdsplads: ”Der er sket ændringer på min arbejdsplads.
Der kom en miljøarbejder, der var god til at stille spørgsmål til arbejdspladsen – så kom der
fokus derhen, hvor der var problemer. Det har hjulpet på det psykiske arbejdsmiljø og vores humør
er blevet meget bedre. Vi hjælper hinanden mere.”
Til den modsatte kategori hørte de som ikke blev fastholdt, men som selv mente, de kunne være
blevet det, som denne ufaglærte kvinde fortalte: ”Ja, jeg var blevet omplaceret og kommet op på
fuld tid igen og alligevel blev jeg fyret. De ville have en anden omplaceret til det job, jeg lige havde
vist, jeg kunne klare, og lavede en aftale med min fagforening, at jeg blev fyret og så fik noget uddannelse
i stedet. Det viste sig, at det ikke var kompetencegivende uddannelse, men et forløb på
Madsen & Madsen. Jeg havde selv ønsket at få uddannelsen til sundhedssekretær, men jeg fik at
vide af min fagforening, at uddannelsen var stoppet”.
En 48-årig ufaglært kvinde fortalte, at hvis der var sket en holdningsændring på hendes arbejdsplads,
så kunne hun måske være blevet fastholdt i et mindre belastende arbejde eller i et fleksjob.
Men arbejdsgiveren mente, at det ville give en dårlig stemning på arbejdspladsen, for så ville der
ikke være lette opgaver til de øvrige ansatte.
Diskussion
Mange patienter med fysiske arbejdsskader blev fastholdt på deres oprindelige arbejdsplads. Det
kneb mere med de psykiske arbejdsskader. Virksomhedskulturen, eller måden arbejdet var organiseret
på, kunne i sig selv være en barriere for tilbagevenden og dermed være sygdomsforlængende.
Inden for plejesektoren var medarbejdere ofte pressede, og den ansatte, der havde brug for skånevilkår
i en periode, følte ofte manglende forståelse fra de kollegaer, der skulle udføre det arbejde,
den med skånebehovene ellers skulle have udført.
Det er lidt beskæmmende, at det område, hvor det var vanskeligst at komme igennem med arbejdspladsændringer,
der tog hensyn til personer med arbejdsrelaterede sygdomme, var sygehusvæsnet.
Her har det været meget vanskeligt enten at få forståelse for behovet for ændringer eller i praksis at
få gennemført de skånehensyn, der har været nødvendige for at fastholde medarbejderens tilknyt-
76

ning til arbejdspladsen. En del af forklaringen herpå er sikkert de store strukturomlægninger og
arbejdspladsændringer, der fandt sted i sygehusvæsenet samtidig med, at dette projekt løb af stabelen.
En sygeplejerske udtrykte det således: ”I har gjort, hvad I kunne, det er ledelsen, der ikke har
organiseret sig, så der er muligheder på arbejdspladsen”.
77

Arbejdsskadesag
Som det ses af Tabel 19 fik langt den overvejende del af de patienter, der var henvist til klinikken
anmeldt deres sag til Arbejdsskadestyrelsen, enten af egen læge, fagforening eller den undersøgende
læge eller psykolog på klinikken.
Tabel 19: Anmeldestatus
Indsatsgruppe
N=92
Anmeldt 72
(78%)
Ikke anmeldt 17
78
(19%)
Ved ikke 3
(3%)
Referencegruppe
N=163
141
(87%)
19
(12%)
3
(2%)
Tabel 20 viser status for arbejdsskadesagen på interviewtidspunktet. Kun 31 af de 223 sager var
afsluttet med anerkendelse, mens 107 var afslået og resten (75) endnu var til behandling i Arbejdsskadestyrelsen.
Tabel 20: Anerkendelsesstatus
Indsatsgruppe
N=72
Anerkendt med eller 8
uden erstatning (11%)
Ej anerkendt 43
(60%)
Uafsluttet 21
(33%)
Referencegruppe
N=141
23
(16%)
64
(45%)
54
(38%)
Der er ikke nogen statistisk sikker forskel på andelen af anerkendelser i de to grupper. Det vides
ikke, hvor mange af de uafsluttede sager, der var ankesager og det vides heller ikke om der var forskel
på sagsbehandlingstiden i de to grupper.
Kun 6 i indsatsgruppen og 24 i referencegruppen var tilfredse med den måde, hvorpå deres sag var
blevet behandlet i Arbejdsskadestyrelsen. Men der var ingen sammenhæng mellem anerkendelse af
arbejdsskadesagen og tilfredsheden. Tilfredsheden skyldes ofte den tid og den kommunikation, der
havde fundet sted mellem den enkelte og arbejdsskadestyrelsen. Eller den måde, hvorpå den enkelte
var blevet forberedt om arbejdsskadestyrelsens praksis.

Diskussion.
Arbejdsskadestyrelsen anerkender godt 14% af de anmeldte sygdomme. Anerkendelserne fordeler
sig med 4% psykiske lidelser, 5% lidelser på bevægeapparatet, og 56% på hudsygdomme 1 . I denne
undersøgelse lå anerkendelsesprocenten på opgørelsestidspunktet på 15%. Hvis de uafsluttede sager
fordelte sig på samme måde som de afsluttede, ville 20% af patienterne få deres arbejdsskade anerkendt.
Arbejdsskadestyrelsen skrev i juli måned 2007, at fire ud af fem sager er afsluttet senest kalenderåret
efter de er anmeldt. Sager, der fortsætter i arbejdsskadesystemet, gør det, fordi de bliver anket
eller bliver genoptaget på opfordring af den skadeslidte. 2 For både indsats- og referencegruppe lå
procentdelen af uafsluttede sager lidt højere end de tal Arbejdsskadestyrelsen har offentliggjort,
men som nævnt tidligere, ved vi ikke, om de sager, der endnu verserer i styrelsen, er sager, som er
anket.
1 www.ask.dk
2 www.ask.dk
79

Kontakt med forskellige instanser
Vores tidligere undersøgelse viste, at patienterne har rigtig mange kontakter til forskellige instanser
i forbindelse med deres sygdom. Med dette afsnit vil vi undersøge, om dette stadig gælder nu som
for næsten 10 år siden.
Ved opfølgningen blev patienterne spurgt om, hvilke instanser, der havde været involveret i undersøgelser
og behandling af deres sag. Som det fremgår af Tabel 21 havde mange havde haft kontakt
med mange forskellige instanser – både behandlere, myndigheder og fagforeninger. Gruppen ”Andre”
var en stor broget gruppe, som bl.a. omfattede fysioterapeut, ergoterapeut, kiropraktiker, massør,
healer, homøopater ol.
Tabel 21: Kontakt med forskellige instanser
Indsatsgruppe
Kommunen 82
(89%)
Fagforening 77
(84%)
Egen læge 91
(99%)
Speciallæge 67
(73%)
Sygehusvæsenet 27
(29%)
Andre 64
(70%)
80
Reference-
gruppe
126
(77%)
136
(83%)
160
(98%)
97
(60%)
47
(29%)
119
(73%)
Langt de fleste mente, at det var relevante kontakter, de havde haft, for at hjælpe dem på vej i deres
sag. En 58 årig mand, der havde flere forskellige problemstillinger og en meget sårbar personlighedsstruktur
oplevede forløbet sådan: ”Jeg synes, alle involverede i min sag var relevante. De var
alle med til at afklare, hvad jeg kunne og ikke kunne, og rundbordssamtalen var god og afklarende
for mig”.
Bland de instanser, patienterne var mest kritiske overfor, var foruden kommunerne også egen læge.
Flere mente ikke, at de hos lægen mødte den forståelse, de havde forventet af egen læge. Nogle
oplevede egen læge som en, der forlængede sagsgangen unødigt: ”Ved egen læge synes jeg, det er

gået for langsomt med at henvise mig videre”. Og flere har haft en oplevelse af en manglende forståelse
fra flere af de instanser, der forventedes at kunne hjælpe den enkelte til en afklaring af sin
situation: ”Både fra egen læge, sagsbehandleren i kommunen og fra fagforening, synes jeg, der var
en manglende forståelse for min situation, men specielt manglede den fra egen læge”. Andre efterlyste,
at egen læge beskrev de skånehensyn, den enkelte havde fået: ”Jeg kunne godt have tænkt
mig at egen læge havde forklaret hvilke skånehensyn, det var, ved en rundbordssamtale. Lige nu
føler jeg mig presset, fordi de siger, jeg ryger på kontanthjælp, hvis jeg ikke klarer den arbejdsprøvning.”
Flere pegede også på, at fagforeningen ikke gav den opbakning, som de havde brug for. En ung
kvinde sagde herom: ”Jeg synes, at fagforeningen havde nemt ved at sige, at jeg bare kunne sige
mit arbejde op og være arbejdsløs, indtil jeg fandt noget andet arbejde. Men jeg viste ikke hvad jeg
kunne, så det var ikke nogen hjælp”. En ung mand oplevede det på denne måde: ”Jeg kunne godt
have tænkt mig, at kommunen eller fagforeningen havde hjulpet mig med at få afklaret min arbejdsevne.”
Andre pegede på, at fagforeningen alene tog sig af arbejdsskadesagen og ikke hjalp
med en afklaring, der kunne hjælpe den enkelte tilbage på arbejdsmarkedet.
Patienterne blev spurgt, om der var forhold i deres sygdomsforløb, de kunne have tænkt sig anderledes
i forbindelse med undersøgelser og behandling. Mange af patienterne pegede på, at de godt
kunne have tænkt sig en rundbordssamtale med henblik på at få afklaret deres sag, og langt de fleste
troede, at det ville have hjulpet dem til en hurtigere og måske bedre afklaring af deres situation.
Diskussion
Denne undersøgelse bekræfter, hvad vi tidligere har fundet, nemlig at patienter med arbejdsbetingede
sygdomme gennemgår en lang række undersøgelser og har kontakt med en masse forskellige
instanser. De mange undersøgelser og de mange kontakter til de forskellige myndigheder og instanser
opfattes bestemt som en stor belastning. Der var på dette felt ingen forskel på den nuværende
undersøgelse, og det, vi har vist i en tidligere undersøgelse 1 .
Det kan umiddelbart undre, at ikke alle svarede ”ja” til spørgsmålet, om de havde været i kontakt
med egen læge. Når det ikke er 100%, der oplyser, at de har været hos egen læge med deres sygdom,
kan det skyldes, at andre har henvist dem, men det kan også skyldes forglemmelse.
1
Sociale, arbejds- og helbredsmæssige konsekvenser for patienter henvist til Arbejds – og Miljømedicinsk klinik. Signe
Beierholm Hansen og Søren Dahl, 2001.
81

Undersøgelsen på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik.
Som tidligere nævnt er det vigtigt for Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, at vore patienter ved afslutningen
af forløbet på klinikken er afklarede i forhold til deres sygdom og de muligheder og begrænsninger,
de med sygdommen har i forhold til arbejdsmarkedet. Vi bestræber os desuden på, at
give en god patientbehandling og være empatiske, venlige og imødekommende 1 . Det følgende
handler om i hvor høj grad, vi er i stand til at leve op til disse mål
Patienternes tilfredshed og deres oplevelse fremgår af Tabel 22.
Tabel 22: Tilfredshed med undersøgelsen på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik
Jeg føler mig godt
behandlet
82
Indsats-
gruppe
N=92
91
(99%)
Reference-
gruppe
N=163
154
(94½%)
Trods den overordnede tilfredshed, angav henholdsvis 23% og 38% fra indsats- og referencegruppen,
at der var ting, de kunne have tænkt sig anderledes ved deres besøg på Arbejds- og Miljømedicinsk
Klinik. Langt de fleste tilkendegivelser drejede sig om, at patienterne, der var undersøgt hos
vores psykolog ønskede længerevarende behandlingsforløb hos psykologen – fx sagde en 56-årig
kvinde: ”Jeg kunne godt have brugt nogle flere samtaler hos psykologen – det ville nok have begrænset
min angst noget mere”. Også ventetiden til psykologundersøgelse blev nævnt, og flere pegede
på, at de havde brug for en samtale her og nu, som fx denne unge kvinde: ”Ventetiden var ikke
rar, for man har brug for hjælpen her og nu. Det var gode og konstruktive samtaler hos psykologen,
og via hende blev jeg klar over, hvad jeg selv kunne gøre”.
Andre uddybende bemærkninger handlede om på den måde, hvorpå en arbejdsmedicinsk undersøgelse
foregik. Det kom bag på flere patienter, at deres arbejde gennem hele deres arbejdsliv blev
endevendt. Flere syntes, det var deres sag uvedkommende, og flere gav udtryk for et ønske om at
blive bedre forberedt på dette, inden de kom til undersøgelsen på klinikken. En 50-årig mandlig
patient udtrykte det således: ”I kunne godt have informeret om, at jeg skulle fortælle om mit arbejde
1 Der kan læses om klinikkens værdigrundlag, arbejdsmetoder m.v. i vores strategi-, arbejds- og handlingsplan, som
findes på internettet under www.sygehussonderjylland.dk > Afdelinger > Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik > Fakta.

ned i nederste detalje. For eksempel kunne I have sendt et spørgeskema ud inden for eksempel om,
hvor mange løft jeg har, hvor tunge de er osv. Det kunne måske have givet nogle mere rigtige svar”.
Et andet eksempel kom fra en 57-årig mandlig patient: ”Jeg synes, det var svært at forklare dagligdagen
– og det besværlige i det daglige – det giver ikke det rigtige billede af sygdommen og de gener,
jeg har, når jeg har svært ved at forklare det”.
Andre kommentarer til undersøgelsen på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik er beskrevet ovenfor
under afsnittet ”Patienternes oplevelse af at være afklaret”, side 48.
Diskussion
Med næsten 97% af patienterne, der kunne svare ”ja” på spørgsmålet: ”Jeg føler mig godt behandlet”,
har vi på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik overordnet set grund til at være tilfredse med
vores indsats. Der er dog alligevel udviklingsmuligheder. Set i forhold til vores kerneydelse, nemlig
at afklare patienterne, er der, som omtalt under afsnittet ”Patienternes oplevelse af at være afklaret”,
side 48, stadig udviklingsmuligheder. Selvom der naturligvis altid vil være en lille procentdel, som
ikke bliver tilfredse, er det vigtigt for os hele tiden at arbejde på målopfyldelse af vores eget værdigrundlag.
De ledsagende kommentarer har derfor givet derfor stof til eftertanke og har resulteret i
visse ændringer – bl.a. i forhold til forhåndsinformationen.
Som tidligere nævnt, skal det også tages i betragtning, at det er os selv, der har foretaget interviewene.
Det kunne være en af grundene til, at så få bedømte vores indsats decideret negativ. På den
anden side synes de lidt mere forbeholdne bedømmelser, i forhold til afklarethed, at pege i retning
af, at patienterne trods alt foretager en nuanceret bedømmelse, når de bliver spurgt, og ikke blot af
ren høflighed altid giver os positive bedømmelser.
83

Socialrådgiveren på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik.
Som tidligere nævnt havde socialrådgiveren i løbet af indsatsperioden 184 personlige samtaler med
personer fra interventionsgruppen. Udover det, var der 125 møder/ rundbordssamtaler på arbejdspladserne,
i kommunerne, på klinikken, hos egen læge og hos ”anden aktør” eller Arbejdsformidlingen.
Der var endvidere 650 telefonkontakter til patienterne eller samarbejdspartnere.
Ved afslutningsinterviewet blev indsatsgruppen spurgt om socialrådgiverens rolle i deres sag. Resultatet
fremgår af Tabel 23. Det skal erindres, at det alene var personer fra indsatsgruppen, der
svarede på disse spørgsmål, idet det jo kun var dem, der var tilbudt socialrådgiverens bistand i forbindelse
med projektet.
Tabel 23: Socialrådgiverens rolle og indsats
Ja Nej Ved ikke
eller ubesvaret
Var det relevant at blive henvist 87 3 2
(95%) (3%) (2%)
Fik du en relevant rådgivning 83 1 8
(90%) (1%) (9%)
Fik du en relevant erhvervsvejledning 76 3 13
Var der noget du kunne have tænkt dig
anderledes.
84
(83%)
4
(4%)
(3%)
78
(85%)
Socialrådgiverens rolle og indsats er nærmere beskrevet i metodeafsnittet, side 19.
(14%)
10
(11%)
Som det fremgår, var langt de fleste patienter overordentligt tilfredse med forløbet hos socialrådgiveren
og fandt forløbet og rådgivningen relevant. Enkelte har ikke kunne svare på spørgsmålet, idet
der kun fandt en enkelt samtale sted, hvis der allerede var lagt en relevant plan. Således svarede en
kvinde, født i 1967, som arbejdede som social- og sundhedshjælper på et plejehjem, på spørgsmålet:
”Hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg ikke engang rigtig huske den samtale, men hvis jeg havde
fået brug for dig, ville jeg nok være kommet i tanke om dig og havde kontaktet dig”.
En kvinde, født i 1955, som altid havde arbejdet på fabrik, fortalte: ”Først synes jeg ikke, det var
relevant at blive henvist til dig, men det gik op for mig, at jeg ikke kunne fortsætte med mit arbejde.
Da jeg ringede dig op, var du der hurtigt, og du var god at tale med. Jeg fik at vide, hvilke mulighe-

der jeg havde, og du indkaldte til rundbordssamtale, og så gik der ikke lang tid, før kommunen
handlede. Interessetesten viste nogle stærke sider, jeg havde, og i sidste ende har den været med til
at bestemme den handlingsplan, der blev lagt. Jeg kunne ikke have tænkt mig noget anderledes, du
var altid parat til at lytte og vejlede, når jeg havde brug for det”. En anden kvinde, født i 1965, fortalte,
at hun på forhånd havde mest lyst til at opgive det hele og få en førtidspension: ”Du var den
eneste, der virkelig har støttet mig, og det er din skyld, at jeg læser nu. Jeg var aldrig kommet i gang
med det ellers. Jeg troede ikke, jeg kunne klare noget, og jeg synes, jeg var klar til en førtidspension.
Interessetesten var virkelig god til at få mig til at tænke i andre baner”.
En kvinde med en længerevarende uddannelse var på forhånd klar til at opgive sit hidtidige arbejde
og ”gemme” sig i de arbejdsløses rækker, idet hun ikke kunne vende tilbage til sit tidligere arbejde.
Hun sagde om socialrådgiverindsatsen på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik: ”Du hjalp mig via
arbejdsformidlingssystemet ud i en arbejdsprøvning inden for mit gamle uddannelsesområde, og det
har resulteret i, at jeg nu er blevet fastansat, og det er rigtigt dejligt”. En anden kvinde udtrykte det
sådan: ”Du kunne fortælle mig om alt det juridiske, mine pligter og rettigheder. Jeg følte, at du var
engageret og ville mig det bedste. Du var med til at afklare mulighederne, og sammen fandt vi en
god løsning, så jeg kan tage assistent-uddannelsen på dagpenge”. En patient, født i 1956 og som i
mange år havde arbejdet som social og sundhedshjælper, sagde: ”Du var den, der kunne lytte og
afklare – ganske vist havde jeg selv en fornemmelse for, hvor jeg gerne ville være på arbejdsmarkedet,
men din test bekræftede mine formodninger, og det var det, der hjalp. Jeg undersøgte mine muligheder
og havde også forventet at få hjælp fra kommunens jobkonsulent – men jeg følte mig ikke
hørt der”. En anden af de meget tilfredse patienter sammenfattede indsatsen sådan: ”Du har været
med hele vejen igennem og været meget kompetent. Jeg manglede ikke noget i den rådgivning, jeg
fik. Jeg synes slet ikke, det kunne have været anderledes”.
En af dem, der på forhånd var en smule skeptisk overfor henvisningen til socialrådgiveren, var en
sygeplejerske, som fortalte: ”Lige da jeg blev henvist til dig synes jeg ikke, det var relevant, men
det var det absolut. Jeg har haft gavn af dig som sparringspartner hele vejen igennem”.
Blandt de, som ikke var helt tilfredse, var der en kvinde, som fortalte: ”Pludselig skete der ikke mere,
men jeg kunne selvfølgelig også have ringet til dig for at fortælle, hvordan det gik”. Og en anden,
som heller ikke var tilfreds: ”Jeg synes, du slap lidt for tidligt, for der var mange ting omkring
min sag, du kunne have hjulpet mig med”. Endelig var der en 49-årig kok, som mente, at indsatsen
85

kom for sent: ”Hvis jeg var kommet til Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik noget tidligere i mit
forløb, ville henvisningen til socialrådgiveren have været relevant, men løbet var kørt”.
Diskussion.
Ligesom under forrige afsnit skal den positive bedømmelse af Arbejds- og Miljømedicinsk Kliniks
egen indsat på dette felt ses i lyset af, at vi selv har gennemført interviewene. Dette har givetvis lagt
en dæmper på fremsættelse af meget kritiske eller negative bedømmelser og forstærket de positive.
Det ændrer dog ikke ved, at der overordnet set var knap 95%, som fandt kontakten med socialrådgiveren
relevant og 90% som følte, de fik en relevant rådgivning. Der kunne være et udviklingsfelt
på erhvervsvejledningsområdet hvor ”kun” 83% mente, de fik en relevant vejledning. De decideret
negative var dog kun ganske få.
86

De anvendte socialrådgivermetoder
Projektet havde som et af succeskriterierne, at beskrive en virksom intervention på en sådan måde,
at den kunne almengøres og udbredes til andre felter, så udstødningen kan reduceres. I praksis foregik
indsatsen således: Umiddelbart efter den lægelige eller psykologiske udredning var afsluttet
gennemgik den undersøgende læge eller psykolog sammen med socialrådgiveren og patienten sygdommen,
sygdomsforløbet, prognosen og de af sygdommen følgende skånebehov. I de tilfælde,
hvor der på grund af sygdommens karakter blev iværksat yderligere undersøgelser eller behandlinger,
blev patienten først visiteret til socialrådgiveren, når disse undersøgelser var gennemført. Patientens
situation blev endvidere drøftet i det tværfaglige team af læger, psykolog og socialrådgiver
på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik. Det var derefter socialrådgiverens opgave at vejlede, informere
og inspirere den enkelte, så patienten havde en reel mulighed for at træffe kvalificerede valg i
forhold til arbejdsmarkedet. Når patienten i samarbejde med socialrådgiveren havde udarbejdet en
rehabiliteringsplan, blev planen fremlagt på en tværfaglig konference, så man sikrede, at der ikke
var overset noget i forhold til den helbredsmæssige problemstilling, og at de skånebehov, der var,
kunne tilgodeses. Derefter blev de relevante samarbejdspartere orienteret om problemstillingen og
om vore forslag til en optimal løsning for patienten. Drøftelse i det tværfaglige team skete hver
gang, der var afgørende nye oplysninger om undersøgelses- eller behandlingsresultater, arbejdsprøvninger,
jobtræning eller andet, som kunne foranledige en ændring af den hidtidige vurdering.
Summarisk bestod interventionen således i
Visitationen til socialrådgiveren
Afklarende samtaler
Tværfaglig helbredsmæssig og psykologisk vurdering
Plan for fremtidig placering på arbejdsmarkedet under hensyntagen til patientens mulighe-
der og begrænsninger.
Den vigtigste forskel, i forhold til det kommunale socialrådgiverarbejder, var, at socialrådgiveren på
Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik var en del at et tæt samarbejdende tværfagligt team. På afdelingskonferencerne
blev alle patienters lægelige, psykologiske, socialmedicinske og arbejdsmiljømæssige
problemstillinger gennemdrøftet som led i Arbejds- og Miljømedicinsk Kliniks kvalitetssikring
og i øvrigt som led i uddannelsen af yngre læger, hvor der er tradition for at afrapportere
udførligt om alle relevante problemstillinger på lægekonferencen. Dette er en vigtig del af supervisionen
af de uddannelsessøgende læger. På Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik var denne tradition
vedligeholdt, udbygget og omhandlede alle, som deltog i patienternes lægelige, psykologiske, ar-
87

ejdsmiljømæssige og socialmedicinske udredning og opfølgning – dvs. alle læger, psykologen og
socialrådgiveren. Patientens situation blev rutinemæssigt gennemgået og drøftet på den første konference
efter patienten havde været til den primære undersøgelse. Herefter drøftedes patientens situation
igen, hvis/når der forelå resultater af de undersøgelser, socialmedicinske eller arbejdsmiljømæssige
tiltag, der blev iværksat. På den måde var den socialmedicinske opfølgning tæt koblet til
den helbredsmæssige udredning. Det indebar også, at den socialmedicinske opfølgning kunne
igangsættes straks efter, at den lægelige eller psykologiske udredning havde fundet sted, og under
hensyntagen til de helbredsmæssige problemstillinger og de skånebehov, der måtte være på kort
eller lang sigt. Oftest blev socialrådgiveren inddraget i samtalen med patienten hos lægen eller psykologen,
når denne var nået frem til en endelig eller foreløbig konklusion på undersøgelsen. På den
måde kunne både patienten og socialrådgiveren stille uddybende spørgsmål for at sikre, at der kunne
tages det rette skånehensyn ved planlægningen af patientens vej tilbage til arbejdsmarkedet.
Samtidig havde både patienten og socialrådgiveren hørt den mundtlige information om sygdommen,
der blev givet til patienten af lægen eller psykologen. Undervejs i processen kunne den undersøgende
læge eller psykolog inddrages i det socialmedicinske opfølgningsarbejde, hvis der for eksempel
skete ændringer i helbredstilstanden eller der opstod tvivl om skånebehov m.v. Dette sikrede
trygheden hos patienten ved planens gennemførelse.
Der blev i hvert enkelt tilfælde taget udgangspunkt i den enkeltes baggrund, og hvis patienten stadig
var tilknyttet en bestemt arbejdsplads, tog vi udgangspunkt i det nuværende arbejde og analyserede
muligheden for ændringer på arbejdspladsen eller omplacering til et andet arbejde, der kunne tilgodese
de skånebehov, der måtte være. Herefter blev der så taget kontakt til virksomheden, så det
kunne blive afklaret, om virksomheden kunne tilgodese de foreliggende skånebehov. Kunne virksomheden
det, og kunne patienten fortsætte i arbejdet på ordinære vilkår, var dét altid den foretrukne
løsning. Men hvis ikke det kunne blive fuld tid og på ordinære vilkår, måtte vi overveje, om der
var mulighed for at pege på et andet ordinært arbejde, der kunne tilgodese skånebehovene. Dernæst
blev det overvejet, om der var mulighed for at uddannelsesrevalidere så patienten igen kunne blive
selvforsørgende, eller om mulighederne var så få og begrænsede, at den bedste løsning ville være at
oprette et fleksjob på den oprindelige eller en anden arbejdsplads.
For at hjælpe patienten til at se nye muligheder på arbejdsmarkedet og træffe de rigtige valg, brugte
vi en interessetest. Det var en gammel test, som i sin tid blev udarbejdet af arbejdsdirektoratets psy-
88

kologiske afdeling i 1975 1 . Selvom testen havde nogle lidt gammeldags stillingsbetegnelser, var den
brugbar til at finde ind til de hovedinteresser og muligheder patienten havde, og meget brugbar som
grundlag for at tale sig frem til den bedst tænkelige løsning for patienten. Ud fra interesseområdet,
og den enkeltes ressourcer, baggrund og helbredsmæssige problemstilling var det i hovedreglen
muligt at finde et interesseområde, som patienten var motiveret for og som vi positivt kunne arbejde
frem imod.
I nogle få tilfælde var patientens helbredsmæssige sådan, at enhver form for tilbagevenden til arbejdsmarkedet
var udsigtsløs. I de får tilfælde kunne vi kun pege på en helbredsbetinget førtidspension.
Det skete, som det fremgår ovenfor i 3 tilfælde i løbet af det år interventionsforsøget løb.
Der var stor forskel på, hvor stor en indsats, der var brug for, hos de enkelte. Det kom an på, hvor
mange ressourcer den enkelte patient havde. Hvis det var ressourcestærke patienter, var indsatsen
måske kun en vejledende samtale og mulighed for at henvende sig til socialrådgiveren igen, hvis det
blev nødvendigt.
Vejledningen og informationen blev givet ud fra den gældende lovgivning og ud fra de begrænsninger
i arbejdsevnen, den enkelte patient havde. Hvis patienten havde mulighed for at få hjælpemidler,
blive omplaceret eller begge dele på deres arbejdsplads, opfordrede vi ham/hende til selv at
søge dette iværksat, men i de fleste tilfælde ydede vi hjælp til patienten i denne proces.
Diskussion.
Arbejds- og Miljømedicinsk Kliniks patienter hører til de mindst privilegerede på arbejdsmarkedet 2 .
De har ofte det tunge og ensidigt gentagne arbejdsfunktioner, og helbredsmæssigt er det ofte bevægeapparatet,
der giver symptomer. De fleste mennesker er så glade for deres arbejde, at de har tendens
til at blive ved meget længe efter de første symptomer opstår. I nogle tilfælde medfører dette
nedslidningsskader og kroniske smertetilstande, som i sig selv kan være en barriere for tilbagevenden
til arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt, at man sikrer at patienterne ikke fortsat belastes med
samme arbejdsfunktioner, som førte til sygdommen. Den bedste mulighed for at undgå dette er via
1
Interessetest: se Bilag 3
2
Sociale, arbejds- og helbredsmæssige konsekvenser for patienter henvist til Arbejds – og Miljømedicinsk klinik. Signe
Beierholm Hansen og Søren Dahl, 2001.
89

uddannelse, da dette alt andet lige giver større muligheder på arbejdsmarkedet for personer med
belastningssygdomme og kroniske smerter i bevægeapparatet.
De fleste mennesker, der rammes af arbejdsløshed, sygdom eller andre rystelser i deres daglige tilværelse,
kommer hurtigt over det. Det sociale sikringssystem, private forsikringer, opsparing eller
lån bygger bro over mindre økonomiske skader. Et rimeligt fungerende sundhedsvæsen retter helbredet
op. Familien og netværket rykker til undsætning. Hvis man kommer rimelig hurtigt over
arbejdsløshed eller sygefravær, kan man komme tilbage i den gamle tilværelse uden varige skrammer.
Men hvis problemerne ikke løses hurtigt, kan det være starten på en proces, der tærer på ressourcerne
1 . Som det er påvist i vore egne og andres tidligere undersøgelser er arbejdsskadede en
særlig hårdt ramt gruppe, måske fordi det netop er arbejdet, de er blevet syge af, og at arbejdet derfor
i sig selv er en hindring for arbejdsmæssig rehabilitering. Derfor er der, som også dette projekt
viser, brug for at gøre en særlig indsats for netop denne ”tunge” gruppe patienter.
Man kan sige, at den indsats, der skete på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, ikke var andet end
almindeligt socialrådgiverarbejde, med socialrådgiverens helhedssyn og etiske regelsæt. Det ville
enhver socialrådgiver i kommunen også ville kunne gøre. Forskellen her var, at socialrådgiveren på
Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik blev koblet på, straks når den helbredsmæssige udredning var
tilendebragt. Da socialrådgiveren var grundigt informeret om hele patientens situation, kunne hun
ved den efterfølgende samtale bruge sin viden om sygdom og skånehensyn, så det helbredsmæssige
kunne ”afdramatiseres”, forstået på den måde, at patienten fik en god forklaring om sygdommen, og
fik at vide hvordan han/hun kunne agere for ikke at forværre tilstanden. Det betød, at patienten selv
bedre kunne begynde at se muligheder på arbejdsmarkedet. En af vore patienter oplevede det sådan:
”Jeg blev taget alvorligt og fik en god forklaring, det gav mig håb for fremtiden”.
En del patienter havde urealistiske forventninger til det sociale bistandssystem. Det gjaldt specielt
for de mange, som efter et langt arbejdsliv for første gang kom i kontakt med de sociale myndigheder.
De havde ventet mere hjælp og mindre kontrol og mistillid. De var ofte overraskede over
mængden af informationer sætte sig ind i eller mængden af meget personlige spørgsmål, de skulle
svare på. Også de mange regler, de skulle leve op til eller forholde sig til kom bag på dem. Mange
var chokerede over den kommandoagtige tone, der anvendtes i den skriftlige kommunikation (og
ofte i den mundtlige også) og den mistillid, der gennemsyrede hele systemet. Frem for alt var de
1 Velfærdsdebat på vildspor: Bent Rold Andersen og Jesper Jespersen:2006
90

fleste uforberedte på de kontrolkrav m.v., der stilles til personer, som kom i kontakt med dette system.
En meget hyppig kommentar hertil var noget i retning af: ”Her har jeg gennem fyrre år betalt
min skat, og når jeg så for første gang i mit liv får brug for hjælp fra det offentlige, så behandles jeg
på den måde, som om jeg var en forbryder, en svindler og bedrager og som en, der uretmæssigt vil
udnytte systemet”. Et vigtigt del af socialrådgiverens opgave i den sammenhæng var derfor ofte at
forklare om det sociale systems funktionsmåde og traditioner og samtidig informere patienten om
dennes rettigheder og pligter i forhold til lovgivning og regulativer. Der skal her huskes på, at arbejdsmedicinske
patienter jo ikke er typiske klienter i det sociale system, men netop personer med
ofte langvarig, stabil tilknytning til arbejdsmarkedet, hvor langt de fleste har klaret sig selv uden
støtte fra eller kontakt til det sociale bistandssystem.
God information om rettigheder og pligter er en afgørende forudsætning for at hjælpe patienten til
at træffe de rigtige valg. Derfor er det vigtigt at give den enkelte indblik i de retsregler, der gælder
for dem i den nye og ofte uvante situation.
En vigtig erfaring, vi har gjort, er, at den løsning, der bliver arbejdet hen imod, er en løsning, hvor
patienten kan se sig selv i den nye rolle for at det skal lykkes. Der er selvfølgelig ingen garanti, men
der er en langt større chance for at fastholde et menneske med nedsat erhvervsevne, hvis der bliver
taget det hensyn. Hvis løsningen, der bliver foreslået, falder helt uden for den enkeltes interesse, og
der ikke følger jobsikkerhed med den plan, der bliver langt, så kan man risikere, at patienten i lang
tid fremover kommer til at ”belaste” enten sygedagpengesystemet eller arbejdsløshedskassen.
Langt hen ad vejen synes folk selv at være de bedste eksperter på deres eget liv – herunder deres
eget helbred og arbejde. Dette bør man ikke underkende, men benytte sig af den enkeltes evne til
selv at vurdere sit helbred, sin situation og sine muligheder. Patientens ”ekspertise” er jo bl.a. baseret
på hans/hendes tidligere arbejdsliv – en erfaring, som hverken socialrådgiveren på Arbejds- og
Miljømedicinsk Klinik eller i det kommunale sagsbehandlingssystem bør sidde overhørig.
I forhold til metodeudviklingen, var det et problem, at nogle kommuner havde sat sig fast på, at der
ikke kunne ydes uddannelsesrevalidering til mennesker, der ikke havde en uddannelse i forvejen.
Som vi læser loven, er det begrænsningerne i arbejdsevnen, der afgør, om der skal iværksættes revalideringstiltag
og ikke, om den enkelte i forvejen har en uddannelse.
91

De grundige samtaler med socialrådgiveren var en vigtig del af den proces, som patienterne skal
igennem for at kunne tage en beslutning om, hvad der kan hjælpe ham/hende med at fastholdes på
arbejdsmarkedet.
Personer, der havde arbejdet indenfor det samme område i mange år, var ofte fuldstændig på bar
bund i forhold til et andet arbejdsmarked. Til at bryde den barriere havde vi stor glæde af interessetesten
1 . Selv om det var en gammel test, var det stadig den bedste test på markedet i forhold til at
inspirere mennesker, der skal skifte retning på arbejdsmarkedet. Med udgangspunkt i testresultatet
fik vi som regel en frugtbar dialog og kunne på basis heraf inspirere, rådgive og vejlede. Det er vores
erfaring, at hvis man tager udgangspunkt i patientens stærke sider, er det det bedste udgangspunkt
for, at en fastholdelse lykkes.
Både denne og vores tidligere undersøgelse viste, at mennesker har en ganske god opfattelse af deres
arbejdsevne og helbred. Det er derfor vigtigt at vise forståelse og respekt for den enkelte og
dennes viden om dette. Derfor er en af de vigtigste opgaver for os, der skal råde og vejlede i den
situation, at give en grundig vejledning om mulighederne inden for de givne rammer og give patienten
mulighed for at se et perspektiv for fremtiden. Som undersøgelsen viser, har mange patienter
stadig helbredsmæssige gener 1 år efter henvisningen og vores tidligere undersøgelse 2 viste, at dette
også holdt stik 3 år efter. Patienterne bliver altså kun sjældent raske, men de kan hjælpes tilbage til
arbejdsmarkedet, hvis man viser den fornødne respekt og forståelse for den enkeltes situationen.
De vigtigste socialmedicinske virkemidler, som kan uddrages af dette projekt kan summeres op i
følgende punkter:
• Tværfaglig helbredsmæssig vurdering på basis af grundig lægelig og/eller psykologisk undersøgelse
• Evt. videre behandling, hvor behandlingsmulighederne ikke var udtømte
• Grundig information til patienten om sygdom, behandling, træning, skånehensyn mm.
• Afklarende samtaler hos uddannet socialrådgiver med grundig information om rettigheder
og pligter i forhold til det sociale hjælpesystem (kommunen), a-kasse, arbejdsgiver, fagforening,
arbejdsskadestyrelse, arbejdstilsyn og andre relevante interessenter
1
Interessetest er en test der er udarbejdet af Arbejdsdirektoratets psykologiske afdeling i 1975. Se bilag 3.
2
Sociale, arbejds- og helbredsmæssige konsekvenser for patienter henvist til Arbejds – og Miljømedicinsk klinik. Signe
Beierholm Hansen og Søren Dahl, 2001.
92

• Systematisk kortlægning af patientens muligheder og begrænsninger på arbejdsmarkedet i
forhold til den helbredsmæssige situation
• Respektfuld inddragelse af patienten i forbindelse med afklaringen og udarbejdelse af planer
• Plan for fremtidig placering på arbejdsmarkedet under hensyntagen til patientens personlige
og uddannelsesmæssige muligheder og helbredsmæssige begrænsninger
• Opfølgning (helbredsmæssigt, psykologisk, socialmedicinsk)
93

Konklusion
Med dette projekt har vi vist, at det gennem en energisk, koordineret, tværfaglig socialmedicinsk
indsats var muligt at forbedre arbejdsskadede patienters chance for at vende tilbage til arbejdsmarkedet.
Samtidig medførte indsatsen, at de arbejdsskadede oplevede en reduceret belastning af deres
sygdom. Den indsats, der er gjort, er således både til glæde for patienter og til gavn og nytte for
samfundet.
Overordnet set blev effekten at den socialmedicinske indsats, der er ydet i forbindelse med dette
projekt en ”besparelse” på mellem 263 og 309 uger, som er brugt på aktive i stedet for på passive
ydelser. For hver af indsatsgruppens 104 personer var der således i gennemsnit tale om en ”besparelse”
på mellem 2½ og 3 uger per projektdeltager på passive ydelser.
Tildelingerne af helbredsbetinget førtidspension var markant lavere i indsatsgruppen, nemlig 3%,
mod 9% i referencegruppen. Omregnet svarer det til at næsten 7 personer ud af de 104 i indsatsgruppen,
på det år opfølgningen varede, blev ”sparet” for at komme på helbredsbetinget førtidspension.
Efterløn spiller ingen afgørende rolle for disse patienter, selvom efterlønsordningen faktisk primært
blev indført netop af hensyn til personer, som var nedslidte efter et langt, hårdt arbejdsliv.
I indsatsgruppen blev den selvrapporterede helbredsmæssige status overordnet set vurderet som
bedre end i referencegruppen, selvom indsatsgruppen havde været mere syge i årene forud for henvisningen.
Også den selvvurderede erhvervsevne blev klart forbedret i indsatsgruppen sammenlignet
med referencegruppen. Disse forbedringer af selvvurderet helbred og erhvervsevne skønnes at
være en effekt af den afklarende indsats, der skete for deltagerne fra indsatsgruppen i forbindelse
med dette projekt. Dette er også i overensstemmende med, at indsatsgruppen følte sig mere afklaret
med hensyn til deres helbredssituation end referencegruppen til trods for, at indsatsgruppen - som
gruppe betragtet - var mere generet af smerter, indskrænket bevægelighed, nedsat kraft og psykiske
følgevirkninger sammenlignet med referencegruppen.
94

Trods de vedvarende helbredsproblemer havde de fleste tilknytning til arbejdsmarkedet på normale
vilkår. Næsten en fjerdedel i indsatsgruppen var i gang med uddannelse eller revalidering, hvilket
var dobbelt så mange som i referencegruppen.
På det personlige plan var det at få en arbejdsbetinget sygdom i sig selv en stressbelastning, som
havde negativ indvirkning på den syges sociale relationer, fritidsaktiviteter, økonomi m.v. Patienterne
gjorde selv en stor indsats for at blive raske og afklarede og havde i den sammenhæng mange
kontakter til myndigheder, fagforeninger, egen læge, speciallæger, fysioterapeuter, ergoterapeuter,
kiropraktikere, hospitaler, massører osv. Disse mange kontakter og de mange krav der skal opfyldes,
udgør i sig selv – og sammen med usikkerheden forbundet med sygdommen og indtægtstabet -
en stor belastning og en alvorlig stressfaktor for den syge.
I interviewene fremsatte patienterne mange kritiske bemærkninger fra deltagerne overfor kommunerne.
Men også arbejdsgivere, fagforeninger, praktiserende læger og Arbejds- og Miljømedicinsk
Klinik har fået kritiske bemærkninger med på vejen. Patienternes udsagn giver et billede af den
frustration, magtesløshed og smerte, det er for mange at blive mødt af det sociale system, samfundet
har opbygget.
Grundig information, værdighed, respekt og hensyntagen til patienternes frygt for at få yderligere
forværringer i deres helbredsproblemer er vigtige elementer i arbejdet med at hjælpe arbejdsskade
patienter tilbage på arbejdsmarkedet. De mere positive forløb for indsatsgruppen som helhed sammenlignet
med referencegruppen har sandsynligvis sin basis i den bedre information, der er givet til
patienterne i indsatsgruppen, og den deraf følgende afklaring og reduktion i stress og bekymring.
Hovedkonklusionen af dette projekt er således, at man med en særlig indsats kan fremme eller accelerere
en positiv udvikling og bremse en negativ. Projektindsatsen har vist sig at virke. Men om
virkningen er langtidsholdbar – dvs. holder sig ud over dét år, som projektperioden varede - kan
kun fremtidige opfølgningsundersøgelser vise. Forhåbentligt bliver det muligt at gennemføre sådanne
undersøgelser og arbejde videre med udvikling af de positive socialmedicinske virkemidler.
95

Bilag
Bilag 1: Spørgsmål om arbejdsevne
Bilag 2: Interview-guide
Bilag 3: Interessetest udarbejdet af Arbejdsdirektoratets psykologiske afdeling i 1975.
96

Bilag 1: SPØRGSMÅL OM ARBEJDSEVNE
Nedenfor kan du give din mening til kende om din arbejdsevne.
Du bedes besvare spørgsmålene omhyggeligt med en ring eller et kryds.
1. Din nuværende arbejdsevne sammenlignet med da den var bedst
Forestil dig, at din arbejdsevne er 10 point værd, når den er bedst. Hvor mange points
vil du give din nuværende arbejdsevne? (0 betyder, at du ikke kan arbejde for tiden).
0
|
1
|
2
|
3
|
4
|
5
|
Ude af stand Bedste
til at arbejde arbejdsevne
2. Hvordan vurderer du din arbejdsevne i forhold til dit helbred?
Er din sygdom eller mén med til at hindre dig i dit nuværende arbejde?
Sæt gerne kryds i flere svar, hvis det er nødvendigt.
6
|
Der er intet til hinder/jeg har ingen sygdomme ........................... 6
Jeg er i stand til at udføre mit arbejde, men det
giver nogle symptomer................................................................. 5
Jeg må nogle gange sætte mit arbejdstempo ned
eller skifte arbejdsmetode ............................................................ 4
Jeg må ofte sætte mit arbejdstempo ned eller
skifte arbejdsmetode...................................................................... 3
På grund af min sygdom, føler jeg mig kun i
stand til at arbejde på deltid .......................................................... 2
Jeg synes ikke, at jeg er i stand til at arbejde ................................ 1
97
7
|
8
|
9
|
10
|

Bilag 2: Interview-guide
Navn:____________________________________________________________
CPR.nr.:_____________________________Dato_________________________
Tlf.nr.: ___________________________________________________________
Interviewguide til patienter, der indgår i henholdsvis indsats- og referencegruppe i projektet ” Forebyggelse
af udstødning på arbejdsmarkedet for arbejdsskadede personer” på Arbejds- og Miljømedicinsk
Klinik.
Udover at besvare de/det spørgeskema(er), som du gerne skulle have fået med posten, vil jeg
gerne stille nogle spørgsmål om det samlede forløb af din sygdom
Du skal regne med, det tager fra en halv time til tre kvarter
Spørgsmål 1.
Har du stadig helbredsmæssige følger af den arbejdsbetingede sygdom?
Ja .............................................................1
Nej...........................................................2 Gå til spørgsmål 2
A. Hvilke følger?
- daglige smerter ............................... 1
- nedsat kraft ..................................... 2
- indskrænket bevægelighed ............. 3
- luftvejsgener, høregener, eksem ......4 _____________________________________
- psykiske følger................................ 5
- andet ........................................... 6 ______________________________________
Spørgsmål 2.
Hvordan er din arbejdssituation i øjeblikket?
I arbejde ...................................................................... 1 Gå til spørgsmål 8
Barselsorlov (fra arbejde/ej arbejde)............................ 2 Gå til spørgsmål 6/8
Fraværsmeldt under graviditet ..................................... 3 Gå til spørgsmål 9
Under uddannelse/i lære .............................................. 4 Gå til spørgsmål 4
Sygemeldt .................................................................... 5 Gå til spørgsmål 8/9
Revalidering/omskoling............................................... 6 Gå til spørgsmål 4
Fleksjob........................................................................ 7 Gå til spørgsmål 3
Afklaringsforløb .......................................................... 8 Gå til spørgsmål 9
Modtager efterløn......................................................... 9 Gå til spørgsmål 5
Modtager førtidspension .............................................. 10 Gå til spørgsmål 5
Arbejdsløs .................................................................... 11 Gå til spørgsmål 6
Modtager kontanthjælp ................................................ 12 Gå til spørgsmål 7
Andet________________............................................ 13 Gå til spørgsmål Vælg ovenfor
98

Spørgsmål 3. Hvis fleksjob
A. Hvor længe har du været i fleksjob ? ________________mdr.
B. Er hovedårsagen til, at du har fået fleksjob, den sygdom, du var henvist til os for?
- Ja ......................................1
- Nej................................... 2 Hvad er så årsagen?____________
- Ved ikke...........................3
C. Hvor er du ansat?
- På din gamle arbejdsplads..................................................................1
- På en anden arbejdsplads, men inden for samme job/område ...........2
- Inden for et andet område .................................................................3
D. Blev der forsøgt revalidering, før du fik bevilget dit fleksjob?
- Ja ......... ....1 gå til punkt E
- Nej....... ....2 gå til punkt F
- Ved ikke...3 gå til E eller F
(Til intervieweren: Hvis 3, må der spørges ind til, om personen har været i jobtræning/ arbejdsprøvning
på en arbejdsplads, før der blev bevilliget fleksjob. Hvis det er sket er det sansyndeligt at
kommunen har kaldt det virksomhedsrevalidering. Gå til punkt E ,1 ellers gå til punkt F).
E. Hvilken form for revalidering?
- Virksomhedsrevalidering 1
- Uddannelse 2
Vil du kort fortælle om det forløb: _________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
F. Hvor tilfreds var du med det forløb?
- Meget tilfreds..............1
- Tilfreds........................2
- Nogenlunde tilfreds.....3
- Mindre tilfreds ............4
- Slet ikke ......................5
Fortæl kort hvorfor:
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
G. Ved du hvorfor der ikke blev forsøgt revalidering?
- På grund af min tilstand............................................................... 1
- På grund af min alder................................................................... 2
- Fordi jeg ikke havde mod til at gå i gang med en uddannelse..... 3
- Andre årsager________________________________............... 4
Gå til spørgsmål 9 og husk: Gå til spørgsmål 8 (hvis ja til gamle arbejdsplads)
99

Spørgsmål 4. Omskoling/revalidering/uddannelse
A. Hvor længe har du været i gang med omskoling/revalidering? ___________ mdr.
B. Er det den sygdom, du var henvist til AMK for, der er årsag til, du er i gang med omskoling/revalidering?
- Ja...................1
- Nej ................2 Hvad er så årsagen?___________________________________
- Ved ikke........3
C. Hvad bliver du uddannet/revalideret til?__________________________________
D. Hvor stor indflydelse mener du, du har haft på revalideringsplanen?
Meget stor............................................... 1
Stor ......................................................... 2
Middel .................................................... 3
Ringe ...................................................... 4
Slet ingen................................................ 5
E. Hvor tilfreds er du med den plan der er lagt?
Meget tilfreds ......................................... 1
Tilfreds ................................................... 2
Nogenlunde tilfreds................................ 3
Lidt tilfreds............................................. 4
Utilfreds.................................................. 5
Du må gerne uddybe dit svar :
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_______________________________________________________
100
Gå til spørgsmål 9

Spørgsmål 5: Pension/efterløn
A. Hvor længe har du modtaget pension/efterløn? ____________ mdr.
B. Er den sygdom, du var henvist til AMK for, årsagen til du er på pension/efterløn?
Ja ...........1
Nej ......2 Hvad er da hovedårsagen?______________________________
Delvis ....3
Ved ikke 4
C. I forbindelse med en pensionssag skal alle muligheder i forhold til arbejdsmarkedet
være udtømte. Der vil senere komme spørgsmål om kommunen sagsbehandling
men….
Hvordan synes du det var afklaret med din sag?
Meget godt ..................1
Godt.............................2
Nogenlunde .................3
Ringe ...........................4
Slet ikke.......................5
Du må gerne uddybe dit
svar:______________________________________________________________________
__________________________________________________________________________
__________________________________________________________________________
101
Gå til spørgsmål 9

Spørgsmål 6. Arbejdsløs
Skyldes arbejdsløsheden den arbejdsbetingede sygdom ……ja______nej______
A. Hvor længe har du været arbejdsløs?
a. __________mdr. .................................... 1
b. Siden undersøgelsen på AMK................ 2
B. Er det normalt at have arbejdsløshedsperioder inden for dit fag:
- Ja.............................................................. 1
- Nej ........................................................... 2
- Ved ikke................................................... 3
C. Står du til rådighed for samme område?
- Ja...................Gå til spørgsmål 10
- Nej ................Gå til punkt D
D. Hvordan fik du afklaret, hvilket område du kunne stå til rådighed for?
Via en arbejdsprøvning på sygedagpenge.............. 1
Revalideringsinstitution ........................................ 2
Via fagforeningen................................................... 3
Via AF.................................................................... 4
Andet ___________________________ ............... 5
Du må gerne uddybe dit svar_____________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
102
Gå til spørgsmål 9

Spørgsmål 7. Kontanthjælp
A. Hvad er årsagen til, at du modtager kontanthjælp?
- Jeg er faldet for 52 ugers reglen, og der var ikke mulighed for forlængelse 1
- Afslag på revalidering/omskoling, og jeg kan ikke stå til rådighed ............. 2
- Afslag på pension, men ikke frisk nok til at gå på arbejde........................... 3
- Kommunen mener ikke, jeg er syg ............................................................... 4
- Andre årsager________________________________________________ 5
- Ved ikke........................................................................................................ 6
Du må gerne uddybe dit svar:
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
B. Hvor længe har du modtaget kontanthjælp? _____________ mdr.
C. Er den sygdom, du var henvist til AMK for, hovedårsagen til at du modtager kontanthjælp?
- Ja ...............1
- Nej ............2 Hvad er så årsagen? ______________________________________
- Ved ikke....3
103
Gå til spørgsmål 9

Spørgsmål 8. I arbejde/barselsorlov med arbejde
A. Er der sket ændringer på din arbejdsplads i forbindelse med den arbejdsbetingede
sygdom?
- Ja.……….1 Gå til punkt B
- Nej ……….2 Gå til spørgsmål 9
- Andet arbejde……..3 Gå til spørgsmål 9
B. - Arbejdspladsen er blevet mere hensigtsmæssig indrettet ..............1
- Jeg har fået nogle nye hjælpemidler .............................................2
- Jeg er blevet omplaceret til et mere skånsomt arbejde ..................3
- Jeg har fået en senioraftale ............................................................4
- Reduceret arbejdstid ......................................................................5
- Ændrede arbejdstider (f.eks. fra nat til dag) ...................................6
- Andet ..............................................................................................7
C. Hvordan reagerede din arbejdsplads efter, der var aftalt disse ændringer?
- Mine kollegaer er glade for de ændringer ............................1
- Det hjælper også dem ...........................................................2
- Mine kollegaer synes de selv skal løbe hurtigere ................3
- Der har ikke været nogen reaktioner fra kollegaer ..............4
- Ledelsen er meget positiv over for forandringerne..............5
- Ledelsen synes, det er besværligt at tage de hensyn............6
- Andet_________________________________________..7
D. Fik du hjælp til at få disse ændringer på din arbejdsplads?
- Ja ____ Gå til punkt E
- Nej ____ Jeg lavede selv aftalen med min arbejdsgiver
Gå til spørgsmål 9
E. Fra:
- Tillidsmand/sikkerhedsrepræsentant ......................... 1
- Fagforening................................................................ 2
- Kommunen................................................................. 3
- BST............................................................................ 4
- Arbejdstilsynet........................................................... 5
- Andre_______________________ ........................... 6
F. Hvordan synes du hjælpen var?
- God ..................................1
- Dårlig...............................2
- Hverken /eller..................3
Du må gerne uddybe dit svar:
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
Gå til spørgsmål 9
104

Kommunen har fra starten af en sygeperiode pligt til at vurdere, om der er fare for, at en person
ikke umiddelbart kan vende tilbage til sit arbejde på grund af den sygdom, man er sygemeldt for
og arbejdets karakter. Når de vurderer, at der er en risiko for, at den sygemeldte ikke bare kan
vende tilbage til arbejdet, skal kommunen udarbejde en ressourceprofil i samarbejde med den
sygemeldte. Den skal være med til at afdække den enkeltes ressourcer. Der skal tages udgangspunkt
i de stærke sider, den enkelte har for at udarbejde en realistisk plan for tiltagevending til
arbejdsmarkedet.
Spørgsmål 9. Sygedagpengeopfølgning i kommunerne?
A. Er du sygemeldt for tiden: Ja ……………………. Nej
B. Hvorfor er du sygemeldt?
- Rekonvalescent 1
- Sygemeldt på grund af anden sygdom............ 2 Hvilken?______________________
- Venter på undersøgelse/behandling................ 3 Hvor og for hvad? ______________
___________________________________________________________________________
C. Har du tidligere været sygemeldt: Ja Gå til punkt D
Nej….. gå til spørgsmål 10
D. Har du været på din kommune til sygedagpengeopfølgningssamtale?
Ja ______
Nej______
E. Hvordan oplevede du den sygedagpengeopfølgning, der blev tilbudt, da du var/er
sygemeldt?
- Som en hjælp til afklaring af min situation................ 1
- Som en kontrol om jeg var syg/ er syg ...................... 2
- Ved ikke..................................................................... 3
Du må gerne uddybe dit svar:_____________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
F . Hvad resulterede samtalen i?
- Jeg skal komme igen om 4/8 uger ............................................1
Kommunen vil indhente oplysninger fra egen læge/speciallæge 2
Kommunen vil sende mig til yderligere undersøgelse.................3
Jeg skulle arbejdsprøves/afklares.................................................4
Andet _____________________________________.................5
G. Hvor foregår dette afklaringsforløb?:
På din arbejdsplads................................. 1
På en anden arbejdsplads ....................... 2
På revalideringsinstitution...................... 3
På VUC .................................................. 4
På livsstilscenter..................................... 5
Andet____________________________6
105

H. Har du selv haft indflydelse på hvor og hvordan dette afklaringsforløb skulle være?
I meget høj grad ......................................... 1
I høj grad.................................................... 2
I nogen grad ............................................... 3
I lille grad................................................... 4
Slet ikke ..................................................... 5
Ved ikke..................................................... 6
I. Hvad skal afklaringsforløbet afklare?
Din arbejdsevne ............................................................... 1
Om du kan fastholdes på dit arbejde................................ 2
Om der skal iværksættes revalidering/omskoling............ 3
Andet__________________________............................ 4
Ved ikke .......................................................................... 5
J. Har du fået udarbejdet en ressourceprofil i forbindelse med din kontakt til kommunen?
- Ja 1 Gå til punkt K
a. Ved ikke 2
b. - Nej Ej relevant 3
Relevant, men det blev ikke gjort 4
K. Hvilken indflydelse havde du på indholdet i ressourceprofilen?
- Jeg havde stor indflydelse på indholdet.................... 1
- Jeg havde i nogen grad indflydelse på indholdet...... 2
- Jeg havde i ringe grad indflydelse på indholdet........ 3
- Ved ikke.................................................................... 4
106
Gå til spørgsmål 10
L. Mener du ressourceprofilen har været med til at afdække dine muligheder i forhold til
arbejdsmarkedet?
- Ja .....................................1
- Nej...................................2
- Ved ikke..........................3
Du må gerne uddybe dit svar: _____________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________

Hvis spørgsmål 8 er besvaret, springes dette punkt over
Spørgsmål 10.
A. Mener du at ændringer på din arbejdsplads vil/ville have kunnet fastholde dig på arbejdspladsen?
- Ja ___________ Gå til punkt B
- Nej ____________ Hvorfor ikke? ________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
B. Hvilke af disse udsagn mener du ville hjælpe?
- Ændringer i arbejdspladsens indretning ................... 1
- Hjælpemidler/andet værktøj ..................................... 2
- Omplacering til mere skånsomt arbejde ................... 3
- Seniorordning............................................................ 4
- Fleksjob..................................................................... 5
- Andet......................................................................... 6
Hvad?________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
________________________
107

Spørgsmål 11. Arbejdsskadesagen
A. Er sagen anmeldt Ja________ Nej________
B. Hvilket udfald fik sagen?
- Anerkendt med erstatning.................... 1
- Anerkendt uden erstatning ................... 2
- Ej anerkendt ......................................... 3
- Uafsluttet.............................................. 4
C. Er du tilfreds med resultatet Ja_______ Nej_______
D. Hvor lang tid har din sag i Arbejdsskadestyrelsen taget? _______ år _______ mdr.
Spørgsmål 12. Familie og fritid
A. Ægteskabelig status:
- Gift ..................................1
- Separeret .........................2
- Skilt.................................3
- Enke/ mand .....................4
- Samlevende.....................5
- Enlig................................6
B. Er der sket ændringer i din ægteskabelige status siden du var på AMK?
Ja______ Nej_____
Hvis ja, må du gerne uddybe
__________________________________________________________________________
__________________________________________________________________________
C. Bolig
- Eget hus........................... 1
- Ejerlejlighed.................... 2
- Andelsbolig..................... 3
- Rækkehus eje/leje ........... 4
- Lejlighed ......................... 5
- Landbrugsejendom.......... 6
- Andet............................... 7 ___________________________
D. Er der sket ændringer i dine boligforhold siden du var på AMK?
Ja_________ Nej_______
Hvilke?_______________________________________________________________
E. Er der sket ændringer i dine fritidsaktiviteter som følge af den arbejdsbetingede sygdom?
Ja_______ Nej_______
Hvilke?_______________________________________________________________
108

F. Er der sket ændringer i dit forhold til familie og venner som følge af den arbejdsbetingede
sygdom?
Ja_______ Nej _______
Hvordan__________________________________________________________________
________________________________________________________________________
Spørgsmål 13. Undersøgelser/behandling af din sag
A. Hvem har du haft kontakt med i forbindelse med din sag?
- Kommunen......................1
- Fagforening.....................2
- Egen læge........................3
- Speciallæge .....................4
- Sygehusvæsenet ..............5
- Andre ..............................6 ____________________________
B. Har det været relevante kontakter?
Ja _______ Gå til spørgsmål 15 Nej_______ Hvorfor ikke?
Du må gerne prøve at uddybe:
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
C. Var der noget i dit sygdomsforløb du kunne have tænkt dig anderledes hos egen læge,
speciallæger, fagforening, arbejdsgiver, andre sygehusafdelinger, kommuner o.l.
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
D. Mener du, at en rundbordssamtale på kommunen med alle de parter der var involveret
i din sag, kunne have været med til at afklare din sag bedre?
Ja ___________________________________ Nej____________________________________
Du må gerne uddybe dit svar;_____________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
109

14. Spørgsmål om undersøgelsen på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik
A. Hvordan synes du undersøgelsen på AMK er forløbet?
Jeg føler mig godt behandlet............................................ 1
Jeg synes jeg blev mere afklaret om min sygdom ........... 2
Jeg synes ikke jeg blev mere afklaret end før .................. 3
Jeg synes ikke jeg blev godt behandlet............................ 4
Ved ikke........................................................................... 5
Andet ______________________________________... 6
B. Var der noget i dit sygdomsforløb, du kunne have tænkt dig anderledes på AMK?
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
C. Nej; ______________________________________________________________________
110

D. Spørgsmål 15. Til indsatspersoner
A. Synes du, det var relevant at blive henvist til socialrådgiveren på AMK?
Ja______ Nej______ Ved ikke _______
Du må gerne uddybe dine svar: ___________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
B. Mener du, det var en relevant rådgivning, du fik af socialrådgiveren?
Ja ______ Nej ______ Ved ikke _______
Du må gerne uddybe dine svar ____________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
C. Mener du, det var en relevant erhvervsvejledning, du fik af socialrådgiveren
Ja ______ Nej ______ Ved ikke ________
Du må gerne uddybe dine svar ____________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
D. Var der noget, du kunne have tænkt dig anderledes i socialrådgiveres indsats?
Ja ______ Nej ______ Ved ikke ________
Du må gerne uddybe dine svar ____________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________
111

Bilag 3: Interessetest udarbejdet af Arbejdsdirektoratets psykologiske afdeling i 1975
112

Arbejdsmedicinsk Afdeling
Sydvestjysk Sygehus
Østergade 81-83
6700 Esbjerg
Tlf.: 7918 3565 - Fax 7918 2294
Internet.: sydvestjysksygehus.dk - e-mail.: arbejdsmedicin@svs.regionsyddanmark.dk
Projektet er støttet af
Arbejdsmarkedsstyrelsen