GADERUMMET – KONKRET UTOPI I KRISE v/ Anne Jønsson ...

den ene side deler fælles politiske holdninger med det politiske miljø, men, som på den anden side ikke
formår at indgå i formaliserede mødestrukturer og planlægningsprocesser og derfor ikke har kunnet
integreres i miljøet (jf. Petersen et al, p.92 ff.).
1.3.4. Politisk psykologi og utopisk praksis
Det teoretiske grundlag, som Gaderummets psykosociale behandlingspraksis bygger på, Den kritiske
psykologi, kan, som en psykologisk teori indenfor en marxistisk teori (Holzkamp 1979), karakteriseres
som en socialistisk motiveret humanvidenskabelig bestræbelse, og dens udformning som en videnskab
om subjektet indlejrer den i det nye venstre. Den samfundskritiske positionering er central, og
immanent i teoriudviklingen ligger et mål om at forandre samfundsudviklingen i socialistisk retning, og
heri bliver psykologien nødvendigvis politisk, idet den stilles overfor at måtte ”omstyrte alle de forhold
hvorunder mennesket er et fornedret, et kuet, et afsondret, et foragteligt væsen” (Marx 1973b, p. 59); et kategorisk
imperativ, som også Ernst Bloch fremhæver som karakteristisk for marxismen som konkret-utopisk
novum (Bloch 1977, p. 622). Det særlige ved Gaderummets, og tidligere Regnbuens, anvendelse af den
kritiske psykologi ligger i, at den, udover at være en samfundsmæssig politisk-teoretisk forankring og
redskab for fagkritik, bruges direkte til udvikling af en psykologisk praksis, hvor det utopiske er indlejret
som strukturerende faktor, idet praksis er ufærdig og fremtidscentreret og udviklet gennem selvbestemte
problemopstillinger og løsninger med solidarisk og kooperativt sigte.
1.4. Håbets princip og det utopiske
Når man i en videnskabelig sammenhæng, der tilmed anlægger et subjektvidenskabeligt perspektiv, kan
tale om begreber som fx håb, så er det ud fra at det utopiske er en grundkvalitet ved menneskets
eksistens; at materialiteten, mennesket og den tingslige realitet, kan opfattes som en processtruktur i
evig forandring (Bloch 1977), hvor forandringerne udspringer af objektivt-reale muligheder (Ibid.), og
hvor håbet er det princip, der skaber de forandrende og overskridende bevægelser fremad (Bloch 1982).
Den utopiske bevidsthed er dermed en funktion i den menneskelige praksis knyttet til en anticiperet realitet
(Bloch 1977), der kan bestemmes som den subjektive side af kategorien om det endnu ikke værende
(Ibid.), hvis realiseringspotentiale er bestemt af forholdet mellem latensen og den tendens, som de
eksisterende samfundsmæssige praksisformer er prægnant med (Ibid.).
1.4.1. Det utopiskes mål og midler
Utopisk bevidsthed rummer, som anticipation af det endnu ikke værende, to kvaliteter, en abstrakt og
en konkret. I praksis adskiller disse sig fra hinanden på forholdet mellem mål og midler, og dette aspekt
har relevans for min undersøgelse af institutionaliseringen af Gaderummet. Min fremstilling er forenklet
i forhold til kompleksiteten og dialektikken i det utopiske som filosofisk problemstilling, og denne skal
derfor kort markeres. Om forholdet mellem det abstrakt-utopiske og det konkret-utopiske siger Ernst
Bloch:
”Overhalingen af det eksisterende samfund igennem en utopi, som i hovedsagen blev udmalet og konstrueret i hovedet,
er fælles for de abstrakt-sociale utopier, og den subjektivt-utopiske intention har netop ingen tilknytning til
køreplanen, betingelsernes modenhed og den objektivt-utopiske tendens-latens, altså til nogen real mulighed i
virkeligheden selv. Først med denne tilknytning erstattes den abstrakte utopi af den konkrete” (Bloch 1982 p.32).