GADERUMMET – KONKRET UTOPI I KRISE v/ Anne Jønsson ...

Den generelle lønarbejdsstruktur kom til i forbindelse med offentlig finansiering via satspuljen og
aftalen om institutionalisering. Varetagelse af drift og reproduktion af rammebetingelser havde, grundet
de dårlige økonomiske betingelser, ligget hos Kalle, og medarbejderne var bygget ind i en ad hocstruktur
omkring konkret opgaveløsning, som ikke rummede en egentlig læring og tilegnelse af overblik
på det administrative område. Institutionaliseringens administrative forhold kunne derfor ikke løftes af
medarbejdergruppen, da Gaderummet var organisatorisk uudviklet på dette område.
Gaderummet lykkedes med at skabe en kvalifikationsstruktur for nye blandt andet via ”studiekreds i
kritisk psykologi”, men den var stadig i vid udstrækning personbundet til Kalle. Men, som jeg skal
komme nærmere ind på om lidt, var medarbejderne fagligt veludrustede og fuldt i stand til at løfte
institutionaliseringen af den psykosociale praksis på organisatorisk niveau.
2.5.2. Læring på filantropiske vilkår
Gaderummets etablering og konsolidering udenfor offentligt regi har kun været mulig i kraft af evnen
til at tiltrække støtte fra civilsamfundet igennem privat velgørenhed og fondsdonationer, hæderspriser
mv., og dette har skabt en modsigelsesfyldt situation, hvor en politisk og revolutionært orienteret
praksis har måttet reproduceres på filantropiske vilkår (jf. Villadsen 2004).
Evnen til selvforsyning (Petersen 1981) har på den ene side betydet at Gaderummet kunne fastholde en
kritisk position overfor det offentlige på det sociale og socialpolitiske område og på det psykiatriske
område. Det har også betydet at Gaderummet har kunnet udvikle en praksis, hvor det var tilladt
brugerne at ryge hash og have deres hunde boende, og hvor der var en kollektiv organiseringsform
uden en ydre magt. På den anden side har Gaderummet været afhængig af denne selvforsyning til
anden side, hvorved Gaderummet er blevet nødt til at formulere sig indenfor en filantropisk diskurs
(Villadsen 2004) og fremstille de unge som værdigt trængende og sit eget arbejde som støtteværdigt, fordi
det nytter. Dette har skabt en læring og en selvforståelse som ikke matchede situationen, da
integrationen i det offentlige sociale område kom i stand. De offentlige midler blev opfattet som en
gave, man var taknemlig for, og dette gjorde, at det var svært for Kalle at formulere et krav om flere
ressourcer, selv om det var indlysende, at midlerne var utilstrækkelige til at honorere det voksende
brugerpres og myndighedskravene i forbindelse med institutionaliseringen. Resultatet blev, at man
forsøgte at klare sig ved at løbe hurtigere og skære ned på medarbejderressourcerne, hvilket bare gjorde
problemet værre. De filantropiske betingelser har således medført en form for glemsel omkring eget
politiske udgangspunkt og har udviklet typer af alliancer og relationer udadtil, som hverken var egnede
til at hjælpe eller styrke Gaderummets position i konflikten med kommunen.
Med i billedet hører også at Gaderummets kritiske opposition til det offentlige har betydet, at der ikke
har udviklet sig det fletværk af forbindelser til og alliancer ind i forvaltning og embedsværk, som kunne
bakke op om Gaderummet i en kritisk situation, hvor selvforsyningsevnen var afsvækket. Gaderummet
kom dermed til at stå i en situation, hvor inkludering i det etablerede (Mathiesen 1980) var eneste
overlevelsesmulighed, og hvor alternativet var eksklusion (Ibid.) og tilbagetrækning af
overlevelsesmidler.
2.6. Organisationsstruktur i Gaderummet
På baggrund af ovenstående skal jeg tegne et billede af strukturen i den praksis, der kommer i krise ved,
at flytning og institutionalisering rykker ved centrale elementer. Jeg skal gøre dette igennem en