GADERUMMET – KONKRET UTOPI I KRISE v/ Anne Jønsson ...

De deltagende indgår med egne subjektive handlegrunde, udviklet gennem konkrete socialbiografiske og
samfundsmæssige betydningsforhold og betingelser, og de bidrager i kraft af deres personlige handleevne
med forskellige problemer, ressourcer, kompetencer og interesser. Med udgangspunkt i hver deres
personlige livsførelse (Holzkamp 1998, Osterkamp 2000) danner de tilsammen det fletværk af kooperative
forbindelser og interpersonelle relationer, der bestemmer og udgør handlesammenhængens kollektive
livsførelse.
2.4.2. ”Kollektiv livsførelse” – et empirisk begreb
Begrebet om kollektiv livsførelse skal jeg indføre og anvende som greb om den modsætningsfyldte
flerhed af problemstillinger og anliggender, som reproduktionen af en døgnbaseret handlesammenhæng,
i dette tilfælde en psykosocial praksis, bevæger sig igennem. Begrebet anvendes således som et
procesbegreb omhandlende reproduktion af de indre materielle strukturer, hvorigennem produktionen af
handlesammenhængens fælles regler og overbevisning, dens doxa (Bourdieu & Waquant 1996) løbende
foregår. I Gaderummets tilfælde vil det med begrebet om den kollektive livsførelse være muligt at vise
på hvilke måder en konkret utopisk praksis fysisk-materielt og bevidsthedsmæssigt udformes og
bevæges, og det vil herigennem være muligt at identificere brud og forandringer heri.
2.5. Modsigelser i rammebetingelserne
Jeg skal omtale nogle af de rammebetingelser, som Gaderummet historisk har været udviklet under. Mit
anliggende ikke er direkte rettet mod en undersøgelse af disse, men jeg har vurderet at de er vigtige som
baggrundsviden, og således at min analyse ikke foregår uden et historisk grundlag. Der er særligt to
gensidigt samvirkende forhold i Gaderummets betingelser, som jeg skal trække frem ved at markere
nogle modsigelser og dilemmaer, nemlig institutionalisering af et fristed og læring på filantropiske vilkår
2.5.1. Institutionalisering af et fristed
Forholdet mellem Gaderummet som fristed for udstødte unge og etableringen af en generel
lønarbejdsstruktur igennem offentlig institutionalisering rummer et organisatorisk dilemma og en særlig
modsigelse, idet det i sig selv er en modsigelse at arbejde i et fristed. Drømmen om samfundsmæssig
anerkendelse og integration findes allerede i Gaderummets udgangspunkt i Regnbuen, og det har jeg
skrevet om i sin tid, hvor jeg afsluttede den daværende gren-specialisering på overbygningen med en
opgave i Anvendt Socialpsykologi II, ”Regnbuen, konkret utopi – en udviklingshistorie i alternativ praksis”
(Jønsson & Ernst 1993), et kritisk psykologisk aktionsforskningsprojekt, som Ole Dreier vejledte.
Projektets konklusion og afsluttende perspektivering udpegede henholdsvis udviklingsgrænserne for
Regnbuens hidtidige praksisform samt udstak en logisk retning for den nødvendige videreudvikling.
Dette blev formuleret som ”[…] den nye konkrete utopi: den autonome institution – indholdsmæssig praktisk
autonomi i en formaliseret og alment udviklelig omverdensstruktur” (Ibid. p. 86), hvilket blev bestemt som ”en
socialpsykologisk og politisk-sociologisk opgave”, der fordrede udvikling af mere overgribende kollektive
virksomhedsformer end rådgivningspraksissen samt konkret organisering af ”nye lønarbejdsformer”
(Ibid.), herunder begrebsliggørelse og praksisimplementering af en ikke-individuel og personbundet
kvalifikationsstruktur for nye. Den fremtidige praksisform for en sådan generel reproducerbar
lønarbejdsstruktur, Den autonome Institution, tegner i alt væsentligt det perspektiv som Gaderummet
igennem hele sin historie arbejdede på at realisere.