GADERUMMET – KONKRET UTOPI I KRISE v/ Anne Jønsson ...

5. 1. 1. Den organisatoriske side af praksis
Gaderummets praksis er i sit væsen et lokalt koncept i en lokal kontekst og koncentreret omkring en
central aktør, og dette har på den ene side har vist sig som den store styrke og sammenhængskraft i
udviklingen af den konkret-utopiske praksis, og på den anden side er det netop denne konstellation af
lokal indbundethed og binding til en enkelt person, som gør Gaderummet sårbart overfor
udviklingsproblemer, som ikke enten kan foregribes eller udvikles fra dette ståsted. Om muligheden for
en intern strukturudvikling igennem kollektivisering af den organisatoriske side af praksis, så peger mit
arbejde ikke på, at dette ikke skulle kunne lade sig gøre, forudsat at den betingelsesmæssige og
ressourcemæssige situation tillader det. I forhold til den faglige kompetenceudvikling på
medarbejderside, så har denne kunnet konsolideres igennem det mulighedsrum som den centrale aktør
har skabt, hvorimod den administrative læring ud over opgaveniveau ikke har kunnet understøttes
grundet fraværet af en fast medarbejdergruppe forud for institutionaliseringen.
Opsamlende peger mit arbejde på, at der ikke i organiseringsformen ligger nogen indbygget forhindring
for en mulig institutionalisering af Gaderummet. Det springende punkt synes at være hvorvidt den
konkret-utopiske praksis møder politisk opbakning fra de besluttende myndigheders side til en gensidig
og ufærdig proces, baseret på anerkendelse og dialog.
5.1.2. Den konkret-utopiske kvalitet ved praksis
Det gamle Gaderummet havde, i modsætning til det nye, en fysisk udformning, hvor alle
tilstedeværende fra et hvilket som helst sted i rummet kunne overskue alt og alle, og hvor midlerne,
indretning og lokalisering af funktioner, var udviklet over lang tid som del af problemløsninger i den
kollektive livsførelse. Betydningen af den fælles overskuelighed, hvortil jeg skal indføre begrebet om et
multi-panoptikon princip, kan næsten ikke overvurderes; det er et helt grundlæggende middel for
opbygningen af Gaderummets konkret-utopiske praksis, og, skal jeg postulere, for enhver kollektivt
organiseret kritisk psykologisk psykosocial praksis. Hvor tæt sammenflettede de fysisk-rumlige
betingelser er med de professionelle arbejdsmidler og praksiskoncepter er et spændende fund i dette
projekt, og dette forholds betydning for opkomsten af de i specialet udfoldede teori-praksis problemer
og diskrepanser i det nye Gaderummet aktualiserer en problemstilling om forholdet mellem lokalitet og
almengørelse. Analysen viser, at Gaderummets praksiskoncept om brugerstyring, formuleret som total
åbenhed, gennemskuelighed og brugerinddragelse på alle niveauer, har været direkte afhængig af den
umiddelbare tilstedeværelse af bestemte konkrete fysiske betingelser som synligt understøttede dette
koncept, og at praksis ikke kunne reproduceres under fysiske betingelser der satte en middelbar relation
mellem rum, midler og arbejdskoncept.
Jeg skal opkaste det postulat, at en konkret-utopisk praksis som Gaderummets kun er reproducerbar
under fysisk-rumlige betingelser, som direkte og uformidlet understøtter solidaritet, lighed og fælles
ansvarlighed. De materielle betingelser skal som midler være udformet på en sådan måde at disse
betydninger så at sige kastes lige i øjet på den, der kommer ind ad døren. De fungerer kun som midler i
en ufærdig praksis, hvis de besidder denne kvalitet af uformidlet kollektivitet.